Blogger Widget

onsdag den 3. oktober 2018

The Love Coffin i Mod Strømmen


Allerede i sidste uge, skrev jeg, at The Love Coffin er denne uges gæster. Siden da er gruppens debutplade, ’Cloudlands’, kommet, den er blevet anmeldt enkelte steder, og der har været en velbesøgt release i Route 66 på Fælledvej.

På udgivelsesdagen, fredag d. 28. september, tikkede de første recensioner ind. Jeg nåede at skimme et par stykker, før jeg tog ud på Fælledvej. Når jeg læser musikkritik er det for det meste referencepunkter og sammenligninger, jeg leder efter. Beskrivelserne af de enkelte sange, siger mig ikke så meget, før jeg har hørt dem. Én af de første, jeg mødte, til receptionen var forsanger Jonatan K. Magnussen, og eftersom jeg netop havde set The Love Coffin sammenlignet med Midnight Oil, Smashing Pumpkins og The Cure, spurgte jeg, om det overhovedet var noget han havde lyttet til? Midnight Oil var han behændigt krøbet udenom. Smashing Pumpkins havde han haft momenter med. The Cure var først kommet sent til ham, men han kunne i øvrigt ikke se nogen sammenfald. Hvortil det tørt blev bemærket fra et sted bagved os, at The Cure var glimrende at drive paralleller til, fordi det er et orkester folk kender. Og så er det egentlig bedøvede ligegyldigt om der er noget om det eller ej.


The Love Coffin skal spille et par danske og en tysk koncert i nær fremtid. 8. november er de på Posten i Odense. 24. november spiller de på Synästhesie Festival i Berlin, hvor blandet andet Spiritualized, The Soft Moon, The Blue Angel Lounge også optræder. 30. november gælder det Loppen på Christiania.

Før det kan man dog stille ind på Mod Strømmen i morgen, torsdag d. 4. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Ingen kommentarer: