Dragontears i Mod Strømmen

I morgen udkommer Dragontears sidste album. 'Turn On Tune In Fuck Off!!' lukker den trilogi, der begyndte med '2000 Micrograms From Home' fra 2007 og som året efter blev fulgt op af 'Tambourine Freak Machine'. Hvor man på de to første, har hørt væsensforskelle fra Lorenzo Woodrose hjertebarn, Baby Woodrose, er det som om, at fire ud af den nye pladens seks tracks med småjusteringer, kunne have fundet vej til en Woodrose-plade. Om det er det, bandet har taget konsekvensen af, står for så vidt eller i hvert fald indtil næste torsdag, hen i det uvisse for denne signatur?

Ellers bliver det interessant at finde ud af, hvor mange mand orkesteret med den ubestemte størrelse stiller med, og om de er ligeså bedøvende ligeglade med at høre sig selv, som Baby Woodrose var da det besøgte Mod Strømmen?

Bad Afro gør en smule stads af 'Turn On Tune In Fuck Off!!' i morgen aften, kl. 20, på Café Svejk, Smallegade 31, Frederiksberg. På torsdag, d. 4. november, gælder det Mod Strømmen. Stil ind mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Svar fra Thorstein Thomsen

I et forsøg på at rydde op i den spam, der sniger sig udenom bogstavkoder og des lignende her på bloggen, dukkede et svar/forklaring op fra forfatteren Thorstein Thomsen på et indlæg, som undertegnede skrev under overskriften ’Vraggods og bitter erfaring’ om hans bog, ’Scenepas’. Undskyld slendrian og tusind tak.

”Jeg er lidt flov over, at Scenepas bliver kaldt en nøgleroman. Jeg synes heller ikke det er helt fair. Man kan ikke flytte virkeligheden over i prosaen én til én. Men der var nok noget bitterhed med i spillet dengang. Og det var måske ikke helt fair. Det hang sammen med at jeg pludselig var endt i en rolle som sideman. Vi arbejdede med Carstens sange til den anden lp, da det gik op for mig, at jeg måtte væk. Og begynde forfra. Hvis jeg ville virkeliggøre mine egne ambitioner. Det var hårdt for vi (Carsten) havde fat i en lang ende. Senere har jeg jo kunnet se og indse det rimelige i at Carsten var leader of the band. Han blev en stor sangskriver. Jeg selv blev faktisk senere en helt okay forfatter ( ... og romanskriver efter jeg var fyldt 50.) Alt faldt på plads som det skulle. Bitterheden var et egotrip fra min side. Det er ubehageligt at se i en bog man selv har skrevet.”

Potentiel radiospeak / Elliott Smith

”Hver gang jeg hører den amerikanske sanger, sangskriver og forpinte sjæl, Elliott Smith, kommer det bag på mig, hvor tæt Smith undertiden lagde sig op ad Big Star. Som her i ’The Ballad Of Big Nothing’ fra pladen ’Either/Or’, der kom i 1997.”

På mandag udsender Domino / Rough Trade opsamlingsalbummet ’An Introduction To...Elliott Smith”.

"Don't move me - these tiles are beautiful."

Det er vist aldrig sket før, at denne blog, der håndhæver troværdighed frem for alt, viderebringer eller citerer historier fra den engelske tabloidavis The Daily Mirror, og hvad mere er fra dets Celebs-tillæg. Men i dette særtilfælde, føler vi os ganske sikre på at kunne tjekke kilden. Hvis ikke i morgen, så i det mindste juleaften, hvor den gerne må ligge under juletræet.

”He also remembers John Lennon as "a silly sod, in many ways". He says: "I don't think John ever left my house, except horizontally."

He adds that he once found him lying by the toilet, murmuring: "Don't move me - these tiles are beautiful."

- Keith Richards om John Lennon i sin nye selvbiografi, der på dansk har fået titlen, ’Livet’.

København. Før, nu og aldrig.

Blue-eyed soul og byens, ja, hvis ikke en af landets mest kompetente og indlevende frontmænd i The Breakers. Nørlunds ferme fortolkning af ’Me Me Me’. Barfoeds irrede syrerock. Dragontears budskab om kærlighed, en andedam fuld af lort og et enkelt nummer, der vistnok falder udenfor kategori. Mod Strømmen spillede dansk i går.

Og så kan man for øvrigt høre The Breakers på Floss i aften, mens Klaus Lynggaard fejrer sit nye album ’Tålt Ophold’ i Huset i Magstræde. Lørdag spiller The Untamed horror-punk i spillestedet The Rock i Skindergade. Værsgo. Weekenden venter.

”Thank You Singer…”

Det canadiske folk-orkester The Great Lake Swimmers, udgav i 2009 dets fjerde album. Skønt alle udgivelserne indeholder fine øjeblikke, så har bandet endnu ikke haft held til at overstråle den lille perle, som det skrev til børnepladen, ’See You on the Moon!: Songs for Kids of All Ages’, og som det kun spiller ved særlige lejligheder.

"When I grow up mabye I'll be a singer in a band
and I'll drive all across the land
with my friends all in the van
and I'll sing into a microphone
but when it's over, I'll come home
while the people go 'clap, clap, clap'
and the drummer goes 'tap, tap, tap'
and thank you singer."

Johnny Genzale, Jackson Heights, NY, ca. 1960

"Johnny was such a quiet, shy boy, his demeanour almost masked his emotional instabilty. It was as though he had a slow burning fuse that would ignite when something bothered him and more often than not that was school’s rules and regulations."

- Nina Antonia om Johnny Thunders i ‘The New York Dolls: Too Much Too Soon’. Johnny Boy ses yderst til venstre med sit nye dollargrin.

Spotlight On The City / Spil Dansk 2010 i Mod Strømmen.

Den sidste torsdag i oktober, har i flere år været helliget Spil Dansk Dagen i radioprogrammet Mod Strømmen. I år bliver ikke anderledes, selvom der er et tema i temaet. Den 12. oktober, sendte New York netstationen Breakthru, nemlig en udsendelse med fokus på musik fra København. Find den her.

Det fremgår desværre ikke af programmet, hvem der har fodret DJ Lottie med plader? Trods repræsentation af personlige favoritter, som Howl Baby Howl, Mellemblond, Iceage, Rumspringa og Pinkunoizu, så virker musikken i perioder temmelig anæmisk, hvis ikke ligefrem stereotyp. Så opgaven er egentlig ganske enkel. Lav et bedre og mere varieret program med musik fra København. Lyt med torsdag d. 28. oktober, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Playlisten fra Breakthru:

1. Howl Baby Howl - You Know That I Would
2. The Liberty Balance - Viva (We All Sing)
3. Peder feat. Signe Marie - Daylight
4. I Got You On Tape - Waking Up The Brotherhood
5. Figurines - Every Week
6. The Late Great Fitzcarraldos - In A House
7. Bodebrixen - Clockradio
8. Oh No Ono - Helplessly Young
9. El Ray - Impala Joy Ride
10.Cours Lapin - Cache Cache
11. One Year From Home - You Stole Away
12. Pinkunoizu - Time Is Like A Melody
13. Jeremy Sparrow - The Occasional Ego
14. Northern Portrait - The Munchhausen In Me
15. Sad Lovers - Sad Love Song
16. Under Byen - Ikke Latteren Men Øjeblikket Lige Efter
17. Antenne - Something Not To Do
18. Mellemblond - Jeg Rør' Dig Ikke Mer'
19. The Migrant - The Organ Grinder
20. Murder - Milk & Honey
21. Rumspringa - 2nd Blood
22. Shout Wellington Air Force - Cherry Glands
23. Iceage - Collapse
24. The Brazierlights In The Windows - Lost Generation
25. Slaraffenland - Postcard

Foto: Birgitte Sværke Pedersen

Nakskov

På Anemonevej i Nakskov står fire boligblokke fra 1972 til nedrivning. Ikke som et led i nogen ghettoplan, men simpelthen fordi, at en renovering vil blive for dyr. Alt i mens beboerne fraflytter lejlighederne, har den tyske kunstner Thomas Kilpper taget over. Han har skabt en labyrint, hvor man går ind i opgang nummer 1 og bliver ført gennem beboelsen via huller i badeværelsesvægge, etager imellem, altaner, køkkener osv., indtil man igen står på gaden udenfor nummer 4. Sidste chance for selv at finde vej gennem labyrinten er i morgen.

Ari Up (1962-2010)

Under Gil Scott-Heron’s koncert i maj i Lille Vega, følte denne blogger sig en kort overgang som en forsinket participant i LCD Soundsystem’s ’Losing My Edge’. Årsagen var, at to dage efter skulle det genopståede pigepunkband The Slits spille samme sted, og som de indviede ved, så bliver The Slits nævnt lige efter Scott-Heron i LCD Soundsystem’s lange opremsning af toneangivende orkestre, steder man skulle have været og plader man skulle have købt på udgivelsesdagen.

Desværre blev det ikke til noget med The Slits og chancen byder sig ikke igen, idet sangerinden Ari Up, døde efter svær sygdom i går. Her The Slits uigenkaldelige sidste stykke arbejde, videoen til ’Lazy Slam’, der er blevet udgivet posthumt i henhold til Ari Up's ønske. Hvil i fred.

Link Wray og Jytte Borberg

Uden overhovedet at skele til nyhedstrekanten eller andre journalistiske virkemidler, følger her et vink eller to om en kommende dobbeltudgivelse, en åbning af et nyt spillested, en prismodtager og til slut en undskyldning.

For nu at gribe fat i det første af navnene i overskriften, så åbner folkene bag Jazzclub Loco på lørdag et nyt spillested i Strandgade 14, nærmere bestemt i Den Rodske Gård, på Christianshavn. Stedet er blevet opkaldt efter den amerikanske guitarrist Link Wray, der ligger begravet længere nede ad gaden. Siden sommerens jazzfestival, har Loco ligget underdrejet, foreningen har bogstaveligt talt været ved at synke, eftersom ”samtlige koncerter på skibet Stubnitz måtte flyttes på grund af manglende godkendelser fra myndighederne. Det gav et grimt underskud og tærede på energien”, som det hedder i Politiken. God vind.

I nævnte artikel, bliver Link Wray betegnet som en nærmest ukendt og ”hemmelig rock’n’roller”. Når det står så slemt til, vil herværende side gerne være med til at udbrede kendskabet. I 1964 fortolkede Wray Dylan på denne facon:

Året før sin død i 2007, stiftede forfatteren Jytte Borberg en pris i eget navn, der skulle gå til ”en dansk forfatter som anerkendelse og opmuntring”. På næste torsdag motiverer Kirsten Thorup, der er formand for prisens bestyrelse, hvorfor det tilkommer Jan Sonnergaard at modtage pengene i år for romanen, ’Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’. Et fortjent klap på skulderen. Tillykke.

Et af leddene i Peter H. Olesens reklamefremstød for udgivelsen af langdigtet, ’Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland’, og digtsamlingen, ’Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne’, er en net-kampagne, som nu er nået til You Tube:

Til slut den undskyldning. Undertegnede blev bleg om næbbet, da han forleden skulle uploade radioprogrammet med Il Tempo Gigante til nettet. Enten er tjenesten vi linker til blevet hijacket eller også er vi blevet smidt på porten. Anyway, det er i øjeblikket ikke muligt at streame de seneste udsendelser. Vi pønser på en anden løsning. Mere om det senere.

Drikkeviser

Spørger man historikerne, så kan man spore drikkeviser tilbage til det 11. århundrede. I middelaldersamlingen Carmina Burana, der formentlig er mest kendt for opbyggelige digte og kærlighedssonetter, er der adskillige fuldemandskvad. Samtidig er der dog stor enighed om, at disciplinen selvfølgelig er langt ældre. De har bare ingen skriftlige kilder.

Så langt tilbage rækker denne signaturs iTunes-bibliotek ikke. ’Whiskey Heaven’ af Fats Domino, satte dog alligevel nogle tanker i gang, så her kommer en Top-10 over de mest afspillede sange om at drikke. Spørgsmålet er om de alle har den profil, som kendetegner en traditionel drikkevise?

1. Teenage Fanclub - Alcoholiday
2. Bessie Smith - Gimme A Pig Foot (And A Bottle Of Beer)
3. Jim Ford - Happy Songs Sell Records, Sad Songs Sell Beer
4. Kristin Hersh - Gin
5. Merle Haggard - Tonight The Bottle Let Me Down
6. Roosevelt Sykes - Devil's Island Gin Blues
7. Silver Jews - Punks In The Beerlight
8. Gil Scott-Heron & Brian Jackson - The Bottle
9. Nina Simone - Gin House Blues
10. Ray Sanders - Beer Drinkin' Music

Andre forslag bliver modtaget med kyshånd, da alkohol meget vel kan gå hen at blive et temaprogram i Mod Strømmen, når vi nærmer os den søde juletid.

"It Rains Jack Daniels All The Time…"

’Papirsklip’ af Kim Larsen, der blev omtalt i det forrige indlæg, er decideret filmmusik. Det er ellers ikke en genre, som denne bloggerkugle, på nogen måde har dyrket. Ikke hermed sagt, at der ikke er læssevis af film, hvor musik og billeder spiller særdeles godt sammen. Uden at dykke dybt i hukommelsen, så står brugen af Mott The Hoople’s ’All The Way From Memphis’ i en af de første scener i ’Alice Doesn't Live Here Anymore’ af Martin Scorsese, forbavsende klart. Ligesom introen i ’This Is England’ af Shane Meadows, der anvender Toots & The Maytals, ’54-46, That's My Number’, som baggrund for en række ubehagelige tv-billeder, også dukker op. Fælles for disse er dog, at de ikke er såkaldte ’original music scores’, men er taget ud af en anden kontekst.

Indenfor den seneste uges tid, har Fats Domino i tide og utide markeret sig i undertegnedes vågne timer. Vi kender det alle, når musikstykker og tekstlinjer kommer til os ud af det blå. I denne sammenhæng, har det tilmed vist sig at være et filmscore i ordets egentlige forstand, og så tilmed fra en slapstick-komedie, hvor Clint Eastwood spiller overfor en abe. På dansk fik den titlen ’Seje Bøffer og Hårde Bananer’ og var en opfølger til ’Bankekød Til Slemme Drenge’. Det er vist ikke værker, der bliver nævnt som de første, når talen falder på Eastwood. Nevermind. Hvorom dette handler, så optræder Fats Domino som Fat Domino med countrysangen ’Whiskey Heaven’.

”You know the sun never shines in Whiskey Heaven
It rains Jack Daniels all the time
There's a price you pay, hangovers everyday
Flyin' high with honkey tonk angels in Whiskey Heaven”

"Utallige klip går igen og igen…”

Ingen unødige opgaver i dag. Hovedet og papiret er tomt. Prøv alligevel at lytte til ’Linda Let Me Be The One’, der er et outtake fra Bruce Springsteen’s ’Born To Run’ fra 1975. Og hvis det ikke er et alt for højt krav at stille, så tænk samtidig på Kim Larsens ’Papirsklip’

'Bad Finger Boogie'

The Iveys var de første non-Beatles, der indspillede for Apple Records. Singlen ’Maybe Tomorrow’ udkom sidst på året 1968. Selvom nummeret fik rimelig succes, var det som om, at bandnavnet ikke rigtig fængede. Man kunne forveksle det med The Ivy League og det var sandsynligvis også en kende for banalt til datidens musikscene.

John Lennon havde flere forslag; 'The Glass Onion', 'The Prix' og 'The Cagneys', mens Paul McCartney, mente de skulle hedde 'Home'. Efter temmelig megen diskussion, nåede de frem til, at orkesteret skulle opkalde sig efter en tidlig arbejdstitel af 'With A Little Help From My Friends', der var blevet kaldt 'Bad Finger Boogie', fordi Lennon havde komponeret det på klaver med kun en finger, efter at have beskadiget sin hånd. Og det var så historien om, hvordan elefanten fik sin lange snabel eller i det mindste, hvorfra Badfinger fik sit navn.

Henvisninger

Først et link til et ungt rockband på landevejen. Det drejer sig om en fotoserie af Rikke Luna Filipsen, der skildrer en arbejdsdag med Thee Attacks. Strækkende sig fra øvelokalet i København, som det i hvert fald indtil for ganske nylig delte med Baby Woodrose, og til en koncert i Musikcafeen i Aarhus.

Derpå en henvisning til en velskrevet introduktion til Creedence Clearwater Revival og dets plads i den amerikanske rockmytologi.

”They were the flesh and blood link between the first wave of rockabillies and rock 'n' rollers in the '50s, the first wave of garage bands in the '60s, and the first couple waves of American punks who saved rock 'n' roll from itself in the '80s. If you don't see the continuum between Elvis, Carl Perkins, Chuck Berry, Little Richard and Bo Diddley on one side and The Replacements, Blasters, Minutemen, X and Uncle Tupelo on the other ... well, that's why I'm here.”

Sidst, men ikke mindst, så husk, at det er i dag, at tredags-festivalen, A Scream In The Dark 2, begynder i Ungdomshuset, Dortheavej 61, NV.

’Dom Kan Inte Höra Musiken’

Enhver sammenligning med californiske X er et kompliment. Og det er måske det orkester, som Masshysteri fra Umeå i det nordlige Sverige, minder allermest om. Især de effektive harmonier og interaktionen mellem kvinde/mand, emmer lagt væk af X. Ellers er det fundamental og vanvittig iørefaldende punkrock kvartetten spiller.

Undertegnedes interesse blev for alvor vakt, da Thomas Løppenthin, fra det hedengangne københavnerband The Unit, stadig aktiv på plademærket Play/Rec, var med i sidste uges udgave af radioprogrammet Mod Strømmen (find udsendelsen til højre på denne side). Masshysteri debuterede med ’Var Del Av Stan’ i 2008, der for et par måneder siden blev fulgt op af pladen med den håbefulde titel ’Masshysteri’. Herfra det, der i visse kredse går under betegnelsen et killer-track, ’Dom Kan Inte Höra Musiken’. Plus ’Johnny B. Goode’, som bandet har for vane at spille live.

Il Tempo Gigante i Mod Strømmen

Il Tempo Gigante har en størrelse der er svær at fange. Når hovedmanden Rolf Hansen i november supporter århusianske Under Byen ved tolv koncerter i det ganske land, bliver det som soloartist med elektrisk guitar, lap-steel og loopstation. Næste gang er bandet måske fire eller otte på scenen. I juni kom debutpladen ’Lost Something Good’, der har været et par år eller tre undervejs. Det er et album, der stikker i forskellige retninger, og man går nok ikke helt bag om dansen ved at nævne navne som Arcade Fire, Beirut og Bright Eyes som inspirationskilder. Men igen, ’Lost Something Good’ er flyvsk i ordets bedste forstand. Lad os slutte med anmelder Klaus Lynggaards opsummering i Information:

”…disse elegant spindelvævsagtige kompositioner befinder sig på allerhøjeste niveau, fulde af melodisk slidstyrke i al deres tyste intensitet. Skønheden er i højsædet, men ikke uden torne, og mange af de fascinerende skæve arrangementer modarbejder blidt, men bestemt ansatserne til skønmaleri.”

Lyt med nu på torsdag, d. 14. oktober på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid, kl. 18-20, når radioudsendelsen Mod Strømmen får besøg af Rolf Hansen.

Solomon Burke (1940-2010)

”Is Arthur here? Is Joe here? Where’s Solomon? I see Don coming in now, and Ben
E’s with him”

Klassisk soul anno 1968. Don Covay åbner ’Soul Meeting’ med ovenstående spørgsmål. Efter Solomon Burkes død i Amsterdams Schiphol lufthavn tidligere i dag, er der kun Ben E. King og Covay selv tilbage fra The Soul Clan. Hvil i fred, store mand.

Lennon

Lunefuld og stenet.

Da redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen i begyndelsen af året, gav et bud på de bedste plader fra 2000-2009, var den maskerede Liverpool-kvartet Clinic’s ’Internal Wrangler’ fra 2000, nærmest en selvfølgelighed. Den efterhånden 13 år gamle gruppe, udsendte i den forløbne uge dets sjette album med den rammende titel ’Bubblegum’. Det er charmerende post-punk avantgardepop med klare referencer til 1960’erne, men Clinic kan mere end deres paternoster. Det er et klarttænkende orkester, der formår at genopfinde fortiden i dets eget skæve billede.

Den akustisk-baserede førstesingle og åbningssang, ’I’m Aware’, der sine steder minder om Stereolab, afstikker egentlig tonen for, hvor Clinic befinder sig musikalsk for tiden. Der bliver lagt en behagelig, tilbagelænet og stenet kurs, der fortsætter i titelnummeret og i den sårbare kærlighedssang ’Baby’. Med ’Lion Tamer’ vender gruppen tilbage til det velkendt vrængede udtryk, som man kender det fra fx ’The Witch (Made to Measure)’ fra det forrige album, ’Do It!’. Den afsluttende ’Orangutan’ og ’Forever (Demis’ Blues)’ kan man i en hurtig vending kalde ligesindede, selvom tilgangen kan forekomme en anelse mere trippy. Det er ret beset først i den talte ’Radiostory’, der er kraftigt påvirket af ’The Gift’ af Velvet Underground, at gruppen betræder nyt terræn.

En foreløbig konklusion efter et par gennemlytninger, kan med en lettere parafrase over vokaldouen Billy Jones og Ernie Hare’s hit ’Does The Spearmint Lose its Flavor On The Bedpost Overnight?’ fra 1924, derfor lyde, at smagen af ’Bubblegum’ tager til dag for dag.

Her interview og liveoptræden fra BBC 6

Jeff Starship

"Joey was calling himself Jeff Starship then and hanging out with weird people from the Village. My brother was a real hippie in those days. He used to walk around with no shoes on, and he went to San Francisco, and he hung out with real hippies."

- brdr. Jeffrey Ross Hyman og Mitchell Hyman a.k.a. Joey Ramone og Mickey Leigh, ca. 1955. Tekststykket stammer fra ’Please Kill Me’ af Legs McNeil og Gillian McCain.

Naturbillede, Sjælland. Efterår.

”Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.

Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!

Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.

Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten, som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.

Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.

Og det er al den jord, jeg har,
og alt hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta´r,
hvad mine såler bærer.”

- Ludvig Holstein. Fra digtsamlingen ’Løv’, der kom i 1915. Holstein blev født ind i en grevefamilie og voksede op på det sydsjællandske gods Langebækgård.

’Det lysner over agres felt’ er sat i musik af Harald Balslev i 1922.

The One And Only Performance

Uropførelse af ’Sherry Darling’ under indspilningen af 'Darkness On The Edge Of Town'. Som det nok er de fleste bekendt, kom sangen først med på 'The River'. Klipppet er fra 'The Promise: The Darkness on the Edge of Town Story', der er på gaden i midten af november.

Shoot From The Hip # 5 (2010) i Mod Strømmen

Ugens udsendelse i Mod Strømmen er bygget op omkring et par velkendte piller. Der er intet tema, ingen regler, bare den musik, som værterne finder relevant i det givne øjeblik.

Lyt med torsdag, d. 7. oktober, mellem kl. 18-20, på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Musikfilm til hobe

'Wattstax' er en enkelt ud af en lang række film, som Cinemateket viser til dets Film & Music Festival, der løber fra d. 7. - 10. oktober. Se også filmen om The Runaways eller mød pladeselskabsfolk, som Jack Holzman, Jerry Wrexler og Seymour Stein i 'The Record Man', om de mennesker, der skabte den amerikanske musikindustri.

Koncertfilmen 'Bird on a Wire' om Leonard Cohen's Europa-tour i 1972 er ligeledes på programmet, hvor 'Oil City Confidential' om Dr. Feelgood og 'Search and Destroy: Iggy Pop & The Stooges’ Raw Power' også er at finde. God fornøjelse.

Johnny's Gonna Die

40-års jubilæumsudgaven af ’Get Yer Ya-Ya's Out!´: The Rolling Stones in Concert’, ledte i går denne bloggerkugle på afveje. Optagelserne er dels fra Madison Square Garden i New York City, november 1969. Blandt publikum var Johnny Thunders, der senere var med til at danne New York Dolls. Patti Smith var der i øvrigt også, mere om det en anden dag.

I Stones-dokumentarfilmen ’Gimmie Shelter’, er der flere klip fra Madison Square Garden. Tidligt ser man et vue udover de forreste rækker, hvor Johnny Thunders sidder på skulderne af en ung mand og purrer op i sit lange sorte hår. Den filmsekvens fandt undertegnede ikke. Til gengæld dukkede et svensk debatprogram, ’Rock Around The Drugs’, om stoffer og rock’n’roll fra 1982 op. Heri er der et langt Thunders interview, ligesom Dolls-trommeslageren Jerry Nolan, fortæller hudløst ærligt om, hvad junk-afhængighed gør ved den skabende proces.

De fire første dele følger her. Den afsluttende diskussion i studiet må man selv tænke sig til:

”You've got the sun, you've got the moon, and you've got the Rolling Stones.”

- citat Keith Richards.

”He just showed the wise men of his day to be nothing more than fools”

”Lenny Bruce is dead but his ghost lives on and on / Never did get any Golden Globe award, never made it to Synanon / He was an outlaw, that’s for sure / More of an outlaw than you ever were / Lenny Bruce is gone but his spirit’s livin’ on and on

Maybe he had some problems, maybe some things that he couldn’t work out / But he sure was funny and he sure told the truth and he knew what he was talkin’ about / Never robbed any churches nor cut off any babies’ heads / He just took the folks in high places and he shined a light in their beds / He’s on some other shore, he didn’t wanna live anymore

Lenny Bruce is dead but he didn’t commit any crime / He just had the insight to rip off the lid before its time / I rode with him in a taxi once / Only for a mile and a half, seemed like it took a couple of months / Lenny Bruce moved on and like the ones that killed him, gone

They said that he was sick ’cause he didn’t play by the rules / He just showed the wise men of his day to be nothing more than fools / They stamped him and they labeled him like they do with pants and shirts / He fought a war on a battlefield where every victory hurts / Lenny Bruce was bad, he was the brother that you never had”

- fra ’Shot Of Love’, 1981. Det er efterhånden lang tid siden, at der blot er blevet lagt et stykke tekst ud her. ’Lenny Bruce’ behøver ikke andre ledsagende ord end, at tredje strofe bliver sprunget over i denne liveversion og at første gang undertegnede så Bob Dylan var det sammen med Tom Petty og Roger McGuinn i Valby Hallen.