’Swingin' Party’ i P6 Beat

Indimellem kommer jeg forbi P6 Beat. For tiden er det næstmest spillede nummer ’Swingin' Party’ med The Kindness. Som nogen vil vide, er det et The Replacements track af ældre dato. Første gang jeg hørte coverudgaven var tilbage i februar 2010. På daværende tidspunkt, skrev jeg om sangen:

“Engelske The Kindness, fortæller ikke meget om sig selv på nettet. Ved en hurtig søgning dukker navnet Adam Bainbridge op. Om han er det eneste medlem og om han er bosiddende i Berlin, som kilder nævner, er ikke desto mindre uvist. The Kindness udsendte sidste år The Replacement’s ’Swinging Party’, i en downbeat elektro-pop version. Hvad coveret overhovedet laver her på siden, forekommer selv her i skrivende stund, som lidt af en gåde for denne bloggerkugle? Hvis, det er for The ’Mats skyld, så yder udgavens lettere trættende og enerverende tempo, dem nemlig ikke retfærdighed.”

Sådan har jeg det faktisk stadig med The Kindness version, så her kommer originalen:

King Tuff: ’Bad Thing’

Hvis, der er nogen, der går rundt med forhåbninger om, at Roskilde Festival vil trylle King Tuff op af hatten som et af de femten-tyve orkestre, som de stadigvæk mangler at offentliggøre, så kan de ligeså godt glemme det med det samme. Torsdag, fredag og lørdag under festivalen spiller han nemlig i Long Beach, Californien, Tucson, Arizona og Las Cruces, New Mexico. Søndagen er selvfølgelig stadig ledig, men det er vist kun en jubeltosse, som jeg, der tør tro på det. 

Tak for link, Thomsen

Casting CBGB

Om en måneds tid begynder optagelserne til spillefilmen om det berømte spillested CBGB og dets ejer Hilly Kristal, der havde til huse i det berygtede kvarter Lower East Side i New York fra 1973-2006. Filmselskabet har haft travlt med at caste skuespillere til de centrale roller. På collagen herover ses øverst fra venstre Hilly Kristal, dernæst er det John Holmstrom, der redigerede fanzinet Punk Magazine og Cheetah Chrome, guitarist i The Dead Boys. Nederst er det Joey Ramone, Deborah Harry og Johnny Ramone.

Men hvem skal spille hvem? Vælg mellem skuespillerne, som ses herunder. Begyndende øverst fra venstre er det, Malin Akerman, som nogle måske kender fra ’Watchmen’, Josh Zuckerman fra bl.a. ’Sex Drive’, Joel David Moore, der spillede Norm Spellman i ’Avatar’. Nederste har vi Rupert Grint, god ven med Harry Potter, Alan Rickman, Severus Snape i Harry Potter med meget mere og Julian Acosta, der var med i ’Thin Red Line’

Svaret finder du på et eller andet tidspunkt i kommentarboksen.

Der ingen der forstår hvad der foregår...

Snake & Jet's Amazing Bullit Band i Mod Strømmen

Snake & Jet's Amazing Bullit Bands nye plade ’Stuff That Rotates’, gemmer på én af de enkeltstående sange, som jeg frivilligt har hørt flest gange her i foråret. Den hedder ’Cosmic Ark’ og har et drive og et vibe, der går lige i mine blodbaner. Navnlig når fløjten sætter ind, har jeg svært ved at lægge bånd på mig selv. I forhold til tidligere udgivelser, så spiller Snake & Jet i det hele taget på mange flere facetter på ’Stuff That Rotates’. Jeg har i en anmeldelse læst, at albummet synes at være en form for mellemspil (parentes var vistnok det ord, der blev brugt) før duoen skifter spor. Hvis det står til mig, kunne de på kommende album, med fordel eksperimentere meget mere med de elementer fra tressere og halvfjerdserne, som de på forbilledligvis har inkorporeret på den nye plade.

Det bliver under alle omstændigheder spændende at høre, hvad d’herrer har gravet frem af musik, når de kommer forbi radioprogrammet Mod Strømmen nu på torsdag, d. 31. maj, mellem kl. 18-20. (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Dagen efter varmer Snake & Jet op for Baby Woodrose i Studenterhuset i Ålborg.

’The Have Nots’

I forlængelse af gårsdagens indlæg om Exene Cervenka og John Doe, så havde jeg et diminutiv intermezzo med X, da solen var på vej ned under den halvtunge, grå aftenhimmel. Ét af de numre, jeg holder mest af, er ’The Have Nots’ fra ’ Under The Big Black Sun’ fra 1982. En sang om den amerikanske arbejderklasse, som for nogen, måske er drømmen om et autentisk liv blandt rigtige mennesker, et skridt fra rendestenen på et billigt værtshus. Mens det for dem, der allerede sidder i suppedasen, må være elendighed, resignation og fortvivlelse. Da ’The Have Nots’ udkom, beskyldte flere anmeldere X for at være nedladende over for samfundets dårligst kørende. I dag har den nærmest fået status af at være gruppens svar på Springsteen’s ’Nebraska’.

’.   

John & Exene

Exene Cervenka og John Doe blev skilt for femten år siden. De mødte hinanden ved en poesi-workshop i Venice i Californien i 1977. Kort tid efter grundlagde de det toneangivende punkorkester X, som debuterede med ’Los Angeles’ i 1980. Over de næste fem-seks år udsendte X en række kritikerroste plader, som stadig danner skole for mange af de melodiøse unge punkbands og som med den rette dosering kan være morderlig vanedannende. Siden dengang har de spillet sammen i roots-ensemblet The Knitters og haft gang i hver sin solokarriere. Hvis altså ikke lige X har været gendannet, som de er for tiden, hvor de er support for Pearl Jam på deres igangværende verdensturné.

I 2009 fandt det tidligere ægtepar sammen om en duo-tour. Som en udløber deraf kom pladen, ’Singing And Playing’, tilbage i april. Åbneren ’It Just Dawned on Me’ er en skrabet, overvejende akustisk anliggende, der viser, hvordan de stadig kompletterer hinanden ganske fermt. Til trods for at pladen, indeholder det gamle X-nummer, ’See How We Are’, i både en studie- og i en liveversion, så er det ikke X-lyden, der er dominerende. Det er rustik folkrock med en bidende/besk humor, som minder mere om deres respektive soloalbum. Udgaven af John Doe's ’Never Enough’, der også er at finde i et andet take på hans soloplade ’Keeper’ fra 2011, er som skræddersyet til parret og måske det sted, hvor X-fortiden står klarest. Desværre har jeg kun kunne opspore det i en 30 sek. version på nettet, men ’See How We Are’ går vist også lige an:

Tomas Ortved. Playliste 24. maj 2012

Tomas Ortved

1. The Beatles - She Loves You (1963)

2. Sex Pistols – Anarchy In The UK (1976)

3. Tomas Ortved – The Knife (2012)

4. Tomas Ortved – How I Met Andy Warhol (2012)

5. Tomas Ortved – Gemt Dig I Solskin (2012)

6. Mellemblond – Ishånd (2008)

7. Mellemblond - Dråbeglans (2009)

8. Television – Little Johnny Jewel (Part One & Part Two) (1975)

9. Siouxsie & The Banshees – Christine (1980)

10. Bob Dylan – Pressing On (1980)

11. The Cramps – Human Fly (1979)

12. Snakefinger – The Spot (1978)

13. The Normal – T.V.O.D. (1978)

14. Tomas Ortved – Old Enough (2008)

15. Ronnie Spector – Try Some, Buy Some (1971)

16. The Residents – Satisfaction (1976)

17. Fred Frith – What A Dilemma (1980)

18. Serge Gainsbourg – Melody (1971)

19. The Flying Lizards – Money (1979)

20. The Electric Chairs – Paranoia Paradise (1977)

21. Monomania – I’m Weird (1980)

22. Tomas Ortved – Black Cat (2012)

23. Tomas Ortved – Devil Bell (2012)

24. Tomas Ortved – For Din Skyld (2012)

25. Tomas Ortved – No More No More (2012)

Tomas Ortved & Henrik Liebgott

Tomas Ortved by Modstroemmen on Mixcloud

“The best…

........................./´¯/)

......................,/¯..//

...................../..../ /

............./´¯/'...'/´¯¯`·¸

........../'/.../..../......./¨¯\

........('(...´(..´......,~/'...')

.........\.................\/..../

..........''...\.......... _.·´

............\..............(

..............\.............\

…song of all time”* 

Tillykke med de 71 år, Bob Dylan

*tyvstjålet fra kommentarfeltet på YouTube. 

King Tuff går igen, igen

Til dem, der har gidet høre på mig, har jeg har fablet op om King Tuff alias Kyle Thomas i tide og utide. Også her på siden, selvom det har været lidt mere moderat. Der er vist ikke særligt meget at tilføje her i sommervarmen. Jeg orker det i hvert fald ikke. Andet end, at den nye plade er ude på Sub Pop d. 29. maj og at den efter første gennemlytning tegner fantastisk…

   King Tuff - King Tuff by subpop

‘How I Met Andy Warhol’

På den nye Tomas Ortved plade gemmer sig sangen ’How I Met Andy Warhol’ Og som billedet tydeligt illustrerer, så er der noget om snakken. Nummeret er skrevet af Ortved, der også selv tager sig af trommer, programmering, perc., keyboard, samples og vokal, mens Jack Giersing spiller guitar, Flemming Muus bas og T.S Høeg saxofon. Tryk på playknappen.

02 How I met Andy Warhol.m4a

Sådan husker Knud Odde mødet med Andy Warhol i indlægget ’Den Grågrumsede Limpopopflod. Rock og maleri i DK’ i ’Rockens billeder om kunst og rockmusik’. Under redaktion af Thomas Ohrt. 

”Jeg ved ikke hvor meget vi i Sods beskæftigede os med billedkunst, men vi kunne i hvert fald godt lide Andy Warhol. Dengang boede byens ca. 20 punks i nogle klubværelser i St. Kongensgade 61, og det var rygtedes at Warhol var indlogeret på et nærliggende hotel i Nyhavn. Et par stykker af os rendte rundt til hotellernes receptioner og spurgte efter Hr. Andy, og i Nyhavn 70 havde vi bid og blev vist op på 2.sal, værelse 216.

Jeg havde Warhold roman ”A” under armen, og bad flux om at få den signeret da han åbnede døren. Lidt betuttede gik vi indenfor, og snakkede om vind og vejr og Erik og Margit Brandt, som var på vej for at hente ham. Warhol så godt nok mærkelig ud med sølvgrå paryk og voksagtig hud og et par tykke briller, som næsten skjulte de bange mandeløjne.

Thomas [sic] havde et plastickamera med, og vi kunne næsten ikke tro vores held, da Andy gav assistenten lov til at forevige os sammen. At tale om glittering prizes... På vejen ud fik vi hver et eksemplar af ’The Philosophy of Andy Warhol”, og så kunne vi rigtigt gå i gang med at lave kunst.”

Tomas Ortved i Mod Strømmen

I dag udkommer Tomas Ortveds anden soloplade, ’Catch’. Jeg har ikke selv hørt den, selvom jeg har stået med den i hånden. Ifølge pressematerialet fra Vicious Records, som Gaffa citerer, så er det en ”detaljeret rejse med komplekse rytmer og en hybrid mellem rock og ambient inspireret musik, hvor der er plads til tibetansk munkesang og støjrock”. Inspirationerne tæller desuden, ”genrer som gamle danske hørespil, opera, gårdsangere, aboriginals, prædikener og meget andet. Alt sammen blandet med den gode rockmusik, som Ortved så godt kender fra det ikoniske band Sort Sol”.

Nu på torsdag, d. 24. maj, kommer Ortved forbi Mod Strømmen, mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid) Før det, vil jeg anskaffe mig den nye plade ved releasefesten i aften på Cafe Svejk, Smallegade 31, 2000 Frederiksberg. Vær der omkring kl. 19.00.

Grebet på fersk gerning eller kom hviledagen i hu

Mellemblond. Kulturhuset Islands Brygge. 18. maj 2012.

Doug Dillard (1937-2012)

Genbrug fra september 2009. Ordene om ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ er desværre mere aktuelle i dag, end de var for godt vel tre år siden.  

”Gennem årene er der blevet sat mange ord på den joint, som Doug Dillard og Gene Clark deler på coveret til deres debutplade ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ fra 1968. Sandt er det, at d’herrer i miljøet omkring spillestedet Troubadour i Los Angeles, var berygtede for at være mere optagede af martini og dope end af at spille livejobs.

Året før, havde Clark udgivet solodebuten ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’, der var tænkt som et californisk sidestykke til The Beatles’ ’Rubber Soul’. Af uforklarlige grunde, valgte Columbia at udsende pladen i samme uge, som Clark’s gamle band The Byrds sendte ’Younger Than Yesterday’ på gaden. Facit var nærmest givet på forhånd. ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’ forsvandt i mangel på promotion. Det, til trods for, at selskabet må have brugt mange penge på indspilningen, eftersom nogle af Los Angeles’ bedste musikere havde givet en hånd med. Foruden Vern og Rex Gosdin, der lagde vokalharmonierne, medvirkede bassisten Chris Hillman og trommeslageren Michael Clarke fra The Byrds, Glen Campbell spillede guitar, Leon Russell tog sig af pianoet og strygerarrangementerne, Van Dyke Parks sad bag keyboardet, mens Clarence White slog guitaren an på enkelte numre og allerede omtalte Doug Dillard spillede elektrisk banjo.

Desillusioneret blev Clark i efteråret 1967 lokket tilbage til The Byrds. Dave Crosby havde nemlig smækket med døren efter Monterey Pop Festival i juni, fordi de andre medlemmer ikke brød sig om den politiske diskurs, som han missionerede fra scenen. For Clark blev det kun til et kort rendezvous. Omkring tre uger for at være nøjeregnende. Flyskrækken sad stadig så dybt i ham, at han efter en lang og ensom togtur fra New York til Los Angeles atter rømmede bandet.

Tilbage i L.A. løb Clark på Doug Dillard. Udover, den bevidsthedsudvidende interesse de delte, var de begge passionerede country og bluegrass disciple. Hvorom dette handler, gik de i gang med at lave numre til en ny Clark plade. Det foregik hos Dillard, der boede sammen med guitaristen Bernie Leadon og sangerinden Linda Ronstadt. Arbejdsproceduren var gerne, at Dillard og Leadon jammede sig frem til numrene i løbet af dagen, spillede dem for Clark om aftenen, som så tog hjem og skrev teksterne om natten.

I denne bloggerkugles blå bog er ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ fuldt på højde med The Flying Burrito Brothers’ ’The Gilded Palace Of Sin’. Det udkom tilmed før. Fra den Byrds-lignende ’Out On The Side’, over den længselsfulde Beardon-Clark komposition, ’Train Leaves Here This Morning’, som Bernie Leadon i øvrigt tog med sig og genindspillede med sin nye gruppe, The Eagles, på dets debutalbum, og til den hjerteskærende melodi på ’The Radio Song´, viser ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ sig endog at stå tiden bedre end The Byrds ’Sweetheart Of The Rodeo’. I alt fald, hos denne skribent, der de seneste mange år er begyndt at sætte netop den plade på, når talen falder på Cosmic American Music og han får lov til at pege på et mesterværk.

Live vidste man aldrig, hvor man havde Dillard & Clark. Gene Clark kæmpede med en evig tilbagevendende præstationsangst, der ikke blev dulmet af medikamenterne. Da spotlightene blev tændt ved bandets debut på Troubadour, havde Dillard taget opstilling midt på scenen med sin banjo, han blev flankeret af David Jackson på bas, Bernie Leadon på guitar og Don Beck på mandolin. Bagest med hovedet vendt mod bagtæppet sad Clark på en forstærker. I løbet af det andet nummer fik han rejst og drejet sig om mod publikum, men da Dillard samtidig valgt at smadre den violin, som han spillede på, blev det nærmest et billede på deres makkerskab. Andre gange, og især da de var begyndt at spille elektriske job med Michael Clarke fra The Byrds bag trommerne, kogte Troubadour, ifølge ørenvidner, over.

I 1969 udkom duoens svanesang, ’Through The Morning, Through The Night’. Bernie Leadon og Don Beck havde forladt bandet og ind var kommet violinisten Byron Berline og Jon Corneal på trommer. Derudover medvirkede omtalte Chris Hillman og Sneaky Pete Kleinow fra The Flying Burrito Brothers. Skønt pladen ikke er så umiddelbar spontan som debuten, og de fleste skæringerne er coverversioner, finder man to Clark-numre, titelsangen og den fantastiske ’Polly’, der rager langt over, hvad den californiske countryrock, sat på spidsen har formået siden hen. Ingen nævnt, ingen glemt”

Hvil i fred, Doug Dillard

’Kold og træt og bange’. Sange fra virkeligheden

25. maj lader De Høje Hæle endelig høre fra sig igen. Endnu engang har de grebet til hovedstolen. Et kneb, der i visse litterære cirkler bliver set som et problem. Men sådan har det vist altid været indenfor den branche. Hvis en bestemt genre, begynder at sælge for godt, så står der altid høveder klar på sidelinjen og bræger op om den kunstneriske værdi og vissevasse. Når det er sagt, så bliver ovenstående formentlig ikke et issue, De Høje Hæle behøver spilde tid på.

Jeg ved ikke, hvor meget selvbiografisk materie man umiddelbart kan udlede af titler som ’Kold, træt og bange’, ’Der er mange, der siger meget’, ’Ubehagelig, nederdrægtig og led’ og ’Der er ingen som forstår hvad der foregår inden under mit hår’? De Høje Hæle siger selv, at de alle handler ”om svære og lette følelser og sindstilstande fra bandmedlemmernes rigtige liv”. Det udsagn, må jeg til dels lade stå ubesvaret hen til på næste fredag, hvor der er release i Stengade 30. Når jeg skriver til dels, er det fordi afslutningssangen fra den nye ep, ’Der er ingen som forstår hvad der foregår inden under mit hår’, er dukket op på Soundcloud. Tak til Passive/Aggressive.

Oplev også amerikanske Hunx And His Punx, plus pæredanske Tumor Warlord, The Monoliths og First Flush ved samme lejlighed i Stengade.

Baby Woodrose, Black Pussy, Straight From The Harp, Mellemblond, Troldmand og Papir.

I en tid, hvor selv granvoksne mænd falder i svime over ligegyldig, semi-elektronisk drømmepop. Pop, der postulerer at være inderlig, men i bedste fald er fortænkt. Ja, så er det vidunderligt, at have Baby Woodrose tilbage. Bandet er på vejene med pladen 'Third Eye Surgery’ i disse dage. Et album, der står og vipper på et hvæsset knivsæg. På den ene side, er der det syrede og udsvævende med guitarexcesser og fri leg. På den anden, skarptskårne, søde popsange. Det synspunkt, står jeg ingenlunde alene med. At jeg hælder mest til førstnævnte, skal ikke være en hemmelighed. Kritikerne har da også delt sig i to nogenlunde lige store lejre. Ikke for eller imod ’Third Eye Surgery’, men i spørgsmålet om hvilken vej Baby Woodrose, burde have valgt?

Ud fra det jeg kender til Lorenzo Woodrose og crewet bag, så er blendet imidlertid yderst velovervejet. Det minder tilmed om den formel, der blev anvendt på det sidste Dragontears-udspil, ’Turn On Tune In Fuck Off!’, fra 2010. Set-uppet var dog ikke helt så determineret på den plade. Om ikke andet, så har formlen virket. Det er vist aldrig sket før, at vinyloplaget af en Woodrose-plade, er solgt i så mange eksemplarer, så hurtigt!

På onsdag, d. 16. maj, spiller Baby Woodrose sammen med Black Pussy, som lige har sendt en 7” på gaden, hør og hent mere her, på Loppen. Torsdag gælder det Herning, fredag Odense, lørdag Horsens, mens Templet i Lyngby og Studenterhuset i Ålborg, venter d. 25. maj og 1. juni.  

Kr. Himmelfartsferien byder også på duoen Straight From The Harp, hvis nye album, 'I'm On Fire Just For You', indeholder flere facetter end debuten fra 2010. Det er dog immervæk stadig mundharpen og beatet, der holder det hele sammen. De spiller sammen med uforlignelige Mellemblond i Islands Brygge Kulturhus, fredag d. 18. maj, kl. 21.00

I lørdags omtalte jeg ganske kort Troldmand og Papirs igangværende lille Europa-turné. Lørdag, d.19. maj, rammer den Tingbjerg. Her har syrerockfestivalen Music Mountain inviteret dem til at spille til ”et forsøg på at samarbejde med andre kunstnere og på at bringe væsentlig eksperimentalkultur til nye publikum på uventede stede.”, som det hedder på hjemmesiden. Troldmand og Papir er annonceret til kl. 18.00 på scenen foran Tingbjerg Kunsthal, Ruten 14, 2700 Brønshøj.

Her en brøkdel af det, som Papir er rundet af. Eller sagt med andre ord, det de nåede at spille, da de besøgte Mod Strømmen i februar:

1. Papir – Sunday (2011)

2. Agitation Free – Laila, Part 2 (1973)

3. Organisation – Milk Rock (1970)

4. Yo La Tengo – Pass the Hatchet, I Think I’m Goodkind (2006)

5. Ornette Coleman – Bourgeois Boogie (1988)

6. Papir – Lykk Trep-r Hi-Losé (2010)

7. Love – Love Is More Than Words (Or Better Late Than Never) (1969)

8. Hans Joachim Roedelius – Johanneslust (1978)

9. Harmonia – Arabesque (live) (1973)

10. Papir – Monday (2011)

11. Talk Talk – After The Flood (1991)

   Papir by Mod Strømmen 

Akelejer på spring, asparges, plus en diskografi, der siger spar to

Jeg ved godt, at jeg burde skrive nogle ord om Stax-bassisten med meget mere, Donald ’Duck’ Dunn, som døde på et hotelværelse i Tokyo i nat.

Men frøerne kvækker, svalerne dykker som små jagerfly ned over græsplænen, musvitterne knevrer løs og rådyrene æder stadig lystigt af de planter, som de ifølge havebrugsbogen ikke bryder sig om. Så et blik henover et udpluk af de plader som Duun har medvirket på, må gøre det ud for nuværende:

Otis Redding (Pain in my heart, 1964), Wilson Pickett (In the midnight hour, 1965), Booker T & The MGs (Sould Dressing, 1965), Otis Redding (Great Otis Redding Sings Soul Ballads, 1965), Mar-Keys (Great Memphis Sound, 1966), Booker T & The MGs (In the Christmas Spirit, 1966), Otis Redding (Otis blue, 1966), Wilson Pickett (Exciting Wilson Pickett, 1966), Otis Redding (Soul Album, 1966), Booker T & The MGs (And Now... Booker T & The MGs, 1966), Eddie Floyd (Knock on wood, 1967), Albert King (Born under a bad sign, 1967), Otis Redding (Live in Europe, 1967), The Mar-Keys/Booker T & The MGs (Back to Back, 1967), Otis Redding & Carla Thomas (King & Queen, 1967),Various Artists (Monterrey International Pop Festival, 1967), Booker T & The MGs (Hip Hug-Her, 1967), William Bell (Soul of a Bell, 1967), Albert King (Blues for Elvis, 1968), Otis Redding (Dock of the Bay, 1968), Otis Redding (Immortal Otis Redding, 1968), Various Artists (Soul Christmas, 1968), Isaac Hayes (Presenting Isaac Hayes, 1968), Booker T & The MGs (Uptight, 1968), Booker T & The MGs (Doin' Our Thing, 1968), Booker T & The MGs (Soul Limbo, 1968), The Staples Singers (Soul Folk in Action, 1968), Johnnie Taylor (Who's Making Love, 1968), Delaney & Bonnie (Home, 1969), Mitch Ryder (The Detroit Memphis Experiment, 1969), Muddy Waters (Fathers and sons, 1969), Eddie Floyd (Rare Stamps, 1969), Mavis Staples (Mavis Staples, 1969), Booker T & The MGs (Melting Pot, 1971), Rita Coolidge (Rita Coolidge, 1971), Ronnie Hawkins (The Hawk, 1971), Freddie King (Getting Ready, 1971), Herbie Mann (Push Push, 1971), Don Nix (Living by the Days, 1971), Bill Withers (Just as I Am, 1971), Jesse Ed Davis (Ululu, 1972), Rance Allen (Straight From the Heart, 1972), Freddie King (Texas Cannonball, 1972), Doug Clifford (Cosmo, 1972), Mel & Tim (Starting All Over Again, 1972), Elvis Presley (Raised On Rock/For Ol' Times Sake, 1973), Duane Allman (Anthology vol. 2, 1974), Shirley Brown (Woman to Woman, 1974), Muddy Waters (Muddy & The Wolf, 1974), William Bell (William Bell, 1974), John Prine (Common Sense, 1975), Rance Allen (Soulful Experience, 1975), Leon Russell (Will o' The Wisp, 1975), Rod Stewart (Atlantic crossing, 1975), Joan Baez (Gulf winds, 1976), Carol Grimes (Carol Grimes, 1976), Richie Havens (End of the Beginning, 1976), Chris Hillman (Slippin' Away, 1976), John Prine (Prime Prine, 1976), Rod Stewart (A Night on the Town, 1976), Manhatten Transfer (Pastiche, 1976), Mickey Thomas (As Long As You Love Me, 1976), Sam & Dave (Back at 'Cha!, 1976), Roy Buchanan (Loading zone, 1977), Levon Helm (Levon Helm & The RCO All Stars, 1977), Diana Ross (Baby it's me, 1977), Blues Brothers (Briefcase Full of Blues, 1978), The Emotions (Sunshine, 1978), Billy Swan (Your OK, I'm OK, 1978), Tom Petty & The Heartbreakers (Damn The Torpedos, 1979), Leo Sayer (Here, 1979), Steve Cropper (Playing my Thang, 1980), Blues Brothers (Made In America, 1980), Bob Dylan (Shot of love, 1981), The Staple Singers (This Time Around, 1981), Tom Petty & The Heartbreakers (Hard promises, 1981), Stevie Nicks (Bella Donna, 1981), Eric Clapton (Money and Cigarettes, 1983), Jimmy Buffett (Hot Water, 1988), William Bell (Little Something Extra, 1992), Rufus Thomas (Can't Get Away From This Dog, 1992), Bob Dylan (Bob Dylan 30th Anniversary Concert, 1993), Roy Buchanan (Guitar on Fire, 1993), Ruby Johnson (I'll Run Your Heart Away, 1993), Booker T & The MGs (That's the Way It Should Be, 1994), David Porter (Victim of the Joke?, 1995), Tom Petty & The Heartbreakers (Playback, 1995), Freddie King (Getting Ready, 1996), John Fogerty (Blue Moon Swamp, 1997), William Bell (Bound to Happen, 1997), Crosby Stills Nash & Young (Looking Forward, 1999), Neil Young (Road Rock Vol 1: Friends & Relatives, 2000), Johnnie Taylor (Lifetime, 2000), Mavis Staples (Only for the Lonely, 2002), Neil Young (Are You Passionate?, 2002), Sountrack (Martin Scorsese Presents the Blues: A Musical Journey, 2003) etc. etc. 

’Et samfund under jorden’. Du bestemmer selv prisen

”Med en forkærlighed for den støjende japanske undergrund og den endeløse, groovy krautrock tager Troldmand arven op fra de udsyrede krigsherrer i 70’er-institutionen Hawkwind. Deres ofte improviserede space-rock, som blander dommedags-riffs og frenetiske guitarsoli med psykedeliske lyde, er på en evig rejse udi det kosmiske uendelige.”

Mellem os, så behøver Troldmand ikke mere præsentation, end den de selv giver på deres Facebook-profil. Hent deres koncert fra Loppen fra oktober sidste år, herunder.

I løbet af maj spiller Troldmand en række job sammen med nærtbeslægtede Papir i Tyskland, Frankrig, Belgien, Danmark og Sverige.

Shoot From The Hip #3. Playliste 10. maj 2012

Shoot From The Hip med den nye sommerredaktion, Kevin Gjedde og David Peter Jørgensen. De er allerede godt i gang med programforberedelserne, selvom de først sender i juli og vistnok også skal aflevere et par universitetsopgaver, før det går løs i Mod Strømmen.   

1. The Sorrows – No No No No (1965)

2. Snake & Jet's Amazing Bullit Band - Cosmic Ark (2012)

3. 13^th Floor Elevators – You’re Gonna Miss Me (1966)

4. The Master's Apprentices  - Undecided (1966)

5. The Brims - Anti Gandja (197?)

6. Vox Phantoms – Nothing New (1979)

7. Simon Stokes And The Nighthawks – Voodoo Woman (1969)

8. Willie Nelson with Snoop Dogg, Jamey Johnson & Kris Kristofferson – Roll Me Up (2012)

9. Dr. John – Walk On Guilded Splinters (1968)

10. Charles Sheffield – It’s Your Voodoo Working? (1961)

11. Saul Williams - Give It Up (2011)

12. Arne Weel – Du Gamle Måne (1925)

13. Sylvia Syms – Each Day (1960)

14. The Beastie Boys - Beastie Revolution (1983)

15. Dead Moon – I Hate The Blues (1988)

16. The Standells – Dirty Water (1966)

17. Baby Woodrose - Third Eye Surgery (2012)

18. Røde Mor - Lil' Johnnys Mund (1970)

19. Howard Carpendale - Du Hast Mich (1970)

20. The Rolling Stones – Love In Vain (live) (1972)

21. Furekåben – Mandsang (1971)

22. Don Gardner – My Baby Likes To Boogaloo (1967)

23. Screwballs feat. Jayne County – Help The Homeless (1996)

Shoot From The Hip 3 (2012) by Modstroemmen on Mixcloud

Rock'n'Roll Babylon: Hank Williams, Ray Charles og Rod Stewart

Hank Williams efter en nat i spjældet. Alexander City, Alabama, 18. august 1952.

Ray Charles og The Drug Squad. Indianapolis, 4. november 1961

Anders And-læbe og brandy. Rod Stewart, London, 23. december 1977

Gentleman Jesse: ‘Leaving Atlanta’.

I modsætning til Lumerians, som jeg skrev om i går, så har Gentleman Jesse & His Men været med mig, siden de debuterede i 2008. I april udsendte Jesse Smith, uden sine adjudanter og faktisk også lidt ud af det blå, pladen, ’Leaving Atlanta’. Et album, hvor der ikke er sket så meget musikalsk. Det er power pop og 1977-punk af allerfineste skuffe. Nick Lowe, Paul Collins Beat og til dels Costello.

Til gengæld har teksterne fået nyt liv, efter den finansielle krise har sat dybe, ubehagelige spor i Smiths hjemby, Atlanta. Krak på krak har fået arbejdsløshed og kriminalitet til at eksplodere. Hvilket Jesse Smith har følt på egen krop, da han blev overfaldet og slået ned med et bordben, fordi han ville være en gentleman og hjælpe nogle unge mennesker med at skifte dæk på en bil. Det kostede en måned i sygesengen. På samme tid begyndte gode venner, alt for tidligt, at dø rundt om ham. Så der er ikke så meget at sige til, at han fortrak til sit kælderstudie, hvor han gennem musikken forsøgte at komme overens med livets ubelejlige tilsnigelser.  

Det er vanskeligt at fremhæve enkeltstående numre på en helt igennem homogen udgivelse. ’You Give Me Shivers,’ kramagtige rytme og leg med glamrocken, har dog noget Jay Reatardsk over sig, mens åbningssangen ’Eat Me Alive’, angiveligt fortæller om den modgang, som Smith gennemlevede, da han skrev albummet: “This city’s trying to eat me alive / It’s as good a place as any to try to survive / But if you keep your head down, you’ll push on through.”  

   Gentleman Jesse & His Men - You Give Me Shivers by Gilded Gutter

   Gentleman Jesse - "Eat Me Alive" by birds need feet

Afklaret og uden afstand

Det kan godt være, det tog Oakland-kvintetten, Lumerians, tre år at nå fra den lovende debut-ep fra 2008, der bærer gruppens navn, og til sidste år at udgive fuldlængde albummet, ’Transmalinnia’. Allerførst kræver det, at man bliver opdaget og hvis man samtidig har ambitioner om at lave et sammenhængende lydunivers og har tendenser til flueknepperi af den frugtbare slags, så kan det godt tage tre år. I 2010 lagde en talentspejder fra Knitting Factory Records mærke til Lumerians via MySpace. Derfra gik det bogstaveligt talt stærkt. ’Transmalinnia’ kom i marts 2011. Hvorfor jeg først er kommet på sporet af gruppen for nylig, lader jeg stå ubesvaret hen.

Lumerians har timet det godt. Aldrig har nabobysbørnene, de nye psychpionerer fra Wodden Shjips, været større, ligesom spin-off'et, Moon Duo, nu også synes at være fanget ind ad strømmen. Hvis jeg skal forsøge at holde lidt fast ved den kontinuerlighed, som Lumerians har søgt at skabe på pladen, så består den første side af relativt korte popsange, mens man på side to, bliver ført ind i langt mørkere og mere aggressive former af musikkens væsen. Kodeordene er krautrock, vintage orgler, summende fuzz-guitar, drøje trommer, svævende dreng-pige vokal, nogle vil formentlig kalde den androgyn, samt dansable bas- og synthfigurer. Og til dem, der lader sig inspirerer af referencer, så aner jeg, udover allerede nævnte, både Silver Apples og Spacemen 3.

Efter at have hørt ’Transmalinnia’ højt i høretelefoner i de sene eftermiddagstimer, følte jeg mig afklaret og uden synderlig afstand til det omkringværende. Med andre ord, fuldstændig blæst omkuld. Den følelse har ikke helt sluppet taget i mig her i skrivende stund. Den er foruroligende og smuk.  

Her det stærke åbningsnummer, ’Burning Mirror’, der i en kort vending på en god dag, måske kan gå under betegnelsen psych-disko:

   Lumerians: "Burning Mirrors" by prefixmag

Udover at kunne hente ‘Burning Mirror’ herover ved at gå videre til SoundCloud, så ligger der ligeledes et par sange fra albummet her.

Shoot From The Hip #3 (2012)

Torsdag d. 10. maj tager Mod Strømmen fat på årets tredje ’Shoot From The Hip’-udsendelse. Råkladden er som den plejer. Der er ikke noget tema, ingen nævneværdig programforberedelse. Blot den musik, som værterne finder funky i det givne øjeblik. Denne gang er der dog en lille forskel, idet vi samtidig præsenterer vores nye sommerredaktion. Den består af to unge historiestuderende musikaficionadoer, som uafhængigt af hinanden tidligere har været med i udsendelsen, men nu har fundet sammen og sender i løbet af juli.

Lyt med fra kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid)

Very Ancient / ’Love In Vain’, 1972

Mick Taylor, Mick Jagger og Stevie Wonder i Madison Square Garden under 'Uptight/Satisfaction'.

Jeg har en god ven, der elsker New York. Lad mig for nemheds skyld kalde ham for M, det er der tilpas mange drengenavne, der begynder med. Hvis ikke, M allerede er i New York, så kan der ikke være mange dage til, at han lander i JFK. Kærlighedsforholdet har stået på i adskillige år. Drømmen om at være vaskeægte new yorker, fx at hænge længe nok på et gadehjørne til en eller anden forvildet sjæl spørger om vej eller at praje en Yellow Cab og fortælle den armenske chauffør, hvordan han glatteste undgår FDR Drive i myldertiden, får garanteret også frit løb denne gang.

Hvorfor nu denne indledning? Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg forleden aften søgte på The Rolling Stones på YouTube og faldt over en liveversion af ’Love In Vain’ fra deres US-tour i 1972. Det står nemlig sådan til, at M, ynder at vende tilbage til steder, han tidligere har besøgt i New York. Blot for at tjekke om alt er ved det gamle. En af disse lokaliteter er en lille pladeforretning, der har specialiseret sig i bootlegs. Især med Stones. Nu ved jeg af gode grunde ikke om butikken stadigvæk eksisterer. Jeg har bare fået fortalt, at de gange M har været der, og det er altså med flere års mellemrum, så har der hver gang stået de samme dudes og tømt dåseøl, mens de har diskuteret, hvilke bootleg-udgivelser med The Rolling Stones, der er bedst.  

En af de bootlegs, jeg holder allermest af med Stones, er ‘Very Ancient, Thank You Kindly. American Tour 1972’, som M havde med hjem derovre fra, for snart mange år siden. Hent den her, hvor der også er meget andet guf.

Men som sagt, så begyndte det med, at jeg så ’Love In Vain’ med Mick Taylor i topform. Her er den (”indlejring er deaktiveret efter anmodning”, som det så smukt hedder af og til) For god ordens skyld, skal jeg lige bemærke, at det ikke den samme udgave, der er på ’Very Ancient, Thank You Kindly. American Tour 1972’.  

Howl Baby Howl. Playliste 3. maj 2012

1. Peaking Lights – All The Sun That Shines (2011)

2. Popo – Kill Tonight (2009)

3. The Pink Mountaintops – Lord, Let Us Shine (2006)

4. Pavement – Range Life (1994)

5. Michael Hurley – Blue Driver (1972)

6. David Lynch – Good Day Today (2010)

7. Duke Ellington & His Orchestra – Blue Pepper (Far East Of The Blues) (1966)

8. Cass McCombs – County Line (2011)

9. Howl Baby Howl – Ooze Week (fra kommende plade) (2012)

10. Danzig – Thirteen (1999)

11. Mellemblond – Elastisk (2011)

12. Silver 6 – Dreamy Dream (fra kommende plade) (2012)

13. Blur - Trimm Trabb (1999)

14. The Stooges – Search & Destroy (1973)

15. Kurt Vile – Inside Looking Out (2009)

16. Howl Baby Howl – Trash & Broken Pieces (2011)

17. Robert Wyatt – A Beautiful War (2007)

18. Townes Van Zandt – Be Here To Love Me (1969)

19. The Bleeder Group – Sky Hook Calamity (2004)

20. Howl Baby Howl – Times New Fanfare (fra kommende plade) (2012)

   Howl Baby Howl by Mod Strømmen