”Vi puffede døren til baren op med et fælles og meget velsynkroniseret
skub, og lugten af røg og gammel øl og sødlig parfume slog imod os med et pust.
Parfumelugten måtte skyldes de tre bitches ovre i hjørnet, blev jeg enig med mig
selv om, og det føltes på en sær måde som om jeg var kommet hjem. Ikke fysisk,
men til gamle dage. Hvor tingene var lidt mere åbne, og der stadig væk var tid
at give af, og de færreste døre var lukket helt i, hvor der var anarki og
handlinger så absurde at man måtte elske dem, hvor horrible de end var.
Som dengang Henrik stjal en
gravko ude i Valby. Han kørte lidt rundt i den på må og få, og da politiet kom
og anholdt ham og spurgte hvorfor i alverden han dog kørte rundt i sådan en
gravko midt om natten, gav han et svar som omgående blev udødeligt.
- Hvorfor ikke?
Ja, ærligt talt, hvorfor
skulle man egentlig ikke køre sig en aftentur i Kommunes gravko, hvis det nu er
dét man har lyst til?
Eller da vi crashede John Cale-koncerten i Vega og egentlig var så
forbistrede og aggressive og ensomme og udstødte … at det mest naturlige ville
være at vi kom op at slås med nogen. Det var ikke alle sammen Guds bedste børn,
publikum som stod og ventede inde i foyeren, hvor der hang reklamer for de
forskellige pornofilm der blev vist i biografen lige ved siden af. Lurvet og
vulgært var det, og også halvfarligt, for der var nogle barske fyre blandt de
punks vi provokerede, og egentlig var det mærkeligt at vi ikke fik sådan én på
bærret af dem. Eller af roadierne eller kontrollørerne som vi jo også spillede
voldsomt op til. Vi gjorde hvad vi kunne for at lave ballade og rigtigt skabe
problemer. Det var den mest destruktive tid inden for den depressive periode,
og det stod skrevet med versaler i drejebogen at i aften, netop i aften, ville
det gå helt galt.
Og så overvældede koncerten os så meget at vi blev som blide små lam.
Cales aggressioner fik vores egne til at ligne udråb fra forkælede små
pattebørn, hans ensomhed i den akustiske udgave af ’Heartbreak Hotel’ fik os
til at gyse og indse at alting kunne blive værre, meget værre, og hans udgaver
af ’Chinese Envoy’ og ’Close Watch’ og ’Ski Patrol’ viste at der jo alligevel
altid er en eller anden form for skønhed gemt i det forfærdelige, og vi forlod
koncertstedet lutrede og afklarede, tror jeg vi kaldte det. Uden vrede, men med
kærlighed og respekt. Det var en koncert vi talte om mange år efter og altid
næsten andægtigt. Det var dengang musik betød noget. Noget så kolossalt. Sådan
er det ikke længere. Bartenderen havde ikke engang gidet tænde jukeboksen,
musikken blev streamet fra en eller anden internetstation”
- fra ’Frysende Våde Vejbaner’ af Jan Sonnergaard, Gyldendal
2015.
Jeg var også til den John
Cale-koncert, der foregik i Saga på Vesterbrogade, ikke i Vega. Men en
forfatter har jo litterær frihed til at flytte begivenheder fra et sted til et
andet. Sort Sol varmede i øvrigt publikum op. Efter koncerten gik vi på Krasnapolsky,
før jeg, sammen med en nu afdød ven, havnede med et par islandske piger i en
et-værelse stuelejlighed ude i Vangede. Det er mange år siden.
Da Jan Sonnergaard blev mindet
ved en maratonoplæsning på Arbejdermuseet i november sidste år, fik jeg at vide, at der var en tidsskriftartikel om musikken i hans sidste bog, netop nævnte,
’Frysende Våde Vejbaner’, under udarbejdelse til et litterært magasin. Hvornår
artiklen ser dagens lys, har jeg ingen anelse om. Jeg har heller ingen anelse,
om hvor akademisk skribenten går til værks. Den slags formaliteter, får vi ikke
tid til, når Sonnergaards kammerat siden ungdomsårene, Søren Nordstrand, kommer
forbi Mod Strømmen i morgen. For som han skriver i et opslag på Facebook, om
udvælgelsen af musikken:
”Lige nu er det ren tortur, da vi kun har to timer til rådighed. Og jeg
skal fravælge alt, alt for meget. Og vi skal jo også vrøvle mellem numrene.
Fuck!”
På stående fod har jeg heller
ingen anelse om, hvor vemodig udsendelsen kan gå hen at blive. Det vil jeg
heller ikke vide. Eller om vi kommer til at dissekere rocktekster og omtale rockmusikere
som rene sandsigerske og guddommelige poeter, som jeg ved, at både den gode
Nordstrand og jeg, har brugt timer på i selskab med Sonnergaard. Vel at mærke
fra ”dengang musik betød noget. Noget så
kolossalt”
Søren Nordstrand skriver
børnebøger. Han debuterede med ’Bertram
stjæler en revolver’ i 2010 og er snart aktuel med den forunderlige og for
segmentet (de købedygtige forældre) mildest talt syrede bog om syvårige Alberte
og hendes hund, ’Mig og Glistrup’. Bogen kommer på forlaget Arabesk.
