“’Love and Mercy’ is
probably the most spiritual song I’ve ever written”, har Brian Wilson sagt om åbningstracket på
sin solodebut fra 1988. På min gamle lp-plade er sangen krediteret til
både Brian Wilson og hans omstridte, uortodokse terapeut, Eugene Landy. På senere
udgivelser er Landys navn fjernet.
Eugene Landy og Brian Wilson
mødte hinanden i 1975, da Wilsons første kone, Marilyn, søgte professionel
hjælp til hendes berømte mand. Det var et trist syn, der mødte Landy, da han
ankom til Wilsons spanske palæ i det fashionable Bel Air. Bag lukkede skotter gik
det 33-årige popgeni rundt. Uvasket, overvægtig og inaktivt. Virkelighedsopfattelsen
havde lidt et knæk. Depressioner, stoffer og alkohol havde sløvet
kreativiteten. Motion, kolde morgenafvaskninger, en kostplan mv. fik Wilson
tilbage til klaveret. Små seks måneder senere var han også tilbage på scenen
med The Beach Boys.
Skønt Wilson var i tydelig psykisk
bedring, kviede gruppens management sig over de tårnhøje fakturaer, som Landy
udskrev. I november 1976 blev han fyret. I begyndelsen af firserne, hvor det
stod endnu værre til med Wilson, end det havde gjort i 1975, måtte de krybe til
korset og henvende sig til den kontroversielle terapeut igen. Landy stillede en
betingelse, han skulle have fuld kontrol over behandlingen. Hvilket ganske kort
ville sige, 24-times terapi, der omfattede opsyn med alle aspekter af Wilsons
liv, det være sig fysiske, personlige, sociale og seksuelle.
Endnu engang lykkedes det Landy
at få Wilson på ret kurs. I 1985 så han ud til at være mere fit for fight end to
årtier tidligere. Familiemedlemmer, gamle venner og kolleager undrede sig dog
over, at de ikke kunne komme i kontakt med ham, fordi han blev overvåget af de
såkaldte ’Surf Nazis’. Et hold kraftkarle i spraglede hawaiiskjorter, som Landy
havde ansat til at være i nærheden af Wilson i alle døgnets timer. Samtidig
begyndte terapeutens navn at figurere som medkomponist på flere af de sange som Wilson
skrev. Det var der mange, som ikke brød sig om.
I 1989 indledte The California Board of Medical
Quality Assurance en sag mod ham. Landy blev beskyldt for grov uagtsom
adfærd og for at hjernevakse, medicinere og isolere sin patient, samt at nyde økonomisk
godt af Wilsons godtroenhed. De havde blandt andet oprettet et selskab, med
navnet Brains & Genius (Brian & Gene, hvis nogen skulle være i tvivl)
og arbejdede sammen om et pladeprojekt, ’Sweet Insanity’. Albummet blev aldrig
udgivet. I 1991 fik Eugene Landy en dom, der betød, at han skulle holde sig væk
fra Brian Wilson.
Om Landys særegne behandling i
virkeligheden reddede Wilsons liv, ved vi af gode grunde ikke. Landy havde dog held med at afvænne andre Hollywood-notabiliteter. Lad mig blot nævne skuespillerne
Richard Harris og Rod Steiger, samt rockstjernen Alice Cooper, som fylder 66 år
i dag. Tillykke med dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar