Khun Narin’s Electric Phin Band

Jeg besøger jævnligt bloggen Dangerous Minds. Den er morsom og tankevækkende og så har den det med at hive obskure ting frem fra det kulturelle overdrev. Forleden skrev bloggen om en mand, som har bygget Fawlty Towers i LEGO. Og sådan kan jeg næsten blive ved. Det var også der, jeg fandt ud af, at man på youtube kan se hele Mel Stuarts dokumentarfilm om 1972-Wattstax-festivalen og det afroamerikanske samfund i bydelen Watts i Los Angeles.

Til gengæld gik det min næse forbi, da Dangerous Minds for knapt et år siden, på forunderligvis havde fundet en video med det thailandske landsbyorkester, Khun Narin’s Electric Phin Band. Khun betyder hr. og phin guitar. Det giver jo sig selv. For seks måneder siden fik den amerikanske producer Josh Marcy, ad snørklede omveje, fat på bandet og foreslog dem at indspille en plade. Først var lederen Khun Narin tilbageholdende, men han lod sig dog overtale. Her er resultatet:

Myreskær i Mod Strømmen

”Jeg er kommet frem til, at det er et projekt som har brug for at være hudløst ærligt. Ligesom Hælene er ærligt, men det er på en anden måde, Hælene bliver pakket ind på en eller anden måde. I Myreskær er det tit helt konkrete personer og episoder jeg skriver om, og det gør det interessant at arbejde med.”

- Myre Knudsen til Borderline Magazine, december 2013.

’Umiddelbart Banalt’ kommer Myreskærs debutplade vistnok til at hedde. Sandheden er ofte banal. Men det behøver jeg formentlig ikke at fortælle nogen. Jeg behøver vist heller ikke at fortælle, at Hælene er De Høje Hæle. Og således slap jeg uden om både en længere filosofisk udredelse og et musikalsk levnedsløb.

Så let slipper jeg ikke uden om Myreskær. Teksterne er kontante, så det vil jeg også prøve at være. De skildrer op- og nedture uden digression. Titler som ’Forgiftet Blod’, ’En Tid I Mit Liv’ og ’Lad Det Ligge’, siger det meste. Myre Knudsen er inde og røre ved følelser i sig selv, som man ikke altid deler med andre. Og hvis man gør det, ender det ofte i noget højstemt, konstrueret vås. Sådan er det ikke med Myreskær. Sproget er spartansk og helt hans eget. Det samme kan man sige om musikken. Den er også helt hans egen. Det er en særegen blanding af psych og folk og blues, men igen holdt på et minimum.

Lyt med på næste torsdag, d. 4. september, kl. 18 – 20, på 98.9 FM eller livestream udsendelsen.

Hvilket smukt kaos!

“Too much drugging and drinking…”, men for fanden, hvor jeg elsker den plade. Den har tilmed en kritikers ord for at være det værste album, der nogensinde er lavet.

Filmen herunder er optaget af Tav Falco og Randall Lyon under indspilningen af ’Like Flies On Sherbert’. Medvirkende er Alex Chilton, Jim Dickinson, Sid Selvidge og Marcia Hare.

Et forløb som producer, guitarist mv. Jim Dickison har sagt om: ”A lot of the guitar on Sherbert is me. Alex said, 'You still play like you’re 14 years old.' I said, 'Yeah, I play bad.' That's what he wanted.". Videre lyder det: "Sometimes there was somebody in the control room and a lot of times there was nobody there”

Global. Efterår 2014. Playliste 28. august 2014.

1. Siba - Ariana (2013)

2. Siba - Canoa Furada (2013)

3. Siba - Um Verso Preso (2013)

4. TiãoDuá - Bacharelismo (2012)

5. TiãoDuá - Intersis Play (2012)

6. Hayvanlar Alemi - Mavi Septet (2011)

7. Hayvanlar Alemi - Perils of Haarlem (2014)

8. Meridian Brothers - Somos Los Residentes (2014)

9. Meridian Brothers - Doctor Trompeta (2014)

10. Farmers Market - Anyone Who Remembers Vladiwoodstock Wasn't There! (2008)

11. Dead Rat Orchestra - Joy/Sorrow (2012)

12. Dead Rat Orchestra - Dods Banjo (2012)

13. Söndörgő - Jozo (2014)

14. Söndörgő - Drago Kolo (2014)

15. DePedro - De Como Empezamos (2013)

16. Temenik Electric - Ouesh Hada (2013)

17. Dreamers Circus - Carrousel Prime (2013)

18. Sudeshna Bhattacharya & Sanjoy Bannerjee - Thumri In Mishra Bhairavi With Ragamala (2013)

Global efterår 2014 by Modstroemmen on Mixcloud

Integritetskonflikt. Are we running a business?

Den 25-årige blues-garage-dude Benjamin Booker fra New Orleans er blevet sammenlignet med Hound Dog Taylor. Det er cool. Selv finder han inspiration i The Gun Club, Blind Willie Johnson og T. Rex. Det også cool. Til gengæld har det nok været godt for forretningen at blive håndplukket til at varme op for Jack White, men næppe helt så cool. Jo, hvis det var sket for ti år siden eller mere….

Bookers musik fejler nu ikke noget:

Benjamin Bookers debutplade er ude i Europa via Rough Trade Records.

Efteråret på Global i Mod Strømmen

Navnet Global World Music Venue kan godt snyde. Man kan eksempelvis fristes til at tro, at Nørrebro-spillestedet har en klar genredefinition. Intet kunne være mere urigtigt. Det er måske den scene i byen med den største diversitet. Hvis jeg bare tænker på de musikalske oplevelser, jeg har haft på Global, og jeg er på ingen måder stamkunde, så kan jeg ikke pege på andre koncertsteder i København, hvis musikprofil peger i så mange grundforskellige retninger. 

Jeg har hørt afropop og med pop, mener jeg pop, ørkenblues af allerbedste kvalitet, danske viser, Gnawa, stubepunk og regulær punkrock. Jeg er blevet hypnotiseret af rytmer fra Kinshasa. Jeg har været i Mellemøsten og Sydamerika. Jeg har rejst på de gamle karavaneveje til Kina. Jeg har defileret rundt i Paris´ forstæder og kørt rundt i en Buick Roadmaster Skylark fra 1954 i Austin, Texas.

Global åbner allerede efterårssæsonen nu på fredag, d. 29. august, med Siba og TiãoDuá fra Brasilien. Mangue beat, tropical rock, samba og funk. De kommende måneder bliver publikum beriget med blandt andet fiesta punk, freak-folk, klassisk indisk musik, Garifuna fra Honduras, turkish psychedelia og americana. Mark Ernestus dukker op sammen med Jeri-Jeri, Meridian Brothers kommer hele vejen fra Bogota og Seun Kuti har samlet Egypt 80. For slet ikke at tale om de tillokkende mandagsarrangementer med Kresten Osgood & Indianerne med gæster som Eugene Chadbourne, Snöleoparden, Maria Laurette Friis og Adam Rudolph. Jeg kan slet ikke få nok.

På torsdag, dvs. 28. august, kan man høre mere om, hvad der er i vente, når booker Peter Hvalkof besøger Mod Strømmen. Det sker mellem kl. 18-20 på enten 98.9FM eller direkte livestream.

Costello 60

The 1st. Playliste 21. august 2014.

1. The 1st - Rain It Down (2014)

2. The 1st - Epiphany (2014)

3. Ty Segall - Feel (2014)

4. Traffic - Dear Mr. Fantasy (1967)

5. Simon & Garfunkel - Somewhere They Can't Find Me (1966)

6. The Who - Coke 2 (1967/2009)

7. Kinks - The Village Green Preservation Society (1968)

8. Ty Segall & White Fence - Time (2012)

9. The Doors - Backdoor Man (1968)

10. The 1st - OCD (2014)

11. Neil Young - Don’t Cry (1989)

12. ???? - Sweet Soul Sister (????)

13. The Louvin Brothers - In the Pines (1956)

14. Savage Rose - Ride My Mountain (1968)

15. The Rolling Stones - Sad Day (1966)

16. The 1st - Did It Again (2014)

The 1st by Modstroemmen on Mixcloud

Krydstjek. Gutter Island. Påbegyndt.

Hippier på besøg hos Mama Cass

Pic Dawson, Eric Clapton, Joni Mitchell, David Crosby, Gary Burden, Annette Burden, Mama Cass og Amy Burden. 1968.

’Nowhere Is Home To Me…’

Under den seneste Shoot-udsendelse rodede vi godt og grundigt op i bunken med sangskrivere fra De Britiske Øer. Lonere som Dan Treacy, Paddy McAloon og Julian Cope var på grammofonen. Felt, The Cleaners From Venus og Magazine blev fundet frem fra gemmerne.

I morges, da jeg var på vej på arbejde i en modbydelig modvind, slog det mig, at vi også burde have spillet Kevin Rowland & Dexy's Midnight Runners eller bare Dexys, som bandet kalder sig på comeback-pladen, ’One Day I'm Going To Soar’. Orkestrets første i 27 år og nok én af de bedste udgivelser i 2012. Et album, hvor Kevin Rowland griber fat i en række af de temaer, som, ja, altid har befolket hans sange. Den irske baggrund, barndomsminder, begær, paranoia, bedrag og en manglende evne til at falde til ro og til at elske.

Her først en nøgen udgave af den reflekterende ’Nowhere Is Home’, der rummer elementer af de fleste af de emner, som jeg lige har remset op. Derefter albumversionen:

Fanden er løs og han holder sig ikke i Laksegade. The Janitors: ‘Here They Come’.

Der går et spøgelse gennem Europa. Det udtryk kender vi alle. Men skal man tro svenske The Janitors, så er det langtfra en genganger, som lader sig mane i jorden. Der er noget ondt på færde. Bad Afro udsendte i går det første nummer fra svenskernes kommende ep, ’Evil Doings Of An Evil Kind’, med den sigende titel, ’Here They Come’.

Budskabet er på ingen måde til at tage fejl af. Mefisto og Faust træder i karakter. Med en blytung, infernalsk firserlyd, bygger The Janitors nummeret op med anmassende, uhyggelige droner, alt i mens mørket sænker sig og en grotesk og makaber verden af forvredne, rådne tankegange træder lyslevende frem:  

Til orientering. Without further ado.

De ansatte hos Pitchfork har stukket hovederne sammen og har udarbejdet en foreløbig liste over dette årtis 200 bedste sange. Her de fem første:

1. Grimes – ‘Oblivion’

2. Ariel Pink's Haunted Graffiti – ‘Round And Round’

3. Kanye West ft. Pusha T – ‘Runaway’

4. M83 – ‘Midnight City’

5. Kendrick Lamar – ‘Bitch, Don't Kill My Vibe’

Se resten.

The 1st i Mod Strømmen

Det er ikke nogen hemmelighed, at The Setting Son har en kæmpe plads i mit hjerte. Nu på torsdag, d. 21. august, får Mod Strømmen besøg af The 1st, som består Sebastian T. W. Kristiansen og Adam Olsson, fra netop The Setting Son mv., samt Henrik ’Hellman' Lysgaard fra bl.a. She Talks og Johan Lei Gellett fra The Good The Bad mm. Bandet albumdebuterede på hvid vinyl i maj og spiller de kommende måneder en række shows landet over. Begyndende på lørdag på Gutter Island Garage Rock Festival.

Selvom man genkender den musikalske grundstruktur fra The Setting Son, så er det som om, at The 1st-materialet har fået en anden og mere nuanceret ætsning. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at Sebastian T. W. Kristiansen er modnet som sangskriver. Ikke, at The 1st af den årsag, giver køb på det umiddelbare og troskyldige tresserudtryk, som i høj grad er The Setting Sons særkende og stærke side. The 1st er stadig stinkende fed, stilistisk popkunst med masser af guitar og vokalharmonier. Akkurat som jeg elsker dén.

Lyt med kl. 18 – 20, på torsdag, på enten 98.9 FM eller anvend livestreamen.

Her den nye single, ’Rain It Down’:

Urentable aktiver. “Hey Mr. Rain, Won't You Follow Me Down”

’VU’ og ’Another View’, de to outtake-opsamlingsplader, der kom med The Velvet Underground i henholdsvis 1985 og 1986, er obligatoriske på snart sagt enhver musikalsk opdagelses-, opdragelsesrejse. Nu skal jeg ikke trætte nogen med pladeselskabssammenlægninger, dårlig økonomi og urentable aktiver. Det kort af det lange er, at man i begyndelsen af firserne fandt nitten ikke tidligere udsendte spor. Heraf fem fra tiden med John Cale. Mange af numrene genanvendte Lou Reed iøvrigt i løbet af sin solokarriere, så der var ikke tale om fuldstændigt ukendt materiale, som blev gravet frem. ’VU’ er et udvalg af demoer fra 1969, samt ’Temptation Inside Your Heart’ og ’Stephanie Says’, der blev indspillet i februar 1968, hvor John Cale stadig var med. ’Another View’ dækker årene 1967-69 og indeholder de tre resterende numre med Cale.

Det er også ’Another View’, vi skal have fat i. Derpå finder man ’Hey Mr. Rain’, som Cale skrev, og som måske levendegør det musikalske brud, som var hovedårsagen til, at John Cale skred. Optagelsen af ’Mr. Rain’ stammer fra maj 1968. Som sammenligningsgrundlag kan man eventuelt høre Reeds langt mere konventionelle popsang, ’Stephanie Says’, der, som sagt, er fra februar samme år.  

Og, ja, dét er fordi, det har pisset ned hele dagen, at jeg kom til at tænke på ’Mr. Rain’.     

Indenlandsk genrefordybelse. Tre nye plader

Næste weekend er der Gutter Island Garage Rock Festival. Åbningsactet er det stilfulde, københavnske garage- og modband med det signifikante navn, The Youth. Jeg ved ikke, hvor mange singler de efterhånden har udsendt. Der er en ny 7”’er vej på et schweizisk selskab og debutalbummet kommer på det engelske Dirty Water Records, d. 30. august.

Aalborgensiske The Columbian Neckties spillede på Gutter Island for to år siden. Det orkester, står der stor respekt om i danske garagerock-kredse. Nu har bassisten Rune Dollerup Larsen slået pjalterne sig sammen med Viktoria Boyding, der var forsanger i metalorkestre Dawnbreak. I fællesskab har de kastet sig over alternativ country i duetten, The Devil’s Tiny Chains. For et års tid siden udsendte de ep’en ’Society's Toy’. I begyndelsen af september bliver den fulgt op af ’Where's The Riot?’, et ti-track album, der for mig at høre tager den hjemlige countrymusik nye steder hen.

Workers In Songs trækker på de samme inspirationer som The Devil’s Tiny Chains. Måske er deres udtryk en smule mere rustikt. Hvis det ord overhovedet giver mening, når man taler om alternativ country? Fredag d. 29. august udsender de deres andet album, ’That Glorious Masterpiece’. Det fejrer de samme aften på Loppen på Christiania. 

Albummet er ifølge gruppen selv et mikrokosmos af ”op- og nedture, man er bestemt til at møde, når man befinder sig på vejen mod noget, der endnu er udefinerbart”. Men samtidig bliver det også, ”en personlig refleksion over denne rejses fejl og forelskelse, drømme og dumheder, samt en anerkendelse af, at man somme tider må se noget smukt dø, før man kan komme videre.”

Umiddelbart har jeg ikke fundet noget materiale fra den nye plade. Så jeg napper den udtryksfulde titelsang fra debuten:

Shoot From The Hip #4. 14. august 2014

1. Crosby, Stills, Nash & Young - Almost Cut My Hair (1970)

2. The Sir Douglas Band - Juan Mendoza (1973)

3. Freddy Fræk - Hilsen Fra Sommerlejren (1971)

4. Bob Dylan - In The Summertime (1983)

5. The Flaming Sideburns - Black Moon (2003/2006)

6. Cosmo Jones Beat Machine - Fauna's Payback (2008)

7. Purling Hiss - Icelator (2014)

8. The Cleaners From Venus - Cling To Me (2014)

9. Prefab Sprout - The Best Jewel Thief In The World (2013)

10. Television Personalities - A Sense Of Belonging (1984)

11. Magazine - A Song From Under The Floorboards (1980)

12. The Bats - Chicken Bird Run (1985)

13. The Teardrop Explodes - Sleeping Gas (1980)

14. Kim Fowley - Ugly Stories About Rock Stars And The War (1973)

15. The Darling Downs - Wish You Were Her (2013)

16. Lydia Lunch & Cypress Grove - TB Sheets (2014)

17. Dave Alvin & Phil Alvin - Southern Flood Blues (2014)

18. The Replacements - Take Me Down To The Hospital (1983)

19. Iggy Pop - Les Passantes (2012)

20. The 1st - Rich Boy (2014)

21. Felt - All The People I Like Are Those That Are Dead (1986)

Shoot From The Hip #4 (2014) by Modstroemmen on Mixcloud

I aften. Iceage, Nils Gröndahl mv.

Jeg er sent ude. Der er kun et par timer til koncerten begynder. Men alt dét fremgår jo ganske tydeligt af plakaten. Hvis man ikke har hørt Nils Gröndahl live tidligere, så er chancen herunder. ´Du Bist Nicht Da’ er optaget på Drone Bar og er at finde på Gröndahls kommende album ’Endlos Routinen’, der ude på Drone Recordings til oktober.

Naiv, dilettantisk avantgardepop. The Cleaners From Venus er tilbage

Jeg træder dødvande for tiden. Står i et vadested og har ingen anelse om jeg skal gå med eller mod strømmen. Eller bare følge den sikre vej op på land. I løbet af sommeren har jeg genhørt en række fremragende engelske sangskrivere. Om hvem flertallet nok vil sige, at de havde deres finest hour fra slutningen af halvfjerdserne og op gennem firserne. Stier jeg ikke betræder særligt ofte. 

Det nye Goat-album, ’Commune’, der udkommer på Sub Pop om en månedstid, har jeg også været så heldig at få lov at høre. Jeg er slet ikke overbevist. Da ’World Music’ kom for to år siden var jeg ikke tvivl. Det var nyt og spillevende. Altmodisch er måske ikke det rigtige ord at bruge om ’Commune’, men det var ikke desto mindre, det første jeg tænkte på, da jeg lyttede til pladen. Det går stærkt i musikbranchen og den nye psych-bølge har desværre nok toppet for mit vedkommende. Ikke sådan forstået, at der ikke udkommer gode album indenfor genren. Jeg er bare på vej et andet sted hen. Men hvor skal jeg gå hen? Worldmusikken trækker stadigvæk helt vildt i mig og Gud ske tak og lov for det!

For at vende tilbage til de engelske sangskrivere, så har jeg hørt en del ’The Cleaners From Venus. Vol. 1 Box Set’, der kom i 2012 og som indeholder bandets første tre udgivelser, der blev udsendt i 1981-82. Siden er der både kommet en vol. 2 og 3. The Cleaners From Venus er lig med Martin Newell. Okay, der har været et par sidekicks med indover gennem årene. Den mest givende var nok den begavede pianist Giles Smith, der spillede med på midtfirser-pladerne.  

Det glædede mig umanerligt meget, da jeg i juli fandt ud af, at The Cleaners From Venus har et nyt album ude. Ikke at der er sket så meget på ’Return To Bohemia’, som udgivelsen hedder. Det er stadigvæk Martin Newells hjemmeproducerede og til tider noget naive, dilettantiske avantgardepop, der rummer elementer af Ray Davies og XTC, for slet ikke at nævne Bonzo Dog Band, der står i centrum. Det er spøgefuldt, spartansk og solidt.

Så vidt jeg har forstået, så begyndte de nye sange første rigtig at falde i hak for Newell, da han havde skrevet ’The Royal Bank Of Love, som han forstillede sig som det perfekte Melodi Grand Prix-nummer:  

Crosby, Stills, Nash & Young

Jeg har fået stillet en opgave eller rettere sagt tre (2)

”Alting forvandles i mørket, bord og stole åbner sig som duftende knopper

Jeg er træt af kunstteori, pensionatsmiddage, digtsamlinger,

  pengekvaler, telefonstrejke, fredskonferencen og Sønderjylland

Jeg længes efter at nærme mig de evige ting”.

- ’Pan’ af Otto Gelsted

Den rumænsk-tyske poet, Paul Celan, med den triste skæbne, sagde engang, at ethvert digt er daterbart. Den bemærkning kan jeg sagtens følge. ’Pan’ skal der ikke synderligt forhåndskendskab til at tidsfæste. Måske ikke på dato. Men med digtets iboende referencer til Versailles-freden og genforeningen med Sønderjylland i 1920, er det jo bare at slå op i en gammel avis, for at finde ud af, hvornår der var telefonstrejke, og en datobestemmelse er snert på.

Nuvel, er der formentlig flere, der tænker: ”Du ved jo hvilken samling digtet stammer fra. Og så er det jo ligetil at sidde der og kloge sig!”. Medhold. Digtet er at finde i Gelsteds debut ’De Evige Ting’, der udkom i 1920. Men nærværende tilfælde, tror jeg nu nok, at jeg havde ramt temmelig nøjagtigt alligevel. Jeg vil hævde, at det daterbare også gør sig gældende indenfor musik, ja, snart sagt alle kunstformer.

Opgaveformuleringen gik kort ud på at give en ung endnu ikke debuteret poet tre gode råd. Men hvad kan hun anvende ovenstående til? Jo, hvis man forsøger at undgå det aktuelle, fx. den politiskvinklede digtning, for at få et mere klarhedssøgende, universelt udtryk eller som Gelsted skrev at nærme sig ”de evige ting” - ikke et ondt ord om det – så vil der alligevel altid være noget i digtet, der peger på den tid, som det er skrevet i. 

Sommerradio #6. Playliste 7. august 2014.

1. Goat - Run To Your Mama (Pinkunoizu remix) (2013)

2. Billy Swan - Don't Be Cruel (1975)

3. Kenny Rogers & The First Edition - Tulsa Turnaround (1971)

4. Iceage - The Lord's Favorite (2014)

5. Steve Earle & The Dukes (& Duchesses) - Love's Gonna Blow My Way (2013)

6. Steve Gunn - Lurker (2013

7. Delroy Wilson - Dancing Mood (1966)

8. The Temptations - Psychedelic Shack (1970)

9. Chvrches - Gun (2013)

10. Purling Hiss - She Calms Me Down (2013)

11. Anders Stub - Help Me Please (2010)

12. The New Lou Reeds - Stranded In Ashland (2003)

13. Howlin' Wolf - Moanin' At Midnight (1951)

14. Yo La Tengo - Paddle Forward (2013)

15. Kurt Vile - Air Bud (2013)

16. Hank Williams - Move It On Over (1947)

17. Jeppe Beldring - Fordomme (2014)

18. Har Mar Superstar - We Don't Sleep (2013)

19. Tal National - Nouvelles (2013)

20. Spids Nøgenhat - Mere Lys (2013)

21. The Ramones - I Wanna Be Your Boyfriend (1976)

Sommerradio #6 (2014) by Modstroemmen on Mixcloud

Skru op for speaken og ned for musikken. Der gik et-eller-andet galt med det redigeringsprogram, som jeg bruger. Jeg tror godt jeg ved, hvad der skete, men det bliver for langt at forklare. 

Jeg har fået stillet en opgave eller rettere sagt tre (1)

”Det er meget, meget svært at skrive et godt digt, så de fleste er dårlige”

- Henrik Nordbrandt i ’Tid Til Bøger’. DR2. 16. juni 2014.

Som en lille selskabsleg til en kommende fødselsdag, som jeg er inviteret til, har gæsterne fået stillet denne opgave:

”Snakken vil helt sikkert flyde frit og ubesværet hvis jeg kender mine gæster ret. Men for sjov (og i alvor) vil jeg bede dig om at overveje, hvilke tre gode råd, du vil give en ung poet, der endnu ikke er debuteret men efter min bedste mening har ganske meget talent. Hvad er inspirerende og godt? Hvad skal man for alt i verden undlade?”

Det spørgsmål har jeg gået og vendt og drejet de seneste timer. Nordbrandt citatet er måske ikke ligefrem inspirerende. Råt for usødet og sjovt, ja, men inspirerende, det ved jeg ikke. Og så er det jo heller ikke et godt råd, blot en benhård konstatering. Formentlig ikke den mest opmuntrende, når der i bund og grund kun er tale om en uskyldig selskabsleg? 

Anyway, jeg har stadigvæk et godt stykke tid at tænke over, hvilke tre gode råd, jeg vil diske op med til den unge poet.

”Emile Zola, I Think I Should Have Told You…”

Hvor mange orkestre kender du fra fodbold- og universitetsbyen Leicester i East Midlands i England? Ingen var min første tanke. Men så dukkede der alligevel et par stykker op. Det allerførste var skønne Cornershop, 70’er revival-fænomenet Showaddywaddy kommer også fra byen, ligesom 80’er grupperne Gaye Bykers On Acid og Diesel Park West gør. Af nyere bands kender jeg vist kun Kasabian. Det er dog blot af navn. På stående fod kan jeg ikke huske et eneste nummer med dem. Før min uvidenhed for alvor løber af med mig, vil jeg også gerne nævne do-it-yourself postpunk-ensemblet The Deep Freeze Mice, som var den fundamentale årsag til, at jeg kom til at tænke på Leicester.

The Deep Freeze Mice blev dannet i 1979, og nåede i deres ti-årige levetid at udgive ti plader. Alle på deres eget selskab, de tidligste på Mole Embalming Records, senere på Cordelia Records. At kalde dem postpunk er nok for meget sagt. På den anden side, Television Personalities og Half Man Half Biscuit går under samme etikette, og det er mest af alt disse orkestre, jeg tænker på, når jeg hører The Deep Freeze Mice. Det vil altså sige, småskæv, skør popmusik med irrationelle og surrealistiske tekster. Som eksempelvis ‘Teenage Head In My Refrigerator’ eller ‘Emile Zola’:

’Druggy Daddy’ m.v. Garagerock fra Frankrig. ’It Is What It Is’.

Jeg må se at få herværende blog op i omdrejninger igen. Det har ikke været et bevidst valg at drosle ned i juli-måned. Sådan er det bare blevet. Jeg har hørt masser af musik og de næste måneder på radiofronten er også så småt ved at forme sig.  

Næste torsdag bliver det sidste sommerprogram sendt. Herpå lægger vi blødt fra land med en Shoot From The Hip-udsendelse. Ugen efter kommer The 1st på besøg. Kvartetten, der består af efterhånden meget erfarende folk fra det københavnske musikmiljø (Sebastian T. W. Kristiansen, Adam Olsson, Hellman, Johan Lei Gellett), spiller på Gutter Island weekenden efter og kan i de følgende uger høres i Aarhus, Aalborg og København.

Booker Peter Hvalkof kigger også ind for at fortælle om Globals efterårsprogram. Andreas Pallisgaard, der udover at skrive det meste af materialet til Pinkunoizu, booker til Christianshavns Beboerhus, hvor Mod Strømmen som bekendt sender fra, kommer ligeledes forbi. Der er også sat dato på den dag, hvor Myre Knudsen præsenterer Myreskær-debuten. Dertil kommer en lang række gæster, som der endnu ikke er fundet en torsdag til.

Ovenstående vidner da om en lille smule aktivitet. For at fejre at sommeren trods alt ikke er forbi endnu, i skrivende stund er det 30 grader på udendørstermometeret i det nordvendte vindue, skal vi en tur til Paris og Howlin Banana Records. I Frankrig holder de vist først sommerferie i august, og det er måske anledningen til, at det lille plademærke har udsendt en gratis sommeropsamling.

Da jeg skimmede indholdet var det kun Departure Kids fra Marseille, jeg kendte. Dem så jeg til gengæld i slutningen af maj i Basement på Enghavevej, hvor de efter at have delt en flaske Jägermeister, gik yderst velklædte på scenen og med instrumenterne hængende på den rigtige skødeløse facon, spillede en forrygende koncert. Lige dele Kinks og Buzzcocks.

Departure Kids tilstedeværelse skærpede min appetit. Jeg blev ikke skuffet. Lyt selv med herunder: 

(well, jeg kan ikke få embeddet til sommeropsamling til at fungere. Tjek i stedet dette link og hør 'Make You Mine' med Departure Kids)

Allen Ginsberg, Philip Whalen og William S. Burroughs, Boulder, Colorado, juli 1976.