Everybody Loves Saturday Night…

Det har regnet i nat. Meget endda. Jeg vågnede tidligt, lå længe og lyttede til plaskregnens trommen på taget og metalliske piblen i tagrender og nedløbsrør. 30 mm blev det til. Med tankerne kredsende om, hvad jeg skulle bruge bloggen til i dag, døsede jeg atter hen. Da jeg vågnede var det med folkstandarden, ’Everybody Loves Saturday Night’, på læberne. 

Hvor den kom fra har jeg ingen anelse om, men det fik mig ikke desto mindre til at tænke på idéen om lørdag aften. Ugens kulmination, tidspunktet hvor festen gerne skulle være på sit højeste, tidspunktet hvor arbejdsdagens små genvordigheder er glemt. Det bragte mig hid og did, men efterhånden begyndte et mindre sammenligneligt studie at tage form. Jeg ville undersøge, hvilke orkestre og solister de danske musikfestivaler, der er mange, havde sat på programmet lørdag mellem kl. 21-23. Kunne jeg aflæse en tendens? Var der lagt op til fest eller hur? Det tog jeg nøjsomt fat på. Det gik dog hurtigt op for mig, at det blev for omfangsrigt og kedeligt. Navnene var ganske enkelt ikke interessante nok.

For at mit indledende arbejde ikke skal være helt formålsløs, vil jeg bruge en snert af råmaterialet til at se lidt nærmere på et par stykker af den kommende weekends festivaler. Med festival, mener jeg, dem af flere dages varighed. Endvidere har jeg holdt mig til de enkelte festivalers største scener, hvis der altså er flere end en.

Jeg begynder i Jylland, nærmere bestemt på Grimfest i Brabrand, hvor den dansk-sydafrikanske sangerinde Barbara Moleko og Peter Sommer spiller i ovennævnte tidsrum. Videre til Spire Festival, der finder sted på Tuse Næs nord for Holbæk. Her har de sat Red Warszawa til at underholde i prime-time. Helsingør Festivalen har til gengæld et par navne på, som jeg aldrig har hørt om. Elektroniske Macaco Mau og As If. Sidstnævnte kan jeg ikke engang finde oplysninger om. Spændende. I København når både When Saints Go Machine og Turboweekend på scenen på Trailerpark Festival, mens Wu-Tang Clan skal prøve at trække folk op af campingstolene til den nye Vanguard Festival i Søndermarken.

Min lille rundtur ender ved Kildemose Festivalen på Fyn. Fredag tiltaler mig mest, hvor man kan opleve Spökraket, The Road to Suicide, The Hedgehogs, The Telstar Sound Drone, Bite The Bullet og Papir. Jeg kunne i det hele taget godt bruge hele weekenden dér. Udover nævnte spiller Øresund Space Collective, tyske Excessive Visage og Shivas Nat blandt mange andre. Men det er jo lørdag aften, der er mål for denne undersøgelse. Og der kan Kildemose byde på Manchester-bandet The Underground Youth og danske The Univerzals, der på scenen får følgeskab af den sibirske bassist, Alex Choub.

Follow-Up. Pinkunoizu: The Great Pacific Garbage Patch (Silver Apples Remix)

“WHAT HAPPENS WHEN ONE of the most invigorating electro-psych acts of now gets remixed by a bunch of original ’60s electronic adventurers? A world of whooshing wonderment is unleashed forcing your body to twitch irresistibly.

At least that’s what happened when Copenhagen’s Pinkunoizu had The Great Pacific Garbage Patch, the opening track from their acclaimed new album, The Drop, re-tooled by legendary New York act Silver Apples.”

- neglet fra Mojo, hvor remixet kan høres.

Pinkunoizu: ‘The Great Pacific Garbage Patch’

The Road To Suicide i Mod Strømmen

Vi kaster os på hovedet ud i malstrømmen, når The Road To Sucide kommer forbi på torsdag. Den odenseanske sekstet har efterhånden huseret i nogle år på den danske psych- / dronescene. Det er sågar et af de orkestre, der efter min mening er med til at sætte kursen. Ét er selvfølgelig, hvad jeg trisser rundt og mener. Noget andet er, at de så småt er ved at få hul igennem, efter de i foråret udgav en split-ep med århusianske Spökraket på Levitation Records.

Som Dr. Space, så rigtigt skriver:

“The Road to Suicide side is 3 songs and starts with the sort of dreamy psychedelia of Sleepers. It has this big open sound production that sounds like it was recorded in warehouse (it was recorded at home), a bit like Earthling Society and Spaceman 3 at times. Before Lexington is again pretty laid back and spacey and has some nice solos but two of the guitar players. This one fades out and makes way for the very cool Looking for Water track that starts with the didgeridoo and sitar. The vocals are often mixed quite far away and distant so the focus is the music. Cool stuff.”

Fredag, d. 2. august, spiller The Road To Suicide på Kildemose Festivalen i Refsvindinge på Fyn. Dagen før er der dog et lille intermezzo med Mod Strømmen. Lyt med, torsdag d. 1. august, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller stream udsendelsen herfra.

98.9 FM

Jagger 70

Stones på Øresund. I 1965 besøgte The Rolling Stones Danmark i både marts og juni. Billedet her, som jeg ikke mener at have set før, stammer fra juni. Jeg ved ikke om det er taget i dansk eller svensk farvand. Jeg har det fra Facebook-gruppen Gamle København. Én af kommentarerne til fotografiet kommer det måske lidt nærmere: 

”Den svenske "piratdronning" Brit Wadner (på foto) drev Skånes Radio Mercur, som efterfølgende kom til at hedde Radio Syd og først stoppede med at sende i 1966. Hun overtog sendeskibet "Cheeta II" og havde den store fornøjelse at have Rolling Stones på besøg den 27. juni 1965.”

Tillykke med dagen, Mick Jagger.

Sommermix #4: (Sort Of) Best Of #3. 25. juli 2013

1. Dragontears - William (2010)

2. Charles Wallace - Mock Star (2009)

3. The Wands - Spell My Name (acoustic) (2012)

4. Niss Stricker - Dronning Dagmar (2009)

5. Tomas Ortved - How I Met Andy Warhol (2012)

6. Morten Barfoed - No Sign Of A Sign (2009)

7. Jørgen Teller & The Empty Stairs - Lucille My Pill (2005)

8. Speaker Bite Me - Lights And Buildings (2000)

9. Uno Soul - Moondream (2008)

10. The Rosa Riot - Slow Down (2011)

11. Night Fever - Still Kicking  (2009)

12. Gorilla Angreb - København (Ligger I Ruiner) (2003)

13. De Høje Hæle - U.F.O (2010)

14. The Setting Son - I Lost Control (2009)

15. The Telstar Sound Drone - Feels Like A Ride (2013)

16. Snake & Jet's Amazing Bullit Band - Cosmic Ark (2012)

17. Kirsten Ketsjer The Rock Band - Peoples Republic (2005)

18. Howl Baby Howl - Making History Is Over (2010)

19. Little Steven & The Disciples Of Soul - Princess Of Little Italy (1982)    

20. Nikolaj Nørlund - Straffet (2003)

21. Ukendt Under Andet Navn - Håb I Respirator, Drømme I Drop (2012)                            

22. Spillemændene - Man Kan Ikke Bare Stå Og Se På Jorden Gå Under (2012)

23. Bazookahosen - Ejes Bakken af Nogen? (2005)

24. Andrea Schroeder - Bebop Blues (2012)

25. Indianna Dawn - Oh Nashville (2011)

26. CS Nielsen - Border Blues (2012)

27. Workers In Songs - The Books Told Me  (2013)

28. Skammens Vogn - Ali (2007)

29. Gartner (Nicolaj Stochholm) - Blandt Sirener (2005)

30. Niels Skousen - Grænser (2002)

Den computer jeg fjernfodrer med udsendelser lystrer ikke. Den står sikkert og koger, fordi den har det alt for varmt. Det er sket før. Derfor kommer der ingen lyd i æteren i aften. Håber I kan bære over med at høre det sidste sommermix herfra. På torsdag, d. 1. august, kommer The Road To Suicide på besøg.

The Damned i Skælskør Lystskov (1)

For et par år tilbage, hørte jeg et foredrag med forfatteren Jan Poulsen på Sorø Kunstmuseum. Det var kort tid efter, at han havde udgivet pionerværket, ’Something Rotten! Punk i Danmark - maleri, musik, litteratur’. Hen mod slutningen, spurgte han forsamlingen - nu hvor han alligevel var i området - om der var nogen til stede, der havde hørt det engelske punkorkester The Damned i Skælskør Lystskov, d. 6. maj 1977? I så fald, ville han gerne tale med dem bagefter, eftersom de så havde overværet den første punkkoncert i Danmark. Sex Pistols spillede først deres ikonografiske koncerter i Daddy’s Dancehall, d. 13. og 14. juli, altså to måneder senere. Desværre var der ingen, der havde været i Skælskør Lystskov, hin Store Bededag 1977.

Da jeg kom hjem, fik jeg lyst til grave lidt mere i historien. Jeg kontaktede et par venner, der stammer fra Skælskør og omegn, for at høre om de evt. kunne stampe nogen op, der havde set The Damned. Det var de friske på. Nu foreligger det første kildemateriale fra Skælskør Avis, d. 2. maj 1977. Fortsættelse følger:

Skælskør Lystskov brændte i øvrigt ned til jorden, lørdag d. 25. oktober 1980. Mulige pilgrimsrejser er altså ude af billedet. 

