”Men naturligvis appellerer hans musik ikke til ethvert gemyt og enhver
livsholdning. Eskapisten vil intet finde hos Charlie Parker, måske endog føle
sig frastødt af denne i egentligste og bedste forstand realistiske kunst, som
skånselsløst udtrykker det moderne menneskes usikkerhed og tvivl, dets
angstfulde ensomhed. Man spiller ikke hans plader nårsomhelst; netop fordi de
betyder mest, tages de sjældnest frem. Men samtidig med, at de stiller én
ansigt til ansigt med én selv, bringer de den forløsning, som ligger i, at vi
ikke er ene om vor ensomhed, at også andre kender angsten og tvivlen. Disse
plader er først og fremmest et uafviseligt og dybt sandfærdigt tidsdokument,
det er for os vigtigere end en veksel på udødelighed og på eftertidens
ærbødighed.
Louis Armstrong lod i sin tid det moderne menneske genopdage den barnlige umiddelbarhed, der levede i det som uforløst mulighed, men hans musik blev også inspiration til flugten væk fra vor situation, ud i den ubekymrede og ansvarsløse leg, hvor man løser problemerne ved at lukke øjnene for dem. Det er Charlie Parkers store fortjeneste, at han har slebet en ny facet i jazzen, som spejler skyggesiden af vor moderne bevidsthed.”
- uddrag fra Informations mangeårige
jazzanmelder Erik Wiedemanns nekrolog over den amerikanske altsaxofonist,
komponist og orkesterleder, Charlie Parker. Information, 17. marts 1955. Her
gengivet fra Christian Braad Thomsens og Erik Wiedemanns bog ’Jazzen i blodet’,
Gyldendal 2001