Otte sømænd / Ikke et ord om sommervejret

Mindeordene herover har længe givet næring til denne bloggers fantasi. Indskriften er at finde på en sten, der er rejst på kirkegården på den lille ø Nyord, nordvest for Møn. Hvorfor er otte engelske sømænd stedt til hvile her blandt bådsmænd, lodser, fiskere og gårdejere?

Hvis man har haft sin gang i denne del af landet, kender man sandsynligvis til novemberstormen 1872. Hvis ikke, er et godt sted at begynde udforskningen i ‘Stormfloden. Den 13. november 1872. Danmarks Største Strandingskatastrofe’ af Kjeld Ejdorf fra 2002.

Efteråret 1872 havde været usædvanligt mildt. I Nordjylland var der modne jordbær i november. I dagene op mod 13. november blæste en kraftig vestenvind, og omkring Nordsøen og Skagerrak var der meldinger om strandinger og forlis. 11. november sprang vinden om i nordøst, den tog til og toppede med vindstød af orkanstyrke onsdag formiddag 13. november. Det vidtdreven vejrlig pressede vandet fra Østersøen ind mod de danske kyster og var skyld i vandhøjder på op mod tolv fod, hvilket gav uoverskuelige oversvømmelser.
For at undgå kridtklinterne på Stevns og Møn, søgte mange skibe at sigte efter de bløde sandstrande ud mod Fakse Bugt. Det var dog ikke farefrit, da farvandet var spækket med lavvandede grunde og uforudsigelige sandbanker. Det var trods alt bedre at grundstøde, end at blive sønderslået mod de stenede og smalle kyster ved klinterne. I alt forliste eller strandende 91 skibe mellem Stevns og Møn, heraf alene 18 udfor Nyord.
Et af de skibe, der gik ind mod Bøgestrømmen, var den firemastede engelske jernbark Hope af London, der var på vej med fisk fra Fraserburgh i Skotland til Danzig (Gdansk) i det daværende tyske kejserrige. Hvad der egentlig gik for sig derude, ved vi ikke? Og dog , der foreligge en dramatisk skildring fra skipperen på paketten Castor, der nær var tørnet sammen med den store Engelskmand, efter at være sejlet ud fra Nyord på stormflodsdagen.
Skipperen fortalte: “han (kaptajn Finlayson på Hope) havde omsider indset, at han ikke har kunnet klare Landet fra sig, thi pludselig gav han den Ror og kom som et vildt dyr løbende imod Land med Kurs for Boven af os, der stod nord i Styrbords Halse. Vi kunde paa det Tidspunkt ikke komme til at vende og vilde ej heller have kunnet naa det, da vi pludselig ud af Mørket så ham komme - for der var Bras paa. Vi gjorde det eneste, der var at gøre for ikke at blive knust af det store Skib, vi hev Roret op, lindede paa Skøderne og slap saa lige foran ham - vi kunde have naaet ham med en Aare”.
Herefter kan vi kun gisne om, hvordan Hope strandede på Sækkesandet øst for Nyord. Et par dage efter stormen gik et redningshold fra Nyord ombord på Hope, alt hvad det tilsyneladende fandt i live var en skibshund, der var blevet spærret inde på barken. Blandt skibsfartskyndige, er det stadig et mysterium, hvorfor mandskabet trodsede den voldsomme brænding og gik i bådene eller gjorde den nu det?

I 1947, i 75-året for den skæbnesvangre 13. november, udsendte, exam. fiskeskipper og redaktør af Dansk Fiskeritidende, L. Ingemann, bogen ‘Stormfloden 1872’. Den byggede naturligvis på tidligere beretninger, men Ingemann havde også taget turen fra Køge i nord til Nyord i syd, for at få de sidste fortællinger fra øjenvidner og deres efterkommere. Her fik han at vide, at der på Nyord var en talemåde, der blev brugt om visse af øens familier, der efter strandingen af Hope, var kommet til velstand. Det lød “Det er for Engelskmandens Penge”. Ingemann antydede dermed, at der lå en forbrydelse bag at hele besætningen på Hope omkom. Rygterne er formentligt opstået i dagene efter strandingskatastrofen og efterhånden som de døde engelsk søfolk drev i land på Nyord, og især fordi man muligvis fandt to matroser der var bundet sammen.

Ingemann skrev: “og der er det bemærkelsesværdige ved Sagen, at disse Lig var sammenbundne, paataas der. Besætningens øvrige 10 Mand er muligt med Skibets anden Baad kæntret, omkommet og drevet bort. Der har dog været talt og skumlet over Fundet af disse Lig og gransket over, om der endnu ved de første Nyordboere Ankomst skulle have været liv ombord. Der er vel nok ikke noget om Skumlerierne, men det er paafaldende, at to af Bjergerne siden hængte sig”.
Om der er er hold i gætværket er uvist. I en kilde fra 1873 er der imidlertid en beskrivelse af hvordan, der så ud på Nyord og Ulvshale i tiden efter stormen: “Nedstyrtede Skrænter og Træer, Vrag og Sten og Sand paa hidtil frugtbare Jorder, druknede Kreaturer og opdrevne Lig møde Øiet overalt”

En af strandvaskerne, havde Stubbekøbing Avis berettet om d. 3. december 1872. Avisen antog, at den afdøde havde “hørt til Besætningen på Barkskibet Hope af London”, eftersom det engelskklingende navn Alexander Sim var tatoveret på venstre arm.

Om ikke andet, så ved vi altså nu, hvorfor sømænd er tatoverede.