The Chucker’s signaturriff

I dag er 53 år siden, at Chuck Berry udsendte den delvist selvbiografiske, ’Johnny B. Goode’. Singlen gik rent ind hos både det sorte og hvide publikum. Hvad de færreste ved er, at guitarintroen, som man uden at kny, kan kalde Berry’s signaturriff, er et lån fra blæserindledningen af ’Ain't That Just Like A Woman (They'll Do it Every Time)’ af Louis Jordan & His Tympany Five.

Springsteen i The Underground Garage

“I don’t think I quite realized how big a fan he was of the Four Seasons.”

- Little Steven om Bruce Sprinsteen i New York Times, 29. marts 2011.

Springsteen gæster Little Steven’s Underground Garage i de næste tre programmer. Læs meget mere…

Post-Roskilde 2010 i Mod Strømmen

Nu på torsdag, d. 31. marts, kl. 18-20, ser radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), tilbage på Roskilde Festival 2010. Forvent LCD Soundsystem, Tinariwen, C.V. Jørgensen, Staff Benda Bilili, Patti Smith, Van Dyke Parks, plus adskillige af de grupper, som også har gæstet vort studie.

For ikke at drukne i den kongelige dobbelt-dåb, 14. april, har Roskilde Festival rykket den største af dette års lanceringsdage frem til tirsdag d. 12. april. Det foreløbige program ser således ud.

Foto: Gorillaz. Damon Albarn og Bobby Womack. Orange Scene, torsdag d. 1. juni 2010.

Thành phố Hồ Chí Minh

The Music That Made ‘Screamadelica’

Hent udsendelsen via dette link.

Rave On

Følgende kunne have været fire selvstændige indlæg. Det ville ligeledes have sparet denne blogger for at tage stilling til, hvad der skal på bloggen de kommende dage. På den anden side, så hører indholdet for mit vedkommende til i ugen, der er på vej væk. Aktualiteten kan man diskutere, og så måske alligevel ikke. Det begynder med noget spæd rock’n’roll-historie fortsætter med dansk syrepop og folk anno 2011 og ender med gimmick-softpop fra 1976. Håber ingenlunde, at det bliver for forvirrende. Allerførst får Dion DiMucci ordet. Han vil gerne rette op på nogle forvildelser fra en nat i 1959:

”When I was 19 years old, I lost three friends in a plane crash: Buddy Holly, Ritchie Valens, and the Big Bopper. For me, grieving was a very private and personal matter. That's the way we did it in my family. We'd never consider capitalizing on a death, exploiting it, or promoting it. So I didn't make a public show of the story in 1959.

I told the Story at the Rock and Roll Hall of Fame because they asked me to, for historical and archival reasons. I want to set the record straight because the truth of the matter has gotten entirely obscured in the urban legends and cinematic re-tellings. That's not history. That's not the story. And so it's an injustice -- unfaithful to the memory of my friends.

You know how I feel. I believe the truth is important, even in Rock and Roll. This is OUR music, OUR culture, OUR lives, and "The Winter Dance Party" and its tragic conclusion are gigantic events in OUR world. So I think it's crucial for me to get out there and tell the real story. FIVE FACTS ABOUT WHAT HAPPENED THAT NIGHT IN 1959

1. Buddy Holly chartered the plane just for the headliners. We were the ones making the most money and, therefore, the only ones who could afford the flight.

2. Buddy was able to charter a plane with only four seats including the pilot's seat. Because there was not enough room for all four of us to fly, someone would have to ride the bus.

3. In a closed dressing room (while the opening act was playing), we flipped a coin to see who was going to fly. The Big Bopper and I won the toss. I then discovered that the flight would cost $36. I remember the figure because it was the exact amount of rent my parents paid monthly. I couldn't bring myself to pay a month's rent on a short flight. I said to Ritchie, "You go." He accepted and took my seat.

4. Only the four of us knew who was getting on that plane when we left the dressing room that night. Of those four, I am the only one who survived beyond February 3, 1959.

5. Ritchie Valens had a deep fear of flying. A plane had crashed in his school playground when he was younger, killing some students. His manager had to convince him to start flying.

I went over these events in conversation for two whole weeks after the crash, because the tour continued until February 18, 1959. Everybody on the tour bus heard exactly what happened.

Over time, however, everyone wanted a piece of the history. So many people claimed to be in that dressing room. If all the people who said they flipped a coin with Buddy Holly that night had actually been there, we would have needed a 747 for the flight.”

I den forløbne uge, havde Emma Acs & The Inbred Family premiere på videoen til singlen ’Fever’, hvori Emmas onkel Per Buhl Acs optræder som den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

De Efterladte kommer tættere og tættere på en udgivelsesdato. Den seneste bulletin lyder på slutningen af maj. Her et par råmix.

De efterladte: Sang i klar frost (pre-mix) by Melodika
De efterladte: Ord i det hele taget by Melodika
Softpop skratter grimt. Hvis man så tilsætter komisk duo, hvad får man så? Flo & Eddie, muligvis? Indtil fornyelig vidste jeg intet om d’herrer. Nej om igen, jeg kendte popgruppen The Turtles, som de var med til at danne. Flo’s & Eddie’s eksistens opdagede jeg med sangen ’Keep It Warm’ fra ’Moving Targets’. The Golden State i midten af halvfjerdserne. Ronald Reagan er guvernør, den transcendentale meditation har taget overhånd, hvalerne er truet af udrydning og de tidligere medlemmer af The Beatles sagsøger hinanden på kryds og tværs.

Flo & Eddie var endvidere glimrende backingvokalister. Det kan man bl.a. høre på ’Get It On (Bang A Gong)’ med T.Rex eller ’Hungry Heart’ med Springsteen, hele Keith Moon pladen ’Two Sides Of The Moon’. Ramones, Steely Dan, Jefferson Airplane, The Psychedelic Furs og Duran Duran m.fl., har også brugt dem.

“Et hjertesuk fra rigtigt mange!!!”

“Til Radio Christianshavns Kanal / Sendesamvirket 989

Please, please, please, få nu det hele justeret sådan, at der bliver en større overstyringsmargin, det er uudholdeligt, at høre på total overstyring / total forvrængning! Det er kun et spørgsmål, om at få det hele justeret korrekt ind! 20 DB overstyringsreserve vil være skønt, og absolut muligt! Vi skriver ikke 1911, men, 2011, og det gør en forskel!

Et hjertesuk fra rigtigt mange!!!

(P.S. Selv i 1911 kunne man godt operere med en overstyringsreserve på 20 DB!) (på en telf. linie jeg vil tro man meget hurtigt er begyndt at bruge forstærkere efter at radiorøret så dagens lys i 1905, da det jo gør det muligt at telf. over meget længere afstand!)”

- dateret 18. marts 2011. Modtager: Christianshavns Kanal. Afsender: ukendt.

Taget til efterretning. Vi arbejder på sagen.

Elizabeth Taylor 1932-2011

’Cleopatra’, 1963. 31 år gammel.

Ugens rapport

Der er som sådan intet nyt i, at denne signatur er en last mover. Det gælder også på last.fm, og det til trods for, at det efterhånden er to år siden, at jeg oprettede en profil. Hvis der eksisterer en socialgruppe fem på sitet, ja, så hører jeg til der. Problemet har været, at jeg ikke anede hvilke muligheder siden indeholdt.

Last.fm er et socialt netværk dedikeret til musik. Right up my alley. Det er ikke den store kunst at tilmelde sig, og har man først taget det skridt, så tag lige at undersøge funktionen scrobbling. Det var netop den, som undertegnede ikke vidste fandtes. Den katalogiser den musik, som man har bedt den om. Hvorvidt det så er fra telefon eller iPod, musiktjenester på nettet eller som i mit tilfælde iTunes. Deraf kan man trække statistisk materiale, måle vaner og hvad den slags ellers hedder. I modsætning til fx iTunes, skal man høre hele sangen, før den bliver registret.

Dertil kommer, at man, præcis som på andre sociale netværk, kan få venner. Dem kan man selvfølgelig kommunikere løs med, men det mest fængslende er, at man minutiøst kan følge med i, hvilken musik de hører på snart sagt ethvert tidspunkt. Det kan både pirre ens nygerrighed, ligesom man kan få sine værste anelser bekræftet, når Anne Linnet Band kører på tredje døgn. Foranstående er et tænkt og billigt eksempel, undskyld Anne, Sanne og Lis, men i slige tilfælde burde last.fm, måske overveje at få et akutberedskab, der stod på spring til at rykke ud.

Til sidst en forklaring på billedet øverst. Hvorfor Buzzcocks? Mit iTunes-bibliotek har, mens dette indlæg er blevet skrevet, været sat på random. Og her i afsluttende stund spiller ’I Don’t Mind’. Eo ipso.

P.S. Har i øvrigt også fået set første afsnit af tv-serien ’Mad Men’. Mangler kun tre sæsoner, før jeg er på omganghøjde med fortroppen.

Woods og Outerspace II

I oktober 2009, skrev undertegnede følgende, efter at have lyttet til amerikanske Woods:

”Hvis folkrock-duoen, Woods, havde eksisteret for fyrre år siden, havde det sandsynligvis slået sig ned side om side med Roger McGuinn, Jackson Browne, Carole King og Graham Nash i Laurel Canyon i Los Angeles. Her i 2009 er det mere funky at være bosiddende i New York, og det er præcis, hvad duoen er.

Tidligere i år ledte nummeret ’The Dark’, der er b-side på 7” singlen, ’Sunlit’, denne signatur på sporet af bandet. Det viste sig, at Woods havde fire album bag sig og at medlemmerne ikke var novicer indenfor deres område. Jeremy Earl er indehaver af plademærket Fuck It Tapes, mens Jarvis Taveniere også slår sine folder i grupperne Meneguar og Wooden Wand.”

I 2010 kom pladen ’At Echo Lake’, hvorpå Woods fortsat havde snablen dybt nede i det syreboblende folk-reservoir. Ved første gennemlytning kan springet fra 2009s ’Songs of Shame’, synes at være af ren semantisk karakter. Det indtryk holder så alligevel ikke. Hvor det på det netop omtalte album lader til, at Woods har været godt tilfreds med en slags uformel tilbagelænet lejrbålsfolk, så har det på ’At Echo Lake’ åbnet op for andre musikgenrer. Strækkende sig fra det støjende og forvrængende over sjælfuld country-rock til mere brug af elektroniske hjælpemidler.

Når Woods går på scenen på Loppen på onsdag, kl. 21.00, er det formentlig udvidet til en kvartet.

Efter sidste års Roskilde Festival, havnede denne bloggerkugle af uforklarlige årsager på en mailing-liste, hvor pladeselskabsfolkene bag Yourspace-teltet udvekslede erfaringer og billeder. Blandt sidstnævnte var dette morsomme foto, som er taget backstage Yourspace, under en af VM-kampene fra Sydafrika. Siden har undertegnede forhørt sig lidt rundt omkring, for at få sat navne på denne brogede flok sortklædte rock’n’rollere. Det er endnu ikke lykkedes fuldt ud.

Torsdag og fredag er der måske chance for at få sat navne på samtlige ansigter. De to dage samler plademærkerne Bad Afro, Red Tape, Hjernespind, Play/Rec, Orpheus og PonyRec sig nemlig i Stengade 30, hvor de under etiketten Outerspace II, giver nogle fine bud på, hvilke grupper de mener skal spille på årets festival.

Torsdag spiller The Setting Son, Papir, Green Pitch og A Tree of Night. Fredag gælder det Obstacles, Radio Saigon, The City Kill og Aron and the Blackbeacon Orkestra.

