Yo bootleggers…

…her et tip til at fordrive lette tømmermænd efter en sammen-komst i sommerlandet, mens man venter på nye gæster.

Doug Sahm - vocals, guitar. Leon Russell - vocals, piano. Jerry Garcia - vocals, guitar, pedal steel. Phil Lesh - bass. Jerry Barnett - drums (Shiva’s Headband). Mary Egan - fiddle (Greazy Wheels). Benny Thurman - fiddle (13th Floor Elevator bassist).

Thanksgiving Jam. Armadillo World Headquarters, Austin, TX. November 23, 1972

Set One
High Heel Sneakers [Tommy Tucker] / Wild Side Of Life [Hank Thompson] / Swingin' Doors [Merle Haggard] / Me & Bobby McGee [Kris Kristofferson/Janis Joplin] / Stormy Monday [T-Bone Walker] / That's All Right (Mama) [Arthur Crudup/Elvis Presley] / Come On In My Kitchen [Robert Johnson] / T For Texas [Jimmie Rodgers] / Mr. Tambourine Man [Bob Dylan / Byrds] / (Is Anybody Goin' To) San Antone [Charley Pride] / Sugarfoot Rag [Hank Garland] / I'm So Lonesome I Could Cry [Hank Williams] / Jambalaya [Hank Williams] / Today I Started Loving You Again [Merle Haggard] / Columbus Stockade Blues [Traditional] / Honky Tonkin' > Dear John [Hank Williams]

Set Two
Orange Blossom Special [Bill Monroe] / Kentucky Waltz [Bill Monroe] / Big Boss Man [Jimmy Reed] / Searchin' [Coasters] / Those Lonely Lonely Nights [Earl King] > Shake A Hand [Faye Adams] / Hey Bo Diddley [Bo Diddley] / It Takes A Lot To Laugh, It Takes A Train To Cry [Bob Dylan] / A Hard Rain's Gonna Fall [Bob Dylan] / Wild Horses [Rolling Stones] / Slippin' Into Christmas [Leon Russell] / Money Honey [Drifters/Elvis Presley] / Chug-A-Lug [Roger Miller] / Roll Over Beethoven [Chuck Berry] > Good Golly Miss Molly [Little Richard] > Roll Over Beethoven [Chuck Berry]

”All Aboard the Express Kundalini”

Lige som denne bloggerkugle så småt havde opbygget en forestilling om, at han nok var én blandt få, der i ny og næ, halede en Love & Rockets plade frem fra reolen, dukkede nyheden om et tribute-album op. Engelske Love & Rockets opstod i 1985 på asken af Tones On Tail, som de tidligere Bauhaus-medlemmer Daniel Ash og Kevin Haskins, havde dannet efter, at forsangeren Peter Murphy valgte at pleje en solokarriere i 1983. Ash og Haskins fik fjerdemanden fra Bauhaus, David J, med.

Trioens debut ’Seventh Dream Of Teenage Heaven’ krydsning af psykedelisk soul og glamrock, tilsat et stænk gothrock, fik en blandet modtagelse. Året efter kom ’Express’, der entrede både de engelske og amerikanske hitlister. Lyden er ikke væsensforskellig fra forgængeren. Akustiske guitarerne skærer sig gennem den bastante, dansable, forvrængede lyd, det hårde og groovy basspil er ligestillet med de andre instrumenter, og så skal man spille albummet knaldhøjt. Før undertegnede fortaber sig i pladens neo-psykedeliske glæder, vender vi tilbage til hyldestalbummet, hvorpå ’Express’ for øvrigt er rigt repræsenteret. Som Love & Rockets karriere skred frem blev det et feteret navn på de amerikanske collegestationer. 'New Tales To Tell: A Tribute To Love And Rockets' indeholder da også lutter bidrag fra kunstnere fra USA.

Black Francis - All in My Mind
Puscifer - Holiday on the Moon
War Tapes - Love Me
Blaqk Audio - No New Tale to Tell
Dubfire - I Feel Speed
The Dandy Warhols - Inside the Outside
The Flaming Lips - Kundalini Express
Sweethead - Life in Laralay
Film School - An American Dream
A Place To Bury Strangers - The Light
Monster Magnet vs Adrian Young - Mirror People
The Stone Foxes - Fever
Frankenstein 3000 - No Big Deal
VEX - It Could Be Sunshine
Better Than Ezra - So Alive
Chantal Claret vs Adrian Young - Lazy
Ian Moore - Sweet F.A.
Snowden - No Words No More

Sidste dages anbefalinger

Motorskibet M/S Stubnitz vender snart stævnen mod nye farvande. På falderebet et par anbefalinger. Vi begynder med i aften, hvor støjrockveteranerne 18th Dye, spiller dets eneste koncert i København denne sommer. Udefinerbare Telestjernen & The Highway Riders supporter. Lørdag deler hillbillyfabulanterne Powersolo og punkbandet Cola Freaks scenen. Onsdag, i næste uge, kigger P3-favoritterne The Broken Beats og det skrøbelige popband Dreamjockey ind. Ballet lukker, lørdag 8. august, med den canadiske electronica-duo, Junior Boys. God fornøjelse.

”Spend The Night With Some Sweet Señorita”

Kris Kristofferson, James Coburn, Bob Dylan m.fl. (1973)

’Border Lord’

Hverken publikum eller anmelderkorpset var med den tidligere litteraturstuderende Kris Kristofferson, da han udgav sin tredje plade ’Border Lord’, i februar 1972. Musik-bladet Rolling Stone, der på det tidspunkt havde bevæget sig fra at være et talerør for hippier og modkultur og i retning af nuanceret musik-journalistik, kaldte det gennemgående udtryk på pladen for, ”one of unrelieved boredom” og ”crippling dullness”.

Fra slutningen af 1960'erne var det begyndt at gå stærkt for sangskriveren Kristofferson. Kompositionerne ’Me And Bobby McGee’, ’Help Me Make It Through the Night’ og ’Sunday Morning Coming Down’, havde alle været store hit for andre. Kristofferson havde dog et ønske om at konsolidere sig som udøvende musikere. ’Border Lord’ blev indspillet med et fornemt opbud af Nashville Cats, der bl.a. talte Pete Drake (Bob Dylan, Charlie Rich, Lynn Anderson, Tammy Wynette mm.) på steelguitar, Billy Swan ('I Can Help') bas og backingvokal, Kenneth A. Buttrey (Bob Dylan, Neil Young, Jimmy Buffett, Chet Atkins mm.) som den ene af trommeslagerne, den anden var Jerry Carrigan (Elvis Presley, Johnny Cash, Tony Joe White, Jerry Lee Lewis, Dolly Parton mm.), Charlie McCoy (Elvis Presley, Johnny Cash, Bob Dylan o.s.v.) på mundharmonika, Dennis Linde (skrev bl.a. 'Burning Love' til Presley) på guitar og Kristofferson senere hustru, ’The Delta Lady’, Rita Coolidge, som gæstevokalist.

Tekstmæssigt udfolder Kristofferson sig i vante omgivelser. Her er adskillig sange om faldne kvinder, Gud og fristelser, som noget nyt skildrer Kristofferson livet på landevejene, hvor ikke mindst den bidske titelsang og ’Gettin' By, High and Strange’, gør sig rigtigt godt. Arrangementer er spartanske. Akustiske guitarer, violin og klaver er hovedbestanddelen og der er aldeles ikke behov for mere. Hørt med et tidsspand, der hastigt nærmere sig fyrre år, og med ører, der ikke partout leder efter potentielle hitsingler, så har årene været gunstige ved ’Border Lord’. Den gør ikke en dyd ud af at være andet og mere, end en rustik samling af forbandet gode sange.

John ’Marmaduke’ Dawson 1945-2009

Tirsdag døde den amerikanske guitarist, sanger og sangskriver, John ’Marmaduke’ Dawson. I den brede offentlighed var Dawson formentlig mest kendt for at være medstifter af det psykedeliske countryrock band, New Riders Of The Purple Sage, hvor han bl.a. spillede sammen med Jerry Garcia, Phil Lesh og Mickey Hart, der alle slog deres folder i Grateful Dead. Dawson medvirkede også på Dead-pladerne ’Aoxomoxoa’, ’Workingman’s Dead’ og ’American Beauty’, ligesom han var med til at skrive, ’Friend Of The Devil’. New Riders Of The Purple Sage fik i 1973 en guldplade for ’The Adventures of Panama Red’. Herfra sender vi en tanke til Dawson med omkvædet til ’Lonesome L.A. Cowboy’ fra omtalte album.

”I'm just a lonesome L.A. cowboy
Hanging out, and hanging on
To your window ledge, callin' your name
From midnight until dawn
I been smoking dope, snorting coke
Trying to write a song
Forgettin' everything I know
Till the next line comes along
Forgetting everything I know
Till the next line comes along”

Skræddersyet

”That’s when we saw Fred Cole…”

Subliminalt eller ikke, så har de seneste dage tegnet et mønster. Fred Cole indspillede sin første plade med The Lords i 1964. Siden gik turen over garagerockorkestrene The Weeds og The Lollipop Shoppe. I halvfjerdserne fik Cole tiden til at gå i Zipper og King Bee, før første halvdel af firserne bød på The Rats og old-time country i Western Front og The Range Rats. I 1987 dannede han Dead Moon, der først gik i sig selv i 2006. I dag ejer Fred Cole, Tombstone General Store, i Clackamas, Oregon. Musik spiller han i The Pierced Arrows.

Familiehylden

”Norman is one of my best friends but it's not because of that this track is here. It's just one of the best songs by anyone ever”.

- Duglas T. Stewart fra BMX Bandits om Teenage Fanclub’s ’Did I Say’, der er skrevet af Norman Blake.

Følg linket til de ti eller rettere sagt tolv plader, som Stewart ville tage med på en øde ø. Med tiden fik han lov til at opdatere listen. I modsætning til Brian Wilson herover, har herrerne, som Stewart er fotograferet sammen med herunder, ikke fået plads i kongerækken.

Daniel Johnston

Alex Chilton

”Come back Woody Guthrie, come back to us now.…”

Von hørensagen vil vide, at Joan Baez er på vej ind i varmen igen. I alt fald er hun én efterspurgt kunstner på secondhand markedet, hvor især yngre kvinder er på jagt efter de gamle lp’er. Ovenpå sidste års fine anmeldelser af ’Day After Tomorrow’, der blev produceret af Steve Earle, turnerer hun i øjeblikket i USA. Hun har også andet at fejre, idet 2009 markerer 50-året for hendes debut på The Newport Folk Festival. I søndags spillede hun nedenstående sæt i St. Louis, Missouri:

Lily of the West / Scarlet Tide / God is God / Silver Dagger / Love Song to a Stranger / Farewell Angelina / Old Gospel Ship / Christmas in Washington / Joe Hill / Just the Way You Are / Rose of Sharon / Swing Low Sweet Chariot / Forever Young / Imagine / Long Black Veil / Don't Think Twice, It's Alright / Jerusalem

The Night They Drove Old Dixie Down / Angel Band / Diamonds and Rust

Der er stadig billetter at få til koncerten i Falconer Salen, d. 4. november.

The Rise & Fall of BMX Bandits

Undtagelsesvis lægger vi i dag et godt ord ind for et ’best of’ album. Hvis man enten, har hørt radioprogrammet Mod Strømmen eller kastet et blik på vore playlister, vil man vide, at vi er store beundrere af skotsk popmusik. Og når jangleguitar-pop ensemblet BMX Bandits, der næste år kan fejre 25 års jubilæum i branchen, endelig har en retrospektiv på gaden, der dækker hele karrieren, kan vi ikke lade det gå ubemærket hen.

BMX Bandits blev dannet af Duglas T. Stewart i 1985. Bandnavnet er på sin egen kringlede facon en hyldest til Stewart’s forbillede, Brian Wilson. The Beach Boys er umiskendelig kædet sammen med surfboards, men da Wilson ikke surfede, ledte Stewart efter en forenelig ungdomstrend fra midten af firserne, der kunne give tilsvarende associationer. Han faldt over BMX-cyklen, som han ikke selv havde noget forhold til, men den passede perfekt til formålet.

I de tidlige år var BMX Bandits en musikalsk kravlegård, hvor bl.a. Frances McKee (The Vaselines), Norman Blake (Teenage Fanclub) og Sean Dickson (The Soup Dragons) boltrede sig. Bandets første single ’E 102’ blev udsendt på Stephen Pastel’s (The Pastels) label 53rd & 3rd. Den blev uagtet, at musikmagasinet Sound kaldte den ”possibly the worst single ever made’, et hit på den engelske indiescene, der på det tidspunkt endnu ikke var tømt for indhold. I de næstfølgende år, udgav gruppen en række selvfinansierede singleplader. Den længe ventede debut-lp med den ironiske titel ’C-86’, kom først i 1990. Titlen stammer fra den efterhånden navnkundige kassettebånd-sampler med band fra uafhængige pladeselskaber, som New Musical Express udgav i 1986, og hvorpå BMX Bandits var uforklarligt fraværende.

I 1991 udkom den sørgmuntre, selvbiografiske og misforståede single ’Serious Drugs’, der skaffede bandet en aftale med Creation Records. Her blev det til albummene ’Gettin’ Dirty’ fra 1995 og ’Theme Park’ fra 1996. Sidstnævntes meget fine blanding af power-pop, electronica og bossa-swing blev til dels produceret af tresserpop veteranen, Kim Fowley. Siden hen er der blevet længere mellem udgivelserne, ligesom besætningen har været stadig skiftende. At pophjertet stadig sidder det samme sted, beviste gruppen dog med 2007-pladen, ’Bee Stings’.

Opsamlingen ’The Rise & Fall of BMX Bandits’ indeholder:

E102 / Disco Girl (2008 version) / Your Class / I Can Wait Forever / Right Across The Street / Stardate / Come Clear / Extraordinary / Baby Loves Lovin' / Let Mother Nature Be Your Guide / Rimbaud & Me / Life Goes On / Hey Little Tomboy / The Day Before Tomorrow (2008 version) / Stupid / I Wanna Fall In Love (version 2) / Whirlpool (1995 version) / Tugboat (with Angel Corpus Christ) / Students Of Life / Help Me, Somebody / Intermission (Little Seashell Ear) / Love's Sweet Music / I Don't Wanna Grow Up

Valg, fravalg og rekordforsøg

I april havde radioprogrammet Mod Strømmen besøg af OK Kings. Undervejs begyndte der at gå sport i den og det blev forsøgt, at slå rekorden, som The Setting Son sidder tungt på, for flest spillede numre i de to timer, som udsendelsen løber.

Før vi afslører mere, kommer der et mindre udvalg af de sange, som OK Kings havde med:

1. Bent Fabricius-Bjerre - Slå først Frede
2. The Black Devils - Sandstorm
3. The Cliffters - Django
4. The Cliffters - The Missing Link
5. Gasolin’ - The Last Jim
6. Jørgen Ingman - Apache
7. Jørgen Ingman - The Missing Link (Ukraine)
8. Matadorerne - Relax
9. The Treffters - Tinto
10. The Vanguards - Hi Ho Silver Lining
11. Ambassadors - Big Breaker
12. Anton Karas - The Third Man
13. The Beach Boys - Don’t Worry Baby
14. The Blues Men - Orbit Around The Moon
15. Bo Diddley - Bo Diddley
16. Bo Diddley - Bo’s Guitar
17. Davie Allan & The Arrows - Blues Theme
18. Davie Allan & The Arrows - Funeral Theme
19. Francis Lai - Un Homme et une Femme
20. Henry Mancini - The Pink Panther Theme
21. Jack Nietzsche - The Last Race
22. Jack Nietzsche - The Lonely Surfer
23. John Barry - Beat Girl ( Main Title)
24. Johnny & The Hurricanes - Sheba
25. The Kinks - All Day And All Of The Night
26. Link Wray - Cross Ties
27. Link Wray - Genocide
28. Ray Peterson - Tell Laura I Love Her
29. Santo & Johnny - Sleepwalk
30. The Tornados - Telstar
31. The Tornados - Globetrotter
32. The Trashmen - Bad News
33. The Ventures - Out Of Limits
34. The Ventures - Slaughter On Tenth Avenue
35. The Ventures - Zocko

Slog de rekorden? Se mere her og der.

”Let me tell you about Sweden, only country where the clouds are interesting”

”Tvåtusen Harriet Andersson som ler mot mig i smyg”*

’Sommaren med Monika’ af Ingmar Bergman (1953).

*Tekstbid fra Joakim Thåströms ’Sønder Boulevard’

’Down And Out Blues’

Det er de færreste, de facto nok kun mundharpespilleren, Sonny Boy Williamson II, der har haft Muddy Waters, Willie Dixon, Jimmy Rogers, Fred Below, Otis Spann og Robert Jr. Lockwood, som studiemusikere på sin debut-lp. Williamson havde rundet de 60 år, da Chess Records i 1959 udsendte ’Down And Out Blues’, der med numre som ’Don't Start Me To Talkin'’, ’Fattening Frogs For Snakes’ og ’Your Funeral and My Trial’, lagde rettesnoren ud for elektrisk blues mange år frem. Bare coveret er alle pengene værd.

Tivoli, april 1972

Sidste gang undertegnede hørte bluesstandarden ’It Hurts Me Too’, som Elmore James fik et mindre hit med i slutningen af 1950’erne, var det med Greenwich Village folksangerinden, Karen Dalton. Numret var også på sætlisten, da Grateful Dead var forbi København i april 1972, og gav to af den slags koncerter, der slog benene væk under de langhårede, deriblandt en del eksistenser, der slet ikke var til stede i Tivolis Koncertsal.

Bidevind og morild

At være en del af tiden

Normalt kan radioprogrammet Mod Strømmen ikke smykke sig med at være allerførst med det seneste nye. Det har nu heller aldrig været intentionen. Vi husker dog med fornøjelse tilbage på den torsdag i 2002, hvor vi som de første havde radiopremiere på Niels Skousens generationssang ’68’. Der skete det, at Peter Sommer skulle besøge udsendelsen, og da han kom direkte fra Nikolaj Nørlunds studie, hvor albummet ’Dobbeltsyn’ var ved at blive færdigmixet, havde han en dugfrisk brændt cd med det ene nummer med. ’68’ blev vistnok spillet to gange den dag.

Her til morgen, var Niels Skousen sommergæst i P1. Find udsendelsen via DR eller genhør den i morgen, kl. 20.03. Herunder de otte numre, som Skousen havde valgt. Studieværten spillede et udpluk af ’68’.

Bob Dylan - I Pity The Poor Immigrant
Jimi Hendrix - All Along The Watchtower
John Lennon - Gimme Some Truth
The Velvet Underground - I’m Waiting For The Man
The Kinks - All Day And All Of The Night
Tom Waits - You Can Never Hold Back Spring
Niels Skousen - Grænser
Tracy Chapman - Baby Can I Hold You

”Alla adresser som jag haft här / Bara Strindberg kan ha haft fler”*

”Det var med en følelse af vild glæde jeg vendte tilbage fra Gare du Nord i Paris, hvor jeg havde afleveret min lille hustru der skulle rejse til vores barn som var blevet sygt i det fjerne land.
Fuldbyrdet var mit hjertes offer!
Vores afskedsord: Hvornår ses vi? – Snart! genlød endnu som ikke tilståede løgne for mit indre øre. En fornemmelse sagde mig at det var for altid”

- begyndelsen på August Strindbergs psykologiske selv-portræt, ’Inferno’, der blev skrevet på fransk i løbet af blot syv uger i Lund i 1897.

* tekstbid fra Joakim Thåströms ’Söndagmåndagsång’.

Slotskoncert

I tirsdags drak denne signatur en øl med en af bloggens ranke læsere på Vesterbros Torv. Konversationen kom hurtigt til at dreje sig om årets Roskilde Festival og hvorfor herværende side ikke anmeldte koncerter eller i det mindste kom med en rapport fra gerningsstedet? Hertil er der kun at tilføje, at man i medieland finder langt mere kompetente og langt bedre memorerende hoveder, der hellere end gerne tager denne plads.

I stedet foretager vi et elegant spring frem i tid og skifter scenen ud med en sommerkoncert foran Sofiero Slot, et par kilometer nord for Helsingborg, onsdag d. 8. juli. Thåström var hoved-navnet, men før det var Freddie Wadling og Anna Ternheim på programmet. Wadling, der har megen kredit i Sverige fra sin tid i Gøteborgs punkmiljø, bl.a. for at have samarbejdet med Perverts, Lädernunnen og senere med Fläskkvartetten, spillede nogle charmerende coverversioner af ’I’m A Creep’ af Radiohead og XTC’s ’Making Plans For Nigel’, og hen mod finalen en ferm udgave af sin egen ’Cherokee Dance’, som han normalt giver med duoen Blue For Two. Til gengæld havde Ternheim ikke meget at byde på. Forestil jer, lillepige-pop med et element af folk og Grand Prix vinder violin, og tilsæt så nogle unuancerede engelske tekster, der nok skal få en del teenagepiger i sin vold, men efterlod undertegnede stum.

For Thåströms vedkommende, kunne man lade sætlisten tale for sig selv, men i dagens anledning, tillader vi os at bruge et par velvalgte ord, som velspillende og veloplagt. Bravo, Joakim.

Släpp aldrig in dom / Jeffrey Lee Pierce / Långa tåg av längtan / Främling överallt / Miss Huddinge-72 / Alla vill till himlen / Kärlek är för dom / Älska dig själv / Aldrig nånsin komma ner / Fanfanfan / Var e vargen / Vacker död stad / Kort Biografi med litet testamente

Långtbort / The Haters / Die Mauer

Man kan opleve Thåström på Malmø Festivalen, der løber fra 14. - 21. august. Andre interessante navne er Gang Of Four, Beach House, El Perro del Mar, Wodden Shjips, Crooked Still, Maria McKee & Esther Rose Parkes, bob hund, The Soundtrack Of Our Lives mm.

Fremmedfører, 1971-1991

Følg linket til en extended udgave af Johnny Thunders’ liv og levned.

Årets rockabilly platte

Der kommer en amerikaner med en vis tyngde til København og Malmø i denne uge. Han hedder Deke Dickerson og bliver anset som en af vor tids fremtrædende fornyere af rockabilly-stilen. Hvad mere er, så tager Dickerson også endnu dybere spadestik i musikhistorien, og haler det bedste frem fra old-time country, rock’n’roll, rhythm’n’blues, doo-wop og surf.

Torsdag spiller Dickerson i Mojo Blues Bar i Løngangsstræde. Fredag går det løs i KB Club i Malmø og lørdag finder man ham i Ingolfs Strandbar på Amager Strandvej 110, hvor danske Duck & Cover ligeledes dukker op. Her kan man allerede fra kl. 18, smovse sig i Bar-B-Que og med rockabilly djs. Hvis det ikke er nok til at få dig ud af døren, så kan dette klip, hvor Dickerson og band giver Johnny Cash’s ’Big River’, måske udløse det.

”Right-o! Hear dem say...ah ah ah…!

…Dreadlocks can't live in a tenement yard”. Reggaearkivarerne har længe hevet sig i de mere og mere grå rastalokker, over ikke at kunne trække en klar linje mellem Jacob ’Killer’ Miller's solo-karriere og hans arbejde med orkesteret, Inner Circle. Der er dog efterhånden konsensus om, at ’Tenement Yard’ fra 1976, var deres første produktion sammen. Spørgsmålet om, hvorfor det kun blev krediteret Jacob Miller, slås de stadig om. Miller blev dræbt ved en trafikulykke i 1980.

Roskilde, dag fire

De seneste år, har Roskilde Festivalen valgt at lade et dansk navn åbne Odeon-scenen om søndagen. I år følger Peter Sommer & Tiggerne i sporene på Jens Unmack og Henrik Hall, der begge skabte en smuk begyndelse på dagen. Mon ikke Sommer er mand for det samme? Det sker, kl. 13.00. En time senere går Peter Doherty på i Arena-teltet. Om man overhovedet kan tillade sig at have forventninger til ham, må tiden og dagsformen vise. Kl. 17.00, står Eagles Of Death Metal på Orange, og her er det helt i orden at have visse forhåbninger om et kraftfuldt rockshow.

Herefter skal undertegnede til at tage nogle svære valg. Og guderne skal vide, at det er vanskeligt fire dage inde i festivalen. Kl. 18.30, er der nemlig mulighed for at høre M. Ward på Astoria, kl. 19.00, spiller Deerhoof, der med årene er begyndt at lave popmusik, på Pavilion, og, kl. 19.15, er der Madness på Orange-scene. I skrivende stund svinger pendulet mod sidstnævnte. Kl. 20.45, er der derimod ingen tvivl. Årets sidste koncert bliver med Yeah Yeah Yeahs, som denne blogger også oplevede en sen lørdag nat i 2002, og som nok skal få Arena-teltet til at gynge.

Roskilde, dag tre

Festivaldagen begynder sent i dag. Til gengæld er den tætpakket. Og som det var tilfældet i går, ikke en eneste koncert foran Orange. Desværre bliver det kun til en lille bid af I Got You On Tape, der snart har et nyt album på gaden og som spiller på Odeon, kl. 18.30. Når det kun bliver til en smagsprøve, er det fordi, en af festivalens største attraktioner, for underskrevne, forstås, Mali-ægteparret Amadou & Mariam, går på i Arena-telte, kl. 19. Aftenen forsætter samme sted med Lily ”Fuck You (Very, Very Much)”Allen, kl. 21.

Derpå følger Fela Kutis gamle kapelmester Tony Allen på Cosmopol, kl. 22. I programmet er det lidt svært at blive klog på, hvor længe han spiller, da der med småt også står opført en dj Allan Skov. Anyway, Allen er med garanti færdig tidsnok til at fange det svenske syreorkester Dungen, kl. 0.30, i Odeon-teltet. Nattens sidste koncert bliver med Dragontears på Pavilion, kl. 03.00.

Til slut en aktuel animation fra Danmarks Metrologiske Institut.

Roskilde, dag to

Festivalen meldte forleden ud, at der er solgt flest endagsbilletter i forsalg til i dag. Undertegnede vil ikke prøve at sjusse sig frem til, hvem eller hvad, der tiltrækker hvad eller hvem. Bare tørt konstatere, at på papiret virker fredag en anelse tandløs.

Lad gå, dagen kunne godt begynde med de jamaicanske toastere Pablo Moses & U-Roy, kl. 14, på Odeon. Derefter er Fleet Foxes en mulighed. Det, til trods for, at den hysterisk fine omtale, som bandet fik for debutalbummet sidste år, nåede et punkt, hvor denne signatur ikke kunne være med længere. Pladen er god og der kommer mange mennesker. Fleet Foxes spiller kl. 15 i Arena-teltet. Herefter bliver der sikkert en del dødvande at plaske rundt i, før Nick Cave & The Bad Seeds går på Orange Scene, kl. 19.30.

Derpå er aftenen et stort spørgsmålstegn. Den malinesiske sangerinde Rokia Trouré er nok for meget at håbe på, da hun allerede spiller kl. 20 på Odeon. Og hvem ved, måske lægger Oasis sig i selen og giver et hidsigt rock’n’roll show på Orange, kl. 22.30? Ellers byder Pavilion, kl. 23, på den eksperimenterende New York-trio, Gang Gang Dance. Og, hvis der er mere tilbage at skyde med, kunne man nappe Cola Freaks samme sted, kl. 03.00. Skål.

Roskilde, dag et

Denne bloggerkugle, skal ikke lægge skjul på, at han i en lang periode, kun skrev en kunstner på bandønskesedlen for det næstkommende års Roskilde Festival, Lucinda Williams. På det tidspunkt hørte det til sjældenhederne, at hun dukkede op i Europa, hvis man var heldig spillede hun måske i London hvert tredje år. Skønt det tegnede til at blive en ensom kamp, fortsatte etnavnspolitikken indtil 2007, hvor Williams overraskende dukkede op i København. Hvor om alting er, så spillede hun et brag af en koncert i Vega, og i aften står hun på Arena-scenen på årets Roskilde Festival.

Med andre ord, begynder festivalen for alvor i dag. Skribenten her har nået en alder, hvor det at løbe fra den ene koncert til den næste, hører fortiden til. Der er derfor kun sat kryds udfor tre navne i dag, hvoraf to af dem muligvis kommer til at overlappe hinanden. Det første er det californiske, Orange Country-punk og rock’n’roll band, Social Distortion, der spiller kl. 18 på Arena. Derpå Williams, kl. 20, og tilslut New Jersey orkestret, The Gaslight Anthem, som går på kl. 21.30 på Odeon.

Sidstnævnte skylder undertegnede en chance til, eftersom de ikke formåede at fange ham, da de spillede i Vega i februar måned. Om ikke andet kan man da håbe, at de giver en udgave af The Replacements’ evergreen, ’Left Of The Dial’, som forsangeren Brian Fallon har optrådt akustisk med på det seneste. Nu vi er ved det, så er Lucinda Williams’ ’Real Life Bleeding Fingers’ fra pladen ’World Without Tears’, i øvrigt en hyldest til The Replacements’ tidligere frontmand, Paul Westerberg.

"Me? I love Springsteen"

”In the mid-90s, Strummer was asked for his thoughts on Springsteen for a TV project. The answer came in the form of the fax revealed here: "Bruce is great ... if you don't agree with that, you're a pretentious Martian from Venus"!"

- The Observer, søndag d.14 juni 2009. Klik på billedet for større gengivelse. Her ’Racing In The Street’ fra Capitol Theatre, Passaic, NJ. 19-9-1978