Gutter Island 2014 med Jon Terje Østberg. Playliste 29. maj 2014

1. The Burnouts – It’s Rock’n’Roll (2000)

2. The Vanjas – Forget About That (2014)

3. Black Pussy – Loverboy (2012)

4. The Flaming Sideburns – Loose My Soul (2000)

5. The Smoggers – I Miss You (2013)

6. The Ricochets – Fall Down Dead (2001)

7. The Twisteroos – In The Gutter (2006)

8. New Bomb Turks – Automatic Teller (2000)

9. The Defectors – Små Blå Mænd (2005)

10. The Goo Men – Out Tonight (2006)

11. Daddy Long Legs – Death Train Blues (2012)

12. Baby In Vain – Corny #1 (2013)

13. Spids Nøgenhat – Den Gennemsigtige Mand (2013)

14. On Trial – A House Is Not A Motel (live) (2006)

15. Fuzzy Vox – 1789 (2013)

16. The Youth – Fancy You (2013)

17. Helldorado – Blood Shack (2004)

18. Beurre Noir – The Wolf Lady (2013)

19. The Hives – Main Offender (1999)

20. The Ricochets – The Ghost Of Our Love (2003)

Gutter Island 2014 by Modstroemmen on Mixcloud

Picnic i et bjerglandskab

Miniature. Iran. Midten af 1600-tallet.

Bed-In for Peace. Debbie & Joey

- fra Punk Magazine, 1978

Gutter Island Special i Mod Strømmen

Hvis man går rundt med et ønske om at komme til Gutter Island i år, så er det med at komme til lommerne. Skønt, der er flere billetter i omløb end nogensinde før, melder festivalen tæt på udsolgt.

Nu på torsdag, Kristi himmelfartsdag, ser Mod Strømmen frem mod årets Gutter Island. Det gør vi i selskab med Jon Terje Østberg, som har optrådt på fesitvalen adskillige gange og har haft mere end en hånd med i planlægningen gennem årene. Men det er slet ikke slut med det. Vi dykker desuden ned i historien om Gutter Island Garage Rock Festival, der som mange ved tog sin begyndelse i år 2000. Forhåbentlig når vi også rundt om de andre aktiviteter, der ligger spredt ud over året, såsom Gutter Light, Gutterball i Oslo og Gutter Finland. Og, ja, så er der musikken. Lyt med på torsdag, kl. 18 -20, på 98.9 FM eller brug den direkte livestream.

For at komme i den rette stemning til udsendelsen, anbefaler jeg at se ’Gutter Island The Movie’:

Raw Material #2. En slem kattepine

Jeg vil ikke gå så langt til at sige, at jeg stoler blindt på Borderline Magazines koncertanbefalinger. For det meste dækker de mit behov. Dog ikke i denne uge. Af en eller anden årsag, har sitet ikke fundet grund til at nævne Raw Material #2, der foregår nu på onsdag i Mayhem, Ragnhildgade 1, 2100 København. Til gengæld advokerer Borderline for Luk Røven Bookings-arrangement i Basement, Enghavevej 42, 1674 København V. Mere om det om lidt, fordi det har sat grå hår i hovedet på undertegnede.

Allerførst citerer jeg fra Raw Material #2:

”Musik- og kunstprojektet, Raw Material dyrker et anarkistisk kunstsyn, hvor spontaniteten sættes højest og den umiddelbare følelse får frit spil.

Projektet grundlagdes i 2012 i Per No Knox Studio i København med indspilningen af den selvbetitlede 7” EP og skydningen af den dokumentaristiske kortfilm af samme navn. Medlemmer af projektet tæller samtidskunstneren Peter Bonde på lap steel guitar, musiker og producer Per Buhl Ács på bas, sanger Isak Funder-Hansen og trommeslager Dan Satan.

Både Bonde og Ács har haft nøgleroller i den første bølge af dansk punk med en fortid i legendariske grupper som No Knox og Cyklon Anti Cyklon.”

Derudover spiller altid skarpe The Woken Trees og De Underjordiske, som gav en forrygende koncert ved Copenhagen Psych Fest. Dørene åbner, kl. 19.00

En time senere byder Luk Røven Booking velkommen til en aften med lokal punkrock, rock’n’roll, grungepop, samt garage fra Frankrig. Spørgsmålet er om jeg kan nå lidt af begge dele? Hælene har jeg måske en mulighed for at nå på vejen hjem fra Mayhem?

20:30 The Slinkers

21:45 Two Trick Pony

22:30 Myreskær

23:15 Departure Kids

00:00 De Høje Hæle

Ugens fem mest spillede numre (ifølge min last.fm)

Normalt giver jeg mig ikke af med at spå. Det har vi tænketanke og højtlønnet personale - i og udenfor systemet - til. Lur mig dog, om ikke den såkaldte Paisley Underground-scene snart får en revival.

Ugens etter stammer fra 1983-debutalbummet, ’Emergency Third Rail Power Trip’, med The Rain Parade. Bandet blev dannet i 1981 i Los Angeles. Selvom medlemmerne var vokset op med punk-rock, så var det ingen hindring for at dyrke tressernes folk-rock med de rige vokalharmonier og det psykedeliske tilsnit. Det er en fremragende plade, der fanger det bedste af The Paisley Underground.

At nummeret ’Christiania’ med Stenblomma forekommer, kan jeg takke Anders Stub for. Da jeg forberedte mig til sidste uges radioprogram genhørte jeg udsendelsen med Stub fra november 2011. Det førte til, at jeg gentagende gange har lyttet til Stenblommas første og eneste plade, ’Alla Träd Har Samma Rot’. Et album, orkestret indspillede for Silence Records i 1973, med Träd, Gräs & Stenar som studiemusikere.

Hvad angår Night Beats, ja, så, gentager jeg bare, hvad jeg skrev om gruppens anden udgivelse i december 2013: ”På ’Sonic Bloom’ afsøger trioen fra Seattle nye områder, følger nye vildveje og når frem til et resultat, der måske er endnu bedre end debuten. Det siger ikke så lidt. Eller som jeg læste et sted: "Just think what would happen to Link Wray if he stumbled onto some love potion no. 9 spiked with LSD, the outcome might just be Night Beats"

Dertil kommer en Ramones-sang med Ronnie Spector og det længste nummer, jeg kender med Wire.

1. Rain Parade – Saturday's Asylum

2. Stenblomma – Christiania

3. Ronnie Spector – Here Today Gone Tomorrow

4. Night Beats – Outta Mind

5. Wire – A Touching Display

Gene Clark og Bob Dylan

Gene Clark døde på Bob Dylans 50-års fødselsdag. Det er 23 år siden i dag. Om der er en højere mening eller form for symbolik i den oplysning, ved jeg ikke? Hvis der er, så er det endnu ikke lykkedes mig at finde den.

Anders Stub II. Playliste 22. maj 2014

1. Anders Stub - In Silence And In Tears (2014)

2. Håkan Hellström - Zigenarliv Dreamin' Pt. 1 (2008)

3. J.J. - Ecstacy (2010)

4. The Telstar Sound Drone - Feel It (2014)

5. Kama Loka - Trold I Bakken (2013)

6. Blues Addicts - Ba-Ba-Dar (1970)

7. Lightnin’ Hopkins - Lonesome Dog Blues (1961)

8. Anders Stub - I Keep My Eyes Wide Open (2014)

9. Furekåben - Den Gule Filthatmand (1970)

10. Hot Boys - Ve Den Stackars Pendlaren (1974)

11. Dragontears - Sunrise (2008)

12. Jacques C – What’s On A Man’s Mind (2007)

13. Shiny Darkly - Soft Skin (2014)

14. Alrune Rod - Du Taler og Siger (1970)

15. Endless Boogie - Coming Down The Stairs (2008)

16. Future Island - Seasons (Waiting For You) (2014)

17. Anders Stub - Can We Fix This (2014)

Anders Stub II by Modstroemmen on Mixcloud

About a girl from Spanish Harlem

Ronnie Spector forlod Phil Spector i 1972. Det skete efter, at hun i flere år bogstavligt talt, havde været spærret inde i parrets mondæne palæ. I hendes selvbiografi, ’Be My Baby: How I Survived Mascara, Miniskirts, and Madness’, fortæller hun om årene med The Ronettes og ægteskabet med sin gale boss, der bl.a. jævnligt tvang hende til at se filmen, ’Citizen Kane’, så den kunne minde hende om, at hun ikke ville være noget uden ham. På et tidspunkt skal Phil have trukket hende ned i kælderen og vist hende en guldkiste med en glasplade i og truet med, at hvis hun nogensinde forlod ham, så ville hun ende deri.

