”Min billedresearch i forbindelse med tv-udsendelsen gjorde også en
anden ting klart. Selv i de perioder, hvor der forelå et meget righoldigt
materiale, var der ofte meget vanskeligt at datere de enkelte portrætbilleder,
så man kunne få dem anbragt i den rette kronologiske rækkefølge. Det var
selvfølgelig let nok, når et billede kunne sættes i forbindelse med en
grammofonindspilning, et bestemt engagement, en kortlivet orkesterbesætning.
Men allerede her, hvor dateringen var upåtvivlelige, var det ofte svært at få dem
til at rime med personens fysiognomi, som uophørligt skiftede. Det var
naturligvis hele tiden Armstrong, ingen tvivl om det, men en Armstrong der
tilsyneladende skiftede udseende med årstiderne. Det ene øjeblik med et lille overskæg,
det næste uden (normalt uden), på ét billede med ret tykt, luftigt kruset hår,
på det næste med tætklippet, brillantineret, efter bedste evne glattet frisure.
Især var det dog figuren, der
skiftede. Armstrong må have haft et naturligt anlæg for korpulence kombineret
med en stadig trang til at holde den nede, for fra han var midt i tyverne og
til langt op i hans modne alder ændrede han ustandselig omfang, som en ballon
man skiftevis puster op og lukker luft ud af.
Der findes billeder af ham,
hvor han er, hvad jeg vil kalde glinsende smældefed, og andre hvor han er så
slunken, at hans nærmeste må have frygtet, at han led af tæring. Normalt var
han ved ret godt huld - det er vist også sådan, de fleste ser ham for sig - men
de stadige forandringer i apparitionen gør det i mange tilfælde, når det drejer
sig om rene portrætbilleder, vanskeligt at afgøre, om ét fotografi er fem år
ældre eller fem år yngre end et andet.
Det gælder om mange store,
afdøde kunstnere, at der ud af de billeder, der er bevaret af dem fra
forskellige stadier i deres liv, er enkelte, som i særlig grad synes at
repræsentere den pågældende kunstner. Vi plejer at forestille os en særlig
alder som specielt forbundet med ham, som om han det meste af sit liv havde
haft netop den alder og kun forbigående havde været yngre og ældre end det. Den
unge Oehlenschläger, den gamle Verdi o.s.v., der er så mange eksempler, at man
knap gider begynde at opregne dem.
Med mindre jeg tager meget
fejl, er denne ”repræsentative alder” normalt identisk med den alder, hvor
kunstneren har frembragt sine største værker. Der kan vel være undtagelser,
især hvis der er bevaret særligt fremragende malerier fra et andet tidspunkt i
hans liv, men jeg kan ikke umiddelbart komme i tanker om den slags tilfælde.
Armstrong er i hvert fald en
undtagelse på en anden led fra denne regel, hvis det altså er en regel. Der er
nok en overensstemmelse mellem bestemte portrætter af Armstrong og bestemte
perioder i hans produktion, men samstemmigheden er ikke af kronologisk art”
- hver uge i juli, har jeg, bragt
et tyvstjålet citat fra den bog, der har været min underholdende og begavede godnatlæsning.
Bogen er som adskillige nok allerede har gættet ’Jazzen I Blodet’ af Christian
Braad Thomsen og Erik Wiedemann. Det længere tekststykke herover stammer fra en
artikel i Information, som Erik Wiedemann havde i dagbladet få dage efter Louis
Armstrongs død, d. 6. juli 1971. Idéen til artiklen må han have fået, da han
havde fået til opgave at finde fotomateriale til en slags mindeudsendelse om Pops til Danmarks Radio.
