Jeg går ikke i teatret. Sådan er det!

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg seneste har set et teaterstykke. Jeg hørte Wilco i Det Kgl. Teater for nogle år tilbage. Det tæller nok ikke. Til gengæld har jeg ikke set dem live siden. Men en rigtig teaterforestilling med rigtige teaterskuespillere? Det ved jeg simpelthen ikke? Måske var det et stykke af en eksperimenterende spansk instruktør, der foregik på toppen af et multinationalt virksomhedsdomicil, hvor rygerne fra de forskellige afdelinger mødtes for at dyrke deres fælles last. Så er vi tilbage i halvfemserne. Vi skred i pausen.  

Det har aldrig så meget som strejfet mig, at én af de populære teaterkoncerter var en mulighed. Og så er det i og for sig fuldstændig ligegyldigt om, det er The Beatles, Mozart, Gasolin eller en sangcyklus om København, der er omdrejningspunktet. For slet ikke at tale om, den kommende Rolling Stones teaterkoncert med Michael Falch. Selv ikke Det Kgl. Teaters opsætning af Tom Kristensens ’Hærværk’, kan få mit pis i kog.

Vent. Stop. Nu ved jeg, hvilket stykke jeg seneste har set. Og det kan jeg takke ’Hærværk’ for. Tom Kristensen mesterbog blev nemlig genudgivet for et par år siden med forord af Jan Sonnergaard. Sidst jeg var i teatret var til ’Liv Og Død På Café Olfert Fischer’ af netop Sonnergaard. Det var helt tilbage i 2006. Umiddelbart husker jeg ikke særligt meget fra forestillingen. Udover at hovedrolleindehaveren Ellen Hillingsø uforvarende viste sit ene bryst frem, da hun fejede indover scenen i første akt. Samt at Boris Schiøler fra forlængst aflivede Düreforsög spillede en deltager i et polterabendselskab, som besøgte Café Olfert Fischer.

Jeg går ikke i teatret. Sådan er det! Men jeg kan godt finde på at gå på værtshus. Det kunne Tom Kristensen også, ofte i selskab med sin hund Mot. Om sidstnævnte har forfatterkollegaen Soya sagt: "Jeg kunne godt li´ den, men den lugtede af øl. Formentlig fordi den tilbragte en stor del af sin tid på gulvet i kælderbeværtninger"