Nytårsmorgen, 1966

Washington Square Park i New York City i fugleperspektiv, nytårsmorgen, 1966.

Fortjener Bob Dylan en form for et monument? Læs mere. Skriv under, hvis du lyster.

Godt nytår.

Besjæling

Dette er ikke en analyse. Dertil ved undertegnede ikke nok om emnet. Lad os kalde det et forsøg på at indkredse nogle tendenser. Ganske kort, drejer det sig om, hvordan naturromantikken måske har fået comeback i rockmusikken. Hvor mange bandbilleder har du set fra i år, hvor forladte fabriksbygninger, graffitimalede togstammer, en husmur eller en gade i et udpint kvarter, har dannet baggrund? Ikke mange, når du tænker dig om, vel?

Derimod, har der været adskillige, hvor orkestre har poseret i naturen. Vi har set barske vinterlandskaber, vårgrønne skove og tundralignende stilhed. Vi har set bjergmassiver, regnfulde efterårsperspektiver og sommerlig idyl. Motiverne skal selvfølgelig være med til at skabe en stemning. Det kan være af den introverte og forpinte enspænder. Det kan være kollektiv massebesjæling med plads til åbenbaringer og natursyner, som digteren Schack von Staffeldt i sin vildeste fantasi ikke kunne have romantiseret. Det kan være det uspolerede og oprindelige, man er på jagt efter.

Som nævnt er dette ikke en analyse. Kun nogle betragtninger på en morgen, hvor Rimfakse har trukket vognen med månen over nattehimmelen og har efterladt sig fjerlette spor af rimfrost. Tak for ordet.

’Abraham, Martin & John’

Vi er i 1968. Der er så småt ved at komme skred i folkmusikken igen, efter den i nogle år har levet en hensygnende tilværelse. At det gamle doo-wop og teenageidol, Dion DiMucci, skulle følge den vej, kom givetvis bag på mange.

Siden ungdomsårene, havde Dion været afhængig af heroin, men en heftig religiøs oplevelse i april 1968, som vi ikke skal komme nærmere ind på, fik ham på andre tanker og i behandling. Da han sent samme år, vendte tilbage til scenen med blød rullekravesweater, kasserollefrisure og en chik brille, var det med Dick Holler’s ’Abraham, Martin and John’, som han havde fået stukket i hånden af pladeselskabet. Titlen siger nærmest sig selv. Hvis ikke, er der hjælp at hente i familienavnene Lincoln, Luther King og Kennedy.

Sangen er senere indspillet i utallige versioner. Her skal vi blot nævne Bob Dylan’s gospel-liveudgaver. Om hvilke, der går det rygte, at Dylan fra koncertåret 1981 og frem, tilegnede en vis Lennon, der var blevet skudt ned på åben gade i 1980.

Årets Pophit

Bølgerne og humøret kan godt gå/være højt i radioprogrammet Mod Strømmen. Som regel foregår det for lukkede mikrofoner. Det hænder, at de meningsudvekslinger, som redaktionen har under musikken, dukker op i en speak.

Torsdag d. 18. december, hvor vi havde Beat 2008 på programmet, kunne vi ikke blive enige om, hvad der var årets pophit. ’Blind’ med Hercules & Love Affair var oppe at vende. Længere kom vi ikke. Siden da, har undertegnede tænkt lidt frem og tilbage, og er nået frem til, at canadiske Plants And Animals Jonathan Richman-inspirerede ’Feedback In The Field’ må være buddet herfra. Resten af gruppens album ’Parc Avenue’ fra i år, er til gengæld ikke værd at skrive hjem om.

Efterord: Numre, som ’Here Comes My Ship’ med Wreckless Eric & Amy Rigby, ’Ce N'est Pas Bon’ med Amadou & Mariam og ’Tiger Phone Card’ med Dengue Fever var under overvejelse.

Til F.P. Jac (1955-2008)

”Everybodys a dreamer and everybodys a star,
And everybodys in movies, it doesn't matter who you are.
There are stars in every city,
In every house and on every street,
And if you walk down Hollywood Boulevard
Their names are written in concrete!”

© Ray Davies. Kinks - Celluloid Heroes.

Glædelig jul

En enkelt gang er redaktionen bag Mod Strømmen blevet interviewet. Det skete til aprilnummeret af lokalavisen Christianshavneren i 2003. Siden har der været mindre justeringer. Den opmærksomme læser vil bemærke en antydning af et juleeventyr. God fornøjelse.

“Musik med modhage
Af Preben Poulsen. Foto: Mads Maaløe Jørgensen.

Hver torsdag mellem kl. 17 og 18.30 sender redaktionen Mod Strømmen på Christianshavns Radio. Uden blusel har folkene bag redaktionen, Hans-Henrik Siig og Jakob Drong Jensen, kaldt sig Københavns eneste rockradio. Det er blevet til en del rockindslag siden redaktionen etablerede sig tilbage i 1998, hvor Jakob gennem sit arbejde i Beboerhuset blev opfordret til midlertidigt at udfylde et hul i sendefladen. Studiekammeraten Hans-Henrik kom hurtigt med, og siden er det gået slag i slag med såvel temaprogrammer som gæster i studiet.

Hvordan forløber et typisk Mod Strømmen program?
Jakob: For det meste har vi ingen decideret plan på forhånd. Hans-Henrik og jeg kan godt lide at teste hinanden. Han er jo lidt ældre end jeg og har basis i en klassisk rock’n’roll, punk og garagerock, hvorimod jeg imødekommer den mere tunge del af rocken med afstikkere ind i jazz og cross-over. Vi forbereder gerne 10-12 numre hver, hvor vi løbende søger at spore os ind på en række temaer, der kan forbinde vores numre eller give os et fælles udgangspunkt. Det er en krævende fremgangsmåde, en form for radioværternes jamsession. Til gengæld kan vi bevæge os ud over det skemalagte, og tit ender vi ude i genremæssige afkroge med fokus på længst svundne scener. Det er ikke på forhånd til at sige, hvor vi havner. Andre gange har vi gæster i studiet. Her lader vi gerne gæsten styre de musikalske indsalg, mens vi diskuterer de valg af numre den pågældende har gjort. Vi har haft mange spændende gæster - både udøvende musikere, journalister og forfattere.

Har I nogle forbilleder indenfor musikradio?
Hans-Henrik: Forbilleder eller inspirationskilder. Det ved jeg ikke rigtig. Vi begyndte jo bare at lave radio, fordi det var en knippelfin måde at kanalisere en gevaldig interesse for de sidste 40-50 års rockmusik ud på. Jeg læste fornyelig, at guitaristen fra The E-Street Band, Steven van Zandt, der også er kendt som gangsteren Silvio Dante i tv-serien Sopranos, havde sit eget 60’er-garagerockshow lørdag aften på en station i New York. Det kunne måske være en inspiration, men jeg må med skam tilstå, at jeg ikke har hørt hans program. Men egentlige forbilleder næ, nej. Mod Strømmen har naturligvis udviklet sig hen ad vejen. I begyndelsen var vi meget stringente hvad angår speaks, i dag er vi måske blevet en smule mere afslappede, så vores samtaler når ofte ud i temmelig mange musikalske krinkelkroge, før vi når frem til essensen af vores program - nemlig musikken.

Hvorfor har I kaldt jer for Københavns eneste rockradio?Jakob: Det var selvfølgelig mest ment som en provokation, men noget om snakken er der. Det står jo sløjt til med formidlingen af den grænsesøgende musik. TV dækningen er decideret ikke-eksisterende, og Danmarks Radio søger at efterligne de kommercielle radiostationer med overgearede studieværter, quizzer og pop, pop, pop. Det er påfaldende, at man skal vende sig mod den gamle hitliste, Det Elektriske Barometer, for at finde noget der er til at holde ud at høre på. Pudsigt nok er listen lytterbaseret, så det er ikke på den front, at den er gal. Man undervurderer folk. De vil sgu’ godt have lidt substans med på vejen. Vi tager konsekvensen og lader gæsterne få samtlige 90 minutter. Så kan lytterne få et indblik i hvad f. eks. Superjeg, Düreforsög eller forfatterne Jan Sonnergaard har af musikalsk hjerteblod.

I må hver især lytte til utroligt meget forskellig musik?
Hans-Henrik: Jep. Jeg har eksempelvis haft det svært med dansk rock i mange år. Men efter vi har haft besøg af en række danske rockmusikere, har jeg igen åbnet ørerne. Jeg glæder mig afsindigt til The Movements debutalbum. Det kommer vist i løbet af april eller maj, og i den forbindelse vil vi lave et program med guitarist og sanger, Lukas Scherfig, der har fundet et ståsted i den engelske mod-bevægelse fra 60’erne. Det er en mand med noget på hjerte, så glæd jer. Men jo, vi lytter til og spiller meget forskelligt musik i Mod Strømmen, lige fra danske evergreens, såsom Degnens Vise, over Frankie Ford, syrerock, beatmusik og Asian Dub Foundation, til Detroits Cobras og The Sonics. Det eneste vi undlader er nok den progressive rock fra begyndelsen af 70’erne, men tager Erik Kramshøj fra Spadestik på Danmarks Radio sig jo også lige lovligt meget af."

Glædelig jul

”Frightened To Death By Some Old Santa Claus…”

Året er 1962. Efterdønningerne af Cubakrisen sitrer. Verden våner sig under atommagternes spillen med musklerne. At hændelserne i oktober 1962, senere er blevet betragtet, som kulminationen på Den Kolde Krig, havde sydafrikanske/engelske Paddy Roberts ikke en chance for at vide, da han skrev den bidende og velplacerede julesang ’Merry Christmas, You Suckers’.

”Merry Christmas, you suckers, you miserable men
That old festive season is with you again
You'll be spending your money on cartloads of junk
and from here to New Year, you'll be drunk as a skunk

Merry Christmas, you suckers, it's perfectly clear
that you fall for it all a bit sooner each year
If it goes on like this, you will find pretty soon
you're singing "White Christmas" as early as June

This Christmas card racket will cost you a packet
Each season it seems to expand
The cards are so clever, though nothing whatever
to do with the subject in hand

You'll be taking the kids 'round to multiple stores
to be frightened to death by some old Santa Claus
Then it's parties with spirits and vino and beer
Merry Christmas, you suckers, and a happy New Year

Merry Christmas, you suckers, you bleary eyed lot
You'll never get rid of that headache you've got
but I hope you feel splendid, you certainly should
with your stomachs distended with turkey and pudd

Merry Christmas, you suckers, jump into your cars
Roar off to your neighbors to sink a few jars
Though your vision is double, just keep smiling through
There are others in trouble a lot worse than you

Beyond any question, acute indigestion
will plague you and make you unwell
You won't take the warning, you'll wake up each morning
undoubtedly feeling like hell

But stick to it, suckers, go swallow a pill
for this is the season of peace and good will
While we patiently wait for that nuclear blast
Merry Christmas, you suckers, it may be your last”

© Paddy Roberts

Skousen er Skaløe

Hvad ville der være sket, hvis Eik Skaløe ikke var død i 1968 på grænsen mellem Pakistan og Indien? Genren er også kendt som kontrafaktisk historieskrivning. Lyt med.

Lewis & Clark

Lois & Clark er et berømt par i populærkulturens ABC. Hvis man bliver indenfor den amerikanske terminologi, kan man godt få mistanke om, at navnene er en hentydning til et andet makkerpar Lewis og Clark. Om der er noget om snakken, må vi for nuværende lade stå hen.

Lewis og Clark ledede fra 1804-06 den ekspedition, som præsident Thomas Jefferson sendte ud for at udforske det ødeland, som han havde købt af Frankrig for 15 millioner dollars, og som vi i dag kender, som Louisiana, Missouri, Arkansas, Iowa, Nebraska, North Dakota, South Dakota og Oklahoma. Der gik historier om, at man derude risikerede at møde krigeriske amazoner, en halv meter høje djævle og walisisk-talende indianerstammer.

I 1985 udsendte roots-bandet The Long Ryders singlen ’Looking For Lewis And Clark’, der ikke direkte tager afsæt i ekspeditionen, men bruger den som et billede på at komme videre, uden dog at glemme de ting, der betyder noget. Deriblandt Tim Hardin og en helt tredje Clark, nemlig Gene, som man ser øverst sammen med bandet i Santa Monica i 1984.

Weird Nightmare

Over en tiårig periode fra 1982 til 1992, stod produceren Hal Willner bag en nyskabelse af det såkaldte tribute-album. Den første plade var en hyldest til komponisten Nino Rota, derpå kom udgivelser til Thelonious Monk, Kurt Weill og Walt Disney eller rettere sagt hans sangskrivere. Det femte og sidste, ’Weird Nightmare - Meditations On Mingus’, var til ære for, ja, Charles Mingus.

Husorkesteret på sidstnævnte bestod bl.a. af klarinettisten Don Byron, guitaristen Bill Frisell, trommeslageren Bobby Previte og bassisten Greg Cohen. De lagde en solid bund af blues, bebop, post-bop og avantgarde for en række gæstesolister, der talte folk, som Henry Rollins, Robbie Robertson, Dr. John, Elvis Costello, Chuck D, Leonard Cohen, Diamanda Galas, Charlie Watts og Keith Richards.

Keef og Charlie fortolker her aldeles forrygende ’Oh Lord, Don't Let Them Drop That Atomic Bomb On Me'. Tillykke med de 65 år forleden, Keith.

Beat 2008

The Felice Brothers: The Felice Brothers
Marianne Faithfull: Easy Come, Easy Go
Hercules & Love Affair: Hercules & Love Affair
Paul Weller: 22 Dreams
Lukas Sherfey: Soul Vacation
Department Of Eagles: In Ear Park
Lee "Scratch" Perry: Repentance
Portishead: Third
Don Cavalli: Cry Land
Fleet Foxes: Fleet Foxes
Jenny Lewis: Acid Tongue
Black Angels: Directions To See A Ghost
Deerhunter: Microcastle
Mellemblond: Mellemblond
Silver Jews: Lookout Mountain, Lookout Sea
Bonnie "Prince" Billy: Lie Down In The Light
Bob Dylan: Tell Tale Signs
Robert Forster: The Evangelist
Vampire Weekend: Vampire Weekend
Sic Alps: U.S.Ez.
TV On The Radio: Dear Science
Vetiver: Thing Of The Past

’Dangerous Game’

Det kunne have været morsomt at høre Ramones prøve kræfter med Mary Weiss’ ’Don’t Come Back’ fra hendes undervurderede comeback-plade ’Dangerous Game’ fra sidste år. Desværre ligger det udenfor mulighedernes grænse.

Mary Weiss var kun tyve år gammel, da pigegruppen The Shangri-Las gik i opløsningen i 1968. Siden har hun optrådt sporadisk, bl.a. i 1977, da Seymour Stein, der udover at være navnkundige plademand i Sire Records, også var den første, der spottede talentmassen i rockklubben CBGB, forsøgte at gendanne The Shangri-Las. Det gik ikke, men et eller andet sted gemmer der sig et kuldkastet pladeprojekt fra det år.

’Dangerous Game’ er lavet i samarbejde med Memphis blues-punkeren Greg Cartwright og kompisarna i garagerockbandet The Reigning Sound. Og det kan man høre. Der er ingen leflen for det dagsaktuelle eller hippe, melodierne er enkelte og inspireret af klassisk rock’n’roll. Hvad venter du på?

‘Furr’

Amerikanske Blitzen Trapper har i år udsendt dets fjerde album ‘Furr’. I modsætning til forgængernes pærevælling af stileksperimenter eller stilforvirring, som denne kugleblogger har grebet sig selv i at tænke, er ’Furr’ langt mere helstøbt. Struktur klæder bandet. Blitzen Trapper har været fokuseret på de gode sange og melodier, hvor der er reminiscenser af Crosby, Stills, Nash & Young, Dylan og især Pavement.

Det tilbageskuende er dog ikke ensbetydende med, at uforudsigeligheden er sat over styr. Sekstetten dyrker stadig feedback og elektroniske klangflader, der - en smule patetisk sagt, nævn ikke letkøbt - holder pladen svævende mellem fortid og nutid. ’Furr’ er et væsentligt bidrag til årets plader, selv om den ser ud til, at være udnævnt til en parentes på de store musikmagasiners årslister.

”And if 'Copenhagen'…

…slides into the ocean / Like the mystics and statistics say it will / I predict this motel will be standing until I pay my bill”.

Lettere omskrivning af Warren Zevon’s ’Desperados Under The Eaves’ efter morgens jordskælv. Ingen dommedagsprofeti, ikke et ord om de sidste tider, de er hørt.

Podcast

”Weary voice that's laughin', on the radio once
We sounded drunk, never made it on
Passin' through and it's late, the station started to fade
Picked another one up in the very next state”

© The Replacements.

’Left Of The Dial’ begynder en smule overstyret i den ene af de tre udsendelser af Mod Strømmen, der efter længere tids tilløb nu er lagt på nettet. Klik dig videre herfra og hør programmet med Jens Unmack fra 25. september (tjek playlisten), Mellemblond fra 4. september og Alive With Worms fra 28. august. God fornøjelse.

Beat 2008 i Mod Strømmen

Torsdag d. 18. december, mellem kl. 18-20, giver redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) et bud på de bedste plader fra 2008.

Henning Christiansen 1932-2008

”Scherfig er vores bedste forfatter, kras satire. Jeg har villet skrive en ægte kommunistmusik, vaskeægte toner. Væk med EF-musikken, elektrofonien og kryptiske musikalske eksesser, Darmstads-gas og den kvæstede østerlandske filosofiske import, skalkeskjul, udenomssnak. Videre med den progressive menneskelighed. Borgerløn. Produktionsmidlerne og jorden skal tilhøre os alle, og vi skal have glæde af det. Rent symbolsk hænger mit håb i tonerne i filmens sidste klaver-vals, spillet af rigtige menneskehænder.”

- avantgardekomponisten og multikunstneren Henning Christiansen om tankerne bag musikken til filmen ’Den forsvundne fuldmægtige’. Dansk Musik Tidsskrift, nr. 6, 1971. Hvil i fred.

’Let’s Get Rid Of NY’

En single og et livejob er alt LA-punkbandet The Randoms kan skrive på cv’et. Pladen blev indspillet på en firesporsbåndoptager i et køkken i Hollywood i 1977, og udsendt i 1500 kopier. Besætningen var Pat Garrett, vox, guitar, John Doe, bas og K.K. Barrett på trommer.

’Let’s Get Rid Of NY’ figurerede vidst ikke på den liste over sange, som man i Danmarks Radio fandt uheldige at spille efter 11. september 2001. Skru op!

Shot Down In The Night

Natten mellem d. 10. og 11. december 1964, blev soulsangeren Sam Cooke skudt på et motel i Los Angeles. Det er 44 år siden i dag. Et af de aspekter ved Cooke’s død, som stadig bliver diskuteret, er modsætningen mellem Cooke’s ansigt udadtil og privatmennesket. Offentlig fremstod han som en mand i balance, humørfyldt og sympatisk. Han var gift med sin high-school kæreste, han havde sit eget pladeselskab, managementfirma og publiceringsorganisation. En pæn mand med fod under eget bord og med kontrol over egen skæbne, så at sige.

Alligevel gik det galt hin nat. Efter en mindre sammenkomst på en restaurant i Hollywood, havde han lovet at køre den 22 år gamle - letlevende, skulle det senere vise sig - Elisa Boyer hjem. Undervejs ombestemte han sig og tog i stedet til et motel i Los Angeles, hvor han indskrev dem som Mr. og Mrs. Cooke. Hvad der skete på motelrummet, har vi kun Boyer’s udsagn om. I retten fortalt hun, at han havde forsøgt at voldtage hende, men at det var lykkedes hende at flygte med sit eget og Cooke’s tøj under armen. Iført en sportsjakke, ikke andet, fulgte Cooke efter hende. Han troede, hun havde gemt sig i receptionen og prøvede med magt at komme derind. Da den 55-årige kvindelige, sorte receptionist ville tilkalde politiet, blev det for meget for Cooke, som overfaldt hende med en kæp. I tumulten fik hun fat på en pistol og skød ham tre gange.

Efter Cooke’s død udkom hans måske største hit ’A Change Is Gonna Come’, som han havde skrevet efter at have hørt Bob Dylan’s ’ Blowin’ In The Wind’. Her på siden husker vi også ’Only Sixteen’, ’Chain Gang’ ’What A Wonderful World’ og ’Twisting The Night Away’. Sidstnævnte kan du risikere at høre i radio-programmet Mod Strømmen i aften, hvor temaet er ’Night Time Is The Right Time’.

’Tambourine Freak Machine’

Denne siden burde for længst, have skrevet nogle superlativer om Dragontears andet album ’Tambourine Freak Machine’. En ting er gode intentioner, en anden at få dem udført. I stedet kommer her et pluk af et interview, som Lorenzo Woodrose har givet til internetmagasinet Lowcut. I tekststykket dissekerer Lorenzo pladetitlen:

”Well, it rhymes nicely and sounds cool. I like all three words very much. There are several layers if you look at the meaning of it - a balance between natural organic instruments (tambourine) and electronic devices on the album (machine). Also, making machines freak by manipulting them such as in the circuit bends on Dreamweaver #2 and the idea of me being the tambourine freak machine (there's a Dylan association here as well - as in I like to play the tambourine and sing songs in the jingle jangle morning) and sometimes it feels like the music I make attract or maybe even produce freaks. Some of the fans that get in touch with me on places like MySpace and Facebook are clearly not normal, thank god! Mostly they are very sensitive, intelligent young people who identify with the outcast image I project.”

Læs resten. Og stil ind på Lowcut R’n’R Radio, hver søndag på Christianshavns Kanal.

Richie Havens

Billedarkivet fra Life magasin er en guldgrube. Her har vi folksangeren Richie Havens sammen med sine forældre Mildred og Richard, New York, 1970. Følg med herunder. Klik på fotografierne for en større gengivelse.

Frank Zappa

Frank Zappa sammen med forældrene, Francis og Rosemarie, Los Angeles, CA, USA, 1971

Jackson 5

Familien Jackson, Encino, CA, USA, 1970

David Crosby

Floyd og David Crosby, Ojai, CA, USA, 197o

Grace Slick

Grace Slick med sin mor Virginia Wing, Palo Alto, CA, USA, 1971

Donovan

Donovan med forældrene foran pejs og buste af sønnike, UK, 1971.

Joe Cocker

Joe Cocker sammen med sin mor Marjorie, Sheffield, UK, 1970.

Ginger Baker

Udenfor Ginger Baker’s mors hus, Bexley, UK, 1971.

Elton John

Elton John sammen med sin mor og stedfar, London, UK, 1971.

Eric Clapton

Eric Clapton og mormoren Rose, som han boede hos som barn, Surrey, UK, 1970.

Night Time Is The Right Time i Mod Strømmen

Vi nærmer os vintersolhverv, der som bekendt markerer årets længste nat eller årets korteste dag. Alt efter hvordan man vælger at betragte det. Om det er derfor, at radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), torsdag 11. december, kl. 18-20, har temaet ’Night Time Is The Right Time’, er uklart. Umiddelbart er der ikke tænkt i de baner.

Med det på plads, har det været et af de temaer, som har været nemmeste at finde numre til. Den besværlige del, bliver at få dem skaleret ned til et program på to timer. På den anden side, så lykkedes det i oktober for Theme Time Radio Hour at skære det samme emne ned til en time. Ingen sammenligning i øvrigt.

1. Joe Houston & His Rockets - All Night Long (1956)
2. Dr. John - Such a Night (1973)
3. The Drifters - Another Night With The Boys (1962)
4. LeRoy Carr with Scrapper Blackwell - When The Sun Goes Down (1935)
5. Fred Astaire with the Oscar Peterson Group - The Way You Look Tonight (1952)
6. Willie Nelson - Night Life (1965)
7. Chuck Carbo - In The Night (1962)
8. Buddy Holly - Midnight Shift (1958)
9. Zuzu Bollin - Why Don't You Eat Where You Slept Last Night? (1951)
10. The Strangeloves - Night Time (1965)
11. Professor Longhair - In the Night (1953)
12. Latin Playboys - Forever Night Shade Mary (1994)
13. Charles Brown - Black Night (1951)
14. Kris Kristoffersen - Help Me Make It Through the Night (1970)

Lyt med på torsdag.

Aspirant 2008?

Ubevidst eller ej, så har denne blogger, skubbet Jenny Lewis seneste udspil ’Acid Tongue’ foran sig. Måske fordi han gruede for, at det ikke ville leve op ’Rabbit Fur Coat’, som Lewis lavede sammen med The Watson Twins for et par år tilbage? Efter et par timer med Lewis andet soloudspil over bilanlægget i går, er forbehold og bekymringer dog sat på vågeblus.

’Acid Tongue’ er charmerende og spækket med kroge og vinkler, der omkranser lige dele tidlig 1970'er West Coast sangskrivning, countryrock, klassisk pigepop, ligesom den sine steder slår en klo i gospel og blues. Der er ikke tale om nogle former for nytænkning. Hvornår har der i øvrigt sidst været det indenfor popmusikken? Meget mindre kan gøre det. Om albummet holder afgør tiden.

Julefrokosten

Én gang om året har vi chancen. Forspild den ikke. Få nu stillet det spørgsmål, der har holdt dig vågen talløse nætter. ”Can Your Pussy Do The Dog?” Skål! Hik! Bøvs! Undskyld!

”This Is The 51st State - Of The U. S. A.”

I det engelske magasin Word opfordrer de for øjeblikket læserne til at komme med bud på sange, hvor navne på amerikanske stater indgår i titlen. Ved årsskiftet 2006-2007, lavede Mod Strømmen en udsendelsesrække med det tema. Her følger vort udvalg.

1. John Coltrane - Alabama (live) (1963)

2. The Softies - Alaska (1995)

3. Public Enemy - By The Time I Get To Arizona (1991)

4. Bruce Springsteen & The E-Street Band - Mary Queen Of Arkansas (1973)

5. Lane Hardin - California Desert Blues (1935)

6. Johnny Cash - You Wild Colorado (1965)

7. Jesus H Christ & The Four Hornsmen Of The Apocalypse - Connecticut's For Fucking (2006)

8. George Thorogood & The Destroyers - Delaware Slide (1977)

9. Muddy Waters - Deep Down in Florida #2 (1981)

10. Van Morrison - Georgia On My Mind (2002)

11. The Rivieras - Let's Go To Hawaii (1965)

12. The B-52's - Private Idaho (1981)

13. The Handsome Family - The Giant of Illinois (1998)

14. The Jackson 5 - Goin' Back To Indiana (1971)

15. The Autumn Defense - Iowa City Adieu (2003)

16. Brenda Lee - Kansas City (1968)

17. Elvis Presley - Kentucky Rain (1969)

18. Chuck Berry - Oh Louisiana (1971)

19. The Missouri Compromise - Creation of Maine (2004)

20. Sidney Bechet - Maryland, My Maryland (1952)

21. Willard Grant Conspiracy - Massachusetts (2001)

22. The Red Hot Chili Peppers - Especially In Michigan (2006)

23. The Dictators - The Minnesota Strip (1978)

24. Bob Dylan - Mississippi (2001)

25. Low - Missouri (1999)

26. Frank Zappa & The Mothers - Montana (1973)

27. Josh Rouse - Dressed Up Like Nebraska (1998)

28. Pere Ubu - Nevada! (1989)

29. Sonic Youth - New Hampshire (2004)

30. The Standard - Monks In New Jersey (2004)

31. Rick Danko - New Mexico (1977)

32. Billy Joel - New York State Of Mind (1975)

33. Divine MAGgees - North Carolina (2005)

34. Thrush Hermit - North Dakota (1997)

35. Crosby, Stills, Nash & Young - Ohio (1971)

36. J.J. Cale - If You're Ever In Oklahoma (1972)

37. Loretta Lynn with Jack White - Portland Oregon (2004)

38. Matthew Friedberger - The Pennsylvania Rock Oil Co. Resignation Letter (2006)

39. Ike & Tina Turner - Sweet Rhode Island Red (1974)

40. Gil Scott-Heron & Brian Jackson - South Carolina (Barnwell) (1976)

41. Kinky Friedman & The Texas Jewboys - Rapid City, South Dakota (1974)

42. Silver Jews - Tennessee (2001)

43. The Raveonettes - Somewhere In Texas (2005)

44. THAU - Utah No. 36 (1994)

45. The Smittens - I Hate Vermont (2004)

46. John Phillips - Oh Virginia (2001)

47. Casiotone For The Painfully Alone - Seattle, Washington (1999)

48. Hazel Dickens - West Virginia My Home (1980)

49. The Holy Ranger & His Blues Rider Band - Wisconsin October (1991)

50. Richmond Fontaine - Laramie, Wyoming (2005)

I begyndelsen af 1900-tallet var der, ifølge denne artikel fra Wikipedia, en flok dansk-amerikanerne nær Ålborg (Rebildselskabet?), der forsøgte at få Danmark indlemmet, som stat i U.S.A. Sat på spidsen er det sket uden besvær siden hen.

Odetta 1930-2008

Endnu en af de store, sorte stemmer er gået bort. Tirsdag døde folksangerinden Odetta efter længere tids sygdom på et hospital på Manhattan. Hendes ønske om at synge ved Obama’s præsidentindsættelse til januar, fik hun ikke opfyldt. Hør hende her med en sen udgave af ’Midnight Special’. Herover ses hun sammen med sangeren Harry Belafonte og skuespilleren Sidney Poitier ved et borgerrettighedsmøde ved Frihedsgudinden i 1960.

Song For Keith

”Sitting round thinking ‘bout Keith all day long
Getting stoned thinking ‘bout how he played the guitar
Ain't nothing like getting stoned to The Rolling Stones
Can't find my copy of Goats Head Soup
Think it's under my clothes

Having drinks taking some pills and playing in ‘A'
Dressing up pretending it's 1973
Ain't nothing like getting stoned to the Rolling Stones
Go get my copy of Let It Bleed
I got some papers and weed
God damnit where are my smokes?

This ain't nothing but a song for Keith
This ain't nothing but a song for Keith
This ain't nothing but a song for Keith

Ronnie Wood back when he had his Own Album To Do
Was pretty good but dammit I love Mick Taylor too
Ain't nothing like getting high spinning Love You Live
Making out with some movie star
I'd rather listen to Exile

This ain't nothing but a song for Keith
This ain't nothing but a song for Keith
This ain't nothing but a song for Keith
This ain't nothing but a song for Keith
This ain't nothing but a song for Keith
This ain't nothing but a song for Keith
Baby

Woo-hoo-hoo Woo-hoo-hoo
Woo-hoo-hoo Woo-hoo-hoo
Woo-hoo-hoo Woo-hoo-hoo”

© Ryan Adams.

B-side til singlen ’Nuclear’ fra 2003. Lyt med her. Øverst er det Anita Pallenberg, Keef, Gram Parsons og en veninde.

Guddommelig Galskab i Mod Strømmen

Mindst en tredjedel af redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), har en stor veneration for dansksproget punkrock. Allerhelst knaldhøjt i et par høretelefoner. Den vil han gerne dele med andre og ser derfor frem til torsdag 4. december, mellem kl. 18-20, hvor Guddommelig Galskab kommer forbi studiet. GG har i år fejret dets 10 års fødselsdag med pladen ’Ånden fra 69’, hvor ”alle numrene handler om det tomrum der opstod, da Ungeren blev ryddet”, som det hedder i noget pressemateriale. Find frekvensen eller fåk af!

Covernoter

Blandt årets pladeudgivelser er der fire coveralbum, som har fået ekstra spilletid hos denne blogger. I februar kom Cat Power’s ’Jukebox’. Maj bød på Vetiver’s ’Thing Of The Past’, der siden er fulgt op af en ep med flere kopier. Glen Campbell udgav i august ’Meet Glen Campbell’. Endelig kom Marianne Faithfull med ’Easy Come, Easy Go’ i november.

Genren coveralbum, kan være svær at knække. Tænk bare på en anden udgivelse fra i år, Scarlett Johansson’s ’Anywhere I Lay My Head’ med sange af Tom Waits. Den er et eller andet sted blevet bedømt ud fra det, den ikke er. Valget af David Sitek fra TV On The Radio som producer, indikerede allerede tidligt, at det ikke var en publikumsjazzpleaser. I stedet fik man et album med nogle interessante fortolkninger, der har rod i mørk 1980’er lyd. Om man så er på bølgelænge med den tone, er en helt anden sag.

Tilbage til de fire plader. For undertegnede er en del af glæden ved et coveralbum, førstegangsindtrykket af det valgte materiale, passer det til kunstneren, interessante eller overraskende versioner, ofte er det også endt med at søge bagud til originalerne. Af den årsag kommer her George Jackson’s ’Aretha, Sing One For Me’, som Cat Power har med. Vetiver prøver kræfter med Hawkwind’s ’Hurry On Sundown’. Campbell synger sig igennem ’These Days’ af Jackson Brown. Faithfull fortolker Neko Case’ ’Hold On, Hold On’, sammen med Chan Marshall alias Cat Power. Med lidt løs snak til sidst, kan man vist godt sige, at cirklen er sluttet.