Blogger Widget

søndag den 3. november 2013

Wonderland i Mod Strømmen


Torsdag d. 7. november står i Wonderlands tegn. Tilgiv mig, det salvelsesfulde ordvalg. Jeg kunne ikke finde på andet. På den anden side, så er det måske meget dækkende. Om formiddagen bliver Wonderland præsenteret i P6 Beat. Kl. ca. 17.50, har kvartettens nye video, ’Far Away’, urpremiere i baren Kronborggade 3. Den er filmet, riet og klippet af Adam Olsson, der også står bag Spids Nøgenhats blændende ’Lolland-Falster’ m.fl. Præcis kl. 18.00, går Mod Strømmen i luften med Wonderland som gæster. Besøget vil man kunne høre på KBG3, som udskænkningsstedet med det udsøgte udvalg af øl, hedder blandt venner. Under udsendelsen er øllerne vistnok på huset/bandet. Når vi er færdige på Christianshavn, rykker hele banden til Kronborggade. Flere oplysninger her.

Men hvem er Wonderland? Hvis man stadig kan bruge frasen om, at der bliver hvisket i krogene, når det gælder internettet, ja, så er det netop, hvad der er blevet om Wonderland, gennem det seneste lille års tid. På den behagelige måde, forstås. Gruppen befinder sig et sted mellem Yo La Tengo og The Vaselines, og som med begge disse band, tager musikken undertiden en sensitiv drejning. Wonderland vedkender sig formentlig også, uden større sværdslag, arven fra tresserne.


Lyt med på torsdag, d. 7. november, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte.

'Far Away' bliver udsendt som single af Levitation Records til januar.

Foto: Rasmus Jensen/Adrian Sølberg

Ingen kommentarer: