Angry Skeletons i Mod Strømmen

Bas, guitar og trommer. Klassisk garagerock line-up. Det lever Angry Skeletons forbilledligt op til, men de er mere end det. Disse få ord griflede jeg ned på et stykke papir for flere dage siden. Længere kom jeg ikke, fordi jeg måtte krybe ned under dynen for at pleje en influenzalignede tilstand. Feberdrømme og kold sved. Jeg er stadig mat i koderne, men mon ikke et par panodiler kan tage det værste. Jeg forsætter i al fald fra, hvor jeg slap. Angry Skeletons er nemlig mere end et tresser-ekko af garagerocken. De bærer på fornem vis faklen videre, og leder ind i nogle garagepunkcirkler, der har været der siden, men for alvor blev synlige igen med Jay Reatard og Ty Segall. Bare for at nævne et par stykker.

For knap en måned siden, kom trioens første ep, ’Slightly Hostile/Real Friendly’:

Stil ind i aften, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Angry Skeletons spiller i øvrigt opvarmning til italienske New Candys, når de rammer landet i næste uge. Det sker i København og Aalborg.

Spinning Coin albumdebuterer

Jeg har virkelig set frem til Spinning Coins debutplade.  Det er jeg åbenbart ikke den eneste, der har. ’Permo’, som albummet er navngivet, har været dagens plade hos BBC6, Bandcamp har fremhævet det, ja, det er blevet omtalt utallige steder. Behøver jeg at sige mere? Jeg stiftede bekendtskab med det unge Glasgow-orkester for nogle år siden, hvor jeg hørte deres selvudgivne første kassette. Båndet indeholdt blandt andet sangen, ’Albany’, som senere kom på 7”er på The Pastels pladeselskab, Geographic Music.

Udover at Spinning Coins kommer på The Pastels label, så deler begge bands ligeledes mange af de samme musikalske træk. Det er utilpasset, catchy popmusik med jangle-guitar, der både er introspektiv og søgende. Giver det mening? Hvis ikke, så lad mig prøve med en anden sammenligning. Det er the sound of young Scotland, sloganet for pladeselskabet Postcard Records, filteret gennem amerikansk alternativ rock fra begyndelsen af halvfemserne. Bag mixerpulten har de haft ingen ringere end Edwin Collins fra Orange Juice, et af de toneangivende orkestre på Postcard Records.

Her fire pragtfulde sange fra ’Permo’:

Big Mess. Playliste 23. november 2017

1. Big Mess - Double-Edged (2017)

2. Jonathan Richman & The Modern Lovers - Abominable Snowman In The Market (1976)

3. Peggy Seeger - Whistle, Daughter, Whistle (1955)

4. Meat Puppets - Paradise (1987)

5. Dead Moon - Can't Help Falling In Love (1988)

6. Fairport Convention - Percy's Song (1969)

7. Thin Lizzy - Do Anything You Want To (1979)

8. Big Mess - 2 Of U (2017)

9. Morbid Angel - Immortal Rites (1989)

10. Helloween - Eagle Fly Free (1988)

11. Creedence Clearwater Revival - Lookin' Out My Back Door (1970)

12. Tiger Trap - Puzzle Pieces (1993)

13. Dolly Collins & Shirley Collins - Rambleaway (1969)

14. Cigaretteman - Stay (1998)

15. Crass - Systematic Death (1981)

16. Big Mess - Montage Feeling (2017)

17. Djeli Moussa Diawara - Fote Mogoban (1983)

18. Creedence Clearwater Revival - Effigy (1969)

19. Jean Martin - Save The Last Dance For Me (1964)

Gene Clark

Promotion-foto til ’Two Sides To Every Story’, 1977.

’Nedspildt spruttende af syre’

På en eller anden måde, har jeg bildt mig selv ind, at dette digt af Johannes L. Madsen, for længst har været at finde her på siden. Det burde det have været, men det har det ikke…  

”nedspildt spruttende af syre

og med alle tanker antændt fægtende

i delte mandariner

skilt og fuldmoden laprende

i grønt lys og flugt

med ligegyldige anslag

suget gennem minuttet

sydende af saft og nedspildt

fra hinkesten og mandariner

hoppende på blomsten

i kejtede kredse over

spejlblanke vandpytter ind

i et ansigt af røg og ingen

ild antændt spruttende

af mandariner men et ansigt

rygende af syre blink

og ætsende i nogens hornhinder”

- fra digtsamlingen ’Nedspildt spruttende af syre, 1969.

Big Mess i Mod Strømmen

På torsdag bliver det anden gang indenfor omtrent et år, at Big Mess sætter sig til rette i vort spartansk indrettede radiostudie. Senest var de forbi med pladen ’You Know I Care’. Om et par dage, tager de det nye album ’Try To Enjoy It’, der udkom på Indisciplinarian Records i september, under armen. Deres første rigtige udgivelse var drønhamrende god, men tro det eller ej, den anden er faktisk endnu bedre. Jeg ved ikke hvorfor, men når mine tanker strejfer Big Mess, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på et arbejdsraseri af en anden verden. Dét er nok ikke sådan. Der er trods alt næsten to år mellem pladerne, men bandet spiller utrolig mange koncerter. Flest i København, men landets næststørste by er også kommet med. Måske bliver Norge det næste? Musikmagasinet The Wilhelmsens fremhæver i al fald Big Mess som særligt interessante i en anmeldelse, hvor kvartetten figurerer blandt etablerede navne som Sort Sol, Bisse og Uffe Lorenzen:

”Årets største overraskelse fra Danmark kommer fra inntil nå ukjente Big Mess. Kvartetten fra København spiller punk med melodiøst anslag, og det gjør de så kult og heftig at jeg lett kårer dette til en av årets fineste lytteropplevelser. Punk ligger hjertet mitt nærme, og klassisk UK-punk type Clash, Jam, Buzzcocks og tidlig Stranglers kan aldri bli feil. Melodiene er ikke kompliserte, dette er ikke musikk for konservatorieutdannende feinschmeckere, men lekre, sing-along-rakkere som hadde blitt vorspielfavoritter hadde jeg bare fortsatt holdt på med sånn.Lyrikken, derimot, framføres av frontmann Tobias Bendixenpå et vis som får meg til å tenke på en pur ung Robert Smith (The Cure), og det funker usedvanlig bra.”

Jeg ville nok selv have fokuseret på nogle andre inspirationskilder, men hvad pokker. Her er den nye plade:

Og her playlisten fra gruppens seneste besøg i 2016.

1. Big Mess - Perfect (2016)

2. Big Star - September Gurls (1974)

3. Talulah Gosh - Steaming Train (1987)

4. Heavenly - C Is The Heavenly Option (1992)

5. The Replacements - Favorite Thing (1984)

6. Jawbreaker - Chemistry (1995)

7. Big Mess - Twenties (2016)

8. Leonard Cohen - Jazz Police (1988)

9. Minutemen - History Lesson - Part II (1984)

10. Cock Sparrer - I Got Your Number (1982)

11. Sori Choi - Seoljanggu (live) (2014)

12. Huastecan Aztec Ritual Dancers, Violinist & Guitarist - Xochipitsauak (19??)

13. Thomas Helmig & Anne Linnet - Venner (1985)

14. G.L.O.S.S. - Give Violence A Chance (2016)

15. Metallica - Whiplash (1983)

16. Milk Music - Beyond Living (2010)

17. Torpedo Zombies - Lemmer Over Alt (2012)

18. Abba - The Winner Takes It All (1980)

19. Green Day - Basket Case (1994)

20. Television Personalities - Look Back In Anger (1981)

21. Big Mess - One More Year (2016)

Hør udsendelsen herunder. Og stil ind nu på torsdag, 23. november, kl. 18, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

“Ed Sullivan said that I was one of the first colored boys to ever double-cross him”

I dag er det 62 år siden, at den amerikanske tv-vært, Ed Sullivan, fortalte Bo Diddley, at han var en døgnflue, at hans karriere allerhøjest ville vare et halvt år. Udtalelse kom efter, at Sullivan havde hørt Diddley gå rundt at synge Tennessee Ernie Fords ’Sixteen Tons’, i et afslappet øjeblik i omklædningsrummet før det uhyre, populære tv-show. Sullivan dikterede nu, at den ene af de to sange som Diddley skulle optræde med skulle være giganthittet. Bo Diddley foretrak dog i stedet at spille ’Bo Diddley’. Dét fik Ed Sullivan til at fare i flint og nægte Diddley videre adgang til at optræde den aften. Efter udsendelsen fik Bo Diddley yderligere at vide, at han var bandlyst fra alle fremtidige besøg på det folkekære underholdningsprogram, fordi som Bo Diddley senere hen huskede det: ”I was one of the first colored boys to ever double-cross him”

Birds In Flight og Mayflower Pussyfarm. Klub Soja. Lørdag, d. 18. november.

Spines. Playliste 16. november 2017

1. Spines - Self-Inflicted (2016)

2. Echo & The Bunnymen - Heaven Up Here (1981)

3. Goat - Talk To God (2014)

4. The Camberwell Now - Working Nights (1986)

5. Horse Lords - Truthers (2016)

6. Spines - Nectar (2017)

7. Housewives - Exc. 281016 (2017)

8. Tugboat - Home (2017)

9. Lifetones - Good Side (1983)

10. Less Win - I’m The Shore (2015)

11. Brian Eno & David Byrne - The Jezebel Spirit (1981)

12. Spines - Fatal Outcome (2017)

13. Liquid Liquid - Optimo (1983)

14. This Heat - A New Kind Of Water (1981)

15. Belinda Carlisle - Heaven Is A Place On Earth (1987)

Spines i Mod Strømmen

For et års tid siden, udsendte Spines deres skarptskårne debut-12”, ’Lymph Nodes’, via Subsurburban. En fængende, dyster, jordslået udgivelse med en benhård og til tider kold lyd. Akkurat som skal det være. Trioen er nemlig en del af den florerende postpunk-scene i København, der de senere år er vokset kraftigt i omfang og har opnået international opmærksomhed. 

I løbet af efteråret har Spines været i studiet for at indspille materiale til en opfølger til ’Lymph Node’. Produktionen er nu så langt fremme, at gruppen har premiere på en ny sang i Mod Strømmen, nu på torsdag. Hvilken kurs de nye kompositioner har taget, ved jeg ikke, men her er pladen fra sidste år.

Spines spiller i København og Aarhus, fredag og lørdag i denne uge. Fredag præsenterer Klub Double Dip bandet sammen med Tugboat på Bakken i Kødbyen, og dagen efter gælder det Tape i Aarhus, hvor Tugboat og Tots også optræder.

Før det besøger trioen Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 16. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Årets sidste Klub Soja.

Efter flere tilløb skulle det være ganske vist. Mayflower Pussyfarm og Birds In Flight spiller til årets sidste Klub Soja, nu på lørdag, d. 18. november, i KIB på Islands Brygge.

“If you sit around and take yourself seriously, you end up a complete fuckhead”

Selvom overskriften stammer fra et gammelt interview, så har Bed Wettin’ Bad Boys på ingen måde slækket på eller gjort udtalesen til skamme på deres nye plade, ’Rot’. Der er ikke så meget pis, som man godt kunne blive fristet til at tro. Sengevædere er de ingenlunde. 1-2-3-4. Snottet rock’n’roll fra Sydney.

På et tidspunkt, læste jeg, en anmeldelse af kvartettens debutalbum ’Ready For Boredom’, hvor de blev sammenlignet med Paul Westerberg i hans prime. Hvis man tager Westerbergs opvækst med Faces og glamrock med i beregningen, har jeg intet at brokke mig over. Før den egentlige debut, havde Bed Wettin’ Bad Boys udgivet et par ep’ere og et kassettebånd, der udelukkende bestod af Kiss-covers. Selv siger de, at musikken de spiller genspejler livet på godt og ondt. Et statement, som Paul Westerberg formentlig ville skrive under på, uden at kny. Når alt dette er sagt, så er de måske blevet en kende mere modne og afklarede på det nye album. Bedøm selv…

”Mr. Bowie?”

   

   ”En lille måned efter gav David Bowie to koncerter i Falkoner Teatret. For Michael Strunge var det den oplagte lejlighed til at cementere den forbindelse, han i perioder inderligt troede eksisterede imellem dem. Han fik Poul Borum til at oversætte de to digte fra ’Livets Hastighed’: Titeldigtet, som blev til ’With The Speed Of Life’, og ’Det Kommende’, som oversattes til ’Things To Come’. Planen var at give digtene til Bowie, som så forventeligt ville bruge dem som tekster på sin næste plade.

   Sammen med Inge Guldal Pedersen stillede Michael Strunge sig op foran Hotel Plaza, hvor David Bowie boede, tæt på Hovedbanegården og Tivoli. Og ventede. Efter et par timer rullede en limousine op, samtidig med at Bowie drejede ud af hotellets svingdør. Strunge afskar ham vejen i en glidende bevægelse og rakte den brune konvolut frem: ’Mr. Bowie’, begyndte han, men inden han nåede at sige mere, havde David Bowie allerede fremskaffet en kuglepen, griflet sin signatur, klappet ham på skulderen og var hastet videre til næste autografjæger. Strunge var lamslået over misforståelsen, men genvandt hurtigt fatningen og fik skubbet kuverten og resten af sætningen om hans oversatte digte tilbage i hænderne på forbilledet. Bowie tog smilende imod, og stjernesmilet hang stadig for Strunges indre blik, da Bowies lange bil gled videre mod Falkoner Teatret og lydprøve. Michael Strunge og Inge Guldal Pedersen stod noget tid og fulgte den med blikket. Så grinede de af den spøjse episode og gik ud i byen inden aftenens koncert. De næste uger hang Strunge hver dag ved postkassen i håbet om takkebrev og invitation fra David Bowie. Det kom aldrig, og længe holdt han postvæsenet mere ansvarlig end Bowie selv”

- uddrag af ’Michael Strunge - digtning og virkelighed’ af Peter Rewers. Gyldendal 2015

Billede: Hotel Plaza, 1. juni 1978

Sweet Pete & The Land Band. Playliste 9. november 2017

1. Sweet Pete & The Land Band - Perfect Place (premix) (2017)

2. Gene Clark & Carla Olson - Gypsy Rider (1987)

3. The Flying Burrito Brothers - Hot Burrito #1 (1969)

4. Neil Young - L.A. (live) (1973)

5. Sweet Pete & The Land Band - Country Underground (premix) (2017)

6. Ron Elliott - All Time Green (1969)

7. Sweet Pete & The Land Band - Same But Different (demo) (2017)

8. Quiet Spring - A Dying Fire (2015)

9. Sweet Pete & The Land Band - Big Sombrero (premix) (2017)

10. The Grateful Dead - Friend Of The Devil (1970)

11. Sweet Pete & The Land Band - Our Land (premix) (2017)

Sweet Pete & The Land Band i Mod Strømmen

Herrerne her spiller countryrock. Af den gamle skole, vel at mærke. Alle tre har også deres gang i Elevatorfører, der spiller dansksproget syrerock. I radioudsendelsen på torsdag kommer det dog til at handle om deres kærlighed til countryrock. Projektet er stadigvæk så meget i sin vorden, at det vil være omsonst at lede efter det på internettet. Orkestret er der ikke. Sweet Pete & The Land Band har ikke desto mindre været i studiet og indspille en håndfuld sange, der er mere eller mindre færdige. 

Baggrunden for banddannelsen var et besøg i Texas, hvor Peter Ole Pedersen (i midten) så småt begyndte at pusle med nogle tekster, der skulle beskrive hans rejse gennem USA's næststørste stat. Christen Riis Bundgård (til venstre) har sat dem i musik og, ja, Klaus Møller (til højre) spiller countryguitar til.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 9. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

”Look at heem, he ezz nothing but at leetle punk”

’A.M.’ og ’Being There’ bliver genudgivet

Det bliver en blid begyndelse på ugen. Dagens indlæg er måske en form for forløber for torsdagens radioudsendelse med Sweet Pete & The Land Band? Jeg har under alle omstændigheder begge orkestre stærkt mistænkt for at trække på de samme inspirationer. Vi skal forbi Wilco. Vi skal høre countryrock.

Fans, der først stod på Wilco omkring ’Yankee Hotel Foxtrot’ i 2001, må få en underlig fornemmelse i kroppen, hvis ikke blive direkte skuffede, ifald de søger tilbage i gruppens katalog. På debutpladen ’AM’, der kom i 1995, var det ikke alene et helt andet band, stilen var også en ganske anden. Det alt andet end kønne break-up af Jeff Tweedys første orkester Uncle Tupelo, hvis debutplade ’No Depression’ fra 1990, i vid udstrækningen bliver betragtet som den første alt-country udgivelse, skal jeg ikke fortælle om her. Men blot et par dage efter Uncle Tupelos sidste koncert, begyndte Tweedy at øve med det band, der senere blev til Wilco. Med sig fra Uncle Tuplo havde han bassist John Stirratt og trommeslager Ken Coomer. 

I august 1994 gik de i studiet og indspillede ’AM’. En samling sange, der strækker sig fra powerpop over countrytwang til gedigne countryrock. Lidt i stil med Tom Petty, læste jeg, fornyelig. Den sammenligning har jeg aldrig tænkt på, selvom den jo ligger lige for.

1. december udsender Rhino Records Wilcos to første plader i deluxe udgaver. Nævnte ’AM’ og dobbeltalbummet ’Being There’. Sidstnævnte har jeg omtalt mange gange på herværende side. Senest da det rundede tyve år i 2016. Blandt reissuematerialet finder man otte sange, der ikke har været ude tidligere, Uncle Tupelos sidste studieindspilning ’When You Find Trouble’, outtakes, demoer, liveoptagelser og meget, meget mere.

Indtil videre er der kun sluppet et par livenumre og en ikke tidligere hørt optagelse af ’Myrna Lee’ op på nettet. Herunder kan man høre sangen, der er skrevet og bliver sunget af John Stirratt. Det er dog ikke første gang, at nummeret er ude på plade, idet Stirratts tvillingsøster Laurie, udsendte den med hendes band Blue Mountain på albummet ’Homegrown’ i 1997, hvorpå det såmænd også er John Stirratt., der tager sig af vokalen.

The Stroppies debutkassette er ude på LP

Melbourne-bandet The Stroppies begyndte som et beskedent køkkenbordsprojekt for et par år siden. Claudia Serfaty (Blank Statements), Stephanie Hughes (Dick Diver) og Angus Lord (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) fjollede rundt med nogle Casio-keyboards og lavede hurtigt flere collageagtige skæringer. De forprogrammerede beats faldt dog ikke helt i deres smag, så Rory Heane (White Walls) kom med som trommeslager kort tid før, at de gik i studiet for at indspille debutkassetten med Alex Macfarlane (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) og Mikey Young (Total Control) ved roret. Siden er Adam Hewwit (The No Real Need) kommet med.

The Stroppies nævner selv Guided By Voices og The Great Unwashed som vigtige inspirationskilder til den måde, de skaber musik på. Skæve, charmerende, hurtige lofi-popsange. Og, ja, det må man sige, at Robert Pollard, der fyldte tres forleden og har været mere eller mindre, mest mere, aktiv med Guided By Voices, siden de spæde firsere, er mester for. Angående The Great Unwashed, så er der selvfølgelig også noget om snakken. Bandet var, udover at være en nedsættende betegnelse for den almene befolkning, især arbejderklassen, det Flying Nun-band som de new zealandske brødrene Hamish og David Kilgour dannede i 1983, da de havde sat The Clean på pause. Jeg får også andre associationer. Især til Yo La Tengo, men de er også vanskelige at komme udenom, når det drejer sig om minimalistiske produktioner som denne. De kvindelige vokaler får mig endvidere til at tænke på Maureen Tuckers solomateriale.

Køb pladen gennem Norman Records. Flere af navnene i parentes er i øvrigt regelmæssige gengangere i Mod Strømmen radioprogrammer. Blandt andet her.

Hobbitten fylder 50 år i dag.

”Den der boblestil er bare kommet. Jeg er vel inspireret af meget 60’er musik. Ligesom hele bandet Spids Nøgenhat udspringer af netop den stil. Men altså inspirationen kommer fra alt muligt, jeg ikke lige tænker over. Bauhaus har også lidt mærkelig guitarflimmer hist og pist. Det hørte jeg meget engang, og det har sikkert sat sig lidt. Og Joy Division. Og ’Bull Of The Woods’-albummet med 13th Floor Elevators. Selv om jeg syntes, at Jimi Hendrix var fedt, så var det aldrig sådan, jeg ville spille”

- dagens fødselar, Henrik Klitstrøm, i ’Mere Lys. Historien Om Spids Nøgenhat’ af Thomas Løppenthin og Lars Krogh. Udover Spids Nøgenhat har Klitstrøm spillet i On Trial, Dragontears, spillet med Anders Stub, i Telstar Sound Drone, haft eget pladeselskab, lavet syrelys osv. Stort tillykke, herfra.

Tillader mig lige at gengive et stykke mere fra bogen. Her er det Uffe Lorenzen:

”Hobbit har en helt unik guitarlyd, som jo i høj grad skaber Spids Nøgenhats lyd. Det er ham, der gør det. Også i dag. Det er ret specielt. Han spiller så mærkeligt, så ukonventionelt. Man skal være meget varsom, når man skriver en sang, for man må ikke sige til Hobbit, hvad han skal spille. Det bliver sangen kun dårligere af. Han skal have lov til selv, og helt frit, at finde ud af, hvor på brættet, han er. Og det giver helt utroligt meget til vores lyd. Det er måske lidt underligt, fordi Morten er en særdeles dygtig musiker, men det er altså Hobbit, der laver vores lyd”

Klimaforandringer. Playliste 2. november 2017

1. Klimaforandringer - Slægt (2017)

2. Baurera - Salima Na Halima (1982)

3. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 1 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)

4. Khun Narin's Electric Phin Band - Lam Phu Thai #1 (2014)

5. R.L. Burnside - See My Jumper Hanging On The Line (live) (1978)

6. Klimaforandringer - En Tilstand (2017)

7. Alice Coltrane - Journey In Satchidananda (1970)

8. Sonic Youth - The Burning Spear (1985)

9. Olivier Messiaen - Oraison (For Ondes Martenot) (1937)

10. Klimaforandringer - Masker/Rød Jord (2016)

11. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 2 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)