Årene med Phil Spector kom til at præge Ronnies liv mange år frem. En retskendelse bevirkede, at hun ikke kunne optræde med de gamle The Ronettes-sange. For slet ikke at nævne det psykiske og følelsesmæssige helvede, hun har gennemlevet, der må have givet modbydelige ar på sjælen. Selvom hævn er en underlig størrelse, som undertiden kan være svær at forstå udefra, så fik hun taget til genmæle med ’Girl From The Ghetto’ fra pladen ’The Last Of The Rock Stars’, der udkom i 2006. Hævn i gammeltestamentlig betydning er der selvfølgelig ikke tale om. Men ordene

“I hope your cell is filled with magazines,

and on every page you see a big picture of me,

and under every picture the caption reads,

'not bad for a girl from the ghetto'”

var en snorlige bemærkning til den daværende verserende retssag, hvor Phil Spector var anklaget for drab. Et drab, han blev dømt for:

Anders (Stub) i Mod Strømmen

En enkelt gennemlytning, en mørk februaraften. Mere kan jeg ikke prale af at have hørt det nye Anders’ album, ’Sadness Be Gone’. Jeg er imidlertid ikke det mindste i tvivl om dets kvaliteter. Slet ikke efter, at jeg læste Borderlines vurdering i sidste uge. Her et uddrag:

”Anders spiller som på de to forgængere selv alle instrumenter, men resultatet er dog på ingen måde indadvendt. Skulle man male med den brede genre-reference-pensel er der på ’Sadness Be Gone’ klare inspirationer fra Roky Ericksons solooptagelser fra 70’erne samt tidlig Stooges, dog spillet ganske blidt og dagligstue-agtigt. Og så er det hele tilsat en håndfuld pertentlig loner-psych-folk-stemning. På sangen ‘I Keep My Eyes Wide Open’ er der gæster, og ensomheden brydes af hans danske venner Aron og Hobbitten, sidstnævnte med hans velkendte “bubble guitar”, et af den nyere danske rock-undergrunds stærkeste brands.”

Senere i anmeldelsen bruger Thomas Løppenthin udtrykket ”verdensklasse”, selvom han ikke bryder sig om ordet. Hvorfor? Læs videre her. Det er den eneste recension, jeg er stødt på af ’Sadness Be Gone’, der efterhånden har været på gaden en måneds tid. Jeg har på fornemmelsen, at Anders Stub, der sammen med nogle håndgangende mænd, selv står for distribution og deslignede, foretrækker små, men desto mere begejstrede kredse. Pladen er kun kommet i 298 eks. Men det kan jeg altid spørge om på torsdag, d. 22. maj, hvor han besøger Mod Strømmen. Ligesom det undrer mig, at det ikke længere kun er Kommun 2, som udgiver albummet. Nu figurerer der også et foretagende ved navn Svensk Psych Aften. Hvad og hvem er det? Nå, mere om det på torsdag.

Lyt med mellem, kl. 18-20, på 98.9FM eller brug den direkte livestream.

Jeg har i øvrigt genuploadet Anders Stubs seneste besøg i Mod Strømmen. Ganske enkelt, fordi den knapt tre år gamle udsendelse, ikke har været tilgængelig længe. God fornøjelse.

1. Stenblomma – Christiania (1973)

2. Anders Stub – Hey Hey Bye Bye (2011)

3. Thee Hypnotics – All Night Long (live) (1989)

4. Mother Superior – Constant Reminder (1998)

5. Aron – Morgendis / The Dark Knight (2003)

6. Folklords – Forty Second River (1969)

7. Baby Woodrose – Spinning Wheels Of Fire (2011)

8. Blue Cheer – Summertime Blues (1967)

9. Anders Stub – Holding Back The Tears (2009)

10. Huggorm – Jessika (2011)

11. Union Carbide Production – High Speed Energy (1992)

12. Roky Erickson – Goodbye Sweet Dreams (2010)

13. Hound Dog Taylor & The Houserockers – Give Me Back My Wig (live) (1974)

14. Thee Hypnotics – The Big Fix (1991)

15. On Trial – Black Seagull (2006)

16. Off! – Upside Down (2010)

17. Suicide – Cheree (1978)

18. Broder Daniel – I’ll Be Gone (1998)

19. Hills – The Vessel (2011)

20. Amadou & Mariam - Sarama (La Charmante) (2009)

21. Anders Stub – In The Dark Hours (2011)

Anders Stub. November 2011 by Modstroemmen on Mixcloud

Mand til mand. Bowie og Springsteen, 1976

Ugens fem mest spillede numre (ifølge min last.fm)

To Roskilde-aktuelle navne, to covernumre og et overlap. Sådan ser en del af sidste ugens top-fem ud. Men jeg begynder et helt andet sted. Grant Hart, hvad er der at fortælle om ham? Trommeslager og sangskriver i Hüsker Dü og den første fra Saint Paul-trioen til at solodebutere, efter at de var gået hvert til sit i 1988. ’I Am Death’ stammer fra ’The Argument’, som jeg skrev nedenstående om, da jeg havde albummet med på årets plader 2013:

”Ambitiøst og fascinerende. Konceptalbum har altid irriteret mig. Grant Harts dobbelt-lp har dog fået mig til at redefinere min modvilje. I al fald for en stund. ’The Argument’ bygger dels på et ikke offentliggjort manuskript af afdøde William S. Burroughs, der havde omskrevet den engelske 1600-tals digter John Miltons ’Paradise Lost’ til et teaterstykke og kaldt det ’Lost Paradise’. Dels på syndefaldsmyten og Satans fald fra himlen. Buddy Holly, The Beatles, David Bowie, Bob Dylan og Grant Hart i et smukt sammensurium. Frygtindgydende godt.”

‘Both Ends Burning’ var den anden single fra Roxy Musics 1975-album, ‘Siren’. Den plade kender de fleste. Hvis ikke, så må man i det mindste have bidt mærke i coveret, hvor Bryan Ferrys daværende kæreste, fotomodellen Jerry Hall, poserer som en sirene. Dette græske fabelvæsen med fuglekrop og kvindeansigt, der synger så smukt, men dog varsler ulykke.

Ghanesiske King Ayisoba glæder jeg mig til at høre på Roskilde Festival. Han var forbi Global i marts måned, hvor jeg desværre var forhindret. Nu kommer overlappet. Den næste kunstner er nemlig Roskilde-aktuel med sit band The 400 Unit, samtidig med at den sang, jeg har hørt en del i den forløbne uge, er et cover. Det drejer sig selvfølgelig om Jason Isbell, tidligere medlem af Drive-by Truckers. Big Stars ’When My Baby's Beside Me’ er med på Jason Isbell & The 400 Units anden fuldlængde plade fra 2009.

Etteren er fra ’The Dixie-Narco EP’ med Primal Scream fra 1992. Det er den eneste officielle udgivelse, der indeholder sangen ’Screamadelica’, der ikke kom med på pladen af samme navn. Det er nu ikke det nummer, det handler om. ’Carry Me Home’ blev skrevet af Dennis Wilson til The Beach Boys-albummet, ’Holland’, der udkom i 1973. Det blev dog aldrig medtaget på det endelige mix. Præcis som 'Screamadelica' heller ikke gjorde, nitten år senere.

1. Primal Scream – Carry Me Home

2. Roxy Music – Both Ends Burning

3. Jason Isbell and The 400 Unit – When My Baby's Beside Me

4. King Ayisoba – Don't Do The Bad Thing

5. Grant Hart – I Am Death

Krigsguden smider masken. Playliste 15. maj 2014

1. The Sweet - The Ballroom Blitz (1973)

2. Deep Purple - Space Truckin' (1972)

3. The Damned - New Rose (1976)

4. The Jam - In The City (1977)

5. Devo - Social Fools (1978)

6. Dead Kennedys - Kill The Poor (1980)

7. Discharge - Vision Of War (1981)

8. Judas Priest - Killing Machine (1979)

9. Iron Maiden - Iron Maiden (1980)

10. Mercyful Fate - A Corpse Without Soul (1982)

11. Venom - Black Metal (1982)

12. Fear - Let’s Have A War (1982)

13. Tubeway Army - Are Friends Electric? (1979)

14. Oblivians - No Reason To Live (1995)

15. Hellroute 16 - Gator Bait (2000)

16. Tumor Warlord - WW4 (2014)

17. Wizzard Sleeve - Alabama's Doomed (2008)

18. Destruction Unit - World On Drugs (2013)

To timer var slet ikke nok. Part 2 af ’Krigsguden smider masken’ bliver sendt nu på søndag, d. 18. maj, kl. 18.00 i Virus Radio, der også hører til på Christianshavns Kanal. Lyt med på 98.9 FM eller brug den direkte livestream

Krigsguden smider masken by Modstroemmen on Mixcloud

Lower og en vis Bob Dylan

“The song is concerned with the pursuit of company in night life, and the realization that the way we have come to praise this is not always in vogue with what it really does to people. Losing your true self and awkwardly resorting to bastard tactics to bring in game, is a universal feeling. Human music”

Ordene, der fulgte med københavnske Lowers første udslip fra deres Matador-debut, ’Seek Warmer Climes’, der udkommer d. 17. juni. Dette er dog en liveudgave. Titlen ’Bastard Tactics’, siger vist alt dét, man behøver at vide.

