Blogger Widget

mandag den 30. marts 2015

Ti-årig vinyl-entusiast besøger Mod Strømmen


Det er ikke en hemmelighed, at jeg godt er klar over, hvilken musik den ti-årige fjerdeklasses elev fra Fyn, Jonas Torstensen, spiller i Mod Strømmen, nu på torsdag, d. 2. april, der tilfældigvis også er skærtorsdag. Jeg har imidlertid ikke tænkt mig at røbe en pind.

Det hele begyndte egentlig med en kasssettebåndsfetish. Vinylpladerne tog dog hurtigt over, da han fandt en gammel grammofon i en lade, som hans far hjalp med at sætte i stand. Kærligheden faldt også hurtigt på mestendels dansk beat og folk fra tresserne og halvfjerdserne. Og nu går alle lommepengene, ja selv skolefrugtpengene, til pladeindustrien. Jonas Torstensen har også ladet håret gro, fordi han ”for det første hader at gå til frisør, for det andet gerne vil se hippieagtigt ud og for det tredje godt kan lide at have langt hår. Og så er det selvfølgelig også for at provokere lidt”.

Kender du typen? Måske. Men, der går ikke mange ti-årige rundt i kongeriget, der samtidig har den viden om musik som Jonas Torstensen besidder. Find blandt andet ud af, hvorfor De Fortabte Spillemænds første album er langt bedre end det andet, og om hvad der ville ske, hvis landmændene droppede at høste korn og i stedet gik over til marihuana? Få også svar på om ’Den Gule Filthatmand’ var et dumt svin og om Lady Gaga er satanist?  

Lyt med og lær, kl. 18-20, skærtorsdag, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.

Ingen kommentarer: