Blogger Widget

tirsdag den 11. februar 2014

Kvinder pt.: Baby In Vain


Baby In Vain er ikke til at komme udenom i min lille all female-kavalkade. Jeg ved ikke om en yderligere præsentation af de tre unge københavnerpiger dybest set er nødvendig? Næppe. Trioen har indenfor det seneste års tid og især efter, at den lagde Roskilde 2013 ned, fået deres fortjente del af omtalen. Og det gælder ikke kun i Danmark.

Som med Warpaint, kan jeg næsten sætte nøjagtig tid på, hvornår jeg hørte dem første gang. Nicklas Sørensen fra Papir (der i skrivende stund er ved at gøre klar til släppfest for deres nye plade, ’IIII’, på Børneteatret på Christiania. Om jeg når derud, er en anden historie) begyndte så småt at slå et slag for bandet, efter de havde optrådt sammen på Kildemose Festivalen på Fyn i 2012. På daværende tidspunkt var jeg lidt loren. Det er jeg ofte. Siden har jeg, om end ikke tabt mit hjerte, men er blevet mere og mere imponeret over bandets tunge rock med den dirrende uro og Hendrix-groovet.

Det blev ikke mindre, da jeg hørte Baby In Vain til Steppeulv-prisuddelingen i lørdags. Desværre overværede jeg ikke, da pigerne senere modtog statuetten for Årets Håb. Den eneste af anmeldernes priser, hvor der følger stakater med. Jeg var lige et smut udenfor. Bagefter fik jeg fortalt, at trioen havde været meget overraskede og enormt søde. Og måske også en kende befippede. Under takketalen nappede den ene af pigerne i al fald mikrofonen ud af hånden på én af de andre, der muligvis var gået lidt i stå, for endelig at få sagt tak. Tillykke med Steppeulven. 


Det næste halve års tid, skal Baby In Vain spille følgende steder: Frost Festival i Store Vega, d. 25. februar, New York City, South By Southwest, Frankfurt am Main, Brighton, opvarmning for Psyched Up Janis, Northside, Færøerne, Norge og Gutter Island. Mon ikke der kommer flere job til?

Ingen kommentarer: