Global. Efteråret 2012 m.v. Playliste 30. august

Et par timer i selskab med booker Peter Hvalkof. De fremhævede datoer viser, hvornår artisterne spiller på Global, Nørre Allé 7, 2200 København N.

1. BinObin - En Tretieti Avec Uti Betidir (2006) (30. august)

2. Von Daler & Low Pressure - Resonate (2012) (31. august)

3. Khaira Arby - Dja Cheickna (2011)

4. Tinariwen - Asuf D Alwa (2011)

5. Terakaft - Imidiwan Sajdate Ahi (2011)

6. Fela Ransome Kuti & Africa '70 - You No Go Die … Unless (1976)

7. Fela Ransome Kuti & Nigeria '70 - Highlife Time (1968)

8. Ebo Taylor & The Afrobeat Academy - Nsu Na Kwan (2012) (2. november)

9. The Whitefield Brothers - Sem Yelesh (2009)

10. Woima Collective - Gidama (2011) (26. oktober)

11. Orchestre National de Babes - Hagda (live) (1997)

12. University Of Gnawa feat. Aziz Sahmaoui - Ana Hayou (2011) (5. oktober)

13. Socalled – Sleepower (2011) (14. september)

14. Kottarashky & The Rain Dogs – Pancho Says (2012) (29. september)

15. Boban I Marko Marković Orkestar - Khelipe E Cheasa (2009)

Global (efterår 2012 m.m.) by Modstroemmen on Mixcloud

‘Hallelujah Rock'n'Rollah’

“Legendary Lars Krogh meets the Flaming Sideburns on the streets of Vordingborg”

- ordene her fulgte med billedet, da det dukkede op på Facebook forleden. Fotografiet er taget sidste fredag umiddelbart før Gutter Island 2012 åbnede portene. (N.B. Det er kommet frem, at billedet er taget på vej hjem fra Gutter Island. Det vil sige søndag, ikke fredag. Og så står der vistnok et stjerneskud og venter på Lars Krogh på et af de nærmeste borde)

Man kan måske ikke aflæse det direkte, men de har en historie sammen. For at få det på det rene, så er det ikke fordi de har samarbejdet om en nyoversættelse af Ovid eller at de alle nærer en altopslugende lidenskab for James Joyce. De ejer heller ikke samtlige numre af litteraturtidsskriftet Heretica. For den sags skyld, debuterer allesammen heller ikke i næste nummer af Hvedekorn. De er vist heller ikke ved at sætte en rockmusical op, selvom det utvivlsomt ville være spændende. Travheste gør de det heller ikke i, skønt de på et tidspunkt havde tegningen til noget stort, der kunne have ført dem ud af det spor.

Den tyske webmagasin Soulseller fortæller under overskriften ’Pushing Scandinavian Rock To The Man’ en lille smule af historien. Ellers kan jeg tilføje, at hvis ikke de seriøse forhandlinger, som Lars Krogh fra Bad Afro, lå i for en ti års tid siden med den engelske pladeselskabsejer, Alan McGee, om en worldwide kontrakt til The Flaming Sideburns, var strandet på økonomien, ja, så ved man aldrig, hvor de havde befundet sig henne i dag. Måske stadig på Algade i Vordingborg?

Gutter Island 2012. Kort fortalt.

Jeg går lige til fadet. Det første band, jeg havde fornøjelsen af at høre var københavnske The Felines, der åbnede Gutter Island på Intimscenen inde i Masnedøfortet. Det tog fusen på mig, at de live lå så tæt op ad Maureen Tuckers solomateriale. Det var enkelt, primitivt vil andre nok hævde. Hvad er forskellen?  Men det blev udført med en barnlig naivitet, hvori man hele tiden fornemmede, at der lå nogle mørke, uforløste følelser inde bagved og rumlede.  

Svenske Dean Allen Foyd havde jeg glædet mig meget til. I glimt demonstrerede de et enormt potentiale, men det var som om de ikke helt havde deres lyd på plads, og så vil de måske også alt for meget? Misforstå mig ikke. Det kan jo være det var en enlig svale og deres show på torsdag i KB18 går hen og bliver enestående.

Dean Allen Foyd

Bookinggruppen vidste formentlig, at de løb en risiko med det tyske discoensemble Freddy Fischer & His Cosmic Rocktime Band. De var med en lettere bearbejdning af et gammelt David Johansen omkvæd, funky, funky but cheap. Hverken mere eller mindre. Jeg ved godt, at discobølgen i dag bliver set som en berusende periode, men jeg synes nu også den indeholdt en eller anden form for degenereret tritesse. Det er ikke fordi, jeg nu har tænkte mig at bringe genren op i nogle filosofiske luftlag, hvor den ikke høre hjemme, men alligevel. Det var sjovt, that’s that. Og, det er måske bare det, Freddy Fisher er sat i verden til at videreføre.

Til gengæld kan jeg ikke huske at have set The Good The Bad bedre, nogensinde! Det var eminent. De nye numre er mere syrede, spacy, om man vil, eller hvad den slags nu hedder? Hvis jeg havde givet mig tid til, som jeg senere fik fortalt, at kaste et blik på de guitarer og pedaler som Manoj Ramdas og Adam Olsson havde med, så havde jeg måske anet, at det bar i den retning. Ikke fordi, det er en disciplin, jeg plejer at dyrke, og slet ikke i den tilstand som jeg var i fredag aften. Men det nye materiale klæder den i forvejen altid velklædte trio. Glæder mig til at høre mere.

Amerikanske The Master Plan var straight rock’n’roll. De gjorde det de skulle, det lød rigtigt, men da de var færdige med at spille, havde jeg glemt det hele. Endnu engang må jeg henvise til min omtumlede forfatning.

C.A.P.S.

Lørdag begyndte jeg for alvor med københavnerbandet C.A.P.S. Eller det vil sige, Black Pussy hørte jeg på afstand, men ikke tæt nok til, at jeg vil dissekere noget som helst. Hvad angår C.A.P.S, der tidligere på måneden spillede for fire mennesker på Skanderborg, så har jeg forelsket mig i deres umiddelbare virkemidler, hvor især vokalsamarbejdet mellem Lene Bjarnø og Jon Terje Østberg af og til slår gnister. ”It’s only Rock’n’Roll, but I like it, like it, yes I do!”

Bäddat För Trubbel gav mig alt det, jeg sukkede efter, da jeg hørte dem på Roskilde. Det var tight og punket og så mødte den ene guitarist op i en Wilmer X T-shirt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver en oplevelse at høre dem sammen med De Høje Hæle og Tumor Warlord i KB18, d. 20. september.

Bäddat För Trubbel

Hvis det skal gå rigtigt til, så hørte jeg det meste af den svenske, hårdrock-halvfjerser, pigetrio Heavy Tiger efter Bäddat För Trubbel. Jeg ved mildest talt ikke, hvad jeg skal mene om de purunge, stockholmske flickor. Jeg kunne dog, navnlig på de mandlige røster rundt omkring på festivalpladsen, senere på aftenen forstå, at de havde vakt begejstring og solgt en del merchandise.

Java Skull er ikke nyskabende. På den anden side, så er de heller ikke lige sådan til at fange i en tidskapsel, med deres tag på den mere blusede rock’n’roll. Jeg var ikke den eneste, der nød den halve time, de spillede på Intimscenen med Kiko Sjöberg fra C.A.P.S. på keys og gæsteoptræden af Mort Harder fra The Defectors. Debutpladen bliver udsendt af Hep Town Records senere på året.

Når man har begivet sig rundt på en festival som Gutter i henved tredive timer, så har man talt med mange mennesker om, hvad man allerede har hørt og hvad det næste bliver. Tankevækkende nok, var der ingen af dem jeg sniksnakkede med, der overhovedet nævnte svenske Sator. Så vidt jeg er orienteret blev de alene booket på deres nye plade, som jeg ikke kender, men den skal være den bedste, de har lavet i mange, mange år. Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg så dem. På et tidspunkt stod jeg i teltåbningen for senere at sætte mig ved bordene udenfor. Herfra hørte jeg en omgang tilforladelig power-pop, spædet op med en version af Gasolin’s ’This Is My Life’ for det danske publikum.

Sidstnævnte lugter lidt af Christianshavn, så hvorfor ikke lige fortælle, at Lone Kellermanns datter var chauffør på en af busserne, der fragtede deltagerne fra København, og at soulkometen Lukas Grahams far, der bor på Christiania, også var til stede. For slet ikke at nævne min nye bluse med Gas 2 logoet.

   

The Flaming Sideburns

Det sidste, jeg hørte, før jeg mæt af musik, trak mig tilbage, var finske The Flaming Sideburns. Det var lige så forrygende, som rygterne havde fortalt. Inspirationen var stadig entydig The Rolling Stones, men det betyder intet, når man gør det så godt. De kunne med fordel have afsluttet koncerten efter en vild udgave af MC5’s ’Sister Anne’. I stedet fik vi endnu et kvarter, med et halvlunkent ’Lucille’-medley og opfordringer til både at klappe med og sætte os ned i en rundkreds sammen med forsangeren Eduardo "Speedo" Martinez.

Tak for i år.

World på Global i Mod Strømmen

I slutningen af april havde vi besøg af Peter Hvalkof i hans egenskab af mangeårig booker af verdensmusik til Roskilde Festival. Nu på torsdag, 30. august, kigger han forbi igen. Primært kommer udsendelsen til at handle om efterårets program på Global, Nørre Allé 7, 2200 N, som Hvalkof også arbejder sammen med. Små afstikkere til fjernere himmelstrøg, kan dog også forekomme.

Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Min nye t-shirt

Mere om Gutter Island, én af de kommende dage.

Off And Away. Gutter Island Garage Rock Festival.

Shoot From The Hip #5. Playliste 23. august 2012

1. Ukendt Under Andet Navn - Lille Remse (2012)

2. Dale Hawkins - L.A. Memphis And Tyler, Texas (1970)

3. Leon Russell - Out In The Woods (1972)

4. Screaming Jay Hawkins - Monkberry Moon Delight (1973)

5. John Lennon - Bless You (1974)

6. Leonard Cohen - True Love Leaves No Traces (1977)

7. Tom Petty & The Heartbreakers - Thirteen Days (live) (2003)

8. Steve Earle & Lucia Micarelli - One More Cup Of Coffee (2012)

9. The Living Voices - Positively 4th Street (1966)

10. Bob Dylan - Union Sundown (1984)

11. The Temptations - Don’t Look Back (1964)

12. Joe Strummer & The Mescaleros - Silver And Gold (2003)

13. The Clash - The Leader (1980)

14. The Saints - Know Your Product (1978)

15. Brett Smiley - VaVaVa Voom (1974)

16. King Tuff - Stupid Superstar (2012)

17. Ty Segall Band - I Bought My Eyes (2012)

18. Samling - Desperationen (2011)

19. Chris Robinson Brotherhood - Tomorrow Blues (2012)

20. Jerry Garcia & David Grisman - Friend Of The Devil (1991)

21. Rod Stewart with Booker T. & The MG’s - To Love Somebody (1975)

22. Dengue Fever - One Thousand Tears Of A Tarantula (2005)

23. Cat Power - Ruin (2012)

24. Kala-OK - Boy Monk (2012)

Shoot From The Hip #5 (2012) by Modstroemmen on Mixcloud

’Pura Pura’

I går ledte Los Angeles-sekstetten Dengue Fever mig på afveje. Som mange sikkert ved, kombinerer de cambodjansk tresser-pop med syrerock.  Albummet ’Cannibal Courtship’ fra sidste år er et fornemt eksempel. Det er faktisk værd at bruge tid på hele deres bagkatalog. Nå, tilbage til i går, hvor jeg røg ud af en tangent, som jeg har været ude af tidligere, indonesisk popmusik.  

Jeg var egentlig overbevidst om, at Pattie Bersaudara var en kvindelige solist, men ved et nærmere tjek, fandt jeg ud af, at det er et søskendepar. Kvinden i den blå top er Nina Pattie, ved siden af står lillesøsteren Silvy. De blev født i Yogyakarta på Java og begyndte at synge sammen omkring 1960. Tættere kommer jeg det vist ikke. Det foregik ofte på ambon, en lokal dialekt, men de har også indspillet på indonesisk, hollandsk og engelsk. Jeg er ikke mand for at bestemme, hvilket sprog efterfølgende bliver sunget på. Jeg ved bare, at ’Pura Pura’ har et cool garagerock-vibe.  

Strummer 60

Joe Strummer vil være fyldt 60 år i dag. I en ideel verden burde det blive markeret. Ikke mindst i England. Det gør det måske også? Herfra en lille hilsen med fokus på d. 3. maj 1979. En dag, der kom til at ændre England og viste at The Clash havde lagt 1977-punken definitivt bag sig.

Under sloganet ’Labour Isn't Working’ vandt Margaret Thatcher det engelske valg. Det blev begyndelsen på en atten år lang regeringsperiode, der i sin kompleksitet greb gennemgribende ind i den engelske samfundsstruktur og som befolkningen nok endnu ikke har set de facto konsekvenserne af. 

Samme dag udsendte The Clash ep’en ’The Cost Of Living’, der med åbningssangen Sonny Curtis ’I Fought The Law’, selvfølgelig var en kommentar til valgdagen. Mere interessant er ’Gates Of The West’, der i klare vendinger indvarslede det hede forhold til USA, som gruppen dyrkede de kommende år. Eller mere præcist, bandets rejse fra det gamle nabolag i London til downtown Manhattan. Kort skitseret med disse to linier: "Eastside Jimmy & Southside Sue both said they needed something new". "From Camden Town Station to 44th & 8th"  

'Alone & Stoned'

Billeder til den anden og morsomme single fra King Tuffs nye plade, der bliver distribueret af Target herhjemme. Én enkelt dansk anmeldelse har jeg indtil videre læst. Ikke, at der er noget som helst at hente i den, nærmest tværtimod. I de kredse jeg kommer i, kalder man den slags uengageret tomgang. Her følger indledningen og så kan man jo gøre op med sig selv, om det er umagen værd at læse resten:

”Det var ikke meget info, jeg fik ud af at læse den vedlagte information fra distributøren, før jeg gik i gang med at lytte til andet udspil fra King Tuff. Det stod noget om, hvordan debuten fra 2008 var blevet et hit i rockens undergrund, noget om hvordan denne plade hverken kunne analyseres eller lyttes til med kritiske ører, samt noget om hvordan man i grunden bare burde skære sine ører af for at få mest muligt ud af “rigtig rock’n'roll”. Herefter var der vel ikke så meget andet at gøre end at begive sig i krig med King Tuff.”

King Tuffs efterårstour bringer ham desværre ikke nærmere Danmark end Reeperbahn Festivalen i Hamborg.  

Deuce. Dylan vs. Harrison. Isle of Wight, 1969.

Gutter Island Special. Playliste 16.august 2012

De fremhævede grupper er alle Gutter-aktuelle.

1. Dragontears - Microdot (2007)

2. Martin Newell - Goodbye Dreaming Fields (1993)

3. White Fence - It Will Never Be (2012)

4. Dexys - It's O.K. John Joe (2012)

5. Neil Young & Crazy Horse - Get a Job (2012)

6. Hank 3 – Gutter Town (2011)

7. Nick Cave & The Bad Seeds - The Moon Is In The Gutter (1984)

8. The Rosa Riot - Stars In The Gutter (2011)

9. The Jim Jones Revue - Ain't My Problem Baby (2012)

10. The Flaming Sideburns - Street Survivor (2001)

11. Black Pussy - Soulman (2011)

12. Bäddat För Trubbel - Född Att Förlora (2011)

13. Dean Allen Foyd - Queen Machine (2012)

14. Imperial State Electric – Alive (2010)

15. Honningbarna – Dødtid (bootleg) (2012)

16. C.A.P.S - Can't Say I'm Sorry (2012)

17. La Ira de Dios - La Señal (2003)

18. Thee Attacks - Stab (2012)

19. De Høje Hæle - Der Er Ingen Som Forstår Hvad der Foregår Inden Under Mit Hår (2012)

20. Povl Dissing - Du Er Fjern (1969)

21. On Trial - Blood River (2006)

Gutter Island 2012 by Modstroemmen on Mixcloud

Gutter #5: The Jim Jones Revue – ‘Ain't My Problem Baby’

Mini Gutter-paraden slutter af med The Jim Jones Revue. Så vidt jeg kan tælle mig frem til, er der 23 acts på plakaten og festivalen melder at der er snart udsolgt, så det er bare om at slå til nu. The Jim Jones Revue er blevet kaldt Londons førende R&B-, garage- og punkrockband. Ikke et udsagn, jeg på nogen måder vil gå i clinch med, dertil kender jeg ikke nok til den engelske rock’n’roll undergrund. Jeg har det selv lidt ambivalent med dem. På pladerne har de indimellem en tendens til at overdo it. Produktionen bliver så skinger, at jeg dårligt kan høre, hvad der foregår. Kanhænde, det er meningen? Men når de rammer formen er det fedt, og så er det groft sagt lige meget om de lægger sig op ad Little Richard eller MC5. Live skal The Jim Jones Revue efter sigende være noget af en oplevelse. Jeg ser frem mod, lørdag d. 25. august.

The Jim Jones Revue har en ny plade ude d. 15. oktober. Det er nu ikke derfra dagens sang kommer. Den stammer fra den anden af i alt tre udgivelser i ’The Jeffrey Lee Pierce Sessions Project’, hvorpå ligesindede fortolker ikke tidligere udsendt materiale af den nu afdøde Gun Club ankermand:  

Og lyt så for øvrigt med når Mod Strømmen i aften, et sted mellem kl. 18-20, går i lag med en præsentation af årets Gutter Island…  

Gutter #4: Dean Allen Foyd – 'Queen Machine'

Jeg kan ikke pege eksakt på, hvad det er der rammer mig hos Dean Allen Foyd fra Stockholm. Måske, det bare er blendet af en masse musik, der kom mellem 1968-1972? Et sted hører jeg Cream, et andet Stones, for slet ikke at tale om Creedence Clearwater Revival eller Captain Beefheart. Det er garage og psych, men det er også deltablues og folkrock. De er heller ikke blege for at bruge fløjter og violiner på en måde, som jeg mest forbinder med hjemlandets proggrock.    

Bandet, der bl.a. tæller tidligere medlemmer af Roachpower og Mother Superior, indspillede debuten ’The Sounds Can Be So Cruel’, tilbage i februar 2010, den er dog først blevet udsendt i år. Tidligere har de optrådt under navnet Dean Allen Foyd & The Gimmicks. Denne liveoptagelse fra 2009 af ’Queen Machine’, der også er at finde på pladen, kan formentlig give et vink om, hvad publikum har i vente fredag aften på Gutter!

Gutter #3: Bäddat För Trubbel – ’Snälla, Snälla’

Da jeg hørte det svenske pub- og punkrock band, Bäddat for Trubbel, under opvarmningsdagene på årets Roskilde Festival var lyden urimelig ringe. De får en ny chance på Gutter Island. Dét, de har gang i, finder man nemlig ikke hver dag for tiden. Dr. Feelgood med skånsk eftertryk.

Hvis man tilfældigvis er på det sociale netværk Last.fm, er det vederlagsfrit muligt at hente pladen, ’Det Här Är Inte New York’. Den fik bl.a. disse ord med på vejen af Dagens Skiva i september 2010:

”I rakt nedstigande led till Problem och tidiga Wilmer X är de ute på en ursinnig resa där de öser ur sig hat och ångest på ett befriande sätt som gör att man bara måste älska detta band. Att det inte alltid är prickfritt framfört är dessutom ett stort plus i det här fallet”

Her er Bäddat För Trubbel i punkrock-hjørnet med ’Snälla, Snälla’, der blev udsendt af plademærket Ken Rock i 2011

Gutter #2: Java Skull – ’Gravedigger’

Foto: Mattias Jensen

Jeg vil tro, at bandnavnet Java Skull refererer snorlige til den hovedskal af en abemand, som blev fundet på Java i 1891. Marco Burro og The Ghoul ligner nu ikke klassiske videnskabsmænd med tropehjelm og kakibukser eller for den sags skyld gravrøvere på rov. På den anden side, hvis de har været i det fjerne Østen, så er det ikke som rygsæksturister, men nok nærmere som udstationerede af Det Britiske Imperium. Mest af alt minder de dog om et par engelske agerdyrkere, der nynnende ’Polly Put the Kettle On’, nyder deres otium, mens de besigtiger jorderne og glæder sig til Sunday Roast og Yorkshire Pudding.

Java Skull er det, der er tilbage af garage-blues trioen, The Untamed.  Det er dog ikke værre end, at den gamle bassist, Helle Hellcat, uploader den nye duos numre til YouTube. Denne udgave af ’Gravedigger’, er så vidt jeg ved kun en demo. Den endelige version dukker formentlig snart op på den lp, som Java Skull har været optaget af at indspille henover sommeren.  

Der er sket ændringer i forhold til den plan, som vi har lagt for Gutter-programmet på torsdag. Mere om det en af de kommende dage. 

Gutter #1: The Master Plan – ‘I Got Loaded’

Frem mod torsdag en kort præsentation af nogle af de bands, som jeg har tænkt mig at høre på årets Gutter Island Garagerock Festival. Jeg lægger ud med et vaskeægte rock’n’roll combo. The Master Plan er et sideprojekt for Andy Shernoff fra The Dictators, som han var med til at danne i 1973, og de to The Fleshtones-medlemmer, Keith Streng og Bill Milhize, plus Paul Johnson fra The Waxing Poetics. Debuten, ’Colossus of Destiny’, blev sendt på gaden i 2003. I 2009 fulgte ’Maximum Respect’.

Jeg har vist aldrig lagt skjul på, at old-school rock’n’roll står mit hjerte nær. Med The Master Plan er der ingen fiksfakserier eller blindgyder. Det er 1-2-3-4, derudad. Præcis som i deres cover af R&B og jump-blues sangeren Peppermint Harris ’I Got Loaded’ fra 1951. Det går jeg stærkt ud fra også sker for mig, når de går på scenen, lørdag, d. 25. august.  

Leo & The LineUp. Playliste 26. juli 2012

Det ti-medlemmer høje ska-, reggae- og soulorkester falder ud af rækkefølgen. Striks så skulle playlisten været postet før The Felines.  At The Felines kom Leo & The LineUp i forkøbet, hænger sammen med, at de skulle spille sammen aften på Rust. To fluer med en smæk etc. etc.

Værter: David Peter Jørgensen og Kevin Gjedde. 

1. Leo & The LineUp – Rowdy Streets (2012)

2. The Slackers – Must Be Good (1997)

3. The Aggrolites – Dirty Reggae (2003)

4. Desmond Dekker & The Aces – Intensified (1968)

5. Hopeton Lewis – This Music Got Soul (1967)

6. Baby Love & The Van Dangos – Bath House So Sweet (2012)

7. Toots & The Maytals – Sweet and Dandy (1968)

8. Ken & The Stranger - Artibella (1965)

9. Leo & The LineUp – Bring It on Home (2012)

10. Ted Taylor – Somebody’s Always Trying (1964)

11. Otis Redding – Try a Little Tenderness (1966)

12. Lenny O´Henry – Across the Street (1964)

13. Liberator – Never Never (2009)

14. The Pioneers – Long Shot (1968)

15. Hepcat – Nigel (1997)

16. Green Room Rockers – Conqueror (2011)

17. Alton Ellis – I’m Still in Love (1968)

18. Harry J All Stars – The Liquidator (1969)

19. The Bleechers – Ease Up (1969)

20. The Ethiopians – Train to Skaville (1968)

21. Dandy Livingstone – Rudy, A Message to You (1967)

22. Leo & The Lineup – Let’s Have a Party (2012)

Leo and the Lineup i Mod Strømmen by Khgjedde on Mixcloud

Gutter Island 2012 i Mod Strømmen

Masnedø eller ’Masnæst’, som den hedder i Valdemar Sejrs jordebog, skriver sig først og fremmeste ind i Danmarkshistorien som strategisk vigtig. Det var her, at Valdemar Den Store i 1160, ifølge tyske kilder, samlede ledningsflåden for at drage på sit første vendertogt. Under Svenskekrigene fra 1657-60, og igen under Englandskrigene mellem 1801-14, blev Storstrømmen overvåget fra Masnedø.

I 1884 kom jernbanen til øen og der gik en færgerute, som fragtede togene til Orehoved på Nordfalster. Den blev først lukket, da Europas på daværende tidspunk længste bro, Storstrømsbroen, stod færdig i 1937. Sammen med Lillebæltsbroen var den et af de store anlægsarbejder, som staten satte i gang, for at nedbringe den høje arbejdsløshed under krisen i 1930’erne. Der var i øvrigt ved Storstrømsbroens indvielse, at generaldirektøren i DSB, P. Knutzen, under sin tale kom for vare, at beskrive Nazi-Tyskland i alt for pæne vendinger. Et udsagn, der ikke gik upåagtet hen, da han i 1940 efter opfordring fra regeringen, blev formand for Dansk-Tysk forening. Det bragte ham senere i fedtefadet.

Nu jeg er ved besættelsen, så fandt verdens første angreb med faldskærmstropper sted på øen. Det skete d. 9. april 1940 over Masnedøfortet, der blev opført som et resultat af forsvarsforliget i 1909 og som stod klar til kamp i maj 1915. Egentlige kamphandlinger kom det ikke til med de tyske tropper, da fortet kun var bemandet af tre danske soldater. I tiden frem til 1947 blev fortet desuden anvendt som straffe- og isolationslejr for kriminelle flygtninge.

Ifølge den seneste folketælling fra 2011 bor der 128 indbyggere på Masnedø. Som et lille kuriosum, kan jeg nævne, at landets eneste bestand af lindebladet brombær, såmænd også vokser på den lille ø ud for Vordingborg. Sidst jeg var der vrimlede det endvidere med knittende digesvaler over skrænterne mod vandet.

Ikke mere traditionel historie eller turistbrochure, om man vil. Jeg kan bare godt lide at vide, hvor jeg er. Så det formoder jeg også andre har lyst til. Altså ikke at vide, hvor jeg er, men hvor de selv er i tid og rum. Helt slut med historietimen er vi dog ikke. Garagerockfestivalen Gutter Island har nemlig skrevet deres egen lille kulturhistorie. Siden år 2000 har den, hvert andet år, trukket noget af den bedste garagerock, der overhovedet er at finde i Norden, til Masnedø. Den er så blevet spædet op med mange interessant internationale navne. Ingen nævnt, ingen glemt.

Nu på torsdag, d. 16. august, mellem kl. 18-20, får radioprogrammet Mod Strømmen besøg af et par repræsentanter fra festivalen, der vil introducerer årets program. Hvis ventetiden falder for lang, så er der allerede i aften mulighed for at varme op til Gutter på Märkbar, Vesterbrogade 106 A.

Stilhed

The Felines. Playliste 2. august 2012.

Gutter Island-aktuelle The Felines kiggede forbi radioprogrammet Mod Strømmen for en uge siden. Hør udsendelsen herunder. Hvis ikke man kan vente med at høre pigerne til weekenden 24.-26. august, så spiller de allerede i aften på Rust i Guldbergsgade, sammen med Labrador og Sunn Tann.

Værter: David Peter Jørgensen og Kevin Gjedde.

Den københavnske trio The Felines leverer garage punk med skærende vintage guitar, onde trommer, insisterende bas og en fyldig vokal. De tre medlemmer slog knoglerne sammen i november 2010 med en fælles interesse for simple kompositioner og en rå autentisk lyd. Bandet har spillet mange lokale koncerter siden sidste forår og har en lang række europæiske koncerter foran sig i løbet af 2012. Tidligere på året udkom The Felines selvbetitlede debut ep.

1. The Felines – Daddy Walk (2012)

2. The Cramps – New Kind of Kick (1983)

3. Link Wray – Rumble (1958)

4. The Pandoras – You Don’t Satisfy (1984)

5. Thee Headcoatees – All My Feelings Denied (1994)

6. The Stooges – 1969 (1969)

7. Black Flag – Six Pack (1984)

8. Nancy Sinatra – How Does that Grab You Darling (1966)

9. Patti Smith – Rock´n´Roll Nigger (1978)

10. Serge Gainsbourg – Ford Mustang (1968)

11. Talking Heads – Psycho Killer (1977)

12. Joy Division – Isolation (1981)

13. Daniel Johnston – Walking the Cow (1983)

14. Halasan Bazar – You Will Know (2011)

15. Ennio Morricone – Il Mio Nome é Nessuno (1973)

16. The Monks – Boys Are Boys and Girls Are Choice (1966)

17. The White Stripes – Let’s Build a Home (2000)

18. Ty Segall – Girlfriend (2010)

19. The Gories – Nitroglycerine (1991)

20. The Black Keys – Howlin’ For You (2010)

21. Even Dwarfs – Closer to God (2011)

22. The Jackets – Freak Out (2012)

23. The Felines – The Sneak (2012)

The Felines i Mod Strømmen by Khgjedde on Mixcloud

Top 10: Burger Records

Min personlige top-10 over de 140 tracks, som det californiske, ikke-længere-så-lille, rock'n'roll-mærke, Burger Records, netop nu, har liggende på deres SoundCloud. Bid ikke for meget mærke i placeringerne. De ændrer sig hele tiden.  

10. Teenage Burritos – ‘Charlie’

,

9. Beachwood Sparks – ‘Sparks Fly Again’

8. Summer Twins – ‘I Don't Care’

7. Gap Dream – ‘58th St. Fingers’

6. The Black Jaspers – ‘I Want My Face On the Radio’

5. Mikal Cronin – ‘Apathy’

4. Dwight Twilley – ‘Green Blimp’

3. The Sufis – ‘Wake Up’

2. The Shit – ‘We Are The Shit’

1. King Tuff – ‘Dancing On You’

Boblere

The Brian Jonestown Massacre – ‘Psychedelic Sunday’

Cosmonauts – ‘Motorcycle One’

White Fang – ‘Strange Feeling’

Hot Freak Nation – ‘Never Coming Home’

Redd Kross – ‘Researching the Blues’

Jamaica 50

I dag fejrer Jamaica, at det er halvtreds år siden, at landet vandt fuld uafhængighed fra den britisk styrede Vestindiske Federation. Den 6. august 1962, var også dagen, hvor det jamaicanske flag blev hejst for første gang. Farvesymbolikken er lige til at tage at føle på. Det sorte viser jamaicanernes kræfter og kreativitet. Det gule (guld) repræsenterer solen og øens naturlige rigdom, mens den grønne farve står for håbet og landbrugets ressourcer. Her Lord Creators fortælling om den glade dag i 1962.  

Max Romeos lidt naive, andre vil nok opfatte den som svulstig, ’We Love Jamaica’, kom ti år senere. Den handler egentlig bare om at bygge et nyt Jamaica op. Tillykke med dagen og tak for musikken.

Sensommer og spædt efterår. Koncertkalender

Thurston Moore, Ty Segall, Greg Cartwright og Anders & Hans Psykedeliska Undervattensorkester 

Skønt Smash! Bang! Pow! de seneste år har været et af de bookingbureauer, der har hevet noget af den bedste musik til landet, må det desuagtet stå overfor ilddåben, når det præsenterer Thurston Moore, i morgen mandag, i Vega. Selvom jeg måske havde regnet med at få noget mere ud af Moores folkplade, ’Demolished Thoughts’, fra sidste år eller at den i det mindste var krøbet mere ind under huden, som man jo siger, end den er, så kan det blive spændende at opleve ham uden den sikre havn, som Sonic Youth immervæk har været. Jørgen Teller & The Empty Stairs varmer op fra kl. ca. 20.00. Samme aften spiller genopstandne Mazzy Star i Amager Bio.

Tirsdag, d. 7. august, kommer efterhånden allestedsnærværende Ty Segall forbi KB 18. Den seneste tid har jeg været ved at drukne i Ty Segall materiale. I år har han udsendt ’Slaughterhouse’ og ’Hair’, sidstnævnte sammen med White Fence. Samtidig har jeg været travlt optaget af at sætte mig ind i 'Reverse Shark Attack', som han lavede med Mikal Cronin i 2009 og solopladen 'Goodbye Bread' fra sidste år.  Det har været for meget. Men som med Thurston Moore, så bør Segall høres live. Cruncy Frog-signingen Shiny Darkly, der supporter sammen med Baby In Vain, skal man også gå efter. Førstesinglen ‘He's Suicidal’, har et-eller-andet tilfælles med det tidlige The Telstar Sound Drone, og dem holder jeg, som nogen bekendt, meget af:

Hastigt videre til Stengade og et par navnkundige amerikanske punkorkestre. Fredag, d. 10. august, spiller Adolescents. Deres debutplade fra 1980, der hedder ’Adolescents’, men ofte bliver kaldt ”det blå album”, er svær at komme udenom, hvis man overvejer at opbygge en pladesamling med Orange County-punkrock. Især fordi brødrene Rikk og Frank Agnew nærmest slås om, hvem der kan gå Johnny Thunders guitarsoloer mest i bedene. Dagen efter, lørdag d. 11. august, går Zero Boys fra Indianapolis på scenen. Dem omtalte jeg kort for et stykke tid siden, endnu før jeg vidste de kom til byen. Brudte Løfter står for de indledende øvelser.

Amager Bio, nærmere bestemt Beta, er ligeledes med lørdag, d. 10. august.  Her kommer det unge, meget roste, amerikanske band Cloud Nothing forbi. Kanhænde, det er et ordspil på Cloud 9 og alle de andre skyer som selvtilfredse rockstjerner har befundet sig på i tidens løb? Om anmelderne har betegnet Cloud Nothing som støjrock, punk eller powerpop, er i og for sig lige fedt, det hele er hørt før. Opvarmningen De Høje Hæle er dog altid værd at opsøge. Undertoner har billetter på spil. Og mens vi er ved mellemspillene, så optræder The Black Keys i TAP1 på Carlsberg, mandag d. 13. august. Mon ikke, der allerede er udsolgt?

Torsdag, d. 16. august, er det en god idé at slå et smut forbi KB 18. Forleden udkom den kun 20-årige Lasse Bækby Buch debutudgivelser, ja, der er tale om to, på Tambourhinoceros. Han gemmer sig bag navnet Birthgiving Toad og pladerne hedder ’For Awkward Company’ og ’As Fruit Hat’. I 2009 flyttede Buch ud af København for at hellige sig musikken et eller andet sted ude på landet. Det er der kommet nogle sange, der lægger sig et sted mellem, Zappa, Captain Beefheart og Sly Stone, ud af. Ved arrangementet, som åbenbart er anden del af en koncertrække med den mundrette, morsomme titel, You Can’t Clap Your Way Out Of This One, optræder også Ochestra of Spheres fra New Zealand og danske Lambug Tony, som jeg desværre ikke kender noget til.   

Weekenden d. 24-26. august er måske de dage, jeg glæder mig allermest til. Der løber Gutter Island Festival 2012, nemlig af stablen på Masnedø Fortet. Meget mere om det, d. 16. august, i radioprogrammet Mod Strømmen. En teaser, kan der dog altid blive plads til. Her svenske Sator, som jeg ikke anede eksisterede mere, med The Zeros, ’Black & White’, der blev nævnt her på siden i slutningen af juli.

For de vægelsindede og dem der ikke kan afse tid eller ikke er klar over, hvad de går glip af, er der muligvis noget at hente, når det Gutter-aktuelle, svenske psychorkester Dean Allen Foyd, allerede ugen efter besøger KB18. Med sig har de den danske trio, Willows Tale, som nævner The Beatles, Caravan, Causa Sui, Focus, Genesis, Love, Pink Floyd, Procol Harum, Tame Impala og Øresund Space Collective som musik, de kan lide.  Der sker d. 30. august.

Min første koncert i september lader vente lidt på sig. Faktisk kommer der til at gå hele ti dage, før jeg tropper op i Stengade for at høre The Reigning Sound. Frontfiguren Greg Cartwright, har om nogen været manden, der satte den såkaldte Memphis garage-punk på landkortet. I begyndelsen som medlem af Compilsive Gamblers, siden i stadig aktive The Oblivians. The Reigning Sound har bl.a. indspillet pladen, ‘Too Much Guitar’ sammen med Jay Reatard og Alicja Trout, da de stadig spillede i Lost Sounds. Nu afdøde Jay Reatard bliver i dag hyldet af unge musikere og filmskabere, som en af den nyere punkrocks store, tragiske skæbner. Jeg foretrækker den levende Greg Cartwright. Kom forbi, d. 10. september.

Blot et par dage efter, d. 13. september, spiller Graham Coxon i Vega. Hans solomateriale har jeg altid haft et blødt punkt for. Patti Smith, der optræder på samme på scene, d. 20. september, er det dog mere tvivlsomt om jeg får hørt. Der er udsolgt, men vi står på venteliste. Hvis alt går galt, møder vi sandsynligvis nok bare op for at se, om det er muligt at skaffe en billet udenfor på selve dagen.

Dead Skeletons var et af de orkestre jeg ikke fik hørt på årets Roskilde Festival. Det tirrede mig i dagene efter, men jeg havde lidt på fornemmelsen, at de ville komme til København i løbet af efteråret. Det bliver så i Pumpehuset, d. 23. september.

Sleepy Sun fra San Francisco har jeg haft øje for i længere tid. De debuterede i 2009 og har siden udsendt et par plader, senest ’Spine Hits’ i år. Den er lavet i samarbejde med Dave Catching fra Queens of Stone Age og Eagles of Death Metal. Ikke, at det umiddelbart er til at høre i det rastløse og til tider melankolske univers, som gruppen bevæger sig rundt i. Sleepy Sun spiller på Loppen, søndag, d. 30. september.

Jeg forbliver samme sted, men bevæger mig frem til torsdagen efter, d. 4. oktober, hvor White Hills fra New York går på scenen. Gruppens lidt for tunge spacerock, efter min smag, trækker bl.a. på Hawkwind, Pink Floyd og Can. Om ikke andet, så ser jeg frem til at høre Anders & Hans Psykedeliska Undervattensorkester igen. De spillede deres første job en kold februar nat i Ungdomshuset. En koncert, som det snart er muligt at få fingrene i fysisk. Troldmand dukker også op.

'Svensk Psyche Aften' kan købes herfra indenfor overskuelig fremtid.

Tidselkuglerne tager farve. Svirreflue og brumbasse. 4. august 2012.