I går offentliggjorde Roskilde Festival de tre første navne til Pavilion Junior-scenen. Blandt disse var Baby In Vain, der består af tre unge danske piger, de er ikke fyldt tyve endnu, der spiller tung, hård rock. Eller det var i det mindste det udtryk, jeg lærte genren at kende under. Siden har den forgrenet sig i en hel del subbetegnelser, som jeg ikke skal forfølge her. Men de har nok alle har deres berettigelse. Om ikke andet, for at adskille sig fra andre nærliggende termer, der enten spiller hurtigere, langsommere eller højere, hvor påklædningen afviger en smule eller instrumentering er en kende anderledes.
Før jeg begiver mig ud på dybere vand, må jeg nok hellere skride til værket. For en lille uge siden udsendte det københavnske plademærke, Levitation Records, Doublestones tredje ep. Den omhyggelige læser har nok allerede gættet, hvor Doublestone befinder sig på det musikalske landkort. Det er tung, hård rock af den historietyngende slags. Ikke at det umiddelbart lader til at tynge trioen, tværtimod. Doublestone har om den nye plade fortalt, at idéen var at tage deres musik ”længere tilbage i tiden” og at den derfor blev indspillet ”live på bånd”. Det er de sluppet godt fra. I en genre, der i sig selv er konservativ, er de veget behændigt udenom de værste faldgruber. Musikken er mørk og grumset. Visse steder minder den om Black Sabbath, uden dog at blive lige så mareridtståget. Tiden står trods alt ikke stille.
Den 21. februar kommer Doublestone på besøg i Mod Strømmen. Hent pladen her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar