I aften. Blandt andet

Plakaten er lavet af Morten Aron og Peter Ole Pedersen

Dune Messiah i Mod Strømmen

”Men sat op mod de andre indtryk bliver helhedsbilledet en smule rodet. Enkeltelementerne ligger for tæt op ad forbillederne…”. Siden Passive/Aggressive, mente ikke, at Dune Messiah alias sangskriveren Magnus Westergaard, var stringent nok i de musikalske valg, der blev taget på debutalbummet ’The Iron Oak’, der blev udsendt i det tidlige forår 2017. I anmeldelsen blev der draget paralleller til 16 Horsepower, Nick Cave, Leonard Cohen, Marissa Nadler, ja selv D.A.D. kom i spil. Og det var ligesom for meget for kritikeren. Han ønskede en mere klar musikalsk linje. Uden alt for mange svinkeærinder eller afstikkere undervejs. På det punkt, er jeg bunduenig. Jeg holder meget af eskapader, især når de passer ind, som jeg mener, de gør på ’The Iron Oak’. Ikke mere om det.

Jeg har flere gange overvejet at invitere Dune Messiah forbi radiostudiet. Der skulle dog et personligt møde til, før vi fik det sat i stand. Som det fremgår af ovenstående, sætter jeg pris på Magnus Westergaards angrebsvinkel på det, jeg bedst kan betegne som den dystre og sortrandede ende af folk- og americanaskalaen. Sange, der indrammer eksistensen og alle dens faldgruber. Ugengældt kærlighed og tab, forspildte muligheder und so weiter.

Siden udgivelsen af ’The Iron Oak’, har gruppen været på Europa-tour som opvarmning for bl.a. King Dude, Drab Majesty og Of The Wand And The Moon. I øjeblikket er de ved at lægge sidste hånd på mixet af en ny udgivelse, som Magnus Vestergaard tager en smagsprøve med fra nu på torsdag.

Her ’The Iron Oak’:

Stil ind, nu på torsdag, d. 30. august, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Summertime Blues #17 (2018)

Det er slut med at være ferieafløser. På mandag er Radio Bluestime tilbage til sædvanlig tid på Christianshavns Kanal.

I dag havde jeg intet tema. For god ordens skyld, vil jeg lige nævne, at jeg, som den anden sang, i samtlige Summertime Blues-udsendelser, har spillet et nummer fra Amnesty International UKs liste over de 200 bedste protestsange.

Dagens playliste:

BBC6 hylder Trojan Records

Engelske Trojan Records blev etaleret i 1968 som en filial af Island Records. Selskabets mission var at udbrede kendskabet til jamaicansk musik til hele kloden. Og det behøver man ikke en højere handelseksamen for at greje, at det faldt heldigt ud. I juli udsendte selskabet et box-set for at fejre halvtredsåret og i disse dage hædrer BBC6 Trojan Records med en række udsendelser.

Craig Charles spiller selskabet største hits. Tom Robinson følger trop med et program bygget omkring lytternes ønsker. Chris Hawkins dykker ned i BBCs store arkiv med koncert- og sessionoptagelser med Trojan-artister. Neneh Cherry laver en reggae og dub special. Dertil kommer, at der er lagt et par radiodokumentarer af ældre dato ud om jamaicansk musik: ’The Upsetter: Lee 'Scratch' Perry In His Own Words’ og ’Island Rock’. Se mere herunder.

I går eftermiddags hyldede Don Letts pladeselskabet. Lyt med her.

The Wailers - Stir It Up

King Stitt - Fire Corner

Tony Tribe - Red, Red Wine

Symarip - Skinhead Moonstomp

Clancy Eccles - Fatty Fatty

Hopeton Lewis & The Chosen Few - Boom Shacka Lacka

The G.G. All Stars - Man From Carolina

Symarip - Skinhead Girl

Harry J. All Stars - Liquidator

The Pioneers - Long Shot Kick De Bucket

The Upsetters - Return Of Django

Bob & Marcia - Young Gifted And Black

Dave & Ansel Collins -Double Barrel

Desmond Dekker & The Aces - Israelites

Toots & The Maytals - 54-46 Was My Number

The Pioneers - Let Your Yeah Be Yeah

Nicky Thomas - Love Of the Common People

Nicky Thomas - Love Of The Common People (ikke en fejl, nummeret blev spillet to gange)

Dandy Livingstone - Reggae In Your Jeggae

Dennis Brown - Man Next Door

John Holt - Ali Baba

Ken Boothe - Everything I Own

Harry J. All Stars - Soul Scorcher

Jimmy Cliff - You Can Get It If You Really Want

Spillestedet Alice. Sensommer og efterår 2018. Playliste 23. august 2018

1. BNNT - Sickness Begins When One Starts To Think (2017)

2. Vashti Bunyan - Jog Along Bess (1970)

3. Tarawangsawelas & Rabih Beaini - Selalu (2017)

4. Konstrukt - Moroccan Sundown (2018)

5. Colin Stetson - In The Clinches (2017)

6. Eli Keszler - Sudden Laughter, Laughter Without Reason (2016)

7. Davy Kehoe - Happy Highway (2016)

8. RP Boo - Speakers R-4 (Sounds)(2013)

9. Nils Økland Band - Flukt (2017)

10. King Ayisoba - 1000 Can Die (2017)

11. TootArd - Sahra (2017)

12. Meridian Brothers - ¿Dónde Estás María? (2017)

13. Frente Cumbiero - Crema Mental (2018)

14. M.A.K.U. Soundsystem - Agua (2016)

15. Fanfara Tirana Meets Transglobal Underground - No Guns To The Wedding (2013)

16. Punch Brothers - It's All Part Of The Plan (2018)

“The more I hear the new album — at least fifty times since early July — the more I feel that it’s one of the finest records Dylan has ever made”

“It takes only one listening to realize that Slow Train Coming (Columbia Records) is the best album Bob Dylan has made since The Basement Tapes (recorded with the Band in 1967 but not released until 1975). The more I hear the new album — at least fifty times since early July — the more I feel that it’s one of the finest records Dylan has ever made. In time, it is possible that it might even be considered his greatest.”

Jann S. Wenner, musikmagsinet Rolling Stone, d. 20 september, 1979.

For et par dage siden rundede ’Slow Train Coming’ 39 år. Det er den første Dylan-plade, jeg kan huske, at jeg viste en vis interesse for, da den udkom. Jeg kendte selvfølgelig sange som ’Mr. Tambourine Man’ og ’Blowing In The Wind’, og som jeg husker det, var jeg tidligere på året blevet præsenteret for livealbummet, ’Bob Dylan At Budokan’, af et par ældre kusiner.

’Slow Train Coming’ er den første i Dylans gospel-triologi. I årene efter kom ’Saved’ og ’Shot Of Love'. Den modtog generelt god kritik og solgte de første år mere end 'Blonde On Blonde' og 'Blood On The Tracks', havde gjort i deres første leveår. Det står ikke helt klart for mig, om jeg læste anmeldelser dengang. Pladen var hængt frem som lokkemad i vinduerne i pladeforretningerne, og alt hvad der hang dér, var pr. definition indenfor mit interessefelt. Jeg vil tro, at jeg hørte albummet første gang stående oppe ved butiksskranken med høretelefoner på og måtte bede én af de ansatte om at flytte pickuppen, når jeg ville frem til næste sang. Det var først senere, at B&O - jeg mener, det var B&O - lavede en grammofon, som kunderne selv kunne betjene.

Hvor kom jeg fra? Jo, anmeldelser. Jeg kan ikke erindre at have læst kritikken af ’Slow Train Coming’. Men af en eller anden årsag, husker jeg, virakken om Dylans kristne budskab og den fremmedgørelse som viede og vrede fans følte, fordi de mente, han var krøbet til korset. I og med, at albummet solgte til platin i USA, er Keith Richards også citeret for at have kaldt Dylan en ”prophet of profit”. Det ragede mig en disse. Og det gør dét, for den sags skyld, stadigvæk. Jeg er vild med ’Slow Train Coming’!

Sensommer/efterår på spillestedet Alice i Mod Strømmen

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal begynde denne foromtale. Spillestedet Alice, der åbnede d. 1. februar, kom godt ud af det første halvår, kunne godt stå alene. Men det er ligesom ikke nok. Efter min mening, fik Alice nemlig lukket munden på den lille skare af kritikere, der bjæffede op om, at sammenslutningen af Jazzhouse og Global ville blive en katastrofe. Der var mange særinteresser på spil. Hovedsagelig fra det gamle jazzklientel.

Hvis man ser på, hvilke jazzartister Alice så har sat op, finder jeg, at netop omtalte publikum, ikke har noget at komme efter. Der har været en fin balance mellem de stilarter, som de to spillesteder i forvejen var bannerførere for. Går man lidt dybere, kan jeg nævne to af de koncerter, Alice var med til at lave under Copenhagen Jazzfestival; Mulatu Astatke og Pharoah Sanders. Dertil kan jeg tilføje Joe McPhee, John Edwards og Klaus Kugel, der er på efterårsprogrammet.

Alt dét og meget mere, kommer vi med garanti til at tale om, når Mod Strømmen på torsdag, 23. august, får besøg af nogle af de gode folk fra Alice. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Pressemeddelelse: Gerald Love forlader Fannies

Summertime Blues #16 (2018)

Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

Tema. Castle Face Records

Dagens playliste:

Josiah Konder. Playliste 16. august 2018

1. Elysia Crampton - Valerie & Elysia (2018)

2. Josiah Konder - The Bastard Within (2018)

3. Roberto Musci - Lullabies… Mother Sings… Father Plays (1988)

4. Jorge Ben - Fio Maravilha (live) (1972)

5. Francoise Hardy - Viens (1971)

6. Catherine Ribeiro - Jusqu’á Ce Que La Force De T’aimer Me Manque (1972)

7. Morteza Hannaneh - ???? (2017)

8. Juan Moneo ‘El Torta’ - Luna Mora (Buleras) (1989)

9. Ghedalia Tazartes - Quasimodo Tango (1979)

10. Jacques Brel - Ces Gens-La (1966)

11. Josiah Konder - Back On God (xxxx)

12. The Triffids - Raining Pleasure (1984)

13. First Flush - Lasseiz Faire (2018)

14. Travis Scott & Quavo - Modern Slavery (2017)

“I’m A Big Mess…”

“I’m a man with a mission / A boy with a gun / I got a picture in my pocket of the lucky one / Who doesn’t know / I’m a big mess / I mean a really big mess”

Devos femte album, ’Oh, No! It's Devo’, fra 1982, er væsensforskelligt fra debuten fra 1978. Dels havde Roy Thomas Baker produceret, herhjemme er han mest kendt for at have arbejdet med Gasolin', men ellers står der også Queen og The Cars på cv’et. Dels havde gruppen skubbet det guitarbaserede i baggrund for at blive et fuldgyldigt synthorkester.  

Det er nu ikke dét, som det skal handle om her. Tekststykket foroven stammer fra sangen ’Big Mess, der er inspireret af en række breve, der blev sendt til en radio-dj. Der er dog stadig uenighed om dj’en var fra Los Angels eller fra deres hjemstat Ohio. Det betyder ikke så meget. Afsenderen kaldte sig Cowboy Kim og blev vist senere diagnosticeret som skizofren. Men hvorom dette er, så prøv at sammenstille Cowboy Kims tågede skriblerier med Devo-teksten:

‘May You Dine On Weeds Made Bitter By The Piss Of Drunkards’

I første omgang var det selvfølgelig den forførende titel, der tiltrak mig. Hvad gemmer der sig mon under ‘May You Dine On Weeds Made Bitter By The Piss Of Drunkards’? Det ved jeg stadigvæk ikke med sikkerhed. Er det folkrock eller folknoise. Måske endda indiefolk? Musikken er i den grad genrebøjende. Albummet med Alec K. Redfearn And The Eyesores, så dagens lys i 1999 og er nu blevet genudgivet på Cuneiform Records fra Washington, D.C.

Harmonikaspilleren Alec K. Redfearn fra Rhode Island, har udgivet plader siden begyndelsen af halvfemserne. Først med instrumentalorkestret Amoebic Ensemble og siden med Alec K. Redfearn And The Eyesores. Han har især været opslugt af stilarter som americana, appalachian, folkemusik, men har også vist interesse for østeuropæisk musik. Redfearns spil ligner ikke noget andet, jeg har hørt. Det er harmonikaen, der får lov at styre det meste. Men på en måde som de fleste nok vil forbinde med en forvrænget guitar.

Josiah Konder i Mod Strømmen

Henover sommeren udkom Josiah Konders debutalbum, ’Songs For The Stunned’. Set på bagkant kunne bandet med fordel, have ventet en måned eller to med at sende den på gaden. Stemningen på pladen minder mig mere om sensommer/efterår, end den veritable hedebølge, der har præget de seneste måneder. Nattens skygger begynder efterhånden at få overtaget i takt med Jordens hældning. Jeg får næsten lyst til at bruge det slidte udtryk nordisk melankoli eller den nordiske tone, om man vil.

’Songs For The Stunned’ er mørkladen og dyster efterårsfolk. Men håbet beskæmmer jo ingen. Det behøver nødvendigvis ikke at være sådan. Og det ved sangskriver Julius Ernst godt. Med andre ord, af og til er det rart at hænge fast i fortiden og ting man ikke kan ændre på, men som man desuagtet kan tage ved lære af. Et scenario, der formodentlig er genkendeligt for de fleste.

I september tager Josiah Konder til England, Holland og Tyskland som support for Iceage. Måske for at følge i sporet på den britiske arkitekt Josiah Conder eller den britiske redaktør og forfatter med samme navn, som gruppen må have opkaldt sig efter?

Stil ind nu på torsdag, d. 16. august, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Summertime Blues #15 (2018)

Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

Der har været håndværkere i huset, så jeg satte forholdsmæssigt lange jazznumre på. Mest af alt, fordi jeg ikke havde lyst til at blive afbrudt af et slagbor eller anden habengut, mens jeg var i gang med en speak. Jeg undlod således også at tale for meget og lod musikken vise vejen.

Dagens playliste:

Ny EP fra Felines. Snart. Måske

Det må efterhånden være tre-fire år siden, at jeg senest hørte nyt med københavnerbandet Felines. Det var kassettebåndet, ’Want’, der udkom på Burger Records. Dengang var de stadig en ren kvindetrio, bestående af Mei Long Bao på trommer, Ditte Melgaard på guitar og Asta Louisa Bjerre på bas. Siden har de udvidet besætningen med Kristian Bønløkke på keys.

For et par måneder siden, lagde bandet en forløbersingle fra en kommende ep, ud på Soundcloud. Forleden kom der så billeder på. ’Going Out’, som den hedder, er en skarp, lidt længere sag, der indkredser alle Felines kvaliteter. Charmerende, tilbagelænet lo-fi med historisk bevidsthed.

EP’en får titlen ‘Saying It Twice Makes It Real’. Den er optaget og produceret af Patrick Kociszewski (Less Win, Visitor Kane) og masteret af Emil Thomsen (ET Mastering). Der er vist endnu ikke sat en releasedato på udgivelsen, som Crunchy Frog udsender på vinyl og Burger Records på kassette.

Tilbageblik: Fanø Free Folk Festival 2018

Kathleen Yearwood, ZRN, Rasmus Hjortshøj Steffensen introducerer Strange Sounds / Strange Visuals, Simon Joyner,  Limpe Fuchs og IKI.

Sommerradio #6 (2018): Hedebølge Freak Out aka. Shoot From The Hip #4 (2018). Playliste 9. august 2018

1. Teenage Fanclub - Start Again (1997)

2. Teenage Fanclub - Some People Try (To Fuck With You) (1995)

3. James Kirk - Krach Auf Wiedersehen (2003)

4. The Pastels - Night Time Made Us (2013)

5. BMX Bandits - That Summer Feeling (1995)

6. Urusei Yatsura - Siamese (1995)

7. New Age Group - Forgotten Boy (2018)

8. Contributors - It's A Natural Low (2017)

9. The Woolen Men - Hold It Up (2013)

10. Iceage - Thieves Like Us (2018)

11. Josiah Konder - Running In Light (2018)

12. Of The Valley - Italy (2018)

13. Dave Bixby - Morning Sun (1969)

14. Bombino - Aman (2013)

15. Kogekunst - Kan Ikke Vente Til i Morgen (2018)

16. Jens K - Tintin Og Zen (2018)

17. Gang Of Four - I Found That Essence Rare (1979)

18. XTC - Respectable Street (1980)

19. Javier Escovedo - Tonight Is Gonna Be Better (2008)

20. England's Glory - First Time I Saw You (1973/1994)

21. 0% - Portland Town (2017)                                                       

22. Richard & Linda Thompson - For Shame Of Doing Wrong (1975)

23. Diane Hildebrand - Early Mornings Blues And Greens (1967)

Fra Crazy Horse over kraut til Wire. Eller er det omvendt?

“What you have in your hand is a record featuring Dan Melchior backed up by Spray Paint. Recorded in Texas”

Har man behov for at vide så meget mere? Kanhænde, hvis man ikke kender Dan Melchior. Siden slutningen af halvfemserne, har han udgivet op mod tredive album. Han har arbejdet sammen med Billy Childish og Holly Golightly. Mest iørefaldende har projekterne Dan Melchior's Broke Revue og Das Menace formentlig været.

På foranledning af pladeselskabet Monofonus, blev han i 2017, inviteret til Texas, for at indspille med de lokale artrockere Spray Paint.  De havde en uge til at optage og det kom der en eminent plade ud af. Det ærgrer mig lidt, at jeg først har opdaget Contributors, som de kalder sig, i år, eftersom albummet klart kandiderer som et af årets bedste. Desværre udkom det i november 2017. Pladen er for øvrigt produceret af allestedsnærværende Mikey Young (Eddy Current Suppression Ring, Total Control med meget mere)

Jeg synes, for det meste, at det er vanskeligt at sætte ord på begejstring. Men lad mig prøve alligevel. Contributors guitarrock har sat mig i en tilstand af vægtløs opmærksomhed. Af både noget stillestående og uvirkeligt, men jeg er i den grad også til stede i det repetitive flow. Og mere kan man vel ikke ønske sig på en glohed sommerdag?

PS: Jeg har fundet et nummer frem med Contributors til årets sidste sommerradio på Mod Strømmen. Lyt med i aften, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Summertime Blues #14 (2018)

Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

I Summertime Blues #4, hvilket må være ti uger siden, havde jeg fundet en masse 7”’ere, der er deponeret på radioen, frem. I dag fulgte jeg lidt op på emnet, idet jeg tog en stak singler med hjemmefra. Vel at mærke 45’ere, der af en eller anden grund står fremme, og ikke er blevet henvist til den kasse med godt og vel 200 singler, som jeg har stående oppe på loftet.

Dagens playliste:

De Ulige Søndage begynder i morgen

Sommerradio #5 (2018). AvernaX med Jacob Stadil og Myre Knudsen. Playliste 2. august 2018

1. Kid Creole & The Coconuts - Annie, I'm Not Your Daddy (1982)

2. Masasolo - Really Thought She Loved Me (2016)

3. Luster - Sexbeat (2017)

4. Bjarke Ramsing - Det Hele Rør Ved Ingenting (2017)

5. ET Tumason - Marshmellow King (2011)

6. Baby In Vain - Martha's View (2016)

7. Demon Head - Gallows Omen (2017)

8. Allan Olsen - Rimmerby Strand (1994)

9. Benny Holst - Sangen Om Merværdi (1971)

10. Tuhaf - ????? (live i studiet) (2018)

11. Dinner - Turn Me On (2016)

12. Kjartan Bue - Man Riding Backwards (2012)

13. D/troit - Soul Sound System (2017)

14. De Underjordiske - Ellevild I Skumringen (2018)

15. The Pastels - Summer Rain (2013)

”Where There's Smoke...”

Efter en hed juli måned, er det på tide at få skubbet bloggen i gang igen. Den seneste måned, har det mest af alt handlet om sommerradio i den ene eller anden afskygning i de tretten indlæg, det trods alt er blevet til.

Der er vist ingen tvivl om, at den plade, der kommer til at få mest omtale fra aarhusianske Mastermind Records dette efterår, bliver samarbejdet mellem Fritz Fatal, Peter Peter, Morten Chrone og Peter Kyed og albummet ’After/Det Blødende Hjerte’, der står til udgivelse i slutningen af august, hvis alt går vel.   

For mit eget vedkommende, glæder jeg mig nu ligeså meget til Birds In Flights debutskive, ’Get Real Big’, på selvsamme label. En af mine største musikalske åbenbaringer, indenfor de seneste år, var gruppens demo-materiale. I maj lagde Birds In Flight en smagsprøve ud på, hvordan det mere gennemarbejdede stof kommer til at lyde. Her ” Where There's Smoke...”, der nok er det enkeltstående nummer, jeg har hørt mest denne sommer. Hvis det står til troende, udkommer ’Get Real Big’ også i slutningen af august.

Sommerradio #5 (2018): AvernaX med Jacob Stadil og Myre Knudsen

Sover jeg eller er jeg vågen? Arrangørerne af den lille festival AvernaX, der foregår i dagene 9. - 12. august, må knibe sig i armene. Det er nemlig en utrolig historie om en drøm, der går i opfyldelse. Munke Strand på Avernakø i det sydfynske øhav lægger lokation til all-inclusive festivalen, der kunne melde udsolgt efter blot to døgn. Musikken betyder åbenbart ikke så meget for publikum, da der vist kun var offentliggjort to navne, da de 600 billetter blev sat til salg. Og så alligevel. Deltagerne stoler formentlig på bookingudvalgets musikalske præferencer. Hvilket de roligt kan gøre, der er nemlig noget for enhver smag, så at sige. Det kommer udsendelsen i morgen i høj grad til at handle om.

For at komme i den rette stemning, kommer her en video fra AvernaX 2017, produceret af Fyens.dk

Stil ind i morgen, torsdag d. 2. august, kl. 18.00 på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.