Åbent nytårsbrev 2. del.

- ’Ung, Dum Og Desperat’ hedder Brudte Løfters debut-ep, der kommer til januar. Og, der er måske noget om det? Under numrene i udsendelsen gik samtale ofte i retning af flotte piger og våde byture, flugt op af ”skal du så se hende igen?”:

- Her gik jeg så på sommerferie. Men jeg modtog et billede af The Youth, som var det første band som Kevin Gjedde og David Peter Jørgensen havde besøg af. Godt nytår til jer, drenge. Senere kom Leo & The LineUp og The Felines forbi. Dem modtog jeg kedeligt nok ingen fotografier af og da collagerne alene bygger på billeder, vi selv har taget, er de ikke at finde. Til gengæld dukkede der ét op af Spillemændene, som udover Dirty Projectors, Kanye West og Scott Walker, kun spillede danske kunstnere, torsdag d. 9. august.

- Der er heller ingen fotografisk vidnesbyrd om, at Steen Bech fra Stone Solid Press hjalp med til at give vores Gutter Island Special kolorit og historisk baggrund. Tak for det, Steen.

- Kameraet var med igen, da Peter Hvalkof kom forbi studiet for anden gang indenfor nogle måneder. Denne gang var det i egenskab af booker til Global. Han fortalte også nyt om den slemme situation i Mali, efter Al queda-krigere har blandet sig i borgerkrigen.

- Kristoffer Bech fra Shiny Darkly mødte jeg under Bruce Springteen på Roskilde, hvor vi sammen med Manoj Ramdas trak afsides for at få en hot dog under den tre timer lange koncert. Da vi sås igen i begyndelsen af september, havde han Mads Lassen og en stak plader med, deriblandt Suicide, Television, Spaceman 3 og Thee Oh Sees.

- Henrik Olesen alias Ukendt Under Andet Navn, kunne snildt have haft mange af de samme kunstnere med som Shiny Darkly præsenterede. Eneste overlap var vist Joy Division. Jeg behøver næppe at fortælle, at Olesens ep, ’Ekskursion’, fra i år er en lille perle.

- Jeg var ved at blive febrilsk, da Kristian Mondrup Nielsen, arkitekten bag Kala-OK, ikke var dukket op, da udsendelsen gik i luften kl. 18. Jeg havde ikke planlagt et alternativ. Det gør jeg aldrig. Jeg åndede dog lettet op, da der, så vidt jeg husker, tikkede en sms ind om, at han var på vej. Siden gik det over stok og sten med blandt andet The Yamasuki Singers, Broadcast, Carla Bley & Paul Haines, før han forsvandt lige så hurtig ud af døren som han var kommet, fordi han skulle høre Nikolaj Nørlund i DRs Koncertsal.

- Folkeklubben forsøgte at overbevise mig om Anne Linnets kvaliteter. Den bed jeg ikke på. Til gengæld var vi mere end enige om den habitus som Bob Dylan, Niels Skousen, Benny Holst, Joakim Thåström mv. besidder.

- Snake & Jet, døbt Thor Rasmussen og Thomas Frederiksen, havde medbragt deres Soft Rock-ven Morten Richardt til dette temaprogram. På et tidspunkt røg vi over i at spille numre, der ligger på grænsen af, hvad genren kan bære. Det morede os meget. Herunder mine tyve bud på Soft Rock, der holder skansen uden at blive for klæbrig. Flere af dem blev, som der var lagt op til i udsendelsen, skudt ned af de andre. Så vidt jeg husker, gik det dog værst ud over Morten Richardt, da han lagde ’Roller Coaster’ med Blood, Sweat & Tears på pladetallerken.

1. John Phillips – ‘Devil's On the Loose’

2. Bobby Charles – ‘I Must Be In A Good Place Now’

3. The Eagles – ‘One Of These Nights’

4. The Bellamy Brothers – ‘Let Your Love Flow’

5. Josh Rouse – ‘Come Back (Light Therapy)’

6. Destroyer – ‘Savage Night At The Opera’

7. Beachwood Sparks – ‘Sparks Fly Again’

8. Vetiver – ‘Standin'’

9. Fleetwood Mac – ‘Dreams’

10. John Lennon – ‘Bless You’

11. Paul McCartney & Wings – ‘Band On The Run’

12. Todd Rundgren – ‘I Saw The Light’

13. Colin Blunstone – ‘I Want Some More’

14. Dobie Gray – ‘Drift Away’

15. Jackson Browne – ‘Doctor My Eyes’

16. Steely Dan – ‘Rikki Don't Lose That Number’

17. 10CC – ‘The Worst Band In The World’

18. Elton John & Kiki Dee- ‘Don't Go Breaking My Heart’

19. America – ’Sister Golden Hair’

20. Bruce Springsteen – ‘I'm On Fire’

- I efterårsferien var David Peter Jørgensen og Kevin Gjedde igen på stikkerne. De havde inviteret Steffan Rimmer Nielsen fra Galaxy People Booking ind til en snak om hans arbejde i musikbranchen. Beklageligvis er der ingen billeder fra seancen.

- Tiden var egentlig sat af til (((S))), Nils Lassen nye dark-projekt, men nu hvor det alligevel var Spil Dansk Dag, havde han lagt sig ind derefter. Efter udsendelsen udtrykte Lassen ønske om, at vi bytter roller en dag. Forstået på den måde, at han stiller spørgsmålene og jeg gør rede for, hvorfor lige præcis den musik tiltaler mig. Det kviede jeg mig lidt ved, men hvem ved, det kan der måske komme en morsom udsendelse ud af?  

- Halasan Bazars debutplade, ’How To Be Ever Happy’, er dukket op på flere internationale best-of lister. Sangskriver Fredrik Rollum Eckhoff bad da også om at lave interviewet på engelsk, eftersom han havde på fornemmelsen, at der ikke ville være så meget rift om Halasan Bazar i hans hjemland Norge eller herhjemme, for den sags skyld. Han fik ret. Ifølge de redskaber, jeg har til at følge trafikken her på siden, har programmet fået flest hits fra USA. 

- The Setting Son og The Good The Bad har begge udgivet brandgode plader i år. Det fejrede jeg sammen med Sebastian T. Winther og The Adam. Programmet er stadigvæk så tæt på, at anekdoterne endnu ikke er faldet på plads, men jeg kan da berette om én af de tidligere gange, d’herrer har været gæster…

- Jeg vidste det ikke eller også havde jeg fortrængt, at Roy Bittan og Max Weinberg var lige ved at forlade The E-Street Band under retssagen mellem Springsteen og hans tidligere manager Mike Appel i 1976-77. De var blevet tilbudt at blive faste medlemmer af Meat Loaf, som de havde indspillet millionsælgende ’Bat Out Of Hell’ sammen med. Den historie og andre om ærkeamerikansk rockmusik, fortalte Asbjørn Nørgaard og Simon Visti fra The Floor Is Made Of Lava, da de var forbi i november.

- De Høje Hæle er vidtfavnende. Det vidste jeg egentlig godt fra sidst de var på besøg. Denne gang gav de debut i programmet til Shu-bi-dua, men der var også Suspicious Beasts, Royal Headache og The Babies. Ligesom der dukkede en sang op ved navn ’Pik i Mås’, som den ene af de medvirkende vist havde mere at gøre med, end han umiddelbart gav udtryk for.

- For første gang nogensinde havde Mod Strømmen en konkurrence kørende under en udsendelse. Den foregik over Facebook. J. Tex havde udlovet t-shirts og cd’ere. Selv om det krævede alle de multitasking-egenskaber, som studieværten overhovedet kunne mobilisere, fandt vi nogle vindere. Undervejs fortalte J. Tex om USA, de mange rejser derover og om hvorfor det netop blev countrymusikken, der forførte ham.   

- Det sidste billede i collagen er fra Beat 2012. Det betyder, at jeg skal takke Jan Damage Petersen for medvirken og årsliste. Det samme gælder Thomas Løppenthin, der også får en ekstra tak for de glade stunder, vi har tilbragt sammen på radioen i år. Her skal Jamie Mason og Ole Lindved Sværke også have en varm tak og thumps up. Der skal også lyde en tak til Søren Holst Frøkiær Thuesen og Anders Hjortkær-Rask for årslister.

Tak for input og inspirationen. Godt nytår.

HH

Åbent nytårsbrev 1. del.

En varm tak og et godt nytår til alle vore gæster i 2012.

- Indianna Dawn havde debutpladen ’Somebody's Dead’ med og gav en kløgtig indføring i nyere country med afstikkere til tidligere tider. Gruppen har nyt vej.

- Andrea Schroeder, Jesper Lemkuhl og Gary Heffern havde aftenen før spillet opvarmning for The Walkabouts i Lille Vega. En lidt rusten aften med hovedvægt på de musikere som Gary Heffern har arbejdet sammen med. Andrea Schroeders solodebut ’Blackbird’ er fremragende.

- Death Valley Sleepers, guitarist Tobias Winbergs band, er mere påvirket af Cool Britannia, end jeg umiddelbart gik rundt og troede.  

- Synthpunkerne i Tumor Warlord afsøgte afkroge af rockmusikkens vildtvoksende væsen, men kom ikke længere ud, end der var plads til ’Cotton Fields’ med Creedence Clearwater Revival.

- CS Nielsen viste vej ind i det amerikanske sjæleland. Undervejs fik vi nogle danske modstykker. Lad mig nævne Fisker Thomas, De Efterladte og Mogens Wieth.

- Elleve nummer var alt Papir nåede på to timer. Kraut, jazz og Talk Talk er heller ikke kendt for at begrænse sig. Som bekendt, har Mod Strømmen en regel om, at alle kompositioner bliver spillet til ende.

- ’When Tomorrow Comes’ med One-Eyed Mule var en af boblerne til min årsliste. Den fandt ikke vej, men det er altid allerhelvedes hyggeligt at have Rasmus Dall og Uffe Ipsen på besøg.

- Nu skulle den være god nok. The Rosa Riots nye ep, ’Three Chords Casanovas’ er lige på trapperne. Indtil da er her videoen til balladen, ’Friday Night’:

- Duke Ellington & His Orchestra, Lionel Hampton & His Orchestra, Leo Mathisen, Fats Waller, Coleman Hawkins & His Orchestra blev spillet på stuemøblet, som Copenhagen Hot Club hengivent kaldte det skrummel af en grammofon, de havde med til at afspille deres 78’ere fra mestendels 30’erne og 40’erne på. ”Take it Easy, boy, boy…”

- C.A.P.S, der jo står for uforfalsket garagerock, viste sider af sig selv, som man nok skal have delt seng og bord med et af medlemmerne, for at vide. Synthpop og disko, men vi fik også en smagsprøve på trommeslager Alioscha Ali Kizio nye plade, ’Burned By The Sun’, som jeg tilfældigvis ved står til salg i Rockahula, Istedgade 91.

- Booker Peter Hvalkof fra Roskilde fortalte om sit job, de mange rejser og hvilken verdensmusik man ikke måtte gå glip af på årets festval. Blandt mange Amadou & Mariam, Les Freres Smith, Baloji, The Barons Of Tang, Analogik og The Alaev Family. At jeg kun fik set et enkelt af disse acts, tager vi en anden gang...

- Da jeg inviterede Howl Baby Howl på besøg var det fordi, at det var flere år siden, de havde været forbi sidst. At de så mødte op med ’Ooze Week’ fra den sidste ep, ’Summer of Shame’, i deres trilogi, der først er på gaden 7. januar 2013 og ’Dreamy Dream’ med Silver 6, som endnu ikke er udkommet, var en ekstra fjer i hatten.

- Punkrock og anden konfekt fra gamle plastiksinglehæfter, som man i dag kun finder på loppemarkeder og hjemme hos Tomas Ortved. Guitarist Henrik Liebgott var også til stede, men han gik efter en times tid, fordi han skulle øve materiale op til et bryllup, tror jeg nok det var, sammen med Steen Jørgensen.

- Regler er til for at blive brudt og det var netop, hvad Snake & Jet’s Amazing Bullet Band gjorde, da de med fuldt overlæg tog outtroen med fra Fairport Convention’s ’Who Knows Where The Time Goes?’ fra Nina Simone’s liveplade ’Black Gold’, før den gik over i ’The Assignment Sequence’. Som bekendt, har Mod Strømmen en regel om, at alle kompositioner bliver spillet til ende. Der var ingen kære mor. Det var enten eller. Ingen ’The Assignment Sequence’ uden outtroen fra det foregående nummer.

- I 25-året for President Fetch dannelse, havde jeg stillet dem en opgave. Hvilke plader holder stadig fra 1987. Den klarede de i fornem stil ved at spille The Lazy Cowgirls og The Nomads. Ellers stod den på The Dictators, Columbian Neckties, Suzi Quatro, Hüsker Dü, The Bronx og selvfølgelig President Fetch.

- Jeg havde håbet på, at Henrik ’Hobitten’ Klitstrøm og Anders ’Fuzz Daddy’ Grøn ville have tid til at lave Sverige III, her i januar. De skal dog begge i studiet for at indspille nyt. Hvis alt går vel kommer udsendelsen i det tidlige forår.

Fortsættes…

Beat 2012. Kommenteret (6 af ?)

Af Thomas Løppenthin

Tilbage i juli måned stod jeg fuldstændig mørbanket foran Roskilde Festivalens Orange Scene og overværede, at én af mine drengedrømme gik i opfyldelse. Intet mindre. Og undervejs slog det mig, at om så Bruce havde kostet tolv milliarder kroner, og ikke de tolv millioner som det var rygtedes, at han og E-Street Band havde kostet at få til at spille op til dans i tre timer, prime time, lørdag aften, ja, så ville pengene sgu stadig have været givet godt ud. For selvom jeg har set dette band adskillige gange gennem de seneste tretten år, var det tæt på ubeskriveligt at få dem serveret under så suveræne forhold. En af årets koncertstunder, hvor anything goes, og hvor jeg følte mig allermest privilegeret. Ingen tvivl om at Bruce var den rette mand til jobbet, men hvad filan mon Roskilde har i posen til 2013? Og skulle man iføre sig en uklædelig kynisme kunne man vel tilmed indvende, at denne (næsten) pludselige begejstring for Bruce er et modbydeligt sygdomstegn på, at rock’n’roll i 2012 mere end nogensinde blot er reduceret til en t-shirt, en letkøbt imageforstærker, som både anmeldere, bloggere og almindelige stakler iklæder sig af frygt for at blotte deres pseudointellektuelle og forstillede fjernsynskiggersjæle? Men hva’ fa’n, så længe Bruce er soundtracket til dén tragedie, kan man jo stadig håbe, at der er blot lidt der siver ind.

Nå, back to death, og det som dette jo drejer sig om, nemlig, at jeg for andet år har kastet mig ud i en årsliste. Sidste år var det på opfordring og øvelsen huede mig ikke synderligt. Hvordan skulle jeg dog kunne udforme en liste, vel vidende, at jeg ikke havde hørt alle relevante udgivelser endnu? I år falder øvelsen mig lettere. Jeg er altså, med andre ord, ikke blevet klogere. Herunder er et bud på de ti bedste plader fra 2012. Altså indtil jeg i 2013 opdager, hvilke fabelagtige udgivelser jeg dog er gået glip af. Alt for mange rockplader og alt for mange gamle mænd. Jeg må tage mig sammen.

Woods "Bend Beyond"

Der er ikke kun liflige bobler i bongvandet på Brooklynkvartettens sjette album på seks år, det er også hamrende smukt. Og imponerende, at bandet kan holde så høj sangskrivningskvalitet. Måske deres bedste og måske årets bedste plade. Tjek ’Find Them Empty’.

The Men "Open Your Heart"

Og mere Brooklyn. Og endnu en genganger fra sidste år. Hvor The Mens forrige plade kunne lyde som Goo-era Sonic Youth der spiller Wipers, kan bandet denne gang føje Replacements der spiller Stones til repertoiret. Tjek ‘Candy’ og overgiv dig. I rest my case.

John Cale “Shifty Adventures In Nookie Wood”

“I heard you whisper in my ear, that you were coming back this year.” John Cales comeback var dog allerede sidste år med ep'en ’Extra Playful’, som var blandt 2011-favoritterne. Dette års udspil er ikke helt så skarpt som forgængeren, men den 70-årige legende er blandt favoritterne og “Shifty Adventures In Nookie Wood” har momenter af rendyrket elegance. Tjek ’I Wanna Talk 2 You’.

Dr. John "Locked Down"

Jeg skal være den første til at indrømme, at mit kendskab til Dr. Johns udgivelser gennem nu 44 år er, for nu at sige det mildt, ikke just detaljeret. Men jeg tillader mig dog, dette pergamentstynde grundlag til trods, at udråbe årets udgivelse, hvor der stod Dan Auerbach ud over det meste, til et højdepunkt i karrieren. Tjek ’Getaway’.

Lee Ranaldo "Between The Times And The Tide"

At Lee Ranaldo, i en alder af 56, skulle udgive sin debut (rock)soloplade var vel omtrent lige så sandsynligt som at pladen ville blive fed. Miraklernes tid er heldigvis ikke forbi, og’ Between The Times And The Tides’ var essensen af 80'ernes alternative America, uden dog at virke det mindste bedaget. Hans Roskilde koncert var ren tilbagelænet, men dog sammenbidt magi. Tjek ’Angles’. Dem der læser liner notes opdagede, at den gamle SY trommeslager Bob Bert spiller percussion på to numre, hvilket forærer mig en glidende overgang til næste indslag på listen. Nemlig…

Chrome Cranks "Ain't No Lies In Blood",

…hvor Bert som bekendt tæver trommer, som efter femten års pause vendte tilbage. Og de lyder stadig, som hvis tre aggressive hulemænds køller var skiftet ud med guitar, bas og tromme. Befriende hjernedødt, og derfor også super clever, som om det har nogen betydning. Tjek ’Star To Star’. Og til alle med Swans på årslisten kan jeg oplyse, at Michael Gira (som også tilhører den begejstrede fanskare) er manden bag pladens håndtegnede cover.

Giant Giant Sand "Tucson"

Howe Gelb tager munden (for!) fuld med denne seksten-sangs lange country rock opera, og en enkelt pladeside kortere havde strammet op på det samlede udtryk. Jeg er dog en sucker for Gelb, harmonika, mariachi, ørkenstøv, og så den der slags musik, der altid synes at være soundtracket til dårlig samvittighed, lukketid, hånd på servitricens bagdel, dobbeltsyn, ignorerede telefonopkald, en flækket læbe, ja, fortsæt selv listen. Tjek ’Detained’.

Robert Pollard "Mouseman Cloud"

Med hele tre Guided By Voices comebackplader i år (den fjerde kommer til februar) og to Pollard soloplader var der dømt sved på panden hos såvel novicer som superfans. I denne skov af plader var det, sådan lidt tilfældigt, dog denne der fik min fulde opmærksomhed, gevaldigt hjulpet på vej af ’Science Magazine’, som er intet mindre end årets bedste sang.

Ty Segall Band "Slaugterhouse"

Segall er godt nok 30 år yngre end Pollard, men næsten lige så vanvittig, når der kommer til at spytte udgivelser ud. På denne hans, ja, aner ikke hvad nummer den er i rækken, er der dømt massivt tunge riffs og jeg blæses begejstret omkuld. Tjek ’Wave Goodbye’.

Moonless "Calling All Demons"

Der var mange kvalificerede kandidater til den sidste plads på listen, men den går til disse københavnske rockere, af den simple grund, at ’Calling All Demonds’ er så hamrende godt skrevet, fremført og optaget. Og tilmed et af landets for tiden allerbedste livebands. Tjek ’Bastard In Me’.

Følgende plader har ligeledes fornøjet (okay, enkelte skuffede) på grammofonen i det forgangne år:

Amadou & Mariam "Folila", The Babies "Our House On The Hill", Baby Woodrose "Third Eye-Surgery", Beach House "Bloom", Bäddat For Trubbel "Värdighet", Leonard Cohen "Old Ideas", Dig & Mig "Sommervarmen", Dinosaur Jr. "I Bet On Sky", Bob Dylan "Tempest", Earth "Angels Of Darkness Demons Of Light II", Gentleman Jesse "Leaving Atlanta", Guided By Voices "Let's Go Eat The Factory", "Class Clown Spots A UFO" og "Bears For Lunch", De Høje Hæle "Kold Og Træt Og Bange", Japandroids "Celebration Rock", King Tuff "King Tuff", Mark Lanegan Band "Blues Funeral", The Mojomatics "You Are The Reason For My Troubles", Moon Duo "Circles", Bob Mould "Silver Age", Graham Parker & The Rumour "Three Chrods Good", Pet Shop Boys "Elysium", Redd Kross "Researching The Blues", Royal Baths "Better Luck Next Life", Saint Vitus "Lillie: F-65", The Setting Son "Before I Eat My Eyes And Ears", Patti Smith "Banga", Spids Nøgenhat "De Sidste Her På Jorden", Bruce Springsteen "Wrecking Ball", Swans "The Seer", Terrible Feelings "Shadows", André Williams & The Sadies "Night And Day" og Neil Young "Americana" og "Psychedelic Pill".

Når tiden bliver til det, glæder jeg mig til at tjekke følgende kunstneres 2012-udgivelser ud:

Cloud Nothings, Cold Specks, Fresh & Onlys, Goat, The Intelligence, Lust For Youth, Mind Spiders, Thee Oh Sees, Quakers, Ty Segall, Sleepy Sun, Soft Moon, Spiritualized, Tyvek, UV Race, White Fence, Bobby Womack osv osv.

Vokadin i Mod Strømmen

2013 begynder med brask og bram for københavnerbandet Vokadin. 1. januar udsender de debutalbummet, ’My Fix Before Yours ’. 3. januar kommer de forbi Mod Strømmen:

“Radio interview, 3th January, at 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

We have been invited into the studio to talk about our upcoming album, listen to the show at 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Two hours of TRASH Talk & Rock punk LIVE. We will play our New Album the first time in a radio... and music that inspired us, and music we think is CoOl.

The new album will be out 1th. january on ITunes,. and vinyl at our release party also in january..(stay tuned)

THANKS MODSTRØM.....”*

Selv tak. Jeg kan så fortælle, at releasekalasen kommer til at foregå i KB 18, d. 18. januar. Mod Strømmen sender som altid mellem kl. 18-20.

*Citeret fra begivenheden ’Vokadin In Radio’ på Facebook.

Mod Strømmen er nævnt i Dagbladet Informations artikelserie, Fremtidens Radio

Godt nok bare i en faktaboks nederst på siden, men alligevel. Det hedder ”Hver torsdag kl. 18-20 sendes radioprogrammet ’Mod Strømmen’ om alternativ beatmusik.”. Men der er et link til herværende side.  Der er åbenbart fremtid i at gøre som vi altid har gjort. Vi bukker og takker. Godt nytår. 

Beat 2012. Kommenteret (5 af ?)

Af Hans-Henrik Siig

Sun Araw, M. Geddes Gengras & The Congos - Icon Give Thank

Jeg har ledt med lys og lygte efter et album, der kunne repræsentere verdensmusikken anno 2012.  Eksperimenterende dub er muligvis det, der kommer tættest på. Cameron ’Sun Araw’ Stallones står i spidsen for ’Icon Give Thank’. Producer/mixer M. Geddes Gengras er mest kendt for at udgive, nærmest uopdrivelige kassettebånd. The Congos behøver forhåbentlig ikke yderligere præsentation. De fleste kompositioner er bygget op af enkle gentagelser, indenfor hvilke The Congos vokalharmonier, chanting er nok et bedre ord, har frit spil. Det svajer, det dirrer, det vibrerer, det beruser, det har et psykedelisk skær og så minder det ikke om noget, jeg har hørt før.

Hør hele pladen

Sun River - Sun River

Jeg elsker referencer, når jeg læser om musik. Jeg tvivler dog på, at jeg havde givet mig i kast med Sun River, hvis jeg havde læst Gaffas anmeldelse, som den første. Materialet på ’Sun River’ er skrevet af bassist Martin Rude, mens Jonas Munk og Jakob Skøtt, der til daglig spiller i Causa Sui, tager sig af guitar og trommer. Gaffas anmeldelse er skam positiv, men kritikeren skulle måske bare have holdt sig til pladeselskabet El Paraisos pressemeddelelse og nævnt John Fahey, Leo Kottke, Tim Buckley og Love, som inspirationskilder, i stedet for at blande John Martyn, Richard Thompson og Robert Wyatt ind i det.

Snake & Jet's Amazing Bullit Band - Stuff That Rotates

Allerførst ‘Stuff That Rotates’ er den bedste plade, Snake & Jet's Amazing Bullit Band har lavet til dato. Hverken mere eller mindre. Den er forbandet funky og spiller på langt flere facetter end tidligere. Det går over min fatteevne, at der ikke er flere herhjemme, som har taget duoen til sig.

Gentleman Jesse - Leaving Atlanta

På overfladen er der fut i fejemøget. Powerpop i højeste gear. Spillevende. Tager man sig tid til at lytte bedre efter, opdager man, at alt ikke er fryd og gammen. Den finansielle krise, krak på krak, arbejdsløshed, et umotiveret overfald på Gentleman Jesse og gode venner, der dør alt for tidligt, har sat sine spor.

Dig & Mig – Sommervarmen

Ét af de fedeste steder at høre musik er i en bil. Fortærsket udsagn, men det bliver det ikke mere forkert af. ’Sommervarmen’ har været fast inventar i bilen siden maj måned, tror jeg nok. Vi har skrålet om kap til den muntre, iørefaldende og lidt vanvittige synth/guitar pop. Af og til med højst forbløffede ansigtsudtryk hos nabobillister til følge. Det gør bestemt heller ingenting, at Dig & Mig spillede en skidegod koncert under warm-up dagene på årets Roskilde Festival. Selv hærdede doomheads blev bløde i knæene den eftermiddag.

Goat - World Music

Endnu et album, som jeg faldt for i bilen. ’World Music’ er et langt, stramt komponeret og formuleret, klarhjernet, udkokset trip. Afrobeat møder krautrock, psych møder funk og så fremdeles. Jeg ved godt, at ordene her stritter i mange retninger, det gør pladen også. Glæder mig til at høre, om de kan forløse de bredtfavnende idiomer på Roskilde 2013.

Dr. John - Locked Down

Alt må efterhånden være sagt om ‘Locked Down’. Dan Auerbachs produktion. Valget af et ungt og sultent studieband. Den respektløse og idérige leg med genrene. Er det i virkeligheden årets bedste verdensmusik album? Jeg hører afrobeat og ethio-jazz. Dr. John har ikke lydt bedre i henved fyrre år. Imponerende. 

Lightships - Electric Cables

De senere år, har jeg sat min lid til Gerald Loves sangskrivning, når Teenage Fanclub udsendte nyt. Mine forventninger var derfor enorme, da Love, under navnet Lightships, solodebuterede i foråret.  Han skuffede mig ikke. Sangene oser langt væk af melankoli. Ikke af den tungsindige og rugende slags. Men den melankoli, jeg med årene har lært at sætte pris på. Tidspunktet, hvor man godt ved, at noget er ved at være forbi. At det måske er årets sidste perfekte sommernat eller lige præcis det sekund, hvor efterårsskoven står allersmukkest (fortsæt selv). Samtidig med, at man er bevidst om at komme til at opleve det samme igen, næste år og året efter etc.

Beachwood Sparks - The Tarnished Gold

’The Tarnished Gold’ har lidt samme feel som ’Electric Cables’ med Lightships. Gerald Love har den da også som nummer et på sin årsliste. Vegeterende, dæmpet og drømmende. Jeg har savnet Beachwood Sparks, uden at vide det.

Assemble Head In Sunburst Sound – Manzanita

Acid/jamrock fra San Francisco. ‘Manzanita’ er Assemble Head In Sunburst Sound’s fjerde album, siden debuten i 2005. Jeg er først stået på i år. Det er nemt at sætte stereotyper op om syrerock. Strækkende sig fra den paranoide, drone-elskende galning til blomsterbørnenes blåøjede budskab om peace, love and harmony. Assemble Head In Sunburst Sound har lidt af det hele.

Bob Dylan – Tempest

Jeg tror ikke Dylan har nævnt ’Modern Times’, ’Together Through Life’ og ’Tempest’ som en triologi. Det er vist noget musikjournalisterne har fundet på. Lad mig bare tage dem på kornet. Jeg havde store forventninger til ’Modern Times’ og har storset ikke hørt albummet, siden det udkom i 2006. Mine forhåbninger til ’Together Through Life’ var ergo rettet ind derefter, men det har jeg ikke desto mindre nydt talløse gange. Om ’Tempest’ er der bare at sige, det er en fremragende plade.

The Setting Son - Before I Eat My Eyes & Ears

‘Before I Eat My Eyes & Ears’ har været længe undervejs. Mine overvejelser om albummets tilstedeværelse på denne liste var ligeledes længerevarende. Jeg gav det dog et sidste skud for fulde drøn i bilen og forstod slet ikke mine mange spekulationer. Hvis jeg havde bygget listen numerisk op, var det endt i top-tre. Mere i den dur, drenge og Emma. Det siger min kone også.

The Babies - Our House On The Hill

I årets løb har jeg flere gange bandet op over, al den opmærksomhed den danske indiepresse giver musik fra Brooklyn. Som om New York-bydelen er et kvalitetsstempel i sig selv, nu må der gerne snart ske noget nyt osv. Og når der endelig kommer noget virkeligt godt ud af Brooklyn, hvor er de så henne, de ellers så flittige forkyndere? The Babies består bl.a. af sanger og guitarist, Cassie Ramone, fra Vivian Girls og Woods-bassist, Kevin Morby. ’Our House On The Hill’ er i forhold til debutpladen fra 2011, så at sige, mere åben og adræt. Bandet har lagt det umiddelbare lo-fi præg bag sig og det er som om, at de tror mere på deres virkemidler, tror mere på at rock’n’roll stadig har noget at sige samtiden. Tak for det.

Alejandro Escovedo - Big Station

Lenny Kaye skrev på et tidspunkt om Alejandro Escovedo; "there are songwriters who sing their songs, and then there are songs who sing their writers”. Escovedo har for længst skrevet sig ind i den store amerikanske sangbog. Etablerede navne står i disse år i kø for at indspille hans numre. Seneste skud på stammen er Bobby Bares version af ’I Was Drunk’ på ’Darker Than Light’ fra i år. Selv er han ikke bleg for at tage radikale metoder i brug, hvis hans sange kommer i forkerte hænder. Det skete i 2005, da han fandt ud af, at George W. Bush havde et af hans mest populære numre ’Castanets’ på sin iPod playliste. Der gik to år før han spillede det live igen. ’Big Station’ er blevet til sammen med Chuck Prophet og Tony Visconti og bringer måske ikke så meget nyt til. Meget mindre kan imidlertid gøre det.

Jeg ved godt, at jeg har lovet en top-femten. Andetsteds har jeg dog læst, at det er hipt kun at have fjorten udgivelser på listen. Den praksis følger jeg i år. Jeg er nemlig ude af stand til at bedømme, om Dexys aldeles glimrende ’One Day I’m Going To Sour’ eller Richard Hawleys, som jeg aldrig for alvor har lyttet til før, ’Standing At The Sky's Edge’, skal have den sidste plads. Den kunne snildt også tilfalde ’Between The Times & The Tides’ med Lee Ranaldo eller ’Wallpaper Music’ med Cheap Time, for slet ikke at nævne…

Hvad træet gemte…

Først et forsinket glædelig jul. Jeg er vågnet op til en næsten helt vindstille julemorgen, sneen er regnet væk, der er striber af lys over noget, der med lidt fantasi, godt kan minde om fjerne blå bjerge i horisonten. Rundt omkring i landet, ved jeg, at der sidder nogle gode mennesker, der i hvert ledigt minut ihærdigt arbejder på at få deres årslister færdige. Min egen er ved at være på plads, jeg mangler stadig at affatte mig kort om fem-seks af årets udgivelser. 

Jeg kan godt afsløre, at ’Wrecking Ball’ af Bruce Springsteen ikke er at finde på min top-femten. Til gengæld lå Peter Ames Carlins biografi ’Bruce’ under juletræet. Og de par sider jeg nåede at læse i nat, før jeg mæt og træt rullede om på siden for at sove, tegner lovende. For en lille uge siden blev jeg færdig med Jan Poulsens velskrevne, interessante tidsdokumentar om Eik Skalø, ’Spejder Og Steppeulv’. Min tid er åbenbart til biografier. Lad mig dog lige tilføje, at jeg havde en plan om at læse James Ellroys moppedreng ’Den Røde Gudinde’ i juleferien. Den er droppet til fordel for ’Bruce’. Det gør måske heller ikke så meget, eftersom min bedre halvdel allerede er over halvvejs i hendes julegave 'Else Marie Pade. En Biografi' af Andrea Bak, og med garanti kommer til at mangle læsestof. Og så ligger Ellroy ligesom parat... 

Beat 2012. Kommenteret (4 af ?)

Af Ole Lindved Sværke

2012 er et musikår der for mig personligt er mest præget af, at jeg fik adgang til en nærmest uendelig række af tysk syre-/krautrock fra 70'erne. Men der er da også blevet tid til at lytte til en del nye udgivelser i løbet af året. Her har I en blandet bunke af de nyudgivelser, der har gjort størst indtryk i 2012.

Flying Lotus: Until The Quiet Comes

Jeg er vild med Steven Ellisons abstrakte lydunivers. Umiddelbart lyder Until The Quiet Comes som et mere skrabet og lyttevenligt album end 2010's fantastiske Cosmogramma, men desto mere jeg får lyttet, desto mere udfordrende bliver det i sin futuristiske blanding electro, breakbeats og syrejazz.

Andy Stott: Luxury Problems

Et album, der først gav mening, da det røg i høretelefonerne. For bag dets umiddelbart mørke monotoni er det muligt at dykke ned i et fantastisk tåget og drømmende univers, der virker som om det aldrig stopper.

Beach House: Bloom

Hvor andre kunstnere deler vandene ved at være for abstrakte eller støjende, så har Beach House opnået både venner og modstandere ved ganske enkelt at lyde (for) godt. Personligt har jeg nydt at lade mig suge ind i Blooms vellydende drømmeunivers.

Cat Power: Sun

Chan Marshall debuterede tilbage i 1995 og har lige siden udgivet album på album af høj kvalitet. Og selv om man aldrig er i tvivl om, at det er hende, der står bag, så har hun alligevel været i stand til at udforske sig selv undervejs. På Sun møder vi dansable elektroniske rytmer, og selv om det ikke er hendes bedste album, er det godt nok til at være et af årets bedste.

Julia Holter: Ekstasis

Et album, der var længe om, at vinde mig. Til at begynde med affejede jeg det som en moderne indie-udgave af Enya, men den fine lille koncert på Roskilde fik mig på andre tanker. Julia Holters går sine egne veje og formår hele tiden at udfordre i sit lydunivers samtidig med, at det hele er bundet sammen af fine små melodier.

Mac Demarco: 2

En samling skæve popsange, der kører derudaf som en stenet udgave af tidlig Dire Straits. Selv om det indimellem kan virke kitschet, så har sangene alligevel en fortællemæssig og musikalsk kvalitet, og når de fungerer bedst kan de måle sig med en tidlig Jonathan Richman.

Grizzly Bear: Shields

Grizzly Bear lyder på Shields som et band, der prøver at udfordre sig selv. De lyder lige så delikate og barokke som altid, men indimellem viser de tænder og giver os et mere støjende og forvrænget lydbillede end tidligere. Det klæder dem.

Laurel Halo: Quarantine

Endnu et album, der har været lang tid om at vinde mig. Men jeg er blevet ved med at vende tilbage til Laurel Halos abstrakte lydbillede af små popvignetter, mørk ambient og en stemme, der veksler mellem at være skøn og lidt for meget af det gode. Om et år vil jeg enten hylde dette album som et mesterværk, eller undre mig over, hvorfor jeg har den på denne liste. 

Liars: WIXIW

Liars har altid virket som et band, der har gjort tingene fuldt ud og kompromisløst. De følger deres egne veje, og denne gang fører de os ind et fuldstændig gennemført elektronisk univers, hvor ingen lyde er tilfældige. Personligt var jeg fanget fra første gennemlytning, og WIXIW er en af de plader, der har haft sværest ved at slippe ud af bilens cd-afspiller i 2012.

Swans: The Seer

Endnu et brutalt - og dog smukt album fra Swans. De har vel næppe været bedre end på de to seneste albums. Sikke et fantastisk comeback, og det er næppe helt forkert når The Seer flere steder er blevet kaldt kulminationen på Michael Giras 30-årige musikalske rejse.

Gadekunst. Far, mor og børn. Sat op natten mellem 21. og 22. ds.

Beat 2012. Kommenteret (3 af ?)

Af Jan Damage Petersen

#20 Bruce Springsteen - Wrecking Ball

Pladen sniger sig med, fordi manden gav mig en af mine største koncertoplevelser nogensinde, på årets Roskilde Festival. Langt fra hans bedste plade, men der er Bruce-hits i form "We take care of our own" og "Wrecking Ball", og at høre mange af sangene på årets Roskilde, hiver i den grad pladen op. "Rocky Ground" er, med dens ungdommelige r 'n'b/rap, alt, alt for meget, og et nummer jeg aldrig behøver at høre igen.

‘Wrecking Ball’ (live Isle of Wight 2012)

#19 Nachtmystium - Silencing Machine

Sjette album fra Nachtmystium er deres bedste, og en venden tilbage til rødderne. Et studie i hvordan man skruer et Black Metal-album sammen, og klart årets bedste indenfor dens genre. Føler man sig snydt for Black Metal i år, så kan man roligt gå ned og investere i Silencing Machine. "Borrowed Hope and Broken Dreams" og "Give Me the Grave", er nærmest decideret rock-numre, men gode pauser når man lige skal puste ud igen. "Dawn Over the Ruins of Jerusalem" sparker til gengæld et Black Metal album igang som det skal. Lyt selv.

‘Dawn Over The Ruins Of Jerusalem’

# 18 Moon Duo - Circles

Eric "Ripley" Johnson fra Wooden Shjips og Sanae Yamada rammer, med projektet Moon Duo, endnu engang plet. Der er et konstant hypnotisk groove i deres psykedeliske, krautrockede sange, og pladen kunne næsten ligeså godt være et langt nummer. Men der gør overhovedet ingenting, for når pladen er overstået, så synes man der mangler noget og man får lyst til at starte den forfra.

’I Can See’

#17 The Walkmen - Heaven

Jeg elsker The Walkmen, og meget skal gå galt hvis et nyt album fra dem, ikke havner på min top 20 liste. Der er heller ikke meget der går galt denne gang, dog efterlader de mig med en fornemmelse af at der mangler et eller andet. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er, og må nok bare konstatere at jeg havde meget høje forventninger til denne plade. Den er stadig fremragende og kan varmt anbefales, de er stadig mestrene i, at give deres instrumenter plads, hvilket er noget man skal lede længe efter hos bands i øjeblikket.

’Heaven’

#16 High On Fire - De Vermis Mysteriis

Et gammelt beskidt svin blev sluppet løs i 2012. High On Fire er, i mine øjne, kongerne af sludge-genren, og de skuffer ikke på deres seneste udspil. Det er ikke for sjovt at Matt Pike er tidligere guitarist i bandet Sleep, mere beskidt guitarlyd skal man lede længe efter, og det er selv om Kurt Ballou har produceret den fantastisk, sådan skal High On Fire bare lyde. En decideret sludge-fest! Det er fremragende.

’King Of Days’

 #15 Lee Ranaldo - Between the Times and the Tides

Lee Ranalso's soloalbum er blevet kaldt kedeligt, det er måske heller ikke vildt nyskabende det han laver på dette album, men det er fandens gode sange der gemmer sig efter et par gennemlyt. Så gav han ovenikøbet en af årets koncerter, da han optrådte fredag aften på Roskilde Festivalen. Mere af den slags tak.

'Off The Wall'

#14 Bob Dylan - Tempest

Er det bare fordi det er Bob Dylan, at denne plade er med på listen? Måske, men det er sgu solidt håndværk, og en stribe rigtig gode sange han præsentere her på Tempest. Det skal belønnes når man stadig er så kæk som 71-årige, omend han måske ikke behøvede at lave en 17 min. lang sang om ”Titanic”. Omvendt kan man, når man hedder Dylan, tillade sig mange ting, og hvem ved hvor mange plader han har i sig endnu?

’Duquesne Whistle’

#13 Om - Advaitic Songs

Om bliver tit omtalt som et metal-band, og det er de i hvert fald ikke. Men hvad er de så, Drone? Det er nok ikke andre end dem selv der sådan rigtig kan svare på, men ikke desto mindre har de lavet en af årets plader. Der er noget sært dragende over Advaitic Songs, der med dens kun 5 numre prøver at drage én ind i et eller andet religiøst univers. Johannes Døberen pryder coveret, og der bliver bl.a. sunget på Hindi. Mærkeligt og godt!

’Haqq Al-Yaqin’

#12 Dinosaur Jr. - I Bet On Sky

Jeg er vist det man kalder inhabil, når det kommer til at smide Dinosaur Jr. på en liste som denne her. Jeg er svært begejstret for det meste J. Mascis har rørt ved, og for dem der kender mig er det vel næppe overraskende, at jeg har dem med. Støjrock som i de gode gamle dage!

’See It On Your Side’

#11 Orcus Chylde - S/T

Debuterende tysk stoner/psykedelisk-rock orkester. Hvad adskiller dette band fra alle de andre bands i denne genre, hvor der blive spyttet oceaner af plader ud i disse dage? Måske er jeg den eneste, der synes at de skiller sig ud, men deres hippie-stoner musik ramte plet, og sangene er spillet tilpas sloppy til at det ender med at blive rigtig, rigtig fedt. Tjek dem ud.

‘Orcus Chylde’

#10 Godspeed You! Black Emperor - Allelujah! Don't Bend! Ascend!

Ud af ingenting vendte GYBE tilbage fra de døde og gav os, paradoksalt nok, troen på at der stadig er en fremtid for post-rocken (i guder hvor jeg hader det udtryk). For deres seneste udspil fortæller os, at vi ikke skal tro for meget på hvad fremtiden bringer os, men hold op, hvor er det smukt og dystert. Velkommen tilbage, én årets bedste overraskelser.

’Mladic’

#9 Black Breath - Sentenced To Life

Årets mavepuster! Sært, men dette er et genialt crossover af hardcore/døds/thrash-metal, og det virker lige som det skal, måske lidt ala Entombed når de er bedst. "In your face"-rock der gør nas, og hvor er det dog skønt.

’Sentenced To Life’

#8 Sean Rowe - The Salesman and the Shark

Singer/songwriter fra New York hvis anden plade udkom i år på Anti-Records. Det var helt tilfældigt, at jeg en dag faldt over et stream af hans plade, og hvilket lykketræf. Ifølge "Wiki", så fik han lysten til at synge, da han som 17-årige hørte Otis Redding, og det kan også høres. Han tager arven op efter alle de store, Bruce/Waits/Chris Isaak etc. etc., og det er modigt og dygtigt. 15 sange er nok lige i overkanten, men ellers holder han generelt et virkeligt højt niveau.

’Flying’

#7 Cloud Nothings - Attack On Memory

Indie-rock/støjrock kvartet fra Cleveland, Ohio. Har fået glimrende anmeldelser de fleste steder, og er blevet Pitchfork-darlings, så er det lige før at man står af allerede dér. Men lad for Gud skyld vær med det, for det er energisk og yderst forfriskende på en ellers noget tam og gøglerisk indie-scene i år. Glimrende koncert i sommers på Beta, trommeslageren var sur og spyttede efter en små-irriterende fotograf. Det var de københavnske indie-drenge forarget over, jeg selv sagde intet og gik hjem med et skjult smil bag skægget.

’Wasted Days’

#6 Lambchop - Mr. M

Et gammelt favorit-band, som jeg for længst havde afskrevet. Deres seneste plader er veludførte, som altid med Lambchop, men de har stået noget i stampe på deres seneste to udspil. Det blev der lavet godt og grundigt om på, da de kom ud med Mr. M i år, måske deres bedste plade nogensinde i kamp med Is A Woman fra 2002, som er en af de plader jeg har hørt mest i det seneste årti. Alt-country når det er bedst, og det er det, når Lambchop rammer sit top-niveau.

’Gone Tomorrow’

#5 Graveyard - Lights Out

70'er inspireret hard rock/blues rock/psykedelisk rock er der vel egentlig rigeligt af i øjeblikket. Hvem fanden er ikke træt af, at høre betegnelsen stoner eller doom , om endnu et svensk eller tysk band? Så længe 1en ud af tusind plader er så gode som Graveyards, Lights Out er, så kan jeg sagtens acceptere det. For filan, det er rigtig, rigtig gode sange på den her plade.

‘Slow Motion Countdown’

#4 Lightships - Electric Cables

Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor meget jeg holder af Teenage Fanclub. I år kom bassisten Gerard Love med sit første solo-udspil i form af bandet Lightships. Det må han godt gøre noget mere, for det gør han rigtigt godt, og hvad der umiddelbart virker lidt småkedeligt åbner sig langsomt og bliver et lille pop-mesterværk. Hvad skal man kalde det……..gammelmandsindie?

’Sweetness In Her Spark’

#3 The Men - Open Your Heart

The Men udgav sidste år "Leave Home", som var en noiserock plade der gik rent ind hos mig. De landede sidste år som nummer fem på min liste, og ud fra årets at tyde, så bliver de åbenbart bedre og bedre. Det er blevet noget mere melodiøst, og det er for mange bands en faldgrube at gå den vej, det er det ikke for The Men. Nummeret "Open Your Heart" er muligvis årets sang.

’Open Your Heart’

#2 Tragedy - Darker Days Ahead

Pludselig var den der, den nye Tragedy plade. Bandet uden hjemmesider eller gøren-sig-til på nettet eller i magasiner, så hvor skulle man vide fra at de var igang med at lave en ny plade. Og hvorfor kan det lade sig gøre, at være så anti-iscenesættende og stadig sælge plader? Fordi de er intet mindre end noget af det bedste bulder der findes. Deres dommedags-crust er blevet en anelse mere metallisk ala Amebix, og det gør skam overhovedet ingenting.

Darker Days Ahead (hele pladen)

#1 Baroness - Yellow and Green

Uha, det var sgu lige før jeg havde sendt pladen retur med posten, da jeg satte den på for første gang. Umiddelbart er der mange forbudte ting på Yellow and Green, men så finder man ud af at det jo ikke er en sludge/prog/metal plade, men bare en rock-plade og det er på den præmis at man lige skal lytte til pladen igen og igen og igen og igen. Måske havde de ikke ligget som nummer et, hvis de ikke var kørt galt og faldet femten meter ned i en viadukt på deres tour i England, men Gud ske tak og lov for at alle er i live i dag, og at de muligvis er på vej tilbage fra sygelejet og måske kan spille rock for os i det nye år. Hurra for Baroness, Hurra for livet og ikke mindst, Hurra for rock!

’March To The Sea’

Beat 2012. Playliste 20. december

1. Lightships - Sunlight To The Dawn (Electric Cables)

2. Dr. John - Get Away (Locked Down)

3. Sean Rowe - Flying (The Salesman And The Shark)

4. Sun River - Lines (s.t.)

5. John Cale - I Wanna Talk 2 U (Shifty Adventures In Nookie Wood)

6. Graveyard - Slow Motion Countdown (Lights Out)

7. Sun Araw, M. Geddes Gengras & The Congos - Sunshine (Icon Give Thank)

8. Woods - Find Them Empty (Bend Beyond)

9. Cloud Nothing - Separation (Attack On Memory)

10. Dexys - Incapable of Love (One Day I'm Going To Soar)

11. Dig & Mig - For Enden Af November (Sommervarmen)

12. Robert Pollard – Science Magazine (Mouseman Cloud)

13. Lower - Someone's Got It In For Me (7”)

14. Gentleman Jesse - You Give Me Shivers (Leaving Atlanta)

15. The Chrome Cranks - Robber Rats (Ain't No Lies In Blood)

16. The Men - Open Your Heart (Open Your Heart)

17. Beachwood Sparks - Sparks Fly Again (The Tarnished Gold)

18. Giant Giant Sand - Detained (Tucson. A Country Rock Opera)

19. Baroness - March To The Sea (Yellow & Green)

Beat 2012 by Modstroemmen on Mixcloud