Fem plader, jeg vil prøve at huske fra sommeren 2013

Grant Hart - 'The Argument' (2013)

Konceptplader og jeg går ikke godt i spænd. Der skulle gentagende afspilninger til af Grant Harts nye album, før det gik op for mig, at det bygger på en upubliceret tekst af William S. Burroughs, hvor Gud er repræsenteret som den tidligere amerikanske præsident Harry S. Truman, og John Miltons berømte digt, ’Lost Paradise’, fra 1667. Set-uppet er simpelt og fremragende.

The Telstar Sound Drone - 'Comedown' (2013)

Jo mere jeg dykker ned i det album, jo mere kommer jeg til at holde af det. Det kan jeg vist ikke sige mere præcist.

Jens K - 'Sekunder Overalt' (2013)

Jens Ks kommende udgivelse ’Sekunder Overalt’, har jeg været så heldig at få lov at høre før tid. Den insisterer i ro og mag på at være årets sommeralbum. Musikkens afdæmpede feel emmer af døsig sommerdag og de fabulerende tekster giver krudt til tankevirksomheden, mens man daser hen på drømmesengen.

Kaleidoscope - 'Side Trips' (1967)

Jeg fik ikke set David Lindley på Roskilde. Efter sigende var det fremragende. Jeg har til gengæld fundet ud af, at Kaleidoscopes kun 25 minutter lange debutplade, med dens særegne blanding af amerikansk roots, verdensmusik, især Mellemøsten, avantgardistise elementer og psykedelia, er et lille mesterværk. Leonard Cohen rekrutterede for resten Kaleidoscope som backingband til sin 1967-debut.

Meridian Brothers - 'Desesperanza' (2012)

Et skønt Roskilde-bekendtskab. ’Desesperanza’ havde jeg i forvejen. Søndagskoncerten fik mig til at høre albummet igen og det er jeg blevet ved med jævnligt de seneste uger. Når jeg lytter til Meridian Brothers får jeg en følelse af at stå på et dansegulv i Bogota for tredive-fyrre år siden. Indtil der dukker en guitarsolo op, som ligeså godt kunne være på en highlife-plade fra Ghana eller Sierra Leone. Og det er måske det, der har bjergtaget mig ved ’Desesperanza’, jeg kan ganske enkelt ikke kalkulere mig frem til, hvilken kurs musikken tager. 

Hyldest til The Fall

Jeg har tidligere advokeret for Virus Radio, Radio Franco & Det Knuste Øre, der som Mod Strømmen sender fra Christianshavns Kanal. I søndags hørte jeg med et halvt øre, deres program om Mark E. Smith og The Fall:

”Så kan du allerede (gen-)høre gårsdagens succesfulde lokalradio, hvor Jens og Jens i Virus Radio havde besøg af Lars og Lars, der serverede The Fall-anekdoter, -historier, -trivia og -beats i forbindelse med Mark E. Smith-udstillingen på Gallopperiet på Christiania. Mange tak til de herrer for den oplysende og dannende special!”

Jeg skal lige indskyde, at Jens og Jens henholdsvis hedder Kofoed-Pihl og Poon Tang Bacön til efternavn, mens Lars og Lars hedder Kjelfred og Schwander.

The Fall – The Classical

Jad Fair – 12 Years In The Making

The Fall – Antidotes

The Fall – Dr. Bucks Letter

Jeffrey Lewis – The Legend Of The Fall

The Fall - Blindness

Lars Schwander – Hard Life In The Country

The Fall – Susan Vs. Youth Club

The Fall – The Man Whose Head Expanded

Spost – Fisker

The Fall – Touch Sensitive

The Fall – Free Range

21/7-2013 - VIRUS RADIO - The Fall-special by Bacön on Mixcloud

’Lost Milkyway’

I 1993 udsendte San Francisco-mærket Silent, dobbelt-lp’en ’50 Years Of Sunshine’ for at markere Dr. Albert Hofmanns første LSD-trip. Blandt bidragsyderne var Dr. Timothy Leary, Nurse With Wound, Psychic TV og Hawkwind. 

Her i 70-året følger det polske label, Monotype Records, trop med, ja, ’70 Years Of Sunshine’. Indholdet er vist det man kalder abstrakte lydlandskaber. Flere af numrene virker dog mere knugende, for ikke at sige deciderede deprimerende, end det jeg normalt forbinder med solskin. LSD har jeg aldrig prøvet.

En undtagelse er Kawabata Makotos, grundlægger af japanske Acid Mothers Temple, atmosfæriske, sublime åbningstrack, ’Lost Milkyway’:

Hængt til tørre (digt på tørresnor)

Oplysningsarket for udstillingen, ’The Hammers Without A Master: Henning Christiansen’s Archive’, i Kunsthal 44 Møen, fortæller desværre ikke, hvem kunstneren bag tørresnorsdigtet er. Hvis ikke, det er Henning Christiansen selv, så er det muligvis af Leif Elggren, Andreas Führer, Jacob Kirkegaard, Claus Haxholm, TR Kirstein, Johannes Lund, Gordon Monahan, Vagn E. Olsson, Marja-leena Sillanpää, Society for Disorderly Speaker eller Tori Wrånes. Det er nemlig det hold af lydkunstnere og komponister mv., som kuratoren Chiara Giovando, har givet til opgave at lade sig inspirere af og respondere på Christiansens værker.

Udstillingen løber frem til d. 11. august, og er i den grad et besøg værd. Også hvis man kommer langvejsfra. 

Elegi for The Byrds

”The Byrds var God Tid

The Byrds var Uafvendelighed

The Byrds var markerne der hvert år på ny skal sås og høstes

léen der sang som den skár igennem kornet

lyden af Mors nynnen under arbejdet hjemme

eller toget der passerede forbi på skrænten

                        et stort ståldyr flimrende mod grønt

og et øjeblik fik alle til at sé op i horisonten

Yesterday’s Train –

The Byrds var som gode venner

                                der sidder og sér på solnedgangen

der er ikke meget at tale om

vi véd vi er der

og hvis guitaristen eller tamburinmanden kommer

                      er vi klar til at danse til den lyse morgen

ellers er det og godt med en fed nats søvn –

The Byrds var trygge og nære

og så gennem-kendte som en blød sød apple-pie

modne blommer tunge på grene

eller et gammelt garvet familie-foto

på en måde var de hvad man kunne forstille sig

             Morten Korch havde drømt om at være

’Lover of The Bayou’

men hver ting til sin tid

´to everything there´s a season’

Tolv strenge tolv disciple

The Byrds var det Gamle Testamente i nyt ruskind

men skind aldrig ’kunststof’

så lidt som der var plastic på essen i den Gamle Smedie –

The Byrds var ro

ro men også smerte

en dovent flydende flod med sølvfisk

et bål i en lysning

alt for godt og simplet til at være sandt

Beatles kunne være foråret

Beach Boys måske sommeren

The Byrds var det tidlige efterår

roens og klarhedens tid

september og høst

med alle løvets brogede farver i tynde solstråler

og den mærkeligt hårde rene luft

på disse klare dage hvor man kan sé for evigt –”

- Dan Turèll. Fra ’Storby-Blues. 1977

“We begin bombing in five minutes”

“My fellow Americans, I'm pleased to tell you today that I've signed legislation that will outlaw Russia forever. We begin bombing in five minutes.”

1984. Ikke George Orwells eller David Bowies, for den sags skyld. Kold krig. Ronald Reagan er USA’s fyrretyvende præsident og han forsøger at blive genvalgt. Ordene herover faldt under lydprøven til hans ugentlige radiotale til nationen, d. 11. august. De var ment som en spøg og blev ikke transmitteret. Der gik imidlertid ikke særlig lang tid før den dumsmarte bemærkning blev lækket. Det forlød senere, at Den Røde Hær i Fjernøsten havde været i allerhøjeste alarmberedskab.

Ikke mere stormagtspolitik. Politik slipper vi dog ikke helt. For da Jerry Harrison fra The Modern Lovers og Talking Head og Bootsy Collins fra Parliament-Funkadelic under navnet Bonzo Goes To Wasington, samplede stykket for at bruge det på singlen ‘Five Minutes’, ville pladeselskaberne ikke røre den med en ildtang. Harrison valgte derfor selv at udgive nummeret:

Hunter S. Thompson om Kerouac. 1958.

Sommermix #3: (Sort Of) Best Of #2

1. Anders Stub - Hallo Friends Again (2011)

2. 18th Dye - Big Sky (2008)   

3. Düreforsög - Nothing At All (2002)

4. Papir – I (2013)

5. Jens Unmack - Minder (2004)                      

6. 4 Guys From The Future - Love Will Again Disappear (2010)

7. The Floor Is Made Of Lava - Heads & Tails (2011)

8. The Haunted Brothers - I Am A Factory Worker (2008)

9. De Efterladte - Ord I Det Hele Taget (2011)

10. Atomfax - Xantippes Stødhegn (2013)

11. Doublestone - Wolves Gotta Howl (2012)

12. C.A.P.S - Shaking The Drugs Out (2012)

13. The Unit - Seen It Coming (2006)

14. Less Win - Wired (2012)

15. Gary Heffern & Beautiful People - Here Comes The Government (2011)

16. J. Tex & The Volunteers - Willin' (2012)  

17. Mellemblond - Jeg Rør Dig Ikke Mer (2008)

18. Ræv Hund Bjørn - Natur (2012)

19. Jens K - Sekunder Overalt (2013)

20. Bo Hr Hansen & Nils Lassen - I Dag Kan Jeg Alt (2007)   

21. Nicklas Burman & Det Tørre Beat - Popsang (2011)     

22. Kenneth Thordal & Strandvaskerne - Jorden Går Under I Morgen (2004)

23. Superjeg - Våd Drøm (2003)                       

24. Gunni Torp - Træk Nallerne Til Dig (2012)

25. Scatterbrain - Vatican Reggae (1981)

26. The Untamed - Surabaya (2003)

27. Honningbarna - Fuck Kunst (Dans Dans) (2013)              

28. Thee Attacks - Stab (2012)

29. The Breakers - Dance The Go-Go (2007)

30. President Fetch - It's Alright, Woman (2012)

31. The Woken Trees - Open Wounds (2013)

32. Alive With Worms - Heart (2008)

33. Moonless - Midnight Skies (2012)

Henrys Dream. Hvad er meningen?

Jeg har flygtig fulgt med i musik- og kunstfestivalen Henrys Dreams presseudslip, siden den blev lanceret først på året. I morgen, kl. 15.30, fragter en bus de første deltagere til en endnu ukendt destination, en times tid udenfor København. (det forlyder nu, at rejsetiden fra Hovedbanegården er 25 minutter) Der var længe lagt op til, at publikum ikke kunne forlade festivalen, når det var ankommet. Det skulle rives ud af virkeligheden og ind i den drømmeverden, som er Henrys Dreams tema. Nu er der åbnet for dagsbilletter, man forpligter sig dog stadig til at medvirke i rituelle seancer.

Til trods for det massive røgslør, så har Henrys Dream hen ad vejen offentliggjort line-uppen i en række videoer. Måske mere af nødvendighed end af lyst? Der skal jo sælges billetter. Lad mig i flæng nævne nogle af de navne, jeg kender, Dead Skeletons, Less Win, De Høje Hæle, Lust For Youth, Shiny Darkly, Oracle O, Death Valley Sleepers, SPEkTR, Wonderland og The Road To Suicide. De tre sidstnævnte får Mod Strømmen besøg af på den anden siden af sommerferien. Dertil kommer flere for mig totalt fremmede band og dansere.

Forleden bragte Politiken en artikel, hvor journalisten forsøgte at trænge ind bag drømmeteamet og hvordan arrangørerne har tænkt sig samspillet mellem musik, performance og kunst. Der er blandt andet tale om, at De Høje Hæle skal have en balletdanser med på scenen. Men som forsanger Magnus Knudsen, udtrykker det, så kommer han ikke til, ”at gøre en skid anderledes. Det er bare scenen, vi kommer og spiller på, der er dynamisk og levende i stedet for statisk. Vi laver musik og ikke så meget mere end det”. Bassist Myre Knudsen understreger dog, at han holder af, ”at klæde mig ud i dametøj og højhælede sko og sådan”. Det virker i det hele taget somom, at De Høje Hæle er lidt famlende overfor scenariet. Myre Knudsen spiller i al fald bolden videre til danseren m.v. Sarah Armstrong, der skal stå for det visuelle, ”men det er dig og din gruppe, der skal være kreative her”.

Kristoffer Bech fra Shiny Darkly går helt anderledes til stoffet. ”Drømmeuniverset passer godt til vores musik. Den handler om underverdener, det mystiske, det ikkeeskisterende. Både i tekster og stemning”. Han har sammen med performancekunstneren Nana Francisca Schottländer taget udgangspunkt i såkaldt søvnlammelse. Altså det overgangsstadie, hvor hjernen vågner før kroppen og man virkelig må kæmpe for at få kadaveret i bevægelse. For at illustrere den tilstand, skal de bruge en vejrballon med et øje, nogle performere, der skal gå i ét med væggene og et kollektivt skrig.

Det her skal på ingen måde tolkes som kritik af Henrys Dream. Jeg er bare forundret og mine koncertvaner ville helt sikkert blive udfordret. Langt mindre kunne måske have udløst det. Jeg har engang været til en Kim Larsen koncert i Tivoli, hvor en del af showet var en nøgen kvinde, der rejste sig op fra en seng og begyndte at tage tøj på. Sådan husker jeg det i det mindste. 

Sommerhaven. Set af otte-årigt feriebarn.

”Fuck The Clock…”

Jeg er i gang med en sommer/provinskrimi fra grænselandet med to kriminalopdagere fra henholdsvis Flensburg og Åbenrå. Han hedder Carsten og er gift med Lone på tyvende år. Hun hedder Christiane og har en snes elskere, som hun ringer til efter behov.

I aften skal jeg til Patti Smith i Falkoner Salen:

What A Bum Trip. ’Life Without Skin’.

Efter et par singler og ep’er, debuterede The Lumerians fra San Francisco med ’Transmalinnia’ i 2011. En plade, der er mere eller mindre forsvundet i den overvældende strøm af psych- og garagerock udgivelser fra den gamle hippie-hovedstad de seneste år. Den er ikke desto mindre et lyt eller mange værd. Kodeordene er, som jeg skrev i maj 2012; ”krautrock, vintage orgler, summende fuzz-guitar, drøje trommer, svævende dreng-pige vokal, nogle vil formentlig kalde den androgyn, samt dansable bas- og synthfigurer.”

I slutningen af august udsender The Lumerians et nyt album. Forleden kom denne gruvækkende video til førstesinglen, ’Life Without Skin’. Et memento om, hvor mareridtsagtigt galt det kan gå, hvis man ikke passer på med hallucinogener og andre beslægtede stoffer. Jeg behøver vist ikke sige mere…

I dag er det sommer. Joey Ramone & Debbie Harry. 1977

Sommermix #2: (Sort Of) Best Of #1

1. SPEkTR - Six Robots (2012)

2. Iceage - In Haze (2013)

3. Green Concorde - Detroit (2004)

4. Konfus - Rul Din Sten (2007)

5. Bugpowder - Manibozho / Going To Manchester (2005)                            

6. Pinkunoizu - Myriad Pyramid (2012)

7. Guddommelig Galskab - Fåk De Svin (2000)

8. Baby Woodrose - In Your Life (2007)

9. Langsyn - Rent Fallit (2008)                                                         

10. Klondyke - Friheden Flyver (2007)

11. Gry Bagøien - Borders (2010)

12. The Movement - A Little Rain (The Love Cry) (2005)

13. Straight From The Harp - Rain Rain Down Down (2010)

14. Emma Acs - Loss Of A Tribe (2011)

15. Juno Green - Another Wasted Night (2010)

16. Radio Saigon - Another Time (2011)

17. The Violet Hour - Orpheus´ Song (2002)

18. I Got You On Tape - Back From The Dead (2011)

19. Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany - Soulless Woman (2009)

20. Viva Vertigo - Vicious K.O. (2009)             

21. Vokadin - Masturbating Monkeys (2011)                          

22. Barra Head - Spy (2005)   

23. Mouritz And The Bleeding Hearts - The Cows Last Moo (2008)              

24. Pocket Life - Love For A Boy In Love (2013)

25. Kala-OK - Misbelieve Me (2012)

26. Halasan Bazar - My Mind Is Fixed (2013)

27. Roxy Jules - Don't Believe The Demons (2013)

28. Andersen-Bengtsson-Sydow - Phantasiebillede (2004)

29. Olesen-Olesen - Den Slags Fik Man Tæsk For Dengang I Min By (2007)

30. Farmen - Dæmonen (2011)

”I Got Kinda Lost…”

Velkendte ansigter, velkendte navne. Back to normal. Jeg burde skrive om Roskilde Festival 2013. Det gør jeg måske også. Analyseapparatet er dog midlertidig ude af drift. Som et plaster på såret her historien om Big Star, fortalt af bl.a. John Fry, ejer af Ardent Studios, producer etc., Jody Stephens, trommeslager i Big Star, Ken Stringfellow, bassist, Peter Yorn, sanger/sangskriver, m.fl.

Hell & Verlaine. 1972

’Mit kedelige digt’

”En tidlig morgen keder jeg mig

så meget at hele verden går

i stå og alle dalmatinernes

prikker ryger af jeg keder

mig så meget at selv

min hund kan snakke og

vandhanen går i stå jeg

keder mig så meget at selv

mit fjernsyn tænder af sig selv

jeg keder mig så meget at selv

luftballonerne springer og

vandet fra havet begynder at boble

op og blive til luft.

Nu kom Sabrina vi keder

os sammen men lige pludselig

begynder det at regne kan

den dag blive værre ja se

solen kommer igen ja se verden

starter og dalmatinerne får deres

prikker og min hund snakker ikke

vandhanen er startet og mit

fjernsyn er startet og luftballonerne

springer ikke og vandet fra

havet bobler ikke mere”

- afskrift af A4-papir fundet ved en affaldscontainer på det ydre Frederiksberg

Roskilde for Gud ved hvilken gang (#8).

Jeg glemte Iceage i min opremsning af bands, som jeg skulle høre i går. Jeg fik ikke set det hele, de lå lige oven i Kris Kristofferson. Det jeg så var fornemt og de fyldte Arena-scenen godt ud. Det var bare en skam, at publikum var andre steder. Teltet virkede halvtomt. Sådan har det været til flere af de koncerter, jeg har hørt. Selv da Chelsea Light Moving gik på var det lige til at vade ind og finde en plads i fjerde eller femte række midtfor.

Næste stop er Bogotá. Colombias hovedstad ligger rundt regnet 2600 meter over havets overflade, så der kan blive skidekoldt. Det var der også den aften, Roskildebooker Peter Hvalkof, løb ind i en fyr med en rød Post Danmark jakke og henvendte sig til ham med ordene, ”I regn og slud, i sne og frost skal posten ud”. Den linje nikker de fleste nok genkendende til. Hvis ikke, så kan jeg fortælle, at det er ’Postens Sang’ fra julekalenderen Vinterbyøster. Lige så forbavset blev Hvalkof, da fyren vendte sig om og svarede ham passende på dansk. Det viste sig at være Eblis Álvarez, grundlæggeren af The Meridian Brothers, som har studeret på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Sidste år udsendte The Meridian Brothers ’Deseperanza’, deres fjerde plade siden 1998, hvor Álvarez dannede gruppen. Eller det vil sige, bandet blev tidligere distribueret fra hånd til hånd via kassettebånd i Bogotá, men de tæller selv 2005-albummet ’El Advenimiento Del Castillo Mujer’, som deres debut. I begyndelsen var Álvarez påvirket af latinrock, især den argentinske. Senere kom cumbia, salsa og currulao til, men det var først efter studietiden i Købehavn, at han for alvor begyndte at inkorporere elektroniske elementer.  

’Deseperanza’, der er det eneste album, jeg kender, er på mange måder et hardcore genreclash. På den en side er det legende og let. På den anden avantgardistisk og udsyret. Der er en hårfin balance mellem gammelt og nyt. Farfisa, obskur surfguitar og næsten alle former for elektronik går i ét. Til trods for, at det emmer af Latinamerika, så ligger der hele tiden en snert af det ukendte. Lader man sanserne få frit løb, dukker der måske mumlende zombier, stilfærdige rumrejser og lyssky personager ude fra overdrevet op. Det er selvfølgelig helt op til én selv.

Hvis dette lyder lidt som om, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg har med gøre, så er det ganske sandt. Det er en krøllet verden The Meridian Brothers skaber, men hold da helt op, hvor jeg glæder mig til at høre dem, kl. 18.00 på Gloria i dag.

Før jeg stiller om til The Meridian Brothers, er det nok en meget god idé at lytte til dette mixtape, som gruppen har sat sammen. Desværre er der ingen playliste, navnene ville nok heller ikke have sagt mig spor:

Roskilde for Gud ved hvilken gang (#7).

Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv. Jeg ved ikke, hvornår det sidst er lykkedes mig at høre fem koncerter, rimeligt fokuseret endda, på en dag ved Roskilde Festival. Det var ikke desto mindre, hvad jeg var mand for i går.

Det begyndte med glohed ørkenblues fra Bombino. Inspirationen fra Mark Knopfler og Jimi Hendrix stod meget klart. I forhold til Tinariwen, der er min målestok, så manglede Bombino et-eller-andet. Misforstå mig nu ikke. Det var fremragende.

Jonathan Wilson gav mig lige præcis det, jeg kom efter. Der var både Niel Young, Steely Dan, JJ Cale, Pink Floyd og Dylan fra midten af 70’erne.

The Bobby Womack Show var forbi Roskilde. Selvom der var lagt op til et nostalgisk tilbageblik, ’I’m gonna go back in time now’, fik han vist sagt et par gange, så blev det på intet tidspunkt for meget, som den slags kan have det med. Og så var det fedt at høre” It's All Over Now”.

Klarinet, fløjte, harmonika og en masse strengeinstrumenter. Ungarske Söndörgõ (billedet, men det siger jo sig selv) var formentlig selv meget overraskede over den vilde respons de fik fra publikum. Den var mere end fortjent.

Hvis der er én på årets program, der for mig står for den knivskarpe, hurtige garagepopsang, så er det King Tuff. Han skuffede mig på ingen måder, skønt han trådte lidt dødvande midt i showet.

I dag kommer til at ligne i går. I hvert fald, hvad angår den scene, hvor jeg kommer til at høre mest musik. Parquet Courts, Unknown Mortal Orchestra, Pissed Jeans og Goat spiller alle på Pavilion. Indimellem slår jeg et smut forbi Kris Kristofferson, Chelsea Ligth Moving og Uncle Acid & The Deadbeats.

Roskilde for Gud ved hvilken gang (#6).

Redaktionen er samlet. Jeg ved ikke med de andre, men i dag skal jeg høre Kottarashky & The Rain Dogs, Bombino, Jonathan Wilson, Rokia Traoré, Bobby Womack, Krar Collective, Söndörgõ, King Tuff og The Blue Angel Lounge. Det ved jeg godt, at jeg ikke når.

Roskilde for Gud ved hvilken gang (#5).

Såfremt forprogrammeringen fungerer, det er næsten som at indstille en videomaskine, så udkommer dette indlæg, mens jeg dalrer rundt et eller andet sted på festivalpladsen. Anyway, nu er det ude af mine hænder. Det første af de lovede sommermix er, ikke overaskende, tilegnet Roskilde 2013. God fornøjelse.

1. Kraftwerk - News (1975)

2. Christian Hjelm - Vibrationer (2012)

3. Matthew E. White - Big Love (2012)

4. Kaleidoscope - You Don't Love Me (1968)                            

5. Goat - Det Som Aldrig Forandras / Diarab (2012)

6. Calexico - Alone Again Or (2004)

7. Rokia Traoré - Lalla (2013)

8. Kris Kristofferson - Help Me Make It Through the Night (1970)

9. Unknown Mortal Orchestra - Monki (2013)

10. Kottarashky & The Rain Dogs - Doctore  (2012)

11. Pinkunoizu - Time Is Like A Melody (2012)

12. Jonathan Wilson - Desert Raven (2011)

13. Traveling Tribes - Crisis (2012)

14. Söndörgõ - Bušo Kolo (2011)                      

15. Dead Can Dance - Rakim  (1994)

16. Then Comes Silence - Sweet Curls (2012)                          

17. Savages - City's Full (2013)

18. Uncle Acid & The Deadbeats - I'm Here To Kill You (2011)

19. Chelsea Light Moving - Mohawk (2013)

20. Marcos Valle - Previsão do Tempo (1973)

21. Schultz And Forever - Obscured (2013)

22. The National - Murder Me Rachael (2003)

23. King Tuff - Alone & Stoned (2012)

24. Krar Collective - Ete-mete (2012)

25. Animal Collective - Sweet Road (2004)

26. Bobby Womack - All Along The Watchtower (1973)

27. Peter, Bjørn & John - Is This It (2011)      

28. Parquet Courts - Master Of My Craft (2012)

29. Lower - Craver (2012)

30. Bombino - Tigrawahi Tikma (2011)

Roskilde for Gud ved hvilken gang (#4).

I morgen tager jeg til Roskilde. De seneste år er jeg mødt op for at høre flere af warm-up artisterne. Det har jeg savnet en smule, men sådan skulle det ikke være i år. Dagen i dag skal helst byde på så lidt som overhovedet muligt. Hvis vejret ellers tillader det, skal jeg slå græsplænen færdig og have gjort noget ved de myrer, der har bygget bo to steder i den. Det har forårsaget et par gule plamager midt på plænen, hvor græsset er sygnet hen. Jeg har hørt noget om, at man kan komme dem til livs ved at strø kanel?

Når det er på plads, vil jeg sætte det mixtape som skotske The Pastels har lavet til deres ny plade, ’Slow Summits’, på, smide mig på sofaen og læse videre i den Mark E. Smith-biografi, som jeg vandt ved en musikquiz, midt i juni. At The Pastels har udsendt nyt forandrer næppe noget. Hvis det får tildelt en parentes i dansk musikpresse, skal de være glade. Duoens elegiske, gådefulde solskinspop går dog rent hjem hos mig og så er det altid morsomt at høre, hvad bands har været inspireret af under indspilningen af et album.

Strawberry Switchblade - Trees & Flowers instrumental

Dave Berry - And I Have Learned To Dream

Kendra Smith presents The Guild Of Temporal Adventurers - Stars Are In Your Eyes

Faust - Flashback Caruso

Spectrum - I Know They Say

Ela Orleans - Light At Dawn

Tarwater - Billard

Francois De Roubaix feat. Joanna Shimkus - Le Monde Est Fou

To Rococo Rot - Bret Zwei

Movietone - Useless Landscape

International Airport - Jump On The Rack

Johannesburg Street Band - Ntyilo-Ntyilo

The Softiques - Two Kinds Of Boys

The Mystics - This Is What I Was Made For

Teenage Fanclub - Please Stay

National Park versus Future Pilot AKA - Norman Dolph's Money

The Jam - Something's Gone

TV Personalities - If I Could Write Poetry

Empress - The Last Lane

Alex Turner - Hiding Tonight

Epic Soundtracks - A 3-Acre Floor

Jeg skylder lige at fortælle, at vi skal have ovnbagt laks med nye kartofler og dildsauce i aften. Ses på Dyreskuepladsen i morgen eftermiddag.  

Roskilde for Gud ved hvilken gang (#3).

Jeg har gennemtrawlet utallige lister med anbefalinger til Roskilde 2013. Både de forudsigelige, hvor The National optager alt for meget plads, men også lister der blander synthpunk, afrobeat og de mere vanvittige islæt.  Det har slået mig, at Jonathan Wilson sjældent bliver nævnt. Hvad er der galt med en forkærlighed for vintage udstyr og Laurel Canyon? Hvad er der galt med en varm og vemodig lyd? Hvad er der galt med, at Neil Young nærmest trygler én om at varme op for Crazy Horse? Hvad er der galt med at have et holistiske livssyn og tro på at helheden er større end summen af enkeltdelene? Hvad er der galt med at tage ud til Joshua Tree for at skrive sange? Ja, hvad er der galt, jeg spørg bare.

Roskilde for Gud ved hvilken gang (#2).

I de kredse, jeg gør mig i, er der vist ingen tvivl om, hvilket orkester de fleste ser frem til at høre på Roskilde: