Blogger Widget

torsdag den 12. juli 2012

Stones marathon

The Rolling Stones. 8. august 1964.  Kurhaus. Den Haag.

‘Satisfaction’ har jeg altid kendt. Min første Stones plade var ’Time Waits for No One: Anthology 1971–1977’*, som jeg købte på en familietur til Burg på Femern i 1979. Ikke det mest indlysende sted at begynde, men den bar ved til bålet. ’Sticky Fingers’, ’Exile On Main St.’ og ’Black & Blue’, tæller stadig blandt mine alltime-favoritplader.

I dag er det halvtreds år siden, at The Rolling Stones spillede deres allerførste job, det foregik i Marquee Club i London. Hvis jeg skulle lave radio i dag, havde jeg insisteret på en Stones feature. Det skal jeg ikke. Sommerredaktionen er på plads. Jeg ferierer på landet. Siden kl. halv-ni i morges, har ’the Greatest Rock and Roll Band in the World’ kørt uafbrudt fra mit iTunes-bibliotek, som er sat på shuffle. Sådan skulle det gerne blive ved resten af dagen. Der er adskillige udgivelser jeg ikke har liggende og flere af de sange, jeg har, går igen i form af forskellige demo- og liveversioner.

Den første time:

Down Town Suzie (Metamorphosis)
Sway (mono promo version) (Sticky Fingers Revisited)
Honky Tonk Women (live) (Brussels Affair '73)
Brown Sugar (Sticky Fingers)
Love In Vain (live) (Very Ancient, Thank You Kindly. American Tour 1972)
Shattered (Some Girls)
Dancing With Mr. D. (Goats Head Soup)
Dear Doctor (Beggars Banquet)
Too Tough (studio outtake)
Street Fighting Man (live) (L.A. Friday)
Sway (Sticky Fingers)
Can't You Hear Me Knocking (mono promo version) (Sticky Fingers Revisited)
Mr. Spector and Mr. Pitney Came Too (Genuine Black Box, 1961-1974)
You Can't Always Get What You Want (live) (Brussels Affair '73)

Umiddelbart er der intet, der forhindrer at holde The Rolling Stones kørende indtil sengetid. Køleskabet er fyldt. Det eneste mål jeg har for dagen, er, mellem de heftige regnbyger, at finde plads i staudebedet til margueritten med det flossede look, som vi fik med hjem i går. Det kan også være jeg napper en lur på sofa.

Følg udviklingen på min last.fm.

*Det passer ikke helt. Flere år før fik jeg foræret ’Exile On Main St.’ af min moster på kassettebånd. På det tidpunkt var jeg dog ikke færdig med glamrocken endnu.

Ingen kommentarer: