Under overskrifterne ”Det er fornærmende at blive hjernevasket af sådan en omgang lort” og ”Hippier og musiknørder er ens over hele verden”, har jeg tidligere og uafhængigt af
hinanden, interviewet Leonard Davies fra Fallen Men og Jonathan Højgaard Jensen
fra det daværende Spökraket. Nu har de to fundet sammen under navnet Electric
Scar.
Jonathan Højgaard Jensen
fortæller:
”Electric Scar blev dannet i 2016 af Leonard Davies og jeg. Det skete
ret spontant, da mit gamle band Spökraket var blevet opløst kort forinden og
jeg af forskellige årsager var træt af at være forsanger. Sad i en gevaldig
koger hos en fælles ven og bad om Lennys nummer – ringede straks og halvanden
time senere var vi i gang med at optage. Resultatet af den første session blev
grundsporene til ’Shallow People, og ’Nice On My Own’, som begge kan findes på
pladen. Det var anden gang vi nogensinde spillede sammen og det var oplagt at
fortsætte, da det var både produktivt og sjovt. Vi har ellers kendt hinanden i
mange år. Lennys band Fallen Men var en åbenbaring, da jeg som 18-årig var til
Rock Mod Regeringen i Silkeborg i 2004. Vi har begge en forkærlighed for
Rolling Stones, Stooges og en masse andet klassisk rock, soul, punk og new wave
og er begge af den overbevisning at rock 'n' roll skal være indspillet på bånd,
hvilket vores album selvfølgelig er.
På pladen synger Lenny leadvokal og skriver sangene. Jeg spiller
trommer og står for det tekniske. Guitar, bas og percussion bliver delt imellem
os. Derudover spiller Lenny synth på et enkelt nummer. Samtidig har vi en række
gæster med. Fie på saxofon, tre søstre ved navn Ursula, Christiane og Laura på
kor, Freja og min daværende kæreste Ina på kor, de tidligere Spökraket-folk
Bjørn og Tobias på henholdsvis håndklap og slideguitar og min ven Jonathan som
egentlig normalt laver hiphop på håndklap. Håber ikke jeg har glemt nogen.
På mange måder har processen været meget løs og lidt i stil med,
hvordan Rolling Stones gjorde da de indspillede ’Exile On Main Street’. En vis
grad af kaos og fest, men først og fremmest en tilgang, hvor det ikke er så
fandens vigtigt hvem, der spiller hvilket instrument, bare helheden fungerer.
For tiden er vi i gang med at øve op til at spille live. Vi er fem
personer. Mikael på trommer, Tobias på bas, Freja på kor og percussion, Lenny
på leadvokal og guitar og jeg på guitar og kor. Forhåbentlig er de alle med på
næste plade som faste medlemmer.”
Hvis man er interesseret i, hvem
der spiller hvad, så er det noteret under hvert enkelt nummer på Bandcamp.
Electric Scar spiller blandt andet på Fællestival, der finder sted i dagene 20.
- 23. juli, i en ådal, små fem km udenfor Stenstrup på Sydfyn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar