Blogindlæg 3834.

Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg vil hen med dette blogindlæg. Der ligger ikke et skjult budskab i tallet i overskriften. Der er heller ikke megen klikmadding i den. Clickbait bliver visse steder oversat til klikmadding, så ved I det.

Januar 2020 blev temmelig stille på koncertfronten. Jeg kom kun til en koncert, som Orhan Özgür Turan spillede på Radar i Aarhus i anledning af soloudgivelse, ’Özgür’. Turan kender de fleste nok fra grupper som Hudna, Gadjos og Ipek Yolu. Det var en fin og stemningsfuld aften med opvarmning af den vestjyske sanger og sangskriver Kasper Abild.

Februar er begyndt anderledes aktivt. I forrige weekend var jeg til Part Time Party Times 2020 på Loppen på Christiania. Her spillede aarhusianske Trader en solid københavner-debut, der om ikke udbasunerede, men dog fortalte mig, at det ikke er sidste gang, jeg hører bandet live. Tears har jeg hørt mange gange. Og denne lørdag cementerede de endnu en gang, min opfattelse af, at de er et af de fedeste rockbands, vi har herhjemme i øjeblikket. Brooch, der er et samarbejde mellem Mikkel Holm fra Yung og canadiske Ben Stidworthy fra Ought, bed ikke rigtig på mig. Men det har nok noget med at gøre, at jeg ikke kender deres to ep-udgivelser. Hvad angår Soft Walls fra Brighton i det sydlige England, der var det sidste band, som gik på scenen, ja, så, er jeg lovligt undskyldt for ikke at have en mening om dem, da jeg listede af et par numre inde i deres koncert.

Vinterjazz eller rettere sagt festivalen af samme navn, er blevet en utidig størrelse. Forstået på den måde, at i løbet af de tre uger Vinterjazz løber over, spiller der selvfølgelig en masse jazzting, men andre musikgenrer trænger sig også eftertrykkeligt på. Skotske Isobel Campbell, der optrådte på Hotel Cecil i fredags, var eksempelvis en del af Vinterjazz-programmet. Ikke et ondt ord om det. ”For hvad er jazz lige?”, som en booker, spurgte mig, for et par uger siden.

Sangerinden Nahawa Doumbia fra Wassoulou-regionen i det sydvestlige Mali, vil jeg ikke kategorisere som jazz. Ikke desto mindre, var hun blandt de kunstnere, som avisen Politiken anbefalede dets læsere at høre under Vinterjazz. Om det var derfor, at spillestedet Alice kunne melde alt udsolgt sidste tirsdag, kan jeg kun gisne om. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til Nahawa Doumbia, men hendes overdådige, kraftfulde stemme tog fusen på mig. Det halvakustiske setup med indslag af sælsomme og velklingende ørkeninstrumenter foranledigede også sit.

Supporten stod den unge sanger og sangskriver Laust Moltesen for. Han har rejst rundt i Mali og Mauretanien, hvor han i en periode boede hos griot og sangerinde Noura Mint Seymali, her gik tiden med at spille guitar fra morgen til aften. Påvirkningen fra det afrikanske guitarspil kunne man tydeligt høre i Moltesens dansksprogede, skæve kompositioner. Selvom Alice har et lydhørt og videbegærlig publikum, var det ikke alle, der havde tålmodighed til Moltesens originale finurlighed. En dame i midten af tresserne, fortalte således min ven og jeg, der stod et stykke tilbage i den gamle gymnastiksal, at hun var ved at ”konstipere”. Dét ord, kendte jeg ikke, hvilket jeg gav udtryk for, hvorefter hun rettede det til ”ved at få forstoppelse”. Min ven forklarede hende derpå, at sådan var der også mange, der havde haft det med Povl Dissing, da han dukkede frem på scenen. Men den ellers fortræffelige sammenligning gik hende over hovedet, da hun tilsyneladende ikke kendte til det tidlige Dissing.

Onsdag aften befandt jeg mig igen på Alice, hvor dansk/svenske Torden Kvartetten skulle spille deres første koncert i tyve år. Eller det var i al fald med disse ord, at saxofonisten Mats Gustafsson introducerede bandet, der yderligere bestod af Per-Åke Holmlander på tuba, Peter Friis Nielsen på bas og P.O. Jørgens på trommer. Jeg ved ikke om det var fordi, at de lige skulle føle hinanden på tænderne efter alle disse år, at det blev en blandet oplevelse. Der var spændende momenter undervejs, men helt op at ringe kom det ikke. Mens jeg skriver dette, kan jeg se, at Informations anmelder, Louise Rosengreen, ikke er enig med mig. Hun mener tværtimod, at ”Mats Gustafsson og Torden Kvartetten blæste publikum omkuld med deres improvisationstyfon ved deres Vinterjazz-koncert på spillestedet Alice”. Eller således beskriver en billedtekst koncerten. Jeg kan desværre ikke læse hele anmeldelsen, da den gemmer sig bag en betalingsmur.  

Før Torden Kvartetten gik på, spillede den australsk/danske duo John Chantler og Johannes Lund et floorshow. Jeg kendte ikke duoen i forvejen, men deres repetitive synth- og saxofonflager skærpede min appetit på mere.