Nicolaj Stochholm i Mod Strømmen

”Opsvinget har anlagt en motorvej
mellem mine tænder og jeg du I
tænker at så længe jeg er ung
vil jeg komme med en biografi
eller en antologi så min hale kan
være pantefogedernes forkontor
for når jeg slipper en vind bryder
helvedet løs og det første jeg
husker er to stirrende øjne fra Zoo
et jeg der spændes mellem fire heste
på vej mod hver sit verdenshjørne
ild og tal oversvømmer min drøm
lander mig som en menneskemaskine
på bjerget med den urørlige udsigt
ned over den dadelfrie hvide by
jeg er landet i Elegien og er blevet
genforenet med mit analoge jeg
jeg siger dig der er ingen bedre tid
jeg går ned mod byen i det skære
lys kan jeg se at jeg kaster fire skygger
på den hvide trappe med de brede trin”

- digtet ’Menneskegud’ fra Nicolaj Stochholms nye samling ’Odefabrikanten’.

Undertegnede vil ikke vove sig ud i en tilbundsgående analyse. Stochholm er svær at læse, men for pokker hvor er der rytme i hans digte, når han læser dem op. Et hint til ’Mennskegud’ kan være rock’n’roll.

Tue Andersen Nexø hurtigkonkluderer i anmeldelsen fra Information i fredags, at ’Odefabrikanten’ er bedst:

”når den er mest desperat. Så bærer dens digte på en følelse af, at noget ikke er helt som det skal være, at noget er ved at være slut, af at være fanget i en blindgyde. Man løber stadigt videre kan man andet? men man ved, det ikke nytter mere.”

I ’Mennskegud’ ser det ud til, at jeget er kommet videre. Har fundet en ny mening eller er vendt tilbage til noget, der engang gav mening. Og, det er her drømmene om rock’n’roll kommer i spil, jeget bliver ’Die Mensch-Maschine’, lander i den hvide by med den hvide støj, ”genforenet med mit analoge jeg”. Titlen ’Menneskegud’ kan i en hurtig vending også henlede tankerne på den fetichdyrkelse, som store rockstjerner har været udsat for, siden tressernes ungdomsoprørene, fandt deres guder.

Om det forholder sig således, får vi måske svar på, når Nicolaj Stochholm kommer forbi radioprogrammet Mod Strømmen nu på torsdag, d. 24. marts, kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Om ikke andet, så kan vi allerede love, at udsendelsen helt sikkert vil indeholde eksempler på den musik, som Stochholm laver med bandet The Liquid.

Spinning

Alt imens denne bloggerkugle, har boblet eftermiddagen væk og drømt forvirrede drømme om nedtrådte stier, er den sne der faldt i går smeltet. Øresundsbroen er vist også åben for trafik igen.

Information har anmeldt Nicolaj Stochholms nye digtsamling ’Odefabrikanten’, som undertegnede i gårdsdagens radioudsendelse fejlagtigt kom til at kalde ’Odefabrikken’. Stochholm er næste uges gæst i Mod Strømmen.

Apropos programmet fra i går, så bliver det snart muligt at lytte til over nettet. Det kræver dog et klip eller to og en smule fingersnild redigering, eftersom Moonless ikke er meget for, at det råmix vi spillede af ’Devil’s Tool,’ skal flyde rundt i cyberspace, mens bandet shopper dets debutplade rundt til diverse labels. Indtil da, ved vi i det mindste, at det vil glæde nogle at ’Shoot From The Hip #5’ fra oktober 2010, igen er at høre.

På anlægget har ’Mindblowing Seeds And Disconnected Flowers’, det kommende album med Baby Woodrose, kørt nogle omgange, men er nu blevet erstattet af Augustus Pablo.

Chilton. Et år efter.

Jens Unmack, L.A. Times og Stereogum har alle skrevet om Alex Chilton, her på etårsdagen for hans alt for tidlige død. Om et par timer vil Chilton ligeledes være at finde i radioprogrammet Mod Strømmen. Før det Big Star med ’Kizza Me’ fra ’Third / Sister Lovers’

Friendly Womack, Jr. Ingen snavs.

Den eneste af Womack-brødrene, der ikke har fået særskilt omtale, indenfor den seneste uges poster, er den ældste Friendly Womack, Jr. Da der tilsyneladende ikke er noget kompromitterende at fortælle om ham, tager vi med kyshånd til takke med The Valentinos fremragende originaludgave af ’It’s All Over Now’, hvor han synger backingvokal.

’It’s All Over Now’ er indspillet i et utal af versioner. Bobby Womack, der skrev sangen med Shirley Womack, genfortolkede den bl.a. sammen med Bill Withers i 1975. Den mest berømte udgave er stadig The Rolling Stones, som blev optaget i Chess Studios i Chicago, under bandets første nordamerikanske turné i sommeren 1964. Bobby Womack har siden hen fortalt, at han havde sat sig imod Stones indspilning og bedt Jagger om at skrive sine egne sange. Men hans manager havde overbevist ham om, at det var en god idé. En halvt år senere, da royaltycheckene var begyndt at rulle ind på Womacks konto, havde han trukket i land og meddelt manageren, at The Rolling Stones kunne få alle de sange de ønskede.

The Telescopes. Drone Bar, 16. marts 2011

Engelske The Telescopes er et af de orkestre, man støder på, når man vender jorden let omkring My Bloody Valentine og Spacemen 3. Gruppen debuterede med den lovende single ’Kick the Wall’ i 1989. Potentialet blev dog ikke helt indfriet på den første lp ’Taste’, der lå tæt op af forbillederne, men tydeligt manglede vovemod og skarphed.

The Telescopes anden udgivelse og claim to fame, om man vil, udkom i 1992 på Creation Records. Herpå viste det centrale medlem Stephen Lawrie sig, som en mere moden sangskriver. Melodimaterialet er stærkt og hovedsagligt komponeret på akustisk guitar. Af og til kan det minde om The Byrds anno ’The Notorious Byrds Brothers’. Teksterne har ligeledes fået et tvetydigt strejf og det er som om, at der svæver en mørk og ufravigelig intensitet gennem hele albummet, som er meget svær at slippe af med igen, når pladen er sat tilbage i reolen.

I 1995 gik The Telescopes hvert til sit. I 2002 vendte det højst overraskende tilbage med ’Third Wave’, der i 2006 blev fulgt op af endnu et album på eget mærke.

I morgen aften spiller gruppen på Drone Bar, Nørrebrogade 184. Koncerten begynder kl. 22, og der er, så vidt undertegnede kan gennemskue, gratis adgang.

Her et interview med Stephen Lawrie fra 2009.

Som brødre. Som Cecil, Curtis og Bobby Womack

Indlæggene her på siden, har det indimellem med at forgrene sig. ’Harry Hippie’ fra sidste uge, har allerede afledt en mindre blogpost om sangskriveren Jim Ford. I dag drejer det sig i første omgang om Cecil Womack. Og lad det straks være sagt, vi flytter ind i privatsfæren. Hvis det mod forventning, skulle pikere et par læsere, der mener at den slags hører til bag hjemmets fire vægge, ja, så tager vi den med.

Som omtalt plejede Cecil Womack sin solokarriere efter The Valentinos var gået i opløsning. Han skrev og producerede for den tidligere førstedame på Tamla Motown Records, Mary Wells, som han var blevet gift med i 1966. Succesen var til at overskue. I 1968 fik de, mens Wells var højgravid, et mindre hit i USA med ’The Doctor’. De nåede at få endnu to børn før ægteskabet gik i stykker i 1977. Wells kunne imidlertid ikke holde nallerne fra Womack-brødrene. I 1979 blev hun mor for fjerde gang. Barnefaren var den næstældste bror Curtis Womack.

Det var dog ikke slut med de familiemæssige forviklinger. I 1981 giftede Cecil Womack sig med Linda Cooke, datter af Sam og Barbara Cooke. Det satte skandalelavinen i gang. Bobby Womack havde nemlig ført Sam Cookes enke til brudeskamlen, ganske få måneder efter Cookes død i 1964. Uagtet at de var blevet skilt igen i 1971, gik en del af skriverierne på, at Bobby, udover at være bror til Cecil, også kunne kalde sig svigerfar med mere.

I årene der fulgte fik Linda og Cecil medvind som Womack & Womack. I dag bor de vistnok i Afrika, hvor de sammen med deres syv børn, laver musik under navnet The House of Zekkariyas.

Shoot From The Hip #1 (2011)

Mod Strømmen trækker ofte på gode menneskers gode vilje og bankende rock’n’roll hjerter, for lige at citere Lou Reed. En stor del af programmet beror faktisk herpå. Tak for det. Årets første omgang ’Shoot From The Hip’ bliver med Thomas Løppenthin fra plademærket Play/Rec m.v. Sidst Løppenthin var med, blev det til denne stak numre:

1. Masshysteri - Dom Kan Inte Höra Musiken (2010)
2. Radio Saigon - Just As.. (2010)
3. De Høje Hæle - Avantgardesymfoni (2010)
4. Prügelknaben - Rend Mig I Røven (1980/1997)
5. Menfolk - From The Horse's Mouth (2010)
6. Thee Attaks - Le Freak (2010)
7. The Celibate Rifles - Tick Tock (1983)
8. Sunday Servants - Who Do You Love? (1975)
9. The Beast Of Bourbon - I Don't Care 'bout Nothing Anymore (2007)
10. The Bar-Keys - Streetwalker (1969)
11. The Rats - Nightmare (1981)
12. Anders Stub - Holding Back The Tears (2009)
13. Wipers - Over The Edge (1990)
14. Alex Chilton - No Sex (1986)
15. Rodriguez - Sugar Man (1969)
16. The Clash with Allen Ginsberg - Capital Air (live) (1981)
17. Death - Rock'n'Roll Victim (1975/2009)
18. Gang Of Four - I Found That Essence Rare (1979)
19. Eddie & The Hot Rods - Romance In A Used Car Lot (1979/1990)
20. The Raincoats - Lola (1979)
21. Graham Parker & The Rumour - Protection (1979)
22. XTC - All Along The Watchtower (1978)
23. Richard Hell & The Voidoids - Going Going Gone (1982)
24. The Rolling Stones - Pass The Wine (Sophia Loren) (1972/2010)
25. Reigning Sound - I'd Much Rather Be With The Boys (2003)
26. Dragontears - My Friend (2010)

Tiden vil vise, hvad vi når omkring på torsdag. Undertegnede har dog hørt, at der vil blive spillet noget fra Baby Woodrose kommende album ’Mindblowing Seeds And Disconnected Flowers’, der består af de demoversioner, som udgjorde fundamentet til debuten ’Blows Your Mind’.

Stil ind torsdag d. 17. marts, kl. 18-20, på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

'Harlan County'

Forleden stoppede nærværende blog kortvarigt op ved den amerikanske sangskriver, Jim Ford. Opholdet i dag bliver ikke meget længere. Og det til trods for, at der kunne være spundet en lang ende over, at Sly Stone engang kaldte ham, ”the funkiest white man I know.”. Dertil kommer de løse rygter om, at det var Ford som skrev ’Ode to Billie Joe’ til hans daværende kæreste Bobby Gentry. Plus den kendsgerning, at han var stedfar til to af Marlon Brandos børn, al den stund han levede sammen med Brandos ekskone, Movita Castenada, fra midten af tresserne og ti år frem. Men som sagt, det punktum må vente til en anden dag.

I dag lader vi det blive ved titelnummeret fra solodebuten, ’Harlan County’ fra 1969. En forjættende blanding af soul, country og folk.

"I Am In Fact An Alien"

Nedenfor mit vindue…

…står et apparat og puster balloner op.

Harry Hippie

’Harry Hippie’ var ment som en spøg, løst baseret på soul- og R&B-musikeren Harry Womacks ubekymrede bohemeliv. Sangskriveren Jim Ford, der havde en forkærlighed for laid-back blue-eyed soul og som bl.a. er blevet indspillet af Aretha Franklin, The Temptations og Nick Lowe, gav den til Harrys kendte bror, Bobby Womack, der fik et Top-40 hit med den i 1973. Nummeret skulle dog allerede året efter få en helt anden betydning, end den var tiltænkt.

Harry og Bobby begyndte sammen med deres brødre Cecil, Curtis og Friendly Womack Jr., med at synge gudfrygtig gospel i The Womack Brothers i halvtredserne. I slutningen af årtiet fik Sam Cooke øjnene op for gruppen og signede dem til sit label, SAR Records. The Valentinos, som de kaldte sig, lagde sig straks op ad den langt mere verdslige og populære R&B-bølge, der skyllede indover USA i de år. Til stor ærgrelse for deres far, en praktiserende præst, som smed dem ud hjemmefra for at være gået i ledtog med Fanden selv.

I 1962 scorede de et hit med ’Lookin For Love’, men det var først med 1963-singlen, ’It’s All Over Now’, som The Rolling Stones sang til top i England, at et større publikum stiftede bekendtskab med en komposition af en af brødrene. Ved Sam Cookes dramatiske død i 1964, mistede The Valentinos ikke alene deres mentor og læremester, sangene kom heller ikke så let længere. I 1966 smed de håndklædet i ringen og selvom det senere blev til sporadiske genforeninger, så fokuserede Bobby og Cecil så meget på deres respektive solokarrierer, at The Valentinos altid kom i anden række.

Det passede egentlig Harry fint. Han spillede i perioder bas for storebror Bobby og holdt sig ellers ude af rampelyset og nød et sorgløst liv med penge på lommen. Det var ikke altid han forstod broderen, som han mente, prioriterede det materielle frem for de sande værdier. I 1974 gik det galt for Harry Womack. På foranledning af Bobby var han blevet hjemme fra et job i Seattle, for at få ro på temperamenterne på hjemmefronten, som længe havde været mærket af mildt sagt dårlig stemning, fordi hans kæreste mistænkte ham for at være sammen med andre damer. Det syn, der mødte Bobby, da han dagen efter, d. 9. marts, kom for at hente Harry var forfærdeligt. Han lå livløs på gulvet, dolket ihjel med en køkkenkniv, som kæresten havde fattet efter at have fundet noget mistænkeligt kvindetøj i et klædeskab. Harry Womack blev 28 år.

Fra den dag, som i morgen er 37 år væk, var ’Harry Hippie’ ikke en joke længere.

Mod Strømmen i venteposition

Der er tvivl om, hvad radioprogrammet Mod Strømmen kommer til at indeholde nu på torsdag, den 10. marts. Redaktionen mangler en endelig konfirmation fra et orkester, der på grund af en udenlandsrejse, enten kunne komme forbi tidligt i marts eller på et tidspunkt i maj. Indtil videre forholder vi os afventende.

Hvis besøget glipper i denne omgang, har vi et i al hast undfanget tema i ærmet. Det handler om noget så mølædt som breve og postkort.

’Copenhagen’

”She hears bad news while standing outside in Copenhagen. It’s snowing hard, and the snowflakes seem to attack her, “covering my face in fine powdery mist and mixing in with my tears,” she sings in that heartbreakingly graceful voice, “and I’m 57 but I could be 7 years old ’cause I will never be able to comprehend the expansiveness of what I’ve just learned.””

- Randall Roberts om Lucinda Williams ’Copenhagen’ fra det nye album, ’Blessed’. L.A. Times. 23. februar 2011

Skønt hovedstaden kun bliver nævnt én gang og sangen heller aldrig vil dukke op i et reklamespot for ’Visit Copenhagen’, emnet er for tungt, så lytter man altid en ekstra gang, når genstanden er ens fødeby. Desværre er billedsiden af dette klip af en køkkendemo af ’Copenhagen’ ludkedelig. Musikken fejler derimod intet. Derfor bare et link.

Blues In The Night…

Tidligere på aftenen sneg lysten til at høre blues sig ind på denne blogger. Sneg er måske så meget sagt. Bobby 'Blue' Bland’s ’I Pity The Fool’, havde nemlig pirret appetitten sidst på eftermiddagen. Men hvorom dette handler, så har Genius-knappen i undertegnedes iTunes-bibliotek ikke været i brug i umindelige tider. Indtil i aften, hvor en forespørgelse på Bobby 'Blue' Bland gav disse 25 numre, der har fyldt stuen, under og efter en sen fastfood-dinner.

Bobby ’Blue’ Bland - I Pity The Fool
Bobby ’Blue’ Bland - Cry, Cry, Cry
Elmore James And His Broom Dusters - Dust My Blues
T-Bone Walker - Stormy Monday Blues
Slim Harpo - Baby Scratch My Back
Skip James - Devil Got My Woman
Willie Mae "Big Mama" Thornton With ’Kansas City Bill’ & His Orchestra - Hound Dog
Little Walter - Juke
Little Milton - Grits Ain't Groceries (All Around The World)
Howlin' Wolf - Back Door Man
J.B. Lenoir - Mama Talk To Your Daughter
Percy Mayfield - Please Send Me Someone To Love
Muddy Waters - I Can't Be Satisfied
Robert Johnson - Crossroad Blues
Blind Lemon Jefferson - Match Box Blues
R.L. Burnside - Goin' Down South
Jackie Brenston & His Delta Rhythm Kings - Rocket '88
Buddy Guy & Keith Richards - The Price You Gotta Pay
Little Walter - Last Night
Taj Mahal - Cakewalk Into Town
Slim Harpo - I'm A King Bee
Howlin' Wolf - Wang Dang Doodle
Amos Milburn - Chicken Shack Boogie
Albert King - Born Under A Bad Sign
Muddy Waters - She Moves Me

Manden blandt pigerne foroven er Bobby ’Blue’ Bland. Og her er 'I Pity The Fool' fra 1960.

Lift Off. The Good The Bad

Går stærkt ud fra, at fotografen er Adam Olsson.

Svensk psych i Ragnhildgade

Det her kan blive en interessant aften. Også selvom man, som denne bloggerkugle, kun har nogle ganske få nedslag i orkestrenes musik, bag sig. Det materiale, der flyder rundt på nettet med grupperne, lover særdeles godt.

Kendetegnede for alle tre er kærligheden til det organiske og repetitive. Flowers Must Die hører til i den tunge ende af skalaen, med lange udsyrede guitarexcesser. Selv kalder de stilen improviseret psykedelisk space-blues.

Instrumentalorkestret Hills har en sjat af det samme, men det er dog som om, at når man venter en drejning over mod mere stenede, psykedeliske stemningslandskaber, så tager prog-rocken over, hvilket ikke altid falder lige heldigt ud. Men igen, bedømmelsen bygger kun på få gennemlytninger. En chance bør de have.

Sveriges Kommuner & Landsting (SKL) er folk-psych med tydelig afsæt i svensk tradition. Instrumenteringen er elektriske og akustiske guitarer, MOOG og Hammondorgel, violiner og mandoliner m.v. SKL behøver i grunden ikke så meget omtale, fordi det er muligt at hente deres fortrinlige uudgivne cd ’Spelar’, via dette link.

’Tomorrow Never Knows’

De to seneste indlæg, har ubevidst strejfet verden af i morgen. Der bliver vi et stykke tid endnu.