”Once I Had A Love…”

The Disco Song (1975)

Double Scotch

For ungefær tre år siden eller deromkring, faldt undertegnede helt og holdent for en popsang. Det sker af og til. For det meste viser det sig at være en døgnflue. Ude af øje, ude af sind, så at sige.

Det skotske poporkester Camera Obscura’s hyldest til folk-sangerinden med det svære sind, Dory Previn, er ikke desto mindre blevet hængende, som noget af det mest intelligente popmusik, der er lavet i årevis. Og når det så samtidig viste sig, at bandets album kunne fremvise en lille perlerække af sange, såsom titelnummeret ’Let's Get Out Of This Country’ og endnu en dedikationssang, denne gang til landsmanden Lloyd Cole, ’Lloyd, I'm Ready To Be Heartbroken’, røg pladen lukt ind på den ydmyge liste, som redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen udarbejdede over årets udgivelser i 2006.

Siden har Camera Obscura spillet en pragtfuld eftermiddags-koncert på Roskilde Festival 2007, ligesom det i år har udsendt ’My Maudlin Career’, der lægger sig i lige linie fra forgængeren. I morgen spiller Camera Obsura på Loppen på Christiania.

Torsdag står endnu en skotte på scenen i København. Skønt tematikken i sangene hos det tidligere Arab Strap medlem, Malcolm Middleton, for det meste bevæger sig i et kulsort mørke, hvor nedtrykthed og knugede og indestængte følelser er daglig kost, så stammer han fra samme begavede poptradition, som Camera Obscura. Så, der er faktisk al mulig grund til at glæde sig til de kommende dage. Middleton går på i Vega, kl. 21.

Mailkorrespondance. Fredag til søndag.

Modtaget: 25. september 2009 kl. 09:49:30

Kære Hans-Henrik

Først og fremmest tak for et fremragende radioprogram.

Jeg har på nettet lyttet til flere af de gamle udsendelser og er på den måde blevet introduceret til gamle klassikere og nye ting, som jeg ikke anede, jeg havde brug for...Imidlertid har jeg de seneste to torsdage tunet ind på min phillips boomblaster, men næsten forgæves. Jeres signal har været meget svagt og skrattende, selvom jeg har prøvet at stille antennen i alle lejlighedens vinduer! Derfor ville jeg høre, om det mon ikke var muligt at streame jeres seneste udsendelser?, da jeg i næste weekend skal til nørlund koncert og forfærdelig gerne ville høre hans set-liste og diskussionen med jer.

Eller har I alternativt deciderede genudsendelser på programmet?

Og kan man alternativt aktivt gøre noget for at forbedre modtagelsen af jeres program på radio?

de allerbedste hilsener fra en begejstret lytter

Afsendt: 25. september 2009 kl. 17:05:14

Kære ?,

Tusind tak for de pæne ord.

Vi skal være de første til at beklage de dårlige sendeforhold. Pokkers! Under udsendelsen med Nørlund, havde vi fra studiet selv svært ved at fange signalet. Og tidligere i dag fik jeg af en
kollega bekræftet, at det havde været meget svagt og skrattende, som du også skriver. Programmet i sidste uge med Peter H. Olesen, gik dog klart igennem på Christianshavn.

Det er sådan, at vi sender gennem et sindrigt ledningsnet, der med femten sekunders forsinkelse, når en sendemast, der står på taget af Rigshospitalet. Vi har før oplevet, at der har været såkaldte 'digitale-klumper' i dette system. Om det er problemet denne gang tør jeg ikke sige, men jeg kan love dig, at der vil blive taget hånd om det.

Hvad angår en steaming af omtalte udsendelser, så kan vi nok ikke nå at få langt dem ud, før du skal ind at høre Nikolaj Nørlund. Hvis du stikker mig din adresse, sender jeg dig en kopi
af programmet først i næste uge.

Tilslut vil jeg spørge om jeg må bruge din mail på vores blog? Således at andre lyttere, der også har stillet ind og er blevet skuffet over sendekvaliteten, kan få en undskyldning og mulig forklaring. Jeg vil ikke nævne dig ved navns nævnelse.

Og endnu en gang tak for de pæne ord.

Mange hilsner

Hans-Henrik / Mod Strømmen

Modtaget: 27. september 2009 kl. 09:54:02

Hej igen

- og selv tak for dit fyldige svar.

Du kan tro, du kan benytte min mail på hjemmesiden og du må meget gerne sende mig udsendelsen til min adresse (formoder du mener postadresse). Held og lykke med at få løst sendeproblemerne - jeg er fuld af forståelse overfor, at det utvivlsomt ikke altid er nemt at lave frivillig radio drevet af begejstring.

venlig hilsen
?

Afsendt: 27. september 2009 kl. 21:25:53

Kære ?,

Det lader til, at vi har løst sendeproblemerne. I hvert fald stillede jeg ind på vor frekvens i dag kl. 18.00. I begyndelsen skrattede det vildt, og jeg slukkede igen. Imidlertid prøvede jeg igen tre kvarter senere, og der var der fuldt signal og ingen knas. Siden har det kørt uden problemer.

Tak fordi du gjorde os opmærksom på situationen. Jeg sender dig en kopi af udsendelserne i morgen.

God Nørlund-koncert

Mange hilsner

Hans-Henrik

The John Phillips' Space Musical

Tag en dyb indånding. 1. september var herværende blog forbi en sang fra en musical. Nu skal vi beskæftige os med en space-opera af en mand, der af andre grunde og flere år efter sin død atter er kommet i mediernes søgelys. Eller i det mindste musikken fra et stykke, der kun blev spillet fem gange off-Broadway i 1975, før katastrofale anmeldelser fik taget det af plakaten.

Sidste år blev John Phillips’ album ’Pussycat’, som han indspillede for Rolling Stones Records, genudgivet. Op mod Apollo 11s fyrre års jubilæum i år er soundtracket fra ’Andy Warhol Presents Man On The Moon’, udkommet for første gang. Stykket blev skrevet af Phillips, produceret af Andy Warhol og instrueret af Paul Morrissey. På rollelisten fandt man Phillips kone, sangerinden Genevieve Waite, og hans gamle kollega fra The Mamas & The Papas, Denny Doherty, plus et ukendt antal skuespillere fra Warhol’s Factory.

Phillips havde arbejdet med historien i over fem år. I korte træk, handler den om en menneskelignende bombe, som er blevet efterladt på månen, og som med tidlig 1970’er post-hippie pessimisme truer med at ødelægge hele universet. Oprindeligt havde Phillips tænkt sig, at Elvis Presley skulle spille den heltemodige astronaut, der redder verden i sidste sang, og hvis det var blevet til en filmatisering, havde han indgået en aftale med Jack Nicholson. Som bekendt gik det slet ikke, hvilket Genevieve Waite, senere har fortalt var en medvirkende årsag til, at John Phillips dykkede yderligere ned i stofmisbrug. Og så er det jo lige fedt, at George Lukas stjal stykkets præmis til et tidligt manuskript af ’Star Wars’.

På de fleste af sangene på ’Man On The Moon, hører man blot John Phillips, enten akkompagneret af akustisk guitar eller klaver, enkelte er med kor. Der er vel nærmest tale om demoer, sangene har nemlig en længde mellem ét og tre minutter. Dertil kommer tre numre fra Genevieve Waite’s oversete soloplade, ’Romance Is On The Rise’, som Phillips skrev og producerede. Denny Doherty får man først at høre på nogle gode optagelser, som Andy Warhol lavede af teateropførelsen. Det siger sig selv, at det først er her, at man får en fornemmelse af hvordan stykket fremstod på de skrå brædder.

Et relevant spøgsmålet ved vejs ende kunne være, hvem udgivelsen henvender sig til? Ikke mange for at sige det mildt. Selve skildringen af det kuldsejlede projekt er interessant. Al ære og respekt for at ’Man On The Moon’ får lov at se dagens lys, men når dagen er omme er det stadigvæk pladerne ’John The Wolfking Of L.A.’ og omtalte ’Pussycat’, der står stærkest i John Phillips’ produktion efter årene i The Mamas & The Papas. Når det er sagt, er ’Andy Warhol Presents Man On The Moon’ et samlerobjekt, som sande Phillips-dyrkere nok skal rubbe sig for at få fat i.

Morten Barfoed i Mod Strømmen

Torsdag d. 1. oktober, kommer Morten Barfoed på besøg i radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Lyt med fra kl. 18.00. For et par måneder siden udkom Barfoeds debutplade, ’No Sign Of A Sign’. Albummet har været længe undervejs. De ældste indspilninger stammer tilbage fra midten af firserne. Barfoed er blevet sammenlignet med Bobb Trimble, Syd Barrett og Mark Tucker. Selv skrev han i marts 2009 på Band Base:

”Jeg kom til verden med et skrig, blå i hele hovedet! Måske allerede der blev grundfarven til min musik lagt! Jeg er et barn af den kolde krig. Det første instrument jeg spillede på, var en æggedeler, langt ude på landet, hvor jeg hørte Beatles og Stones. Vi havde en radiogrammofon, hvorfra jeg hørte importerede singler fra England. Sådan blev jeg, som mange andre, god til engelsk.. "Tji lovtju, ja, ja, ja.."! Først mange år efter fandt jeg ud af, hvad ordene betød.. - Så et skift til indre Kbh. -1967! For ung til at være hippie, selv da mit hår hang langt ned af ryggen og jeg gik i en kikset afghanerpels der stumpede, og jeg brændte røgelse og havde selvlysende plakater på væggene! Da punktiden kom, var jeg lizzom lidt for gammel.. hørte Kinks, Doors, Zeppelin, Jethro Tull, og ikke mindst Pink Floyd, som jeg er meget inspireret af! -Fik "Ummagumma" på min 12 års fødselsdag, så dem i K.B.Hallen i 72, hvor jeg oplevede quadrophoni, fire kæmpe højtalere i hver sit hjørne -"Dark side of the Moon"!! Så Sods på Christiania, John Cale og Dave Edmunds i Saltlageret.. - hørte Bowie, Velvet, så Iggy i Daddys Dancehall -Steve Harley i Odd-fellow Palæet, Sparks i Lund, Eno, Blondie, Can, Amon Düül, Kraftwerk, Roxy Music, og mange flere... Jeg købte en 4-spors Akai spolebåndoptager i 1975 og begyndte at indspille sange vha. overdubbing. Jeg mødte så i sluthalvfjerdserne nogle musikervenner, og vi indrettede et dameomklædningsrum på Bellevue Strand til øvelokale! Det var tider..(!) Mange fra dengang kender jeg endnu. De sange jeg har lagt ud stammer fra en periode i midten af 80erne hvor jeg havde købt et Porta-one Ministudie. Jeg har meget materiale, som nu er ved at blive digitaliseret.”

I september 2009 er dette supplement kommet til:

”Jeg har nu fået udgivet de bedste sange fra dengang på vinyl-LP ! Den kan købes i udvalgte pladebutikker og igennem ORPHEUS RECORDS på nettet.

"I soon learned she loved those bright lights / More than she loved me"

Selvom den amerikanske countrysanger, Tompall Glaser, skrev ’Streets of Baltimore’, sammen med Harlan Howard, blev han ikke den første, der udsendte et af de mest kopierede numre i moderne countrymusik på plade. I juni 1966, udkom Bobby Bare’s version, der var produceret af Chet Atkins. Tompall Glaser’s udgave kom først tre måneder senere.

Iscenesættelse

Før i aften, hvor Nikolaj Nørlund besøger radioprogrammet Mod Strømmen, kan det være på sin plads at læse op på lektien. Vi begynder med Trains And Boats And Planes’, ’Ill Seen’, fra pladen 'Engulfed', der blev sendt på gaden i 1992.

Får vi styr på pensum, skabt overblik og er vi i stand til yderligere perspektivering? Bedøm selv, når vi går i luften, kl. 18.00, på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Ghost Gloves Cat Wing Joy Boys

Paul Westerberg har atter fundet vej op fra sit kælderstudie, for at forkæle de faste og ikke helt så forvænte lyttere med en EP, hvor han endnu engang selv spiller alle instrumenter. ’Ghost Gloves Cat Wing Joy Boys’ er titlen, og som den vedholdende læser vil finde ud af herunder, trækker den på et ord fra hver af de seks sange. I forhold til de seneste udgivelser fra Westerberg’s hånd er denne mulig at anskaffe på cd.

Ghost On The Canvas / Drop Them Gloves / Good As A Cat / Love On The Wing / Gimmie Little Joy / Dangerous Boys

Leiber & Stoller

Magtudredning

”He makes me do things I don't wanna do
He makes me say things I don't wanna say
& even though I wanna break away
I can't (stop saying I adore him
I can't stop doing things for him)
He's got the power, the power of love over me”

I begyndelsen af 1963, fik The Exciters et R&B top-5 hit med Leiber & Stoller’s ’Tell Him’. Sprogbruget og aggressiviteten hos den gadekloge pigegruppe fra Queens i New York City, mindede ikke det mindste om det spidsborgerlig kærlighedspladder, som det ellers var normen at synge om i tidens pigegrupper.

Senere på året, udsendte det singlen ’He’s Got The Power’, der var skrevet af Ellie Greenwich og Tony Powers, og lagt på spor af Leiber & Stoller. ’He’s Got The Power’ nåede ikke nogen nævneværdig placering på hitlisterne, men det var ligeså slagkraftigt som debuten, måske endda mere.

Sagt en smule firkantet, så overskred The Exciters grænsen for den sømmelighed, der passede sig for et pæn pige, og gik i retning af det farlige begær, som nogle vil fortolke som libido. Dette var med til at bane vejen for en ny opfattelse af kvindelighed i popmusik, som The Ronettes og The Shangri-Las byggede videre på de kommende år.

Tillykke Springsteen

På onsdag fylder Bruce Springsteen 60 år. Det fejrer man i literaturhaus, Møllegade 7, 2200 København N, med optræden af danske kunstnere, oplæsning, sjældne liveklip m.v.

Indtil videre, har literaturhaus været karrige med informationer om hvem, der har meldt deres ankomst. I skrivende stund, kan man møde Klaus Lynggaard, Poul Møller og Silas Bjerregaard fra Turboweekend. Herfra er der et fromt håb om, at listen når at blive længere.

Nikolaj Nørlund i Mod Strømmen

Med udgivelsen af Nikolaj Nørlunds nye plade, ’Tid og Sted’, fulgte en række fotografier, hvor han er foreviget i smoking med stram butterfly i og omkring Borgergade og Sølvgade i det indre København. Umiddelbart ligner Nørlund en koncertpianist på afveje eller, som på billedet herover, Tom Kristensens Ole Jastrau, den morgen, han fandt sig selv med ordene ”Tak for øl”, skrevet udover bryststykket på smokingskjorten. Pladens anden single, ’Kongens Have’, kan dog også indikere, at Nørlund er på strejftog i barndommens gader.

Torsdag d. 24. september, kl. 18-20, kommer Nikolaj Nørlund på besøg i radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Pladsen her er for trang til en beskrivelse af Nørlunds værk, siden debuten med Trains & Boats & Planes i 1991. Læs mere her og lyt med torsdag.

Om rundt regnet fjorten dage indleder Nikolaj Nørlund en Danmarksturné, der bringer ham til følgende steder:

3. oktober - Copenhagen Jazzhuse (udsolgt)
4. oktober - Copenhagen Jazzhuse (ekstra koncert)
7. oktober - Horsens Ny Teater
8. oktober - Studenterhuset, Aalborg
9. oktober - Voxhall, Aarhus
10. oktober - Dexter, Odense

Hope Sandoval (f. 1966)

Udover orkestrene Mazzy Star og The Warm Inventions, har Hope Sandoval samarbejdet med kunstnere, som The Jesus & Mary Chain, The Chemical Brothers, Death In Vegas, Bert Jansch, Richard X, Air, Vetiver, og Le Volume Courbe. Hvis man mangler et sted at begynde, kan det nye album, ’Through The Devil Softly’, med Hope Sandoval & The Warm Inventions anbefales.

”På bedste The Knack-manér…”*

De seneste dage er det nye Baby Woodrose album, ’Baby Woodrose’, blevet vendt og drejet i anmelderspalterne. Flertallet har været entusiastiske, dog med det in mente, at udgivelsen begynder at slå sprækker omkring midten eller hen mod enden, hvor der kommer et par ballader, før ballet lukker med syrerock. Det mener denne bloggerkugle bestemt ikke. Tværtimod, klæder det Lorenzo Woodrose, at stikke af i forskellige retninger, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om, at det er en Baby Woodrose plade.

Nu kan man bare gå og håbe på, at det første singleudspil ’Emily’, kan bringe nye lyttere til. En del af publikum i Vega sidste lørdag, da Baby Woodrose åbnede en længere koncertrække, faldt ind under den såkaldte gamle garde, der åbenbart også indeholder så meget konservatisme, at man i perioder følte sig lidt forlegen som tilhører, fordi en højrøstet og ølbøvsende flok stod og skreg på gamle numre.

Ikke desto mindre, var de samtaler, som undertegnede førte, undervejs og efter, generelt positive stemte overfor det nye materiale. Flere havde glædet sig til omsider at se Baby Woodrose med to guitarister. Betragtningerne så vidt angår, blev imidlertid en smule tvetydige, hvilket eventuelt kan bunde i gammel kærlighed og for høje forventninger. Om ikke andet, var der et udbredt ønske om, at høre bandet senere på touren, hvor samarbejdet mellem The Good, The Bad / The Setting Son guitaristen Adam Olsson og Lorenzo Woodrose forhåbentlig har fået mere saft og kraft.

Baby Woodrose fortsætter turneen, d. 25 - 26. september, hvor det er på job i Albertslund og Lyngby. Herefter står Jylland, Fyn, Norge, Grækenland og Spanien på kalenderen.

* I Soundvenues anmeldelse hedder det:

”Klasseeksemplet er de piskesmældskontante og vellykkede 'Take It' og 'Laughing Stock', hvor riff og hook i stroboskopisk staccato stammer ud af højttalerne på bedste The Knack-manér.”

Det pejlemærke, havde undertegnede ikke hørt komme. The Kinks, muligvis, men one-hit-wonder, powerpop-kvartetten, The Knack, nej, overhovedet ikke.

Nuclear War

Da Sun Ra i 1982 mødte op hos Columbia Records med den bizarre, otte minutter lange 'Nuclear War', var han sikker på, at han stod med et hit på hånden. Selskabet mente noget andet.

”Nuclear war.
Nuclear war.
They're talkin' about Nuclear war.
It's a motherfucker, don't you know?
If they push that button your ass got to go.
Gonna blast you
So high in the sky.
You can kiss your ass
Goodbye, goodbye.
Radiation, Mutation. Fire.
Hydrogen bombs, Atomic bombs.
(Tell 'em about it, Tyrone...) What you gonna do, Without your ass?
Melting...
People...
Buildings...
Burnt grass...
Farewell.
Goodbye, ass.”

Jim Carroll, 1949-2009

Følgende er udpluk fra et af flere opslag, som undertegnede skrev, og som stadig kaster bibliotekspenge af sig, til ’Politikens Store Rock Leksikon’, der udkom til julesalget 2004. Hvil i fred, Jim Carroll.

“Amerikansk forfatter og sanger, født den 1. august 1949 i New York City. Carroll voksede op i en arbejderklassefamilie i New York. Faderen var bartender, mens moderen havde ansvaret for børnenes strenge katolske opdragelse. Som 12-årig inspirerede Jack Kerouacs bog ‘On The Road’ ham til at skrive dagbog.

…i 1967 kom Carrolls første digtsamling, ‘Organic Trains’. I begyndelsen af 1970’erne kom den lovende poet ind i det excentriske miljø omkring Andy Warhol, hvor han bl.a. lærte Lou Reed at kende.

…i samme periode knyttede han et nært venskab med Patti Smith, hvis begejstring for de franske 1800-tals lyrikere Arthur Rimbaud og Paul Verlaine Carroll delte. Det barske liv Down Town New York og fascinationen af stof - og gadekulturen bevirkede imidlertid, at Carroll røg i uføre.

…i 1978 udsendte han selvbiografien ‘The Basketball Diaries’

…i 1980 udsendte Jim Carroll Band debuten (1), hvorpå Brian Linsley (el-g), Steve Linsley (el-b), Terrell Winn (el-g) og Wayne Woods (dm) medvirkede. Udgivelsen gav bandet et undergrundshit med ‘People Who Died’, som byggede på memoirer fra Carrolls ungdom.

…(3), der udkom i 1983, fik en blandet modtagelse, og da Carroll havde overholdt forpligtelserne over for pladeselskabet, valgt han at opløse gruppen og vende tilbage til poesien.

…Nye aficionados kom der imidlertid til, da Carroll i 1994 oplæste hyldestdigtet ‘8 Fragments For Kurt Cobain’ i MTV.

(1) Jim Carroll Band: Catholic Boy (LP.80)
(3) Jim Carroll Band: Write Your Name (LP.83)"

Hvem I Ilden?

Det er ikke alene næste torsdags besøgende i Mod Strømmen, man kan se og høre i denne Leonard Cohen komposition, men også den gæst, der kommer forbi torsdag d. 24. september. Plus en trommeslager, der dukker op i programmet i slutningen af oktober.

Til kreditlisten hører denne bemærkning fra en slagfærdig skoleelev, fundet under kommentarerne:

”Haha! Ham med brillerne er min lærer! Sådan Henrik, der er mere i dig end Københavns grundlæggelse... Yep yep yep”

”Ciao My Shining Star”

Connecticut-bandet Miracle Legion blev i dets velmagtsdage i midten af firserne konstant sammenlignet med R.E.M. Nogen mente ligefrem, at det var det tætteste man kom på en klon. Tiden har heldigvis ydet orkestret retfærdigt. I dag bliver det anset, som en vigtig fornyer af den amerikanske jangle guitar-pop tradition, og det til trods for, at Miracle Legion kun udgav tre reelle lp’er og en håndfuld ep’er.

Siden bandet gik hver til sit efter udgivelsen af ’Portrait of a Damaged Family’ i 1996, har frontmanden Mark Mulcahy indledt en solokarriere, der dog på ingen måder har gjort ham rig. Det skortede da heller ikke på hjælp fra kollegaer fra nær og fjern, da Mulcahy i september sidste år pludselig mistede sin kone, Melissa, mor til parrets treårige tvillingepiger. På mandag udkommer ’Ciao My Shining Star. The Songs Of Mark Mulcahy’, hvor overskuddet går til, at Mulcahy kan fortsætte med at lave musik, samtidig med at han tager hånd om pigerne.

1. Thom Yorke - All For The Best
2. The National - Ashamed Of The Story I Told
3. Michael Stipe - Everything's Coming Undone
4. David Berkeley - Loves The Only Thing That Shuts Me Up
5. Dinosaur Jr. - The Backyard
6. Chris Harford & Mr Ray Neal - Micon The Icon
7. Frank Black - Bill Jocko
8. Vic Chesnutt - Little Man
9. Unbelievable Truth - Ciao My Shining Star
10. Butterflies Of Love - I Have Patience
11. Chris Collingwood (Fountains Of Wayne) - Cookie Jar
12. Frank Turner - The Quiet One
13. Rocket From The Tombs - In Pursuit Of Your Happiness
14. Ben Kweller - Wake Up Whispering
15. Josh Rouse - I Woke Up In The Mayflower
16. Autumn Defense - Paradise
17. Hayden - Happy Birthday Yesterday
18. Juliana Hatfield - We're Not In Charleston Anymore
19. Mercury Rev - Sailors And Animals
20. Elvis Perkins - She Watches Over Me
21. Sean Watkins - A World Away From This One

Tributen vil senere blive fulgt op af yderligere tyve covernumre af bl.a. AC Newman, Buffalo Tom og Laura Veirs, som det kun er muligt at erhverve sig digitalt. Sluttelig et link til et udvalg af Mark Mulcahy’s sange.

Peter H. Olesen i Mod Strømmen

”Kontakt mig! Jeg har sangene til recessionen.”

Sådan præsenterer sanger, sangskriver og forfatter Peter H. Olesen sig et sted i kort form. Herfra vil vi gerne tilføje, at han også har sange fra de litterære gemakker, barndomsbyen, København og bydelene, andre og fjerne lande, haven, boligen, årets måneder, morgenstund, en togtur m.v.

Torsdag d. 17. september, kl. 18-20, kommer Peter H. Olesen forbi radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM/ 98.8 Hybrid). Udover punktnedslag i hans musik og hvor han finder inspiration, håber vi også at kunne lokke Olesen til at fortælle lidt om den roman, han arbejder på i øjeblikket. Lyt med.

Tjek i øvrigt: CV p.t. / Olesen-Olesen / De Efterladte / Han lever og har det godt og bor et sted på Sjælland

For knapt to år siden, havde Mod Strømmen besøg af den anden halvdel af nu opløste Olesen-Olesen, Peters bror, Henrik Olesen. Se playlisten fra hin novemberdag, der musikalsk strakte sig fra US-punk over alternativ country til tidlig elektronica.

The Fantastic Expedition

Gennem årene er der blevet sat mange ord på den joint, som Doug Dillard og Gene Clark deler på coveret til deres debutplade ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ fra 1968. Sandt er det, at d’herrer i miljøet omkring spillestedet Troubadour i Los Angeles, var berygtede for at være mere optagede af martini og dope end af at spille livejobs.

Året før, havde Clark udgivet solodebuten ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’, der var tænkt som et californisk sidestykke til The Beatles’ ’Rubber Soul’. Af uforklarlige grunde, valgte Columbia at udsende pladen i samme uge, som Clark’s gamle band The Byrds sendte ’Younger Than Yesterday’ på gaden. Facit var nærmest givet på forhånd. ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’ forsvandt i mangel på promotion. Det, til trods for, at selskabet må have brugt mange penge på indspilningen, eftersom nogle af Los Angeles’ bedste musikere havde givet en hånd med. Foruden Vern og Rex Gosdin, der lagde vokalharmonierne, medvirkede bassisten Chris Hillman og trommeslageren Michael Clarke fra The Byrds, Glen Campbell spillede guitar, Leon Russell tog sig af pianoet og strygerarrangementerne, Van Dyke Parks sad bag keyboardet, mens Clarence White slog guitaren an på enkelte numre og allerede omtalte Doug Dillard spillede elektrisk banjo.

Desillusioneret blev Clark i efteråret 1967 lokket tilbage til The Byrds. Dave Crosby havde nemlig smækket med døren efter Monterey Pop Festival i juni, fordi de andre medlemmer ikke brød sig om den politiske diskurs, som han missionerede fra scenen. For Clark blev det kun til et kort rendezvous. Omkring tre uger for at være nøjeregnende. Flyskrækken sad stadig så dybt i ham, at han efter en lang og ensom togtur fra New York til Los Angeles atter rømmede bandet.

Tilbage i L.A. løb Clark på Doug Dillard. Udover, den bevidsthedsudvidende interesse de delte, var de begge passionerede country og bluegrass disciple. Hvorom dette handler, gik de i gang med at lave numre til en ny Clark plade. Det foregik hos Dillard, der boede sammen med guitaristen Bernie Leadon og sangerinden Linda Ronstadt. Arbejdsproceduren var gerne, at Dillard og Leadon jammede sig frem til numrene i løbet af dagen, spillede dem for Clark om aftenen, som så tog hjem og skrev teksterne om natten.

I denne bloggerkugles blå bog er ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ fulgt på højde med The Flying Burrito Brothers’ ’The Gilded Palace Of Sin’. Det udkom tilmed før. Fra den Byrds-lignende ’Out On The Side’, over den længselsfulde Beardon-Clark komposition, ’Train Leaves Here This Morning’, som Bernie Leadon i øvrigt tog med sig og genindspillede med sin nye gruppe, The Eagles, på dets debutalbum, og til den hjerteskærende melodi på ’The Radio Song´, viser ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ sig endog at stå tiden bedre end The Byrds ’Sweetheart Of The Rodeo’. I alt fald, hos denne skribent, der de seneste mange år er begyndt at sætte netop den plade på, når talen falder på Cosmic American Music og han får lov til at pege på et mesterværk.

Live vidste man aldrig, hvor man havde Dillard & Clark. Gene Clark kæmpede med en evig tilbagevendende præstationsangst, der ikke blev dulmet af medikamenterne. Da spotlightene blev tændt ved bandets debut på Troubadour, havde Dillard taget opstilling midt på scenen med sin banjo, han blev flankeret af David Jackson på bas, Bernie Leadon på guitar og Don Beck på mandolin. Bagest med hovedet vendt mod bagtæppet sad Clark på en forstærker. I løbet af det andet nummer fik han rejst og drejet sig om mod publikum, men da Dillard samtidig valgt at smadre den violin, som han spillede på, blev det nærmest et billede på deres makkerskab. Andre gange, og især da de var begyndt at spille elektriske job med Michael Clarke fra The Byrds bag trommerne, kogte Troubadour, ifølge ørenvidner, over.

I 1969 udkom duoens svanesang, ’Through The Morning, Through The Night’. Bernie Leadon og Don Beck havde forladt bandet og ind var kommet violinisten Byron Berline og Jon Corneal på trommer. Derudover medvirkede omtalte Chris Hillman og Sneaky Pete Kleinow fra The Flying Burrito Brothers. Skønt pladen ikke er så umiddelbar spontan som debuten, og de fleste skæringerne er coverversioner, finder man to Clark-numre, titelsangen og den fantastiske ’Polly’, der rager langt over, hvad den californiske countryrock, sat på spidsen har formået siden hen. Ingen nævnt, ingen glemt.

”Number 9, number 9, number 9, num…”

- Please Please Me (marts 1963)
- With the Beatles (november 1963)
- A Hard Day’s Night (juli 1964)
- Beatles for Sale (december 1964)
- Help! (august 1965)
- Rubber Soul (december 1965)
- Revolver (august 1966)
- Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (juni 1967)
- Magical Mystery Tour (december 1967)
- The Beatles (The White Album) (november 1968)
- Yellow Submarine (januar 1969)
- Abbey Road (september 1969)
- Let It Be (maj 1970)
- Past Masters (november 1988)

The Fab Four: 09.09.09 / Revolution #9

Hornby om jagten på musik.

Et forfatterskab, denne signatur har forsøgt at holde fast i, siden han under en ensformig jobopgave i Rødovre Centrum, engang i midten af halvfemserne, sneg sig til at læse det meste af ’High Fidelity’ i centrets boghandel, er Nick Hornbys. Det er ikke alt han har udgivet, der er læst, men en del. Nick Hornby er stor popfan, hvilket groft sagt går igen i alt, hvad han skriver. Ikke et ondt ord om det.

I gårsdagens Guardian, havde Hornby et mindre og som sædvanlig velskrevet essay om, hvordan internettet og mp3-bloggene, har overtaget den rolle, som de små pladeforretninger, havde før i tiden. Om man kan lide det eller ej, så glæder han sig på musikelskernes vegne, han har dog intet svar på hvordan musikerne skal holde sig i live:

”All I know is that if you love music, and you have a curious mind, there has never been a better time to be alive.”

Læs videre…

”Seven nights with a different girl”

"I got seven nights to rock
I got seven nights to roll
Seven nights, I'm gonna have a whirl
Seven nights with a different girl
Seven nights to rock
I got seven nights to roll

Monday, at sister Suzy's ball
Tuesday, at the old dance hall
Wednesday, at the road house inn
Thursday, at the lion's den
Friday, at the chatter box
Saturday and Sunday, everybody rocks

Seven nights to rock
I got seven nights to roll
Seven nights, I'm gonna have a whirl
Seven nights with a different girl
Seven nights to rock
I got seven nights to roll

I got seven nights to rock
I got seven nights to roll
I got seven nights, I'm gonna show my face
With a different chick and in a different place
Seven nights to rock
Seven nights to roll

Monday, I'm gonna rock with Jane
Tuesday, it's gonna be Lorraine
Wednesday, I'm taking Nancy Lee
Thursday, it's Betty Lou and me
Friday, I'm gonna jive with Sue
Saturday and Sunday, any chick will do

Seven nights to rock
I got seven nights to roll
Seven nights, I'm gonna show my face
With a different chick and in a different place
Seven nights to rock
I got seven nights to roll”

© Louis Innis, Ronald Killette, Henry Glover. Indspillet første gang af Moon Mullican, 1956.

Mescalin, baby i Mod Strømmen

“Mescalin, baby er en kvinde. Mescalin, baby er sex og vold. Mescalin, baby er den søn du aldrig fik og den far der aldrig var der. Mescalin, baby er alt det du aldrig blev. Mescalin, baby er The Velvet Underground i samme spændetrøje som Bob Dylan…”

Torsdag 10. september, mellem kl. 18-20, får radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) besøg af det unge fremadstormende rockorkester, Mescalin, baby. I det brudstykke af bandets pressemateriale, som vi begyndte med, er der nævnt et par af rockhistoriens fundamentale omdrejningspunkter. Om de vil gå igen i Mescalin, baby's valg af musik, kan kun tiden vise. Indtil da, gør som os, glæd dig og hør mere med kvintetten her.

Lørdag 12. september spiller Mescalin, baby, Ciao Transizta og The Hogliners i Lades Kælder, Kattesundet 6, København K.

”All they remembered was Everton winning the cup”

14. maj 1966. Wembley Stadium. Everton vender 0-2 til en 3-2 sejr over Sheffield Wednesday i den engelske pokalfinale. Dublin Street i Liverpool. En flok børn bliver fotograferet på en trappe til et pakhus. Fire årtier senere, samme sted. Se denne dokumentar fra BBC.

Salute

Plademærket Crunchy Frog fylder femten år. Det bliver fejret som sig hør og bør. Mød op på lørdag, d. 5 september, kl. 17 - ??. Adresse: Under Vandet v. Ørestad Metrostation, Kay Fiskers Plads 11, 2300 Kbh. S.

Samme dag udsender selskabet sampleren ’Saluting the Crunchy Frog-a-logue’, hvorpå:

”As in RebekkaMaria / Baby Woodrose / Choir of Young Believers / Death to Frank Ziyanak / Decorate Decorate vs Cody / Diefenbach / Figurines / I Am Bones / Maria Timm / Marybell Katastrophy / Money Your Love / Murder / Nikolaj Nørlund / Robert Johnson and Punchdrunks / Slaraffenland / The Asteroid Galaxy Tour / The Blue Van / The Broken Beats / The Fashion / The Kissaway Trail / The Wong Boys / Thee Attaks / Thaae/Ramdas w/Dorthe Gerlach / When Saints Go Machine / Who Made Who”

måske spiller covernumre af:

”THAU / Tothe International (Death Tothe) / Learning from Las Vegas / Naked / superheroes / Düreforsög / The Tremolo Beer Gut / The Mopeds / Junior Senior / The Raveonettes / PowerSolo / epo-555 / Heavy Trash / Sterling / Wolfkin / Oliver North Boy Choir / Snake & Jet's Amazing Bullit Band / 18th Dye / First Floor Power / Kim and The Cinders / Beta Satan / Lars and The Hands of Light”

Med et minimum af flid er det muligt, at finde frem til enkelte konstellationer.

Til slut, nyt fra The Raveonettes, ’Last Dance’ .

”These precious days…”

Den østrigske sanger og skuespiller Lotte Lenya og den tysk / jødiske komponist Kurt Weill, mødte hinanden for første gang i 1924. To år efter giftede de sig, for at blive skilt igen i 1933. Samme år flygtede de begge fra Nazi-Tyskland til Paris, og herfra gik turen i september 1935 videre til USA, hvor de atter giftede sig i 1937.

’September Song’ med musik af Kurt Weill og tekst af Maxwell Anderson, havde premiere i Broadway musicalen ’Knickerbocker Holiday’ i 1938. Lotte Lenya’s version, som linket her fører til, er fra albummet ’September Song And Other American Theatre Songs Of Kurt Weill’, der blev indspillet i 1958. Otte år efter Weills død.

Det er ikke kun her på siden, man har fundet dagen værdig til et genhør med ’September Song’