Here Lies Man er blevet skudt i
skoene, at de er for sent ude. Samtidig er bandets plade fra sidste år, der
bare bærer gruppens navn, blevet rost til skyerne. Med andre ord, så kan det
godt være, at svenske Goat, for at tage et eksempel, var dér først, men det tager på ingen måde noget
fra Here Lies Mans øst møder vest, syd møder nord, fuzz møder afrobeat, hård rock
møder jùjú og highlife, Afrika møder Birmingham Steel.
Black Sabbaths tunge halvfjerser-rock
bliver nævnt i alle de anmeldelser, jeg har læst af albummet. Det er der
selvfølgelig en grund til. Da jeg for et par weekender siden, præsenterede Los
Angeles-bandets kaotiske og til tider maniske, men samtidig småberusende cocktail,
for en god ven, der ikke er kræsen, mente han, at musikken var alt for tung.
Jeg forstår ham. Jeg havde det lidt på samme måde, da jeg fik ørerne i mashup-maskinen
første gang. Sagt på en anden måde, så lykkedes det mig ikke at overtale ham
til at dukke op på Alice på Nørre Allé i aften. Skønt jeg lokkede ham med, at
jeg selv er dj før, imellem og efter koncerterne med Here Lies Man og opvarmningsbandet
Mavourneen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar