“Like a Kaleidoscope I Turn and I’m Turning…”

I dag blot en kortvarig forlængelse af det ophold, jeg gjorde ved Paisley Underground forleden. To af scenens mest succesrige orkestre, The Dream Syndicate og Green On Red, hører for mig en svunden tid til. Eller det vil sige, at det i det mindste er den slutning, jeg er nået frem til, efter at have genhørt et mindre udvalg af deres plader. Dengang i firserne, holdt jeg navnlig af Green On Red og dets forsøg på at indlemme Neil Young og Crazy Horse i udtrykket.

Green On Red, dazumal

Det, Green On Red, jeg taler om her, gik i opløsning i Athen i 1987, hvor hovedmanden Dan Stuart, under gruppens næstsidste koncert på en lang Europa-tour, forlod scenen grædende med noget der lignede et psykisk sammenbrud. Der var ikke andet at gøre, end at afblæse det sidste job i London. Siden kom der et par album mere, men herpå bestod bandet kun af Stuart og Chuck Prophet og til lejligheden hyrede musikere. Den aflyste koncert i London, må alligevel have redet orkestret som en mare, eftersom det, da det blev gendannet i den klassiske line-up til et enkelt show i Arizona i 2005, sagde det ja til at spille den ene koncert i London, som gruppen manglede. Sætlisten var sågar identisk med den oprindelige.

Undskyld denne diskurs. Jeg lagde jo for med at fortælle, jeg ikke længere finder nogen større begejstring ved at høre Green On Red. Mest af alt fordi deres lyd forekommer mig outdated. Rain Parades debutplade fra 1983, ‘Emergency Third Rail Power Trip’, og mini-lp’en ‘Explosions In The Glass Palace’ fra 1984, har jeg det derimod godt med stadigvæk. Men det beror måske hovedsagelig på, at jeg først fandt ud af hvad den Paisley Underground-gruppe for alvor kunne, senere hen.

’Kaleidoscope’ fra debuten: 

          

“To Chuck, the Shakespeare of rock and roll…”

"To Chuck, the Shakespeare of rock and roll, congratulations on your PEN award, that's what too much monkey business will get ya . . . Say hello to Mr. Leonard, Kafka of the blues, and Lord Byron Keith (Richards) if he shows up. In all seriousness, Chuck, congratulations on this prestigious honor. You have indeed written the book with a capital B, and congratulations to Leonard, who’s still writing it”

 - Bob Dylan i et brev til Chuck Berry i anledning af, at Berry forleden modtog, PEN New England Awards for Song Lyrics of Literary Excellence. Læs mere. Hvis man kender Berry ret, glemte han formentlig at hilse.

One-Eyed Mule i Mod Strømmen

Uffe Ipsen og Rasmus Dall. One-Eyed Mule. Dronningensgade, juni 2010.

Løst regnet er det halvandet år siden, at One-Eyed Mule besøgte Mod Strømmen sidst. For en lille uges tid siden udsendte gruppen ’When Tomorrow Comes’, dets fjerde album på blot seks år. Et album, der ikke flytter så meget rundt på hvem One-Eyed Mule er og hvor de kommer fra. Det er stadigvæk folkrock af den rustikke amerikanske slags, filtreret gennem en nyfigenhed, som giver plads til at lege med og udfordre konventionerne. Overordnet handler ’When Tomorrow Comes’ om forventninger. Det være sig til kærligheden, dagen i dag, morgendagen, et liv på landet, ja, selv til det at have fødselsdag. Sidstnævnte bliver dog set gennem et barns øjne.  

One-Eyed Mules playliste fra 3. juni 2010:

1. One-Eyed Mule - September Sigh (2010)

2. Skip James - I'm So Glad (1966)

3. Muddy Waters - I Can't Be Satisfied (1948)

4. Ennio Morricone - The Good, The Bad & The Ugly (1966)

5. John Renbourn - Judy (1965)

6. The Velvet Underground - Heroin (1967)

7. One-Eyed Mule - The Map Song (2008)

8. Nick Cave & The Bad Seeds - Stagger Lee (1996)

9. The Doors - L.A. Woman (1971)

10. One-Eyed Mule - From The Beats To The Bible (live i studiet) (2010)

11. One-Eyed Mule - Wintersong (live i studiet) (2010)

12. Hank Williams - Ramblin' Man (1953)

13. Neu! - Sonderangebot (1971)

14. One-Eyed Mule - Everything I Do Is Wrong (2010)

15. The Beach Boys - Good Vibrations (1966)

16. Bob Dylan - Sara (1975)

17. One-Eyed Mule - Lullaby For Louie (2010)

Lyt med torsdag, d. 1. marts, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid

Rainy Day. En slags Paisley Underground supergruppe

Betegnelsen Paisley Underground dækker over en stribe grupper fra de tidlige firserne fra især Los Angeles-området, der var vokset op med punken, men ikke frasagde sig alt det der lugtede af hippierock. Med andre ord, greb scenen tilbage til tressernes folkrock med de rige vokalharmonier og det psykedeliske snit. Lidt i retning af den genre som Gram Parsons døbte Cosmic American Music. Flere af bandene, havde endvidere det tilfælles, at de udgav forrygende debutplader, der ikke solgt noget særligt, for derefter at miste pusten. Måske lige med en enkelt undtagelse, The Bangles, de blev popstjerner. Man skal dog på ingen måde undervurdere den betydning, som Dream Syndicate, Green On Red, The Long Ryders, The Three O'Clock, The Plimsouls og Rain Parade, senere i årtiet, fik på college-rockscenen i USA, og så går der for resten en lige linje fra Paisley Underground til alt-country.     

Ikke al den snak. I spidsen for Rainy Day stod David Roback fra Rain Parade og Opal (senere i Mazzy Star, der vistnok er gendannet), derudover bidragede Kendra Smith fra Dream Syndicate og Opal, Michael Quercio fra The Three O'Clock, smukke Susanna Hoffs fra The Bangles, plus et par stykker til. Det ene coveralbum de udsendte i 1984, er en uhøjtidelig og varmtfølt cadeau til den musik og de kunstnere de satte højt. Såsom Buffalo Springfield, The Velvet Underground, The Byrds, The Beach Boys, The Who, Bob Dylan, Big Star og Jimi Hendrix (‘Rainy Day, Dream Away’). Det er ikke alle fortolkningerne, der holder kadencen, men indspilningen af Dylans ’I'll Keep It With Mine’ med Susanna Hoffs i front, er ganske enkelt eminent.

Papir. Playliste 23. februar 2012

Christian Becher Clausen og Nicklas Sørensen

1. Papir – Sunday (2011)

2. Agitation Free – Laila, Part 2 (1973)

3. Organisation – Milk Rock (1970)

4. Yo La Tengo – Pass the Hatchet, I Think I’m Goodkind (2006)

5. Ornette Coleman – Bourgeois Boogie (1988)

6. Papir – Lykk Trep-r Hi-Losé (2010)

7. Love – Love Is More Than Words (Or Better Late Than Never) (1969)

8. Hans Joachim Roedelius – Johanneslust (1978)

9. Harmonia – Arabesque (live) (1973)

10. Papir – Monday (2011)

11. Talk Talk – After The Flood (1991)

Hør udsendelsen

Hurtig opdatering: Howl Baby Howl, Roskilde, Peter Butzback Larsen og SPEkTR.

I mandags kom det andet udspil i Howl Baby Howls annoncerede EP-triologi.  Som med forgængeren ’Kids Of Chaos’, der kom i maj 2011, så har duoen lagt noget af den sejtflydende garagerock, som ellers var deres kendemærke, bag sig på ’Mountain Of Pounding Pop’. Inspirationen er med andre ord ikke længere så endimensionel, men det slår ikke det mindste skår i min begejstring.

Her ’A Reason To Give Up’:

  A Reason To Give Up by Howl Baby Howl

Howl Baby Howl kan jeg godt tænke mig at se til Roskilde. Hvem ved, måske er bandet blandt de Pavilion Junior-navne, som festivalen har givet en række nordiske bloggere lov til at offentliggøre i denne uge? En fremragende idé, der også sætter hele diskussionen om Roskilde Festivalens leflen for inferiøre musikblogs, som satte musikskribenter havde så travlt med sidste år, på spidsen.

Forleden annoncerede Earcandy, Dig & Mig. I går kom norske Deathcruch til via Else Solheim musikkblogg. Og i dag er Ulige Numre blevet offentliggjort af Undertoner. Jeg kender ikke rækkefølgen, men vi har stadig noget i vente fra Festivalrykten, Musik Mig Blidt, Wonders Make Joy og Word On The Street. 

  

Jeg bliver endnu en stund ved Roskilde. Eller det vil sige ved Peter Butzback Larsen, der er vokset op i den lille by Vor Frue, syd for domkirkebyen, som i dag nærmest er en integreret del af festivalens campingområde. På søndag er der reception for hans nye novellesamling, ’Alt det jeg ikke kan huske står i denne linje’. Det foregår i Byens Bogcafé, Edvard Thomsens Vej 47-49, stuen (Sejlhuset), som er i Ørestaden. Bogen udkommer mandag, d. 27. februar.

Før det, kan man dog allerede i morgen opleve SPEkTR på Drone på Nørrebrogade. Det begynder vistnok ved 22-tiden. Her den spritnye video til ’Clockstoppers’:

’Songs For Desert Refugees’

Når jeg har set Tinariwen beskrevet som tidligere ørkenkrigere, har jeg mest af alt opfattet det som en eksotisk og fjern virkelighed, muligvis endog en smule romantisk. Jeg har godt bemærket, at det er nogle hærdede mænd, men jeg har ikke taget stilling til om det er Sahara eller deres deltagelse i tuareg-oprørene, der er skyld i det. Tuaregnomaderne kæmper for en selvstændig nation i de grænseområder af Mali, Niger og Algeriet, hvor de holder til.

Den seneste måneds tid er oprøret blusset op igen i det nordlige Mali. Her har grupper af tuareg-soldater været indblandet i væbnede kampe mod regeringsstyrker. Og, hvis rygterne ellers taler sandt, er de blevet bedre udrustede og kamptestede som lejesoldater under borgerkrigen i Libyen. For at komplicerer det hele yderligere, så har Al Qaeda god vind i sejlene i de egne af Mali, hvor tuaregfolket har deres hjem. Det står stadig uklart, hvordan forholdet mellem oprørene og Al Qaeda er. Men der er forlydender om, at Al-Qaeda er begyndt at kidnappe vesterlændinge, hvilket skulle have skabt åbne konflikter med andre grupper i området. Rygterne er mange og flygtningestrømmen til nabolandende vokser støt.      

For at rejse penge til mad, tæpper og medicin til flygtningelejrene, har det franske plademærke Reaktion, sammensat en kompilation, ’Songs For Desert Refugees’, med noget af den allerypperste ørkenblues. Heriblandt Tamikrest, Tinariwen (som jeg skal se i Vega til april), Terakaft (der er på årets Roskilde-plakat), Bambino m.v. 

Her en smagsprøve:

Download og støt det humanitære arbejde.

Beslægtet med Papir?

Albummet ’Neverendless’ fra 2011 med Chicago-kvartetten CAVE er blevet kaldt bandets mest umiddelbare. Da jeg ikke kender de to plader, ep’en og det utal af kassettebånd, som gruppen tidligere har udsendt, kan jeg næppe erklære mig uenig. CAVE befinder sig i det her bizarre rum af forskellige musikgenre, lidt i stil med Mod Strømmen-aktuelle Papir, der i bedste fald overlapper hinanden og i værste er umulig at sætte ord på.

Betragtet ud fra nedenfølgende, hvor titlen bliver repeteret i et væk, nærmest religiøst-messende, forekommer det mig at være, ja, det ved jeg ikke! Bedøm selv. Det er noget med at finde et groove og fortsætte med det i traditionen fra bl.a. Neu! eller Spacemen 3.

   Cave - On The Rise by Trevordeb

CAVE spillede til den i brede kredse prestigefyldte Pitchfork Music Festival i 2010.

"How have I only just found out about the Replacements? / Some of them are nearly as old as my parents"

Eddie Argos

Engelsk/tyske Art Brut kender jeg kun overfladisk. Det var et af de orkestre, der i midten af nullerne blev nævnt i samme åndedrag som The Rakes, Franz Ferdinand og Bloc Party. Den nye britiske scene, som vidst aldrig fik et navn og hvis den gjorde, gik det mig forbi. Mit kendskab til Art Brut er i og for sig også ligegyldigt, for her skal det handle om et af mine yndlingsobjekter.

Eddie Argos, frontmand og central sangerskriver i Art Brut, er en af de mange yngre musikere, der både bliver inspireret og føler sig beslægtet med The Replacements. Og det i så høj grad, at han til 2009-albummet, ’Art Brut vs. Satan’, der blev produceret af Frank Black, skrev denne sang om at opdage bandet.

Argos ‘Mats top-5 2009. 

Papir i Mod Strømmen

Krautrock, spacerock, jamrock, postrock, syrerock, freejazz, ja, ligefrem, den forfærdelige genre, fusionsjazz, er blevet anvendt om københavnertrioen Papir. Nu kan de kloge selvfølgelig indvende, at sprog kun er et system af ord, som en gruppe mennesker har tilfælles, men at der reelt ingen sammenhæng er mellem ordet og tingen. Man kan altså ikke nå fra ordene til tingene. Den diskussion holder jeg mig ude af.

Jeg ved bare, at Papirs lange, repetitive, trippede ekskursioner i instrumentalmusikken, tiltaler mig ovenud. Og, at det glædede mig, da det blev annonceret, at de skal spille på årets Roskilde Festival og for den sags skyld Spot, som jeg dog ikke har noget forhold til. Bandnavnet Papir giver mig ligeledes en lang række associationer, som vi måske kommer ind på, når bandet besøger Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) på torsdag, d. 23. februar, mellem kl. 18-20. Radioprogrammet med den ene regel, at vi spiller alle numre til ende. Det er forbudt at fade. 

Melodien der blev væk

Hvis jeg omkring jul var blevet spurgt om, jeg her medium februar havde læst Benn Q. Holms to seneste romaner, havde jeg formentlig trukket på skulderen, og repliceret noget i retning af ”no way” eller ”det kan jeg dårligt forestille mig”. Det er ikke desto mindre, hvad der er sket. Tak til de kommunale biblioteker.

Ikke et ord om handlingsforløbene i de to bøger, roadfortællingen ’Den gamle verden’ fra 2009 og samtidsromanen ’Byen og øen’ fra 2011. Dét, der har slået mig og som jeg dybest set godt vidste, er, hvor god Holm er til at skildre netop min generation. Sagt anderledes, så er det, det genkendelige, de samtidshistoriske begivenheder, der bliver tidsbestemmende for fortællingerne, der giver mig en masse tilbage. Selvom begge værker breder sig udover det meste af verden, er det stadig min tid, min by, når det drejer sig om København. Værtshuse og bydele, som jeg husker dem.

Jeg har altid læst Benn Q. Holm, lidt som jeg har læst de store kollektivromaner fra mellemkrigsårene. Ikke forstået på den måde, at der ligger et politisk budskab bag. Slet ikke. Det er de mange stemmer. Personskildringer. Dagens dont. Idealerne, som livet slugte. Nedslagene i de forskellige miljøer, ”lige fra Christiania op til Hotel Plaza”. Musikken, der bandt og bestemte, hvem man var. Håbløse drømme om at vende tilbage til ungdommens fællesskaber. Krampagtige krumspring. Desillusion. Formaliteter. Erkendelse. Men, som sagt, ingenlunde en erkendelse, der viser frem mod noget overordnet samfunds- og strukturmæssigt. Mere den her stille erkendelse af eksistensens grundvilkår.

Om ikke andet, må jeg erkende, at jeg var med fra start til slut i begge romaner. Hvorvidt det bliver det samme med Eddie Thomas Petersens ’Ønskebarnet’, som jeg lige er gået i gang med, må tiden vise. 

Mellemblond: 'Mørkt Stof'

CS Nielsen. Playliste 16. februar 2012.

CS Nielsen sammen med Kaspar Vig, der havde sneget sig med.

1. CS Nielsen - Man Of The Fall (2012)

2. Hank Williams - I’m So Lonesome I Could Cry (1949)

3. The Staple Singers - I Had A Dream (1958)

4. Bob Dylan - Every Grain Of Sand (1981)

5. Townes Van Zandt - Rex’s Blues (live) (1973)

6. CS Nielsen - Makeup (2012)

7. Fisker Thomas - Anna Lovinda (1977)

8. Johnny Cash - Big River (1957)

9. Elvis Presley - I Got A Feelin’ In My Body (1974)

10. Gillian Welsh - Elvis Presley Blues (2001)

11. Skip James - Devil Got My Woman (1931)

12. CS Nielsen - Blood Of The Lamb (2012)

13. Backdoor Red - Border Blues (2009)

14. Indianna Dawn - Somebody’s Dead (2011)

15. Kaspar Vig – Skudår (2010)

16. De Efterladte - Den Nye Sang Er En Gammel Sang (2011)

17. Stanley Brothers - Man Of Constant Sorrow (1959)

18. Mogens Wieth – Mandalay (1942)

Hør udsendelsen

Polarblues

Gary Heffern. Alle foto: Andrea Schroeder

Den seneste tid, har jeg kredset en del om sendte radioudsendelser. Enten for at zoome ind på enkeltheder eller, for den sags skyld, for at se dem i et større perspektiv, i bredformat. I januar havde vi besøg af Gary Heffern, Andrea Schroeder og Jesper Lemkuhl. Aftenen før havde de varmet op for The Walkabots i Vega. Her mødte jeg dem, hvor vi talte kort om, hvilken retning programmet eventuelt kunne tage. Jeg fandt ud af, at Heffern fra sit hjem i Finland, kun havde medbragt en ’best-of’ med hans tidligere synth-punk orkester The Penetrators, plus et par soloplader. Ikke andet. Jeg vidste, at Andrea Schroeder og Jesper Lemkuhl ville spille et nogle numre live, men at de heller ikke, havde noget med fra deres hjem i Berlin.

Næste eftermiddag, et par timer før programstart, satte jeg mig for, at brænde en cd med mere eller mindre relevans for aftenens gæster. Andrea Schroeder, hvis debutplade kommer på tyske Glitterhouse til efteråret, havde jeg ikke noget med i mit i-Tunes-bibliotek. Heffern fik som et lille kuriosum cd’en med sig tilbage til Lapland og den nordlige polarcirkel.  

1. Pocket Life - Let It Go (2012)

Muligheden for at spille aarhusianske (århusianske) Pocket Lifes nye single med Chris Eckman fra The Walkabouts på e-bow og keyboard, bød sig desværre ikke. Hør den i stedet her.

Jesper Lemkuhl og Gary Heffern

2. Farmen – Dæmonen (2011)*

Jesper Lemkuhls projekt. Indspillet i Sauna med Nørlund ved rattet.

3. The Dils - I Hate The Rich (1977)

Selvom punkrockens svar på The Everly Brothers, allerede i 1977 flyttede til San Francisco, hvor bassisten Tony Kinman i en kort periode spillede i The Avengers, og senere til L.A., bliver de blandt lokale stadig regnet som et rendyrket San Diego-band. The Penetrators og The Dils optrådte aldrig sammen, som jeg har oplyst tidligere.

4. The Zeros - Beat Your Heart Out (1978)*

I modsætning til justnævnte, så spillede The Zeros og The Penetrators mange job sammen. Guitaristen og sangeren Robert Lopez fik senere en karriere som El Vez, den latinamerikanske Elvis.

5. Mark Lanegan Band - Sleep With Me (2003)

I midten af firserne tog Heffern en beslutning om at komme væk fra det sydlige Californien. For meget sex & drugs & rock’n’roll. Intetanende dumpede han ned i Seattle, hvor der skete ting og sager i de år. Det udartede sig hurtigt til venskaber på kryds og tværs af genre og aldersskel. Lanegan synger eksempelvis for på ’All His Children’ fra Hefferns plade, ’Consolation’.

6. Alejandro Escovedo – Sway (2001)*

Som adskillige fra den californiske punkscene, vendte Alejandro Escovedo sig mod folk og country, da de første hidsige år fra 1977-79 fik en naturlig ende. Samme rute tog Heffern et par år senere. D’herrer tager sig af duetten ’Down Time’ fra ’Consolation’

Opslagstavlen. Januar 2012.

7. Peter Case - Let's Turn This Thing Around (2006)*

Endnu en af Hefferns gode venner fra de unge år. Case spiller med på ’Consolation’

8. The Nerves - Hanging On The Telephone (1976)

Mere med Peter Case. Han turnerer for tiden Nordamerika tynd med sin gamle The Nerves bandkammerat, Paul Collins. Efter tiden i The Nerves, dannede de hver især The Plimsouls og The Beat.

9. Built To Spill - The Plan (1999)

Guitaristen Jim Roth var i mange år en fast del af Hefferns liveorkester, samtidig med han passede sit arbejde i Built To Spill.

10. Los Lobos - El Canelo (1978)*

Endnu et band fra East L.A. Men hvilket et af slagsen. Los Lobos spillede både til bryllupper og punkriots. Det gør de vist stadigvæk. Steve Berlin medvirker på flere forskellige instrumenter på ’Consolation’.

11. Gary Heffern & The Beautiful People - Unholy Dreams (2009)

Fra coveralbummet, ‘Got No Chains The Songs Of The Walkabouts’

12.  Eddie Vedder & The Million Dollar Bashers - All Along the Watchtower (2007)

Firkantet sagt, så tog Seattle-scenen Heffern til sig, som en af dets egne. På hans tredje soloplade ’Painful Days’ fra 1995, medvirkede det meste af The Walkabouts som backing. Eddie Vedder gav også sit besyv med.

Heffern og værten

13. MC5 - Kick Out The Jams (1969)

Proto-punk. Forklaring følger.

14. The Ramones - I Want To Be Your Boyfriend (1976)*

The Penetrators fortrød selvfølgelig straks, da de sagde nej til at spille opvarmning for Bob Marley & The Wailers i San Diego. Da The Ramones spurgte om det samme, kunne det ikke gå hurtigt nok.

15. Beat Farmers - Big Rock Candy Mountain (1985)

Tidligere trommeslager i The Penetrators, Country Dick Montana, døbt Daniel McLain, i front for The Beat Farmers.


16. Iggy Pop - Family Affair (1985)*

Under researchen fandt jeg ud af, at Heffern havde bemægtiget sig mikrofonen fra Iggy Pop under et par kaotiske koncerter i anden halvdel af halvfjerdserne.  

17. R.E.M - Begin The Begin (1986)

Peter Buck er med på guitar på ’Painful Days’

18. Willie Nelson - Red Headed Stranger (1975)*

Udover Ramones og Iggy Pop, så var Willie Nelson en stor inspiration, da Heffern forsøgte at finde sine egne ben som musikere. ’Red Headed Stranger’ blev der skrålet med til på drengeværelset.

19. Mudhoney - In 'N' Out Of Grace (1988)

Har man sagt Seattle, så er Mudhoney allerhelvedes svære at komme uden om. Mick Arm har taget del i flere af Hefferns indspilninger. Og, så sent som i juli 2011, joinede Heffern bandet under MC5’s ’Kick Out The Jams’ ved en koncert i Helsingfors.

20. The Walkabouts - The Light Will Stay On (1996)*

The Walkabouts Chris Ekman har siden fortalt, at de første linier i ’The Light Will Stay On’ er tyvstjålet fra Heffern efter en rusten nat i Seattle, med indtagelse af lidt af hvert og efterladte papirnoter her og der.

*Blev spillet i udsendelsen

Sydhavnen. København, d.d.

CS Nielsen i Mod Strømmen

CS Nielsen mellem De efterladte

CS Nielsens nye plade ’Man Of The Fall’ har skilt vandene. Kritikken har bevæget sig fra det sublime til det nærmest pinlige plagiat. Men det er i den slags situationer, at det er sjovt at læse dommene og at forholde sig til det dømte. Tag anmelderkorpset, der har ligget på knæ foran Cohen-altret de seneste uger. Har det været interessant læsning? Hånden på hjertet.

Flere finder, at CS Nielsen tager alt for store lunser af hovedstolen. Hermed ment den rige amerikanske musiktradition, der bare for at sætte et par ord på, dækker over Appalacherne, sydens negro spirituels, delta-blues, etcetera, etcetera. Kort sagt, alt det som Dylan og Cash bygger på. Og det kan åbenbart være svært at kapere, når man eksempelvis kun har et overfladisk kendskab til traditionen og binder alt op på Johnny Cashs alderdomsværker, ’American Recordings’. Sådan lyder det i al fald. Desværre. CS Nielsen er nemlig, hånden på hjertet, så meget andet.

Lyt med torsdag, d. 16. februar, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM/98.8 Hybrid.

Tumor Warlord. Playliste 9. februar 2012

1. Alan Vega/Alex Chilton/Ben Vaughn  – Candyman (1996)

2. Tumor Warlord – Bio-Machine (2012)

3. Evil Army - Under Attack (2008)

4. Superdestroyers – Slave To The Urge (2011)

5. Angry Angels – Things Are Moving (2005)

6. Snake Flower 2 – Flight Of The Navigator (2008)

7. The Wipers – When It’s Over (1981)

8. Screamers – Thru The Flame (demo) (1977)

9. 999 – Homicide (1978)

10. Venom – Black Metal (1982)

11. Tools You Can Trust – Show Your Teeth (1984)

12. Antiseen – My God Can Beat Up Your God (1990)

13. Tumor Warlord – End Of Time (2012)

14. Tumor Warlord – Subway Gas Attack (2012)

15. The Buggles – Living In The Plastic Age (1980)

16. Circle X – Albeit Living (1979)

17. Boston Chinks – Helpless (2007)

18. Quintron – Drug Problem (2006)

19. Creedence Clearwater Revival – Cotton Fields (1969)

20. Spray Paint – Pro-Knive (2012)

21. Undergang – Hævntørst (2011)

Hør udsendelsen

Summa summarum. (Dig & Mig)

"Ja, der er jo ingen af de tre du der nævner som går til koncerter eller i pladebutikker længere, så de aner jo intet om hvad helvede der foregår derude. De sidder bare og kratter lidt i nogle minder fra hhv. Saltlageret, Ungeren og drengeværelset i Viborg med Smiths på grammofonen og Allan Simonsen på væggen. Perspektiv krydret med nostalgi (er det det der hedder erfaring?) er pragtfuldt og selv sure gamle mænd kan have deres charme, men vær nu for helvede også lidt positiv og opsøgende. Den der anmelderattitude, hvor de fandeme kun omtaler det de får ind med skeer forstår jeg ikke. I modsætning til os andre stakler der går på arbejde og passer vores haver og børn ved siden, ja, så får de der spader kraftstejlme løn for at høre plader. Og når de så kun gider høre og omtale det de store labels sender til dem, ja, så er det jo klart at de aldrig fatter, at Gorilla Angreb var 00'ernes største danske rockband og at Spids Nøgenhat rent faktisk også var fede før de kom på Roskilde.

Nogen gange kommer det bag på mig, at "undergrunden" stadig er undergrund. Men sådan vil det åbenbart altid være.

God weekend

T"

‘Dead Mantra’

“Maybe I’ll have an idea for a beat, or I’ll find a planet sound on the internet. I’ll put that into a Tibetan singing bowl, then start hearing what we should do next. It’s never hard for us to make a song — we just empty our minds and the songs come alive.”

- Jón ‘Nonni Dead’ Sæmundur fra Dead Skeletons i et interview med The Stool Pigeon.

Jeg tror det var The Telstar Sound Drone, der introducerede mig til islandske Dead Skeletons hypnotiske, halvslørede/syrede univers. Tak for det. Albummet ’Dead Magick’ fra sidste år er sandt for dyden en lille perle.

   

“Ask Me No Questions, I'll Tell You No Lies”

En af gratisaviserne skrev i dag, at Charles Dickens, der jo ville være fyldt 200 år i dag, er ophavsmand til idiomet herover. Andre steder kan jeg læse, at det allerede blev brugt af den irske skuespilforfatter Oliver Goldsmith tilbage i 1773. Jeg kender udtrykket fra en junkietekst af Johnny Thunders, som han indspillede sammen med Peter Perrett og Mike Kellie fra The Only Ones og Paul Gray fra Eddie & The Hot Rods til 1978-pladen ’So Alone’. Den kontekst giver ordene mening.
  

’De nøgne og de døde 2011’. Bilag 3

Sidste bilag i denne omgang. Adskillige vil nok mene, at vi her når et stykke ud i periferien af kendte musikere, som sagde farvel sidste år. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Ikke desto mindre, var nedenstående at finde blandt råmaterialet til udsendelsen d. 11.januar.

 

Manuel Galbán

Den cubanske guitarist, pianist og arrangør Manuel Galbán, fik et større publikum først øje på i Wim Wenders film ’Buena Vista Social Club’ og den plade der fulgte. Jeg har ikke set filmen, men albummet, som Ry Cooder var primusmotor bag og som tog den vestlige verden med storm, skal jeg ikke udelukke at have hørt. Den stod fremme i mange hjem i slutningen af halvfemserne. Galbán var vist på intet tidspunkt under udsendelsen en seriøs kandidat til at blive spillet. Vi havde medbragt ’Patricia’ fra det senere Galbán / Cooder samarbejde, ’Mambo Sinuendo’.

For collegefolk-ensemblet The Highwaymen bliver det ikke til flere gendannelser. De sidste to medlemmer Bob Burnett og Gil Robbins, døde i 2011. Sidstnævnte var far til skuespilleren Tim Robbins, som også mistede sin mor sidste år. I begyndelsen af tresserne hittede gruppen med ’Michael, Row The Boat Ashore’ og ‘Cottonfields’. Vi fik ikke spillet deres version af Buffy Saint Maries ’Universal Soldier’.

Howard Tate fortalte i 2003, at det var “a call from God”, der fik ham tilbage til den scene, som han desillusioneret forlod i begyndelsen af halvfjerdserne. I årtiet før, havde han ellers haft tre R&B top-20 hit, skrevet sammen med hans mangeårige producer Jerry Ragovoy, der også døde i 2011. Siden fulgte hjemløshed og narkomani, før Gud altså kaldte. Sangen ’Get It While You Can’ fra 1967, som vi havde med, kunne vi formentlig med justnævnte i mente, have spundet en længere ende over. Den blinde soulsanger, Calvin Scott, der både indspillede for Atlantic og Stax, blev også udeladt. Vi havde ellers en groovy version med af Holland–Dozier–Hollands ’Can I Get A Witness’.      

Reggaemusikeren og dj’en Smiley Culture død i politiet varetægt i marts 2011, var ifølge flere britiske medier, en af de hændelser, som bar ved til det bål, som lagde mange engelske storbyer øde i august. Følgende stammer fra et tidligere indlæg her på bloggen: ”Smiley Culture havde en kort karriere med et par album og en håndfuld singler fra midten af firserne og fem år frem. Han er ikke desto mindre blevet husket af mange briter med caribisk herkomst. Både som en forløber for Tinie Tempah og Dizzee Rascal, men også fordi han med singlen ’Cockney Translation’ fra 1984, var med til at nedbryde en sproglige barriere” ’Police Officer’ lå klar i 12”-udgaven.

Hubert Sumlin og Howlin' Wolf

Roots-blues var alarmerende fraværende under udsendelsen. Chicago-guitaristen Hubert Sumlin, der spillede med Howlin Wolf i velmagtsdagene, havde ellers været oplagt med ’Down In The Bottom’ på hans hofguitar, Gibson Les Paul Goldtop fra 1955. Den klassiske musiker, der introducerede piccolotrompeten i moderne popmusik, David Mason, er her heller ikke længere. Paul McCartney var ikke tilfreds med de instrumentale passager i ’Penny Lane’. Efter at have hørt Bachs anden Brandenburgkoncert  i radioen, hyrede han Mason, til at spille den enormt høje trompet, som langt de fleste har en form for forhold til i dag. Godt eller dårligt.

Herren bag et af soulhistoriens kendteste guitarriff, sprang vi desværre også over. Marvin ’Marv’ Tarplin komponerede ikke alene, ‘The Tracks Of My Tears’, som der er tale om og som lå klar, han spillede også guitar i The Miracles fra halvtredserne og frem til begyndelsen af halvfjerdserne. Derudover skrev han klassenumre til en lang række Motown-artister, såsom ’Ain't That Peculiar’ og  ’I'll Be Doggone’ til Marvin Gaye, ’Going To A Go-Go’ til The Miracles. Listen er alenlang.  

Arrangøren, produceren og bandlederen Wardell Quezergue, gik blandt musikere i New Orleans under navnet ’Creole Beethoven’. I fyrrerne spillede han i Dave Bartholomews orkester, senere arbejdede han sammen med både Professor Longhair og Fats Domino. Sangen vi havde med kom fra Quezergues tid med eget pladeselskab, Nola Records, der hittede med ’Barefootin’ med Robert Parker i 1964. Vi kunne faktisk have spillet selvsamme med bluesguitaristen Pinetop Perkins, der også gik bort sidste år.

Her ved vejs ende, går den sidste hilsen til tenorsaxofonisten Gil Bernal, der spillede sammen med bl.a. Spike Jones, Lionel Hampton og Ry Cooder. De fleste husker nok Duane Eddys ’Rebel Rouser’ for den karakteristiske twangy-guitarlyd, men den har også en saxsolo spillet af Bernal.

’Cocksucker Blues’ Q.E.D

Forleden så jeg for første gang ’Cocksucker Blues’ i fuld længde. Robert Franks dokumentarfilm om The Rolling Stones nordamerikanske tour i 1972, har ellers ved en retskendelse været ulovlig at vise uden at instruktøren var til stede. En dom, der stammer tilbage fra at Stones, der havde bestilt filmen, mente at indholdet var alt for ømtåleligt, måske decideret pinligt, og at det på længere sigt kunne være potentielt belastende.

Den slags betænkeligheder tager youtube sig ikke af. Kom videre herfra. “WARNING! Contains Nudity and Drug Usage”.

Tumor Warlord i Mod Strømmen

Der er nok flere, der vil himle op om nepotisme, når Mod Strømmen på torsdag, d. 9. februar, mellem kl. 18-20, får besøg af freakpunk-kvartetten, Tumor Warlord. Sådanne anklager tager vi uden at miste fatningen, selv om frontmanden er vært på Radio Franco, som bliver sendt fra selvsamme lokale og frekvens.

Tumor Warlord består af folk, der spiller eller har spillet i Cola Freaks, Kværn, Mig & Min Ven, Hellroute 16, The Great Veil, Spider Babies mv. 1. januar i år kom debutsinglen ’Bio Machine’ på det amerikanske sydstatslabel Jeth-Row Records. Det er en fed lille rocksag, der udrydder alle beskyldninger om at hytte sine egne.