Lad nytårsfesten begynde...

Feriestatus

Velkomsten eller hovedet her på bloggen, har fra første færd været misvisende. Vi kan godt stå inde for tilsagnene om musik og kunst, i en kort vending dækker de termer over hinanden. Hvad angår film, så halter vi langt bagefter. Her i juleferien er der imidlertid taget en form for revanche. Ikke hermed sagt, at det har været et bevidst valg, men ved en uhøjtidelig opgørelse over hørte plader og sete film, vinder sidstnævnte med en knivsspids.

Lad os begynde med pladerne: ‘Christmas In The Heart’ med Bob Dylan har været uomgængelig. Ved ikke om man kan sige det samme om Thåströms ‘Kärlek Är För Dom´ og Olesen-Olesens ‘Kain & Abel’, men hørt er de i det mindste. Det kommende coveralbum, ‘Turn Ons’, med The Hot Rats, der består af Gaz Coombes og Danny Goffey fra Supergrass, er blevet spillet et par gange. Dertil kommer tre compilationer. Om de tæller som hele album er selvfølgelig spørgsmålet? I dette regnskab indgår de imidlertid. De to første har været julegaver fra små amerikanske plademærker. Dels Underwater People Records’ folkrock-sampler, dels Paper Bag Records syv års fødselsdags-covermix, hvorpå man bl.a. finder en version af Peter Malmbergs filmhit ‘Du Er Min Øjesten’ med århusianske Under Byen. Sidst og mest ukurant, en hjemmebrændt cd med det bedste fra 2009.

Nu til filmene: ‘Mænd Der Hader Kvinder‘, ‘Populærmusik Fra Vittula’, ‘The Incredible Shrinking Man’, ‘Heat’ og ‘Tempelriddernes Skat II’. Oven i kommer et par engelske tv-filmatiseringer af kriminalkommissær Wallander med Kenneth Branagh i hovedrollen og en enkelt Lyserød Panter film.

Som sagt en kneben sejr til filmmediet. For at gøre det komplet, så blev fjernsynet slukket under ’Da Vinci Mysteriet’, ligesom St. Vincent’s album fra i år, ’Actor’, blev taget af ghettoblasteren før tid.

Sidste minuts rettelse: Mens dette er blevet skrevet, har musikken udlignet. Spacemen 3’s live-bootleg, ’The Choice Is Revolution Or Heroin’, optaget på University Of London i 1987, der har kørt over højtalerne er netop blevet færdig. Gudskelov, alt er næsten ved det gamle. Godt nytår.

Patti Smith, 63 år i dag.

Mental opladning. Årets sidste anbefaling.

Viva La Revolucion!

“La cucaracha, la cucaracha,
ya no puede caminar
porque no tiene, porque le falta
marihuana pa' fumar.”

En hurtig oversættelse af denne strofe fra den spanske corrido, ’La Cucaracha’, kan lyde ”Den kakerlak, den kakerlak / kan ikke længere gå / fordi han mangler / marihuana at ryge”. Ordene stammer ikke fra de tidligste kendte udgaver af sangen, men er først kommet til under Den mexicanske revolution (1910-1920). Som med mange andre revolutionære sange rummer denne version skjulte politiske betydninger, der var populære blandt Pancho Villas rebeller og meningsfæller.

Den marihuanahungrede kakerlak var den notoriske drukkenbolt, general Victoriano Huerta, eller måske rettere og mere sandsynligt hans tropper. Huerta var blevet udnævnt til øverstbefalende militærchef under den liberale, men svage Francisco I. Maderos korte regeringsperiode 1911-1913. I 1913 stod Huerta med hjælp fra den amerikanske ambassadør i Mexico, Henry Lane Wilson, og et par kasserede generaler, bag et statskup, som tvang Maderos tilbage. Francisco I. Madero blev henrettet fire dage senere. Huerta overtog selv magten, men måtte allerede året efter flygte ud af landet, fordi amerikanske styrker, havde besat havnen i Veracruz og dermed afskåret Huerta fra våben- og pengeforsyninger fra Tyskland.

Forvirret? Ikke mere end denne bloggerkugle. Afsnittet om de manglende marihuanaleverancer, har historikerne vist valgt at gå udenom?

The Psychedelic Circus

Undertegnede har en fornemmelse af, at have hørt om netradioen Technicolor Web Of Sound før. Umiddelbart er der ingen klokker der ringer, men sådan er det ofte. Med andre ord, der er ingen grund til bekymring. Hvorom dette handler, så er ethvert spor på stationen håndplukket. I de formiddagstimer, hvor der er blevet lyttet med, har der været sunshine-pop, acid-folk, Canterbury-psych og for megen ensformig engelsk psychedelia anno 1967. Dog ikke nok til at løbe af pladsen.

The Creation - For All That I Am
The Action - Icarus
Jeff Beck - Shapes Of Things
The Who - Disguises
The Peels - Time Marches On
Dantalian’s Chariot - The Coffee Song
The Moody Blues - Eyes Of A Child II
Electric Banana - Blow Your Mind
Acid Talk - Psychedelic Circus
The Loreys - Goin’ Downtown
Blood, Sweat & Tears - House In The Country
Jefferson Airplane - Young Girl Sunday Blues
The Fantastic Zoo - Light Show
Buffalo Springfield - Down Down Down
It’s A Beautiful Day - Hot Summer Days
Audience - Pleasant Convalescense
The Association - Cherish
The New Phoenix - Give To Me Your Love
The Monkees - Mary, Mary
The Blues Project - Steve’s Song
Spirit - Poor Richard
Jennifer’s Friends - Visions
The Electric Mouse - Where Do The Hounds Go?
The Growing Concern - Sit Down I Think I Love You

Summa summarum

“Your biggest song, ’You’re Gonna Miss Me’, seemed rather direct, not psychedelic at all?

- Yeah, right. Thank you”

- Roky Erickson til musikbladet Uncut, august 2009

Vic Chesnutt, 1964-2009

I løbet af juledag har flere internetmedier skrevet, at singer-songwriter Vic Chesnutt lå i koma efter et selvmordsforsøg. Desto værre har hans pladeselskab Constellation Records nu udsendt en trist meddelelse om, at hans fortvivlede forsæt lykkedes.

Siden ungdomsårene havde Chesnutt kæmpet med store alkohol- og narkotikaproblemer og dybe depressioner. Sindstilstande han aldrig lagde skjul på. Chesnutt’s tredje album hed bare ’Drunk’, eftersom det var den forfatning han var i under indspilningen. I de senere år har det forlydt, at han havde overvundet sit misbrug. Mørket indeni var dog uforanderligt. På hans seneste album, ’At The Cut’, fra i år, vendte han ellers alt sin vrede mod døden i ’Flirted With You All My Life’. En sang, som han selv skildrede som ”a breaking up with suicide”. Det magtede han ikke. Håber du har fundet fred, Vic.

På Chesnutt’s hjemmeside er der et udvalg af hans sange som fri download, heriblandt den skæbnetunge ’Flirted With You All My Life’

Julemorgen

'A Big Hunk O' Love'

”Honk if you're lonely tonight
If you need a friend to get through the night
A toot on your horn, a flash of your brights
Honk if you're lonely tonight”

- Dave Berman, Silver Jews, 1998

Fravalg og nye upload

Hvis det er muligt at tyde skriften herover, får man et ganske godt indtryk af, hvilke grupper og solister, Peter H. Olesen ikke nåede at spille, da han var forbi radioprogrammet Mod Strømmen i september. Ellers klik på billedet for en større udgave.

Den musik, som Olesen fik præsenteret kan man derimod høre ved at finde den gode mand i vort playlistearkiv. Af andre nyheder kan man også lytte til udsendelsen med The Untamed og vor egen Beat 2009. Lykke til.

NOTE: Spøgelsesstemmerne under udsendelsen med Peter H. Olesen er forstyrrende uhyggelige og ikke umiddelbart sporbare. Kan hænde det er elektriske ladninger? Kan hænde det er den gamle mikserpult, der er hjemsøgt?

”…well time slips away / And leaves you with nothing mister but / Boring stories of Glory Days”

Dark Was The Night Cold Was The Ground

I den landsdel, hvor denne signatur befinder sig, har termometret vist ni minusgrader. Sneen ligger frosthård i en højde af 30-40 cm. Uglen har tudet. Der er sat fedt og frø ud til fuglene. Fasaner og råvildt dukker op i de mørke morgentimer. Selv haren, som ellers er på Danmarks Naturfredningsforenings liste over truede danske dyrearter, har været forbi. Nu kommer sneen væltende sydfra og den tydelige skellinie mellem amtets og kommunens arbejdsområder forsvinder atter.

Da undertegnede ikke har magtet at finde en stilfuld formulering, der kan bringe dette indlæg videre til en amerikansk lovsang, der kan give visse associationer til et dansk vinterlandskab, men som i bund og grund handler om Kristus’ lidelseshistorie, springer vi lige ud i det.

'Dark Was The Night Cold Was The Ground' af Blind Willie Johnson har forlæg i en gammel salme, men står i hans version som ren lyd, ren stemme. Ledsaget af spøgelsesagtig slideguitar, tager Johnson over hvor sproget snubler med ooohs og aaahs, huh, uh, støn og klage. Altså en del af det nonverbale, der er så vanskeligt at kommunikere på tryk, men som ikke desto mindre betyder så meget. Om det netop var det ordløse, der bevirkede at 'Dark Was The Night Cold Was The Ground' i 1977, blev sendt ud i himmelrummet med Voyager's Time Capsule, skal være usagt.

'Jesus Is Coming Soon'

Siger den amerikanske musiktradition dig noget? I så fald er der intet at betænke sig på. Filmsekvensen begynder med en bid af et interview, som musikforsker John Lomax lavede med bluessanger Blind Willie McTell i et hotelværelse i Atlanta i november 1940. McTell fortæller kort om den skelsættende gospel-blues sanger og guitarist Blind Willie Johnson. Han er dog i tvivl om, hvorvidt Johnson stadig er i live og når tilsyneladende frem til, at han må være død. Det skete først fem år senere.

Bladet Mod Strømmen

På gadeplan er det ikke andet end et A4-ark foldet på midten. For at undgå unødvendige forvekslinger, så drejer det sig om Bladet Mod Strømmen, som undertegnede ikke kendte eksistensen af, før han fik stukket et eksemplar i hånden på Christianshavn for små fjorten dage siden. Bladet bliver redigeret af “tre tanter, engageret i bl.a. fredsarbejde, der finder nyheder udenfor mainstream-medierne”, og det har de snart begivet sig af med i fem år. Læs mere her.

Beat 2009

Årets plader ifølge radioprogrammet Mod Strømmen. Top-21. Ingen specifik placering. Intet kommentarspor.

Black Lips: 200 Million Thousand
Wooden Shjips: Dos
Atlas Sound: Logos
Hope Sandoval & The Warm Inventions: Through The Devil Softly
Jesse Dee: Bittersweet Batch
The Pains of Being Pure at Heart: The Pains of Being Pure at Heart
The Leisure Society: The Sleeper
Nikolaj Nørlund: Tid & Sted
Grizzly Bear: Veckatimest
Levon Helm: Electric Dirt
Bill Callahan: Sometimes I Wish We Were An Eagle
St. Vincent: Actor
Tinariwen: Imidiwan:Companions
Yo La Tengo: Popular Songs
Flaming Lips: Embryonic
Bob Dylan: Together Through Life
Wilco: Wilco (The Album)
Animal Collective: Merriweather Post Pavillon
The Felice Brothers: Yonder Is The Clock
Pastels/Tenniscoats: Two Sunsets
Fuck Buttons: Tarot Sport

Summa summarum

“Why don't I write about the '70s? I don't care about them. '70s movies are overrated, and punk is bullshit”

- forfatteren James Ellroy, der knapt kunne sætte et pennestrøg forkert i 1990'erne, til magasinet The Word, december 2009

”Satta Massagana for Jimmy Dread…”

“Tag med mig til Mars / Hvor pigerne er grønne som asparges…”

Fela Kuti tager altid kegler. ‘Free Arthur Lee’ med The Make Up kan også gøre det. For det meste er det dog et dansk orkester, som bargæster rundt omkring i København, har applauderet med en løftet tommeltot eller endnu bedre et “skru op for fanden ”, når undertegnede sommetider, har ført sig frem som dj.

Bandet, det drejer sig om er nu opløste Jetsons. I 2002 udsendte det en seks track ep, der burde have klassikerstatus i danske garagerockcirkler. Om det har været åbningssangen ‘Ekko‘, ‘Lus I Abegrotten’ eller ‘Tag Med Mig Til Mars’, der er blevet spillet er sådan set ligegyldigt. De har alle vakt begejstring og har aftvunget selv den mest hårdkogte, defaitistisk og ‘har-set-og-hørt-det-hele-før-stamgæst’ et vip med foden og et bredt smil.

Da radioprogrammet Mod Strømmen for et par uger siden havde besøg af The Umtamed, der opstod på asken af Jetsons og The Burnouts, faldt talen på ep’en og det faktum, at den kun havde været i omløb ved ganske få koncerter og i københavnske inderkredse. Det har vi nu den fornøjelse at råde bod på.

1. Ekko
2. Yeah
3. Lus I Abegrotten
4. Tag Med Mig Til Mars
5. Dræb Mig
6. Kosmospiloten

Marco Burro: Bas og vokal
Baba Al Tarum: Guitar
Bruno Vanilli: Farfisa
Fidel Kastrup: Trommer

Udpak hele molevitten fra denne zip-fil.

Angående denne bloggerkugles dj-aktivitet, så kig forbi Drone Bar på Nørrebrogade nu på onsdag, d. 16. december, hvor det bliver til et par timer i forbindelse med This Ain’t Havanas faste onsdagsklub.

Reefermania / Mr. Twist In The Bathroom

"'The Twist' really ruined my life. I was on my way to becoming a big nightclub performer, and 'The Twist' just wiped it out. It got so out of proportion. No one ever believes I have talent."

Man kan godt tillade sig at kalde denne udtalelse af Chubby Checker for desillusioneret. På den anden side, er det hverken første eller sidste gang at et smashhit har spærret for kunstneriske ambitioner. Chubby Checker’s version af Hank Ballard & The Midnighter’s 'The Twist' blev den første i en række af singler, som Checker udsendte i første halvdel af 1960’erne, der søgte at skabe eller skabte en ny dansedille. 'The Twist' slog stort igennem og nåede toppen på den amerikanske hitliste i både 1960 og 1962. Der var Chucker merchandise overalt, t-shirts, sko, slips, dukker, regnfrakker og tyggegummi. I 1963 giftede han sig under stor bevågenhed med den hollandske model Catharina Lodders, der havde været Miss World året før.

I 1965 begyndte dansevanviddet at tage af. På det tidspunkt, havde ungdommen vredet sig gennem The Twist, The Fly, The Hully Gully, The Popeye, The Jerk, The Boogaloo, The Philly, The Locomotion, The Swim, The Hucklebuck, The Funky Broadway, The Pony m.fl. Chucker prøvede dog at presse citronen en sidste gang med 'Let's Do The Freddy'. Det entrede hitlisten, men derefter var det slut.

I anden halvdel af årtiet boede han i Holland og turnerede Europa tyndt med det man i dag har døbt et ’oldies show’. Der blev stadig drømt søde drømme om et stort come-back. Checker slog kludene sammen med Ed Chalpin, hvis ry i musikbranchen var temmelig blakket. Spørg bare Jimi Hendrix.

I 1971 kom lp’en 'Chequered' eller 'New Revelation' eller noget helt tredje, alt efter hvor man nu befandt sig i verden. Det var en anden Chubby Checker det vedholdende publikum mødte. En Checker, der havde forsøgt at holde sig ajour med de nyeste tendenser. Om det var funky psychedelic soul eller sløret garage-psych, så havde han et bud. Ikke hermed sagt, at han beherskede udtrykkene, men flere af numrene havde sin egen udsyrede charme. Fx ’Stoned In The Bathroom’…

Beat 2009 i Mod Strømmen

Torsdag d. 17. december, mellem kl. 18-20, giver redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) et bud på de bedste plader fra i år.

”A Normal Day For Brian, A Man Who Died Every Day"

"I used to play my guitar as a kid
wishing that I could be like him
But today I changed my mind
I decided that I don't want to die
But it was a normal day for Brian
Rock and Roll's that way
It was a normal day for Brian
A man who died every day"

Det hænder, at det er et fotografi, der dikterer hvilken retning indlæggene her på bloggen tager. Billedet af Brian Jones, fik således undertegnede til at tænke på Pete Townshead’s mindeord til én og samme, der blev publiceret i avisen The Times efter det definitive farvel. Jim Morrison ville åbenbart også være med i mere end en forstand.

'Fookin' stooodents'

Bandnavnet Gang Of Four er selvfølgelig en provokation. Gang Of Four eller på fladt dansk Firebanden, var en herskende gruppe under den kinesiske kulturrevolution (1966-69), der efter 1969 med Maos samtykke, bevarede kontrollen med propagandaen i Det røde Kina. Efter formandens død i 1976 blev Firebanden fængslet og stillet for en domstol. To blev dødsdømt, men senere benådet, mens de to andre fik lange fængselsstraffe.

Punk/funkgruppen Gang Of Four udsprang af miljøet omkring Leeds Universitet i 1977. I de år var Sociologi mode-studiet og det tiltrak mange politisk interesserede unge, der gav liv til en lang række inferiøre venstrefløjsfraktioner med hver deres chefideolog. Gang Of Four var ikke maoister, var end ikke medlemmer af nogen marxistisk-leninistiske grupperinger, men det var et klart produkt af den venstresnoede universitetskultur i 1970’erne. Sat på spidsen, havde det sammensat dets egen ideologi af begynderguider til det tyvendeårhundredes store tænkere, plus lige dele Benjamin og Brecht og mindre dele Gramsci, Lukacs og Althusser. Altså en slags 'vi-tager-det-vi-kan-bruge-begrebsapparat', men uden den rigide indoktrinering, som prægede massevis af studentergrupper. I Gang Of Four's verden blev det til en samfundsmæssig og politiske indignation, der gik hånd i hånd med et implicit engagement i og krav om social forandring og retfærdighed.

Gang Of Four debuterede med singlen 'Damaged Goods' på det skotske label Fast Product i december 1978. Nummeret blev hurtig en favorit i John Peel’s højtelskede radioprogram på BBC. I 1979 skrev det kontrakt med EMI, som udsendte singlen 'At Home He's a Tourist'. At være i stald hos et stort pladeselskab gav naturligvis gruppen visse privilegier, såsom at det fik adgang til tidens hotteste musikudsendelse i britisk tv, BBC’s Top Of The Pops. Dog med det forbehold, at BBC ikke tolererede brugen af ordet 'rubbers' på udspillet, og derfor insisterede på, at det blev skiftet ud med det tilforladelige 'packets'. Det nægtede Gang Of Four pure, hvorefter singlen blev forbudt på både BBC radio og tv. Det fik også EMI til at lægge gruppen på is. Herfra kunne Gang Of Four så følge, hvordan selskabet begyndte at kaste penge efter dets nye investering, Duran Duran.

Blues Stay Away From Me

”Blues, stay away from me,
Blues, why don't you let me be?
Don't know why you keep on haunting me.

Love was never meant for me,
True love was never meant for me.
Seems somehow we never did agree.

Life is full of misery
Dreams are like a memory
Bringing back your love that used to be.

Tears, so many I can't see,
Years don't mean a thing to me.
Time goes by and still I can't be free.”

© Alton Delmore, Rabon Delmore, Henry Glover, Wayne Raney, 1949

Jule-jingle-jangle i Mod Strømmen.

På grund af en julefrokost, har radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) byttet om på årets sidste to udsendelser. Det vil sige, at nu på torsdag 10. december, mellem kl. 18-20, sender vi årets Jule-jingle-jangle. Beat 2009 bliver sendt 17. december.

The Cold Hard Facts Of Life

For en stund

Det sker jævnligt, at vi bliver spurgt om man kan høre radio-udsendelsen Mod Strømmen over nettet? Nej, har responsen været. Ikke desto mindre, har enkelte programmer været tilgængelige, men da det snart er lang tid siden, at der er uploaded nyt, vil vi for en kort stund her i december, gøre det muligt at lytte til udvalgte programmer.

Vi begynder med The Hogliners, Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany og Jan Sonnergaard. Udsendelserne er at finde i vort playlistearkiv. Bær over med den forringede lydkvalitet. God fornøjelse.

Stax/Volt Tour, Norge, 1967

Plakaten taler for sig selv. Meget bedre får man det ikke indenfor stilarten. Se den timelange koncert ved at følge de seks link. Et, to, tre, fire, fem, seks.

Nationale klenodier

”Jag har inte varit utanför Europa på femton år. Senast jag var i USA var -90, -91. Jag älskar New York och vill jättegärna åka till New Orleans, men det finns ju annat än USA också. Hongkong har jag varit på väg till i tjugo år. Men, jag har så många ställen i Europa. Hamburg till exempel har jag hängt i hur mycket som helst, nästan så jag kan bli trött på staden. Någonstans känner jag en fascination och tillhörighet och en nyfikenhet på den tyska kulturen. Jag försöker se de häftiga sidorna i detta gigantiska land. Det går ju fortfarande ett nattåg från Malmö till Berlin 21.37 och då kan jag öppna fönstret ibland och se när det går förbi min lägenhet där. Jag kommer aldrig att bli färdig med Europa, det är omöjligt, men man kan ju göra en avstickare till, inte vet jag, norra Afrika kanske.”

- Joakim Thåström til Dagens Nyheter, 26. november 2009

Det er muligvis lidt af en tilsnigelse at kalde Thåström for et svensk nationalt klenodie, men der er noget om snakken. Til gengæld, kan man med sindsro sige, at popsanger Ian Dury, her små ti år efter, at han tabte til en kræftsygdom, har opnået at blive nationalt klenodie i England.

The Untamed i Mod Strømmen

Psychobilly er vist den korrekte genrebetegnelse for trioen The Untamed. I september kom gruppens tredje LP, 'Delicious Death', der ligesom 'Eerie Stories' fra 2003 og 'Strange Unknown' fra 2005, rummer stort set alle psychobilly-kendetegn; bas, guitar og trommer, elementer af punkrock og rockabilly, horror, voodoo, science fiction, referencer til alskens b-film, vanligvis serveret med et skævt smil und so weiter...

Nu på torsdag, 3. december, har radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) den store fornøjelse at få besøg af The Untamed. Stil ind mellem, kl. 18-20. Lørdag d. 5. december kan man ydermere opleve bandet live i Amager Bio. Til slut et link til Submarine Sessions, hvor The Untamed spiller 'The Living Dead'.

Vigtigheden af et groove

Det kræver ikke andet end et strejfblik henover listerne med årets bedste plader, før der tegner sig et tydeligt billede af, at anmelderkorpset anser 'Merriweather Post Pavilion' af Animal Collective, som en af 2009s fornemmeste udgivelser. Og ikke nok med det, albummet figurerer sågar på flere af de lister, der gør regnskab over årtiet. Til trods for, at man har kunne høre og vurdere 'Merriweather Post Pavilion' siden januar i år, har det ikke forvisset denne bloggerkugle om det rette i den placering.

Animal Collective har længe været et interessant bekendtskab. Bandets særegne kredsen om The Beach Boys, afrikansk stamme-folk, minimalisme, techno, dub og psychedelia, har givet plusser på undertegnedes karakterblad. Det opvejer imidlertid ikke, at Animal Collective i dets søgen efter en ny popskabelon stadigvæk har tilbøjelighed til at begive sig ud i nogle abrupte eksperimenter, hvor brudstykker og fragmenter flagrer hjælpeløst omkring. Så selvom kvartetten på 'Merriweather Post Pavilion', har forsøgt at slibe kanterne af og finde en mellemvej, en kombination af det modsatrettede, bliver det aldrig til andet end et underligt kompromis, der ikke peger nogen vegne hen.

Til gengæld går man ikke fejl af noget som helst ved at købe det gamle The Band-medlem Levon Helms album fra i år, 'Electric Dirt'. Siden Helm overvandt den strubekræft, som han fik konstateret tilbage i halvfemserne, har han i dette årti udgivet to plader. I 2007 kom 'Dirt Farmer', der trak på den amerikanske folktradition, og i år altså 'Electric Dirt', som er langt mere rockende end forgængeren. Man kan også høre at Helms stemme har fået det bedre. Som trommeslager kender han vigtigheden af et godt groove - det er måske der det i virkeligheden går galt for Animal Collective - og det evner Helm sandelig stadig at lægge. Om det er i versionen af The Grateful Dead's 'Tennessee Jed' eller Muddy Waters' 'You Can't Lose What You Ain't Never Had', så holder albummet et meget høj niveau hele vejen. Herligt.

De forestående dage

I aften kan man opleve anden afdeling af Vegas nye tiltag 'Verden ifølge…', hvor en række etablerede musikere peger på nye danske navne, som på den ene eller anden måde har imponeret dem. Aftenens vært er Jens Unmack og han har valgt at præsentere den anmelderroste, københavnske americana-kvartet The Rumour Said Fire og en af denne sides live-favoritter, rockcomboet Howl Baby Howl. Det begynder kl. 21.00.

Fredag spiller ikke helt definerbare The Crooked Spoke i Husets Teater på Halmtorvet. Bandet debuterede sidste år med 'The One You Left Behind', som undertegnede stiftede bekendtskab med, da rockorkestret Mescalin, baby var på besøg i radioprogrammet Mod Strømmen i september i år. Siden da har The Crooked Spoke stået højt på koncert-ønskesedlen. Det ønske bliver måske indfriet i morgen, kl. 22.30.

Lørdag går turen til Christianshavns Beboerhus, hvor én-kvinde-bandet Chili Goes Chili og en anden af denne blogs favoritter, Free Electric, optræder, kl. 20.00

Be-bop-a-lula hela jävla dan

NME’s Top-5, 1979

Snart vælter årslisterne ind. For ikke at gøre 2009 til mere end det er og for at sætte rockmusikken i perspektiv, går vi tredive år tilbage i tiden. Helt nøjagtig 1979, selv om netop det år kan forekomme unfair at drage sammenligning med.

1. Talking Heads - Fear Of Music
2. Public Image Ltd. - Metal Box
3. Joy Division - Unknown Pleasures
4. The Jam - Setting Sons
5. Gang Of Four - Entertainment

Længere nede på listen finder man The Clash, Wire, Pere Ubu, Linton Kwesi Johnson, The Only Ones, Bob Dylan, Tom Waits, David Bowie m.fl.

The Bottom of the Bottle

Det glemte efterord

Det er ikke forbi man mister udslaggivende pointer. Mange vil formentlig ikke end gang bemærke eller savne det, hvis man ikke lige vidste det skulle være der. Gyldendal har dog alligevel følt sig foranlediget til at lægge journalist, forfatter og litteraturforsker Henrik Wivels efterord til den nye danske oversættelse af Victor Bockris’ glimrende biografi om Keith Richards ud på dets side, fordi det af slendrian ikke kom med i bogen.

The Hogliners i Mod Strømmen

”Mixing the wild Texas-beat and farfisa sound with the mid sixties California jingle jangle…”

I ovenstående gemmer der sig en gudsvelsignelse af musikalske referencer. Ingen nævnt, ingen glemt. Det er garagerock-orkestret The Hogliners, der har valgt denne beskrivelse, som ledesnor for dets elektriske udladninger. Hvor end de ord så fører os hen, når bandet kigger forbi radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), torsdag d. 26. november, kan man kun gisne om, men kedeligt bliver det med garanti ikke. Lyt med kl. 18-20.

Summa summarum

”Punk is just real good basic rock & roll…real basic fifties and early sixties rock”

- Nancy Spungen, groupie, stripper, manager, henfaren sandhedsvidne m.v.

Cadeau

Til trods for, at radioprogrammet Mod Strømmen tid efter anden kalder en udsendelse for Shoot From the Hip, betyder det ingenlunde, at der ikke ligger et minimum af planlægning bag. Til morgendagens program, kan vi således allerede rykke ud med, at der er fundet nogle numre frem med Doug Sahm. Og det er der af den simple grund, at det i dag er ti år siden, han døde af et hjertetilfælde.

Sahm udgav sin første plade i 1955. Siden kom han til at stå i spidsen for The Knights, The Pharaohs, The Dell-Kings, The Markays, Sir Douglas Quintet og Doug Sahm Band. Ligesom han spillede en væsentlig rolle i The Texas Tornados. Fælles for de fleste af grupperne var, at de bestod af Sahm og keyboardspilleren Augie Meyers, og hvem de mere eller mindre tilfældigt inviterede med i studiet.

John Sinclair’s Radio Free Amsterdam

Under Wilco’s live webcast fra spillestedet Paradiso i Amsterdam i går, fandt denne blogger en god anledning til at søge lidt på må og få om byen. Dels af gammel kærlighed, dels ved det, at der kun kom lyd fra Paradiso ingen billeder.

Det blev til en del spredt fægtning, før der dukkede et link til Radio Free Amsterdam op. Her viste det sig, at John Sinclair, stifter af White Panther Party, tidligere manager for MC-5, og manden som John Lennon skrev 'Ten for Two' eller som sangen rettelig hedder 'John Sinclair' til, havde sit eget radioprogram. Sinclair har boet i Amsterdam siden 2003. I 2004 begyndte hans udsendelsesrække, der har besøg af digtere og kunstnere af forskellige afskygninger, spiller jazz, blues, rock, soul og eksperimental musik og meget gerne leder samtalerne hen på marihuana. Hør programmerne.

Årets sene perle (som om der har været flere)

Der er mange, der gerne vil begrave den traditionelle musikanmeldelse. Altså, den man læser i bladform og som kræver en form for aktivitet. Enten ved at huske navnet på bandet etc. eller ved at bevæge sig hen til computeren for at sætte en søgning i gang. Undertegnede har gennem et længere stykke tid, haft en krøllet lap papir med påskriften Hush Arbors liggende i sin jakke. Den er blevet vendt og drejet, den har skiftet lomme, den er blevet taget op og lagt tilbage. Lige indtil forleden dag, hvor den flossede seddel var på vej i papirkurven. Til alt held blev ordene tjekket på nettet.

Hush Arbors er et en-mands-projekt. Bag navnet gemmer sig amerikanske Keith Wood, der er bosiddende i London og som nogle sikkert nikker genkendende til i forbindelse med folk- og psychstilisterne i Six Organs af Admittance. Den nye plade, der har fået titlen ’Yankee Reality’, er den anden som Hush Arbors udsender. Den er produceret af J. Massic fra Dinosaur Jr. og udkom på Thurston Moore's plademærke Ecstatic Peace i begyndelsen af oktober.

Det er ikke fordi Wood, bevæger sig ud i noget nyt og uprøvet. Slet ikke. Udtrykket befinder sig et sted mellem traditionsbunden folk, country og psykedelisk rock. Det interessante er derimod, at han formår at holde stilen med et par ekskursioner. Der er stort set intet fyld blandt ’Yankee Reality’ ti skæringer. Vi får tempofyldt rock på ’Lisbon’, Love-reminiscenser på den hypnotiske ’Sun Shall’, mens Capt. Beefheart tilsmiler ’Take It Easy’. Det er som om, at der i ethvert spor bruser nye elementer op til overfladen. Elementer, der måske peger fremad, men så sandelig også har føling med musikhistorien. Og så gør det som bekendt heller ikke noget, at sangene emmer af mildhed og varme, der ikke kun gør albummet behageligt at lytte til, men sine steder ligefrem glædestrålende. November er reddet.

Årtiet i bogform

1. Carl Wilson - Let’s Talk About Love (A Journey To The End Of Taste) (2007)
2. Chuck Klosterman - Killing Yourself to Live: 85% of a True Story (2005)
3. Jeff Chanc - Can’t Stop Won’t Stop: A History of the Hip-Hop Generation (2005)
4. Michael Azerrad - Our Band Could Be Your Life: Scenes from the American Indie Underground 1981-1991 (2001)
5. Rob Sheffield - Love Is A Mixtape (2007)
6. Elijah Wald - Escaping The Delta: Robert Johnson and the Invention of the Blues (2004)
7. Peter Guralnick - Dream Boogie: The Triumph of Sam Cooke (2005)
8. Bob Dylan - Chronicles Vol. 1 (2004)
9. Amanda Petrusich - It Still Moves (2008)
10. Alex Ross - The Rest Is Noise: Listening To the 20th Century (2007)
11. Jim Walsh - The Replacements: All Over But the Shouting (2007)
12. Various authors (Sean Manning, editor) - The Show I’ll Never Forget anthology (2007)

Paste Magazine har givet et bud på de tolv bedste musikbøger siden år 2000. Savner du detaljer og flere ord, prøv her.

Shoot From the Hip #4 (2009) i Mod Strømmen

Det er efterhånden længe siden, at radioudsendelsen Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), har skudt fra hoften. Tør ikke sige om programpunktet har været savnet? Til syvende og sidst er det desuden et irrelevant spørgsmål, da det er det, der kommer til at ske nu på torsdag, d. 19. november, mellem kl. 18-20. Med andre ord, der er intet tema, ingen regler, bare den musik, som redaktionen finder relevant i det givne øjeblik. Lyt med.

What Ain't to Be, Just Might Happen

Nye Rødder

Torsdag d. 12. november

kl. 20.00 De Efterladte
kl. 21.00 Dreamjockey
kl. 22.00 Whale Watching Tour
kl. 23.45 Frisk Frugt

Fredag d. 13. november (UDSOLGT med mindre man køber billet til alle dage)

Lørdag d. 14. november

kl. 20.00 Er De Sjældne
kl. 21.00 Cody
kl. 22.00 Robot feat. Claus Hempler
kl. 23.00 Slaraffenland
kl. 00.15 The Young Comets

Priser med mere...

'City Slang'

Og ja. Titlen på digtsamlingen med den store betydning for dansk åndsliv, stammer herfra via et badge, som Patti Smith bar på Daddy's Dance Hall i København i maj 1976. Rest In Peace, Fred 'Sonic' Smith.

Og dog….

Galleri til højre, række 2, plads 44. I aften.

Et par plakater fra Wilco’s efterårstour i U.S.A. Det kgl. Teater har vist ikke lagt samme omhu for dagen. Sætlisten fra Ancienne Belgique i Bruxelles, fredag d. 6. november, lover imidlertid godt.

1. Via Chicago
2. I’ll Fight
3. Company In My Back
4. Wilco (The Song)
5. A Shot In The Arm
6. Bull Black Nova
7. I Am Trying To Break Your Heart
8. One By One
9. Misunderstood
10. Deeper Down
11. Handshake Drugs
12. Wishful Thinking
13. Impossible Germany
14. Poor Places
15. Reservations
16. Spiders (Kidsmoke)
- - -
17. Jesus, Etc.
18. Sonny Feeling
19. The Late Greats
20. Heavy Metal Drummer
21. Hate It Here
22. Walken
23. I’m The Man Who Loves You
24. Monday
25. I’m A Wheel

Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany i Mod Strømmen.

Indtil fornyelig var det kun sagnet om Esbern Snare, Biskop Absalon og de to kirketårne, der vakte genklang, når denne bloggerkugle hørte navnet på den midtsjællandske by, Fjenneslev. Nu er bandnavnet Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany langsomt begyndt at tage over. Selv beskriver orkestret sig, som ”Sophisticated British Paisley Psych, San Francisco folk/Psych and Dark Swedish forrest sounds of acid rock…”. Med andre ord, det man på godt dansk, kalder syrerock.

Lyt med, når radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), næste torsdag, dvs. d. 12. november, mellem kl. 18-20, får besøg af Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany. På falderebet kan vi nævne, at de tager deres instrumenter med.

'Cocaine Eyes'

Hvis man lytter nøje efter i begyndelsen af 'Cocaine Eyes', der åbner med arketypisk Neil Young guitar-feedback, kan man høre Young reagere på en indvending eller en protest fra en producer. Young tager til genmæle med noget i retning af ,"Yeah, but that sounds good, though!", hvorefter han kaster sig ud i fire minutters hård rock'n'roll, for ligesom at bevise, at det er det han gør bedst.

'Cocaine Eyes', kan man finde på fem-spors ep’en, 'Eldorado', fra 1989, der kun blev udgivet i Japan og Australien. Tre af sangene, 'Don’t Cry, den gamle The Drifters’ træffer 'On Broadway' og 'Eldorado', kom senere med på 'Freedom'.

Stil i øvrigt ind på radioprogrammet Mod Strømmen, kl. 18.00, i aften, hvor temaet er øjne.

”Noveller minder om mareridt…”

I oktober udgav Jan Sonnergaard sin første roman. I dag kommer en ny novellesamling, 'Gamle Historier'. I den anledning, har Informations Kristen Bjørnkjær, sat forfatteren stævne i kælderen under baren Floß i det indre København. Det kom der et langt videointerview ud af.

Nu, vi er ved Floß, så spiller københavnske The Breakers, de næste fire fredage i selvsamme kælder. Det sker, som en form for opvarmning, før bandet tager til New York, for at indspille dets kommende album på Steven van Zandt's plademærke Wicked Cool Records. Månedens koncerter byder for resten på gæstevisitter af ”Steen Jørgensen (Sort Sol), Lasse Storm (Sha La Las), Pato, Kenneth Thordal samt en større horn-sektion”.

'Nøgne Øjne'

'Gary Gilmore’s Eyes'

Engelske The Adverts havde i ordenes sande betydning et one-hit-wonder. I 1977 fik gruppen et top-20 hit i hjemlandet med singlen, 'Gary Gilmore’s Eyes'. Musikalsk lå det tæt op ad den lyd, som punken havde vakt til live igen, men derudover, havde det ikke noget særligt at byde på. Derfor vil det nok undre en eller anden, at musikbladet The Sounds, har kaldt pletskuddet, "the sickest and cleverest record to come out of the new wave”.

Bag teksten gemmer der sig imidlertid en interessant, omstridt og for datiden aktuel historie. Ikke alene var Gary Gilmore, den første drabsmand, der blev henrettet i USA siden 1967, han insisterede også selv på at blive dømt til døden. Sagen sluttede ikke her. Gilmore havde nemlig anmodet om, at hans øjne blev brugt til transplantation efter hans død. Og det var netop hvad der skete. Få timer efter eksekutionen, fik en øjenpatient synet tilbage ved hjælp af Gilmore’s hornhinder. Men, hvad tænkte og gjorde modtageren, da han/hun vågende op med en henrettet morders øjne? Den tanke legede og hittede The Adverts med.

”I'm lying in a hospital,
I'm pinned against the bed.
A stethoscope upon my heart,
A hand against my head.
They're peeling off the bandages.
I'm wincing in the light.
The nurse is looking anxious,
And she's quivering in fright...

I'm looking through Gary Gilmore's eyes.

The doctors are avoiding me.
My vision is confused.
I listen to my earphones,
And I catch the evening news.
A murderer's been killed,
And he donates his sight to science.
I'm locked into a private ward.
I realise that I must be...

Looking through Gary Gilmore's eyes.
Looking through Gary Gilmore's eyes.

I smash the light in anger.
Push my bed against the door.
I close my lids across my eyes,
And wish to see no more.
The eye receives the messages,
And sends them to the brain.
No guarantee the stimuli must be perceived the same...

When looking through Gary Gilmore's eyes.

Gary don't need his eyes to see.
Gary and his eyes have parted company”

'Far Away Eyes'

"You know, when you drive through Bakersfield on a Sunday morning or Sunday evening, all the Country music radio stations start broadcasting black Gospel services live from L.A. And that's what the song refers to. But the song's really about driving alone, listening to the radio."

- Mick Jagger til Rolling Stone Magazine, 1978. Adspurgt om pigen havde et forbillede i virkelighedens verden, replicerede han, "Yeah, she's real, she's a real girl."

En torn i øjet.

Sidst på eftermiddagen i går, spenderede denne bloggerkugle en ærgerlig time på at rive sig selv i næsen med, at han ikke fulgt nøje med i koncertkalenderen. For på det tidspunkt lod det til, at han ville gå glip af aftenens koncert med Justin Adams og Juldeh Camara på spillestedet Global på Indre Nørrebro.

Adams og Camara’s musik er blevet beskrevet som ”Ali Farka Toure on speed". Noget kan der godt være om det. Det første undertegnede tænkte på, da han hørte duoens andet udspil, 'Tell No Lies', fra i år, lå dog mere i retning af et afrikansk bluesjam ud på de små timer et sted i Timbuktu.

Camara stammer fra Gambia og har indenfor de seneste år opnået anerkendelse, som en af verdens førende musikere på rittien, der er en en-strenget violin. Selv siger han, at hans musikalitet er en gave fra skovens ånder, som hans blinde far modtog til gengæld for sit syn. Camara har bl.a. spillet sammen med The Blind Boys of Alabama, Batani Marimba og kora-duksen Seckou Keita. I 2007 udsendte han og Adams debuten, 'Soul Science'.

Hvorledes de mødte hinanden, bliver nok for omstændeligt at fortælle. Vi kan dog komme det lidt tættere ved i flæng at nævne Jah Wobble og Bill Laswell, som nogle navne, de lærte hinanden at kende igennem. Ligesom 'Festival In the Desert', nord for Timbuktu, som Adams har været en af de ledende kræfter bag, har spillet en rolle. Når vi er ved det, må man også slå ned på, at Adams har produceret Tinariwens gudbenådede ørkenblues-debutplade.

Det er ikke fordi, at nettet flyder over med billed- og lydmateriale med d'herrer. Nummeret vi har valgt at linke til, er oven i købet atypisk for helhedsindtrykket på 'Tell No Lies'. Det drejer sig om 'Fulani Coochie Man', hvor Camara’s ritti nærmest spiller samme part, som mundharmonikaen gør hos fx Muddy Waters. Dig it.

Hvordan gik aftenens koncert så? Storartet, set i lyset af, at Adams og Camara først skal spille lørdag d. 21. november, og at denne signatur har mulighed for at være der den dag.

Øjne i Mod Strømmen

Et løftet øjenbryn, en rynken på næse, en hånlig latter, smilende øjne, en karakterfast hage, stiff upper lip, våde hundeøjne. Forsæt selv rækken på små eller store tegn, hvor ansigtet viser en følelse eller giver en karakteristik af en person. I almindelig sprogbrug finder man i metermål af disse talemåder. Indenfor musikken gør det samme sig gældende. Redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), har derfor måtte trække en streg i sandet i forhold til den temaudsendelse, som var under forberedelse med arbejdstermen, ‘Face to Face’. Vi har valgt kun at koncentrere os om øjne, hvilket også har vist sig at være et nærmest utømmeligt emne. Lyt med torsdag, d. 5. november, mellem kl. 18-20.

Hvis nogen skulle føle sig foranlediget til at tjekke om vi efteraber Bob Dylan’s Theme Time Radio Hour udsendelse med samme tema, kan vi gøre det nemmere for dem. Playlisten var som følger:

Chuck Berry - Brown Eyed Handsome Man (1956)
Jimmy Martin - 20/20 Vision (1954)
Van Morrison - Brown Eyed Girl (1967)
Jimmie Rogers - My Blue Eyed Jane (1930)
Clarence ‘Gatemouth’ Brown - She Winked Her Eye (1951)
Al Martino - Spanish Eyes (1966)
Ernestine Anderson - Keep An Eye On Love (1963)
Chuck Higgins - Eye Balling (1955)
Blue Sky Boys - Brown Eyes (1940)
Sonny Boy Williamson II - Eyesight To The Blind (1951)
George Jones - Tell Me My Lying Eyes Are Wrong (1975)
Nick Lowe - Raging Eyes (1983)
Wynonie ‘Mr Blues’ Harris - Bloodshot Eyes (1951)
Johnny Cash - I Still Miss Someone (1958)
The Flamingos - I Only Have Eyes For You (1959)
The Streets - Dry Your Eyes (2004)

'This May Be The Last Time'

Med lidt god vilje, kan man forfægte, at The Staple Singers historie begyndte i 1915. Det var i al fald året, hvor Roebuck 'Pops' Staples blev født i Winona, Mississippi. Som ung blev han tiltrukket af kirken og gospelmusikken. Omtrent samtidig lærte han den navnkundige deltablues-performer, Charley Patton, at kende. Et venskab, der for størstedelen blev dyrket rundt omkring på barer og ved fester i Mississippi Deltatet, hvor Staples afkodede den gamle mesters guitarspil. I slutningen af 1930’erne flyttede han til Chicago, hvor han i 1951 dannede familiegruppen, The Staple Singers, sammen med sine børn Cleotha, Pervis og Mavis.

I 1952 kom The Staple Singers første single, 'They Are They', på eget selskab. Året efter fik de kontrakt med United, hvor de i 1955, udsendte den traditionelle folk-gospel, 'This May Be The Last Time', der senere blev indspillet af The Grateful Dead, og som Mick Jagger og Keith Richards brugte som forlæg for den første sang de skrev, der blev en The Rolling Stones A-side, nemlig 'The Last Time'. Inspirationen fra The Staple Singers har The Glimmer Twins aldrig lagt skjul på. I gospelkredse var der dog en del harme over, at The Staple Singers ikke fik royalties, fordi Stones var et højt profileret band, der byggede deres succes op på at omarbejde numre af sorte kunstnere. I Stones version får en pige klar besked om at det kan være slut, mens The Staples Singers udgave har et mere opløftende og åndeligt budskab.

Chinese Rocks!

Dylan vs. Dylan

"I've done more for Dylan Thomas than he's ever done for me"

- Bob Dylan, New York City, 1966.

I og omkring Memphis, TN, 1971.

Under sessionerne til Big Star’s '#1 Record', havde guitarist, sanger og sangskriver Chris Bell og bassist Andy Hummel af og til et smalfilmskamera med. Det kom der nogle fantastiske optagelser ud af, der midt i al det tidstypiske, viser et band, der er ved at skabe et af de tidlige halvfjerdseres allerbedste album. Og så er det egentlig lige meget, at vedkommende der har sat billederne sammen, nok burde have valgt en anden sang, idet 'Thank You Friends' stammer fra 'Third/Sister Lovers', der først blev indspillet i 1974, og som Chris Bell ikke havde nogen andel i.

"All of us have a place in history. Mine is clouds."

I dag er det 25 år siden, at den amerikanske hippie-forfatter Richard Brautigan’s opløste lig blev fundet i det store, gamle hus i Bolinas, Californien, hvor han boede alene. Brautigan lå på stuegulvet foran et panoramavindue med vue udover Stillehavet og med en Magnum 44 ved sin side. Den eksakte dødsdag er ukendt.

Painting For The Skies

”Drill a hole in the sky. Cut out a paper the same size as the hole. Burn the paper. The sky should be pure blue.”

- Yoko Ono, 1961. Her et mindre udvalg af Ono’s Instruction Pieces fra første halvdel af 1960’erne.

Spil Dansk i Mod Strømmen

Den sidste torsdag i oktober, har i flere år været helliget Spil Dansk Dagen i radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). I år er ikke anderledes. Lyt med, torsdag d. 29. oktober, mellem kl. 18.00 - 20.00. Se frem til musik med gæster, der har været forbi vort ydmyge studie.

Og til dem, der savner en playliste fra den averterede udsendelse med Liebgott og Ortved, så må vi skuffe jer. Af ukendte årsager, dukkede de ikke op i går. Om der er tale om en misforståelse eller forveksling af datoer, ved vi ikke på nuværende tidspunkt. Vi nærer imidlertid stadig forhåbning om, at se parret ved en senere lejlighed. I mangel af bedre og alternativ tilrettelæggelse, blev undertegnedes iPod sat på shuffle.