Blogger Widget

tirsdag den 1. september 2020

Men & Health i Mod Strømmen


Men & Health var om ikke den sidste livemusik, jeg hørte, før landet lukkede ned, men meget tæt på. Det foregik i en krybekælder under et sidegadegalleri på Nørrebro. Folk stod tæt, luften var tung. Onsdagen efter blev dansk kulturliv lukket ned. På fredag kan man høre den spansk/danske trio igen. Under helt anderledes forhold med restriktioner, begrænsninger, faste siddepladser, men dog live. Mere om dét om lidt.

Men & Health udsendte to kassettebånd i slutningen af januar. ’Jesus In A Pocket’ og ’Devil In A Suitcase’, hedder de. Om dem, og en livekoncert i Mayhem, skrev jeg:

“Trioen beskriver sig selv som en afart af poppunk. Lad nu være med at tænke på den poppunk, der slog igennem i midten af 1990’erne og blev eksponeret på kommercielle radiostationer og MTV. Dét er slet ikke den vej, vi skal. Med to guitarer, bas og en rytmeboks er Men and Healths musik langt mere minimalistisk. Flere af deres numre er vel nærmest surf-prægede instrumentale vignetter, som fletter sig ind mellem de uimodståelige, åbne og ligefremme sange, der ofte er bygget op omkring en enkelt sanglinje”

Nu på fredag, d. 4. september, har Mod Strømmen fået lov til at sætte en aften op i Christianhavns Beboerhus. Her kan man opleve Men & Health, Oskar Krusell fra Kogekunst møder op med solomateriale + Aron med band. Husk at købe billet i forsalg. Første koncert begynder ved 20-tiden.

Allerede på torsdag, d. 3. september, kommer Peter Larsen, Javier Molina, Ángel Herrera, der udgør Men & Health, forbi Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, på enten FM 98.9 eller et af disse link: den direkte livestream/TuneIn.

Ingen kommentarer: