"Shake, Shake, Shake The Dope Out"

Bobby Hecksher fra The Warlocks og Anton Newcombe fra Brian Jonestown Massacre, har adskillige ting til fælles. For nu at begynde et sted, så var Hecksher omkring årtusindeskiftet med i Brian Jonestown Massacre i et par år. De kan begge kalde sig enevoldshersker i deres respektive orkestre, ligesom de kan fremvise en alenlang liste over tidligere bandmedlemmer og sidst har de begge en svaghed for shoegaze-scenen og The Velvet Underground.

Efter flere tilløb, dannede Hecksher The Warlocks, i slutningen af halvfemserne. Om det var bevidst, at han benyttede sig af samme bandnavn, som The Velvet Underground havde kaldt sig i en kort periode, lader vi ligge. Inspiration kom sandsynligvis ikke fra The Grateful Dead, der i en tidlig inkarnation havde haft samme idé. Da The Warlocks debut-lp 'Rise & Fall', kom i 2001, var der ni medlemmer, deraf to trommeslagere og fire guitarrister. Udtrykket var neo-psykedelisk, men man kan også spore elementer fra den nyere space-rock. Siden har gruppen udsendt fire album, senest ’The Mirror Explodes’ fra 2009, der til trods for en konstant skiftende besætning, ikke har haft bemærkelsesværdig afsmittende virkning på musikken. Den er stadig kompromisløs, støjende, mørk og fyldt med livslede. Her 'Shake The Dope Out' fra 'Phoenix', der kom i 2002.

The Warlocks spiller på Loppen, d. 2. december.

Rettelse på rettelse

De seneste dage har overskriften i forrige indlæg gennemgået flere ændringer. Søndag var Mads Mouritz, kendt som soloartist, fra Mouritz/Hørsley Projektet og som melodimager til bl.a. De Efterladtes kommende debutplade, nævnt. Mandag blev han strøget og i går morges fik dansk/norske Gry Bagøjen, den fri plads. Mouritz er beklageligvis forhindret i at deltage i torsdagens udsendelse. Arbejdet kalder andetsteds, vistnok Jylland.

Gry Bagøjen er uddannet fra Akademiet for Mediekunst i Köln og bosiddende i Berlin. Hun har tidligere spillet i Æter og Skoleost. I maj kom den selvfinansierede debut-ep ’Anima’, der har rod i electronica-minimalismen. I Gaffas lapidariske anmeldelse fra engang i juni, får anmelderen ”mest følelsen af at lytte til en eller anden form for perfomance-lydkunstner og ikke rigtig af et almindeligt musikalbum”. Skarp iagttagelse. Men er det nu godt eller skidt? Umiddelbart nok det sidste. Videre hedder det ”I mine ører er Anima lidt spild af talent”. Og det er så her, at kritikeren taber overblikket og begynder at docere over, hvad pladen kunne have været og ikke hvad den er. Desværre er det også akkurat der, at anmelderkorpset og meningsdannere i almindelighed taber denne signatur. Hvorfor læse en bedømmelse af det ene eller det andet, når anmelderen ikke forholder sig til det konkrete og i stedet lufter misforstået bedreviden og i grelle tilfælde smalsporet idiosynkrasi, der intet har med værket at gøre? Do it yourself!

Til slut en mangelfuld Maria Køhnke biografi. I 2007 kom den skæve country- og poporienterede debut-plade ’Collector’. Der er en ny udgivelse på trapperne. Køhnke spiller endvidere med Er De Sjældne og har medvirket på Niels Skousens ’Lyt Til Din Coach’. Senest har hun skrevet ’Anja M'bolo Dinjogoma’, sammen med sangeren og ngoni-instrumentalisten Doussou Koulibaly fra Mali. Find den på Konokone-ep’en ’Hvorfor Græder Nattens Fugle?

Lyt med i morgen, kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

Rose Eken, Maria Køhnke og Gry Bagøjen i Mod Strømmen

Indtil d. 31. oktober, kan man se Rose Ekens udstillingen ‘Sindet Har Ingen Tid’ på Overgaden, Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København K. Som nævnt før, så har videocollage ’Because The Night (Belongs To Us), der består af dokumentar, filmklip og Ekens egen miniatureverden i papmache, en central plads. Løbende under udstillingen har flere musikere allerede været forbi og givet deres bud på et soundtrack til værket.

På torsdag, d. 30. september, kl. 18-20, kommer Rose Eken og musikerne Maria Køhnke og Gry Bagøjen på besøg i radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Hvor samtalen bringer os hen er der ingen grund til at gruble over endnu, men vi kan løfte sløret for, at de ni originale kompositioner, der er skrevet til Ekens film, med sikkerhed får plads i udsendelsen.

1. soundtrack:
Produceret af Toke Tietze Mortensen og Mads Mouritz
Musik: Mads Mouritz, Disa Jakobs.
Tekst: Disa Jakobs/ Francis William Bourdillon
Indspillet af: Toke Tietze Mortensen, Jacob Funch, Mads
Mouritz, Disa Jakobs.
Original track indspillet af Rune Borup, Mastering Sofus Forsberg

2. soundtrack:
Produceret af Gustaf Ljunggren
Indspillet af: Gustaf Ljunggren (lap steel, balalajka, slide guitar), Danny Frankel (trommer), Sheldon Gomberg (bas), Emil de Waal (spring drum)

3. soundtrack:
Skrevet, produceret og indspillet af Gry Bagøien (vokal)

4. soundtrack:
Skrevet,fremført og produceret af Kresten Osgood (trommer og keys)
Indspillet af Thomas Vang i The Village

5. soundtrack:
Skrevet, produceret og indspillet af Mads Hyhne (trombone) og Jakob Dinesen (tenor saxofon)

6. soundtrack:
Skrevet, produceret og indspillet af Oliver Hoiness (guitar)

7. soundtrack:
Skrevet, produceret og indspillet af Maria Køhnke
Maria Køhnke (keyboards, lyde, vokaler), Christian Bech (guitar), Samuel Hellas (bas), Emil de Waal (trommer)

8. soundtrack:
Skrevet, udført, produceret og indspillet af Morten Svenstrup (omstemt flygel, cello, bearbejdning)

9. soundtrack:
Skrevet, produceret og indspillet af Straight From The Harp
Jarno Varsted (vokal, trommemaskine, mundharmonika) og Lady Lützen (vokal, triangle, synth)

Television with Eno

1. Prove It (Long Version)
2. Give Me A Friction
3. Venus
4. Marquee Moon (Long Version)
5. Obsession
6. High Voltage Pleasure

- Optaget live i enten Fairland Studios i Hollywood eller i Vibrations Studios i New York City, 1974-75. Informationen halter. Produceret af Brian Eno. Der gemmer sig numre bag markeringerne.

Glamrock Eno

Forsiden af det italienske popblad ’Ciao’, september 1973. Flere forsider.

New Day Rising

”Seven more days, all I gotta do is survive”

”At the end of March 1976, Eric Clapton was recording his LP No Reason To Cry in Shangri La Studios, Malibu. Bob Dylan decided to stop by for a while. As Clapton recall, ”He was just hanging out. He was actually living in a tent in the bottom of the garden. He would keep sneaking into the studie to find out what was going on, trying to catch me in there” Ron Wood, who was later to record ’Seven Days’ himself (on Gimme Some Neck), was also hanging out at Shangri La (the former bordello featured briefly in The Last Waltz) He remembers it well: That’s where I got ’Seven Days’ from. He played it to me and Eric in the studio, and he said to Eric, ”You can have this song if you want it” And I took him up on it and Eric didn’t”.

Dylan was to perform the song himself only five times on the second Rolling Thunder tour, between April 18 and April 1976, before leaving it behind.”

- fra covernoterne til Bob Dylan's ’The Bootleg Series. Volume 1-3. (Rare & Unreleased) 1961-1991’. Ron Wood udsender snart et nyt soloalbum, ’I Feel Like Playing’.

”Hallelujah, hallelujah / Äntligen Elvis Presley för en dag”

Fra årene hvor Thåström blev til Thåström, men fra før han flyttede til Amsterdam og blev til Peace, Love & Pitbulls. Optagelsen stammer fra 1990, og kan meget vel være koncertdebut for ’Elvis Presley för en dag’, der først udkom officielt på hans andet soloalbum, ’Xplodera mig 2000’, året efter.

Fast pensum

Denne signatur har alle dage tolket The Kinks 1968-single, ’Days’, som en bittersød refleksion over tabt kærlighed. Spørger man tekstforfatteren selv, Ray Davies, så er kompositionen skrevet på et tidspunkt, hvor der var skurren i krogene (hvornår var der ikke det?) og gruppen var i tvivl om hvilken vej den skulle gå. ’Days’ er derfor en slags følelsesmæssigt farvel til The Kinks oprindelige line-up. Betragtet indenfor den ramme, så forlod den nys afdøde bassist Pete Quaife, der havde været med fra begyndelsen, først orkesteret året efter. Sat en smule på spidsen, så kan man altså også at vælge at anse Davies udsagn som ren efterrationalisering. Det ene udelukker dog som bekendt ikke det andet.

Tendens

”En svale gør ingen sommer. Men den gør hvad den kan”, har forfatteren Villy Sørensen engang sagt. Denne bloggerkugle har intet begreb om, hvornår analysebranchen eller livsstilseksperter begynder at tale om en tendens, men det er nok et for stort ord at bruge, fordi man tre gange på under en måned er stødt på danske orkestre, der nævner MC5 som inspirationskilde.

Indenfor egne rækker, så har både garagerockbandet Thee Attacks og hardcore/punk-kvartetten Night Fever spillet MC5 i radioprogrammet Mod Strømmen. Senest har plademærket Tigerspring omtalt bandet i forbindelse med, at det udgiver Howl Baby Howls andet album, ’Now The World Belongs to US’. Her hedder det blot, at ”Influences range from MC5, The Gun Club to Black Rebel Motorcycle Club etc.”.

’You Know That I Would’ fra Howl Baby Howl’s nye plade. I morgen aften holder duoen i øvrigt pladereception på Drone Bar, Nørrebrogade 184, 2200 Kbh. N.

Dage i Mod Strømmen

For henved to år siden, sendte vi udsendelsen ’Night Time Is The Right Time’. Nu mens dagslyset er hovedkuls aftagende og før det er for sent, er turen kommet til at besynge ’Dagen’. Reglerne er hurtigt overset. ’Dag’ skal indgå i titlen. Og det gælder selvfølgelig på alle tænkelige sprog.

Stil ind torsdag, d. 23. september, kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid)

Emma Acs, aug./sep. 2010

”I Thought I Saw Lauren Bacall…”

Skuespillerinden Lauren Bacall fylder 86 år i dag. Det er er aldrig gået op for undertegnede, hvad hun laver i 'Car Jamming' af The Clash, men nævnt det bliver hun altså. Tillykke med dagen.

Pardon, mere Stones.

I morgen aften, kl. 21, viser CinemaxX på Fisketorvet en remastereret version af koncertfilmen 'Ladies and Gentlemen… The Rolling Stones', der blev optaget under bandets navnkundige US-tour i 1972. Arrangementet er et verdensomspændende såkaldt ’one night offer’, så mon ikke snart filmen foreligger i almindelig handel? Her en appetitvækker, lyden er ypperlig.

The Duke Is On The Air…

Den country-soul som The Band skabte formår The Duke & The King muligvis ikke at forny. Meget mindre kan også gøre det. Bandet debuterede med den lettere melankolske 'Nothing Gold Can Stay' sidste år. I slutningen af september er Simone Felice, Robert Bird Burke, Simi Stone og Reverend Loveday klar med opfølgeren 'Long Live The Duke & The King'. Der er for øvrigt et læseværdigt interview med kvartetten i oktober-udgaven af magasinet Uncut.

Med skyldig henvisning til Neil Young, 'Shine On You', fra det kommende album. Mens vi er ved det, så kan man hente nummeret kvit og frit.
.

I fuld længde

Man hører så meget om albummets endeligt. Derfor behøver vi ikke ribbe mere op i det. Denne bloggerkugle har også en tendens til at løbe nye plader hurtigt og utålmodigt igennem, og så udvælge og downloade få numre, der bliver brændt over på cd eller lagt på iPoden. Sådan har det efterhånden været det sidste årti. Mellem år og dag forsøger undertegnede dog at lægge stilen om. Det er lettere sagt end gjort, nu kan kun tiden vise om anslaget fungerer denne gang. Her seks album, der på det seneste har fået fuld spilletid. Enten under opvasken, under bilturen eller mens der er blevet pillet navle på sofaen.

Thee Attaks - ’That’s Mister Attack To You’ (hæsblæsende god)

Paul Westerberg - ’Eventually’ ("These are the days no one sees / They run together for company")

Grinderman - ’Grinderman 2’ (langt bedre end anmeldelserne lader ane)

Wilco - ’Sky Blue Sky’ (udsøgt til bilkørsel i skumringstimen)

Magic Kids - ’Memphis’ (i højeste grad charmerende)

MGMT - ’Congratulations’ (det var først ved tredje eller fjerde gennemlytning, at det gik op for denne signatur, at surf-pop operaen, ’Siberian Breaks’, varer over tolv minutter)

Og så er det alligevel ikke korrekt. Andre album er også blevet hørt helt ud, dog uden fuld koncentration.

Broadcast - ’The Noise Made By People’
Il Tempo Gigante - ’Lost Something Good’
Kandy Kolored Tangerine - ’The Perfect Swell’
Night Fever - ’New Blood’
Gil Scott-Heron / Brian Jackson - ’Winter In America’
Charlotte Gainsbourg - ’IRM’

'Skit I Allt'

Let sprudlende psykedelisk popmusik fra svenske Dungen. Titelmelodien fra det nye album ’Skit I Allt’, der rammer gaden om et par dage. En oversættelse er vist unødvendig.

Night Fever i Mod Strømmen

’This Is Copenhagen’ hedder en skæring på Night Fever’s debut 12”, ’New Blood’, der kom på Adult Crash Records sidste år. En sang, der på sin egen pilskæve hardcore-punk facon, lægger sig ind i den bedre række af sange om byen. Lige meget hvor fucked-up København så end er, så er det her vi bor og det er vi stolte af. Det er der ingen udefrakommende politikere, der skal blande sig i:

”Don't come to my town and decide what I should do or say / Get back to your own fucking shit city back in the fucking countryside ya fucking redneck / And leave me the fuck alone!

This is the city not the fucking country / This is Copenhagen”

En smule klodset, kan man måske bruge den gammeldags etikette signatursang om ’This Is Copenhagen’. Det får vi muligvis svar på, når Night Fever besøger Mod Strømmen nu på torsdag, d. 16. september, mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Ellers vil vi gå efter at høre om det internationale hardcore-scene, som Night Fever er en del af. De næste par måneder skal bandet på en længere turné i Tyskland, Holland og Belgien. Og så er der selvfølgelig musikken og inspirationerne. Stil ind.

Eid ul-Fitr

I 1972 dannede produceren Larry Ifediorama orkestret Ofo The Black Company i Lagos, Nigeria. Det er ikke fordi nettet vælter over med oplysninger om bandet. Når det kommer til stykket, kan man vist kalde det temmelig sparsomt. Senere samme år rejste Ofo The Black Company til London, hvor det indspillede singlen 'Allah Wakbarr', en art afro-psych med reminiscenser af Jimi Hendrix og MC5’s 'Ramblin' Rose'.

Coveret herover stammer fra 1973, hvor Ofo The Black Company var blevet inviteret af den østtyske regering til at spille ved ’Weltfestspiele der Jugend und Studenten’ i Berlin. Det kom der en live-plade ud af. Hvad der blev af gruppen derefter er et godt spørgsmål? Visse kilder hævder, at det hjemme i Nigeria udgav endnu en plade under navnet Ofo The Rock Company. Umiddelbart virker det dog en kende usikkert. På et punkt er undertegnede dog aldeles skråsikker. Volumeknappen skal helt i bund til ’Allah Wakbarr’.

Thee Attacks på Loppen

Fra MC5 epigoner over The Who og The Kinks til forsangeren Jimmy Attack's kærlighedserklæring til Bob Dylan i en gratisavis forleden. Thee Attacks spiller på Loppen på Christiania nu på fredag, d. 10. september, kl. 21:00. Entré kr. 60. Det er rørende billigt.

Glem heller ikke Festival Of Endless Gratitude, der faktisk allerede begynder i dag. Oplev bl.a. Thulebasen, Emma Acs & The Inbred Family, dig og mig, MV & EE with the Golden Road, Johns Lunds & Tobias Kirstein etc.

Beklager

Gennem et stykke tid, har vi annonceret en emneudsendelse ved navn ‘Dage & Nætter’, som under researchen er blevet forkortet til ‘Dage’. Udvalget var for stort. Vi bliver desværre nød til at rykke udsendelsen frem til d. 23. september, da den ene af værterne er kaldt på en akut jobopgave i Sønderjylland. Radioprogrammet Mod Strømmen er tilbage 16. september med besøg af Night Fever.

5. september 1957

I dag en tanke og et hævet glas til en roman af en drikfældig forfatter. Da den for tre år siden, rundede et halvt-århundrede, var herværende blog lidt for hurtigt ude.

’I See A Better Day’

Ikke et ord om brit-pop. Graham Coxon’s sjette studiealbum, 'Love Travels At Illegal Speeds' fra 2006, kredser om kærlighed, lykke, usikkerhed, skuffelse og fortvivlelse. Flere kritikere roste ham ligefrem for at lukke op for posen og give noget af sig selv, i stedet for den obskure og fremmedgørende rockmusik, som de første soloplader bar præg af. Linien var så småt blevet lagt på albummet, 'Happiness in Magazines', fra 2004, der er fyldt med lækker popmusik. Kompositionerne på 'Love Travels At Illegal Speeds' syntes dog lige en tand strammere. På afslutningsnummeret 'See A Better Day', er der således ikke så meget at gå galt af:

”Baby Baby Babe What Can I Do?
I'm So In Love With You…”

Anyone for cricket?

”Now, I’m not from New York. I’m not black, I’m thirteen years old and all I want is to look like Miles Davis. For me he is the sharpest man in the world”

”I never took acid. I say regretfully because I’ve been terrified of the fuckin stuff and I wish I’d taken it to know about it. I think I was the only rock star never to wear a pair of beads. I wished I could have done, but it never looked right on me. But I thought it was great. It fucked a lot of people up, the psychedelic thing, but it made people really talk to each other to”

”Part of it is that I never was a teenager, man. I’d be off in the corner talkin about Kierkegaard. I always took meself seriously and thought Buddy Holly was a great joke”

- trommeslager Charlie Watts i ’Stones Touring Party. A Journey Through America With The Rolling Stones’ af Robert Greenfield, der udkom i 1974. Billedet er i øvrigt fra cricketlandskampen mellem England og Australien, d. 6. september 2009.

’Sindet har ingen tid’

På fredag, d. 3. september, kl. 17.00, åbner kunstner Rose Ekens udstilling, 'Sindet har ingen tid'. Helt centralt står videoværket 'Because The Night (Belongs To Us)', der tager udgangspunkt i en slags rejse i natten, hvor flere handlingsforløb løber sammen. Installationen bliver projekteret op på tre vægge og består, dels af billeder af, som det hedder, virkeligheden, dels af filmklip og affotograferinger af Ekens miniaturemodeller af effekter fra rockmusikkens verden.

Eken har også inviteret en række musikere til at lave et soundtrack til 'Because The Night (Belongs To Us)'. I alt er der planlagt fire koncertaftener. Ved ferniseringen er det Straight From The Harp, der er sat til opgaven. Senere vil Jakob Dinesen, Mads Hyhne, Kresten Osgood, Gry Bargoien, Morten Svendstrup, Oliver Hoiness, Maria Køhnke, Gustaf Ljunggren og Mads Mouritz give et bud eller flere.

Her et spritnyt interview med Rose Eken.

Overgaden.
Institut for Samtidskunst
Overgaden Neden Vandet 17
1414 København K

Audition Colorée

Visse mennesker har anlæg for at opleve toner og tonearter i klart definerede farver. På dansk hedder det farvegehør. Om Emma Acs & The Inbred Family's 'Green Stars & An Orange Sun', med den tilhørende musikvideo med de afdæmpede nuancer, fremkalder nogen som helst form for farveskær og i så fald hvilke, skal undertegnede være den sidste til at tale med om. Ved bare, at der i bandets øvelokale hænger en lampe, der godt kan minde om en stor orange sol. Tune in.

Emma Acs spiller, lørdag d. 11. september, support for The Blue Van på Stars i Vordingborg. Dagen efter gælder det Festival Of Endless Gratitude, der finder sted på Enghavevej 80-84, 2450 Kbh. SV.