Lower er på tour i USA måneden ud, hvorefter de tager til England og Frankrig. Den 26. juni er de gæster i Mod Strømmen.

Bob Dylan har også udsendt nyt i form af et gammelt Frank Sinatra-nummer:

Krigsguden smider masken i Mod Strømmen

Af Thomas Løppenthin:

Jens Kofoed-Pihl fylder 50 år i dag, og i den anledning er han i morgen (15. maj 2014) gæst i Mod Strømmen, hvor han vil diske op med to timers plader og anekdoter fra et liv fyldt med musik og vanvid. Vanvid, I kid you not. Undervejs vil Mod Strømmen-redaktionen være klar med velovervejede spørgsmål til fødselaren og hans musikvalg, og måske bliver vi alle lidt klogere, hvis vi får Jens til at løfte sløret for hans opskrift på evig musikalsk nysgerrighed. 

"Og hvem er ham Jens så?" spørger de lykkeligt uvidende. Jo, Jens, som med vanlig sans for beskedenhed for tiden går under navnet Krigsguden, er intet mindre end en institution i det københavnske musikmiljø. Og et utal af musikere og andre freaks har nu gennem en halv menneskealder nydt godt af Jens' ubetingede kærlighed og/eller nederdrægtige ukvemsord. Jens er en über-passioneret fan af alskens finkulturelle trash fra det psykotroniske overdrev, og så laver han radio på Virus hver søndag, som sender på Christianshavns Kanal, og han har sin egen klumme 'House Of Franco' på Devilution. Nå, ja, og som dét ikke er nok, så er han frontbrøler i sci-fi-punk-bandet (er det korrekt, Jens?) Tumor Warlord, som går sin sejrsgang verden over. Jeg glemmer garanteret en masse, men det må vi tage i morgen.

Der er altså med andre ord lagt i ovnen til to timers fødselsdags smadder-radio. Og fredag fortsætter festen i Dæmonens Port under overskriften "Krigsguden fylder 50!", hvor vennerne fra De Høje Hæle, Undergang, Commie Cowboys og Brudte Løfter, sammen med Tumor Warlord naturligvis, vil være det musikalske backdrop for en Amager-fødselsdagsfest fra helvede. Dén psykopatfest slår dørene op kl. 20:00.

Mod Strømmen sender i morgen til sædvanlig tid 18:00 - 20:00 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid. Skulle man være uden adgang til et af disse her nymodens krystalapparater kan udsendelsen endvidere streames live.

“I'll Never Get On Stage With That Man Again”

Overskriften er tillagt Phil Everly, da han banede sig vej til sit omklædningsrum, efter at have smadret sin guitar mod scenegulvet i en forlystelsespark i Californien i 1973. Bægeret var fuldt. Eller rettere sagt tomt. Don Everly havde før koncerten bællet så mange margaritaer, at han ikke kunne huske teksterne til sine egne sange. Forud var gået flere år med gnidninger mellem The Everly Brothers.

Et par uger tidligere var brødrene røget i totteren på hinanden under generalprøven på deres fælles engagement med Nancy Sinatra i Sahara Hotel & Casino i Las Vegas. Efter håndgemænget, skal de efter sigende, have råbt og skreget så meget efter Nancy Sinatra, at hun skrækslagen forlod scenen.

Om det kun var mange års tourliv, der lå bag slagmålet, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg har en mistanke om, at Don og Phil Everly var allergiske overfor alt det Las Vegas stod for. Året før havde de indspillet Don Everlys ’I'm Tired Of Singing My Song in Las Vegas’, der i den grad var udtryk for alle deres frustrationer over at blive fanget i at optræde til de endeløse gigs og synge de samme gamle træffere, om og om og igen og igen for et købestærkt, forstokket publikum:

Bob Marley & The Wailers og Jackson 5

Marts 1975. Jackson 5 var på foranledning af daværende oppositionsleder fra The Jamaica Labour Party, Edward Seaga, præsident fra 1980-89, inviteret til at åbne for Bob Marley & The Wailers på National Heroes Stadium i Kingston.

Jackson 5 havde netop forladt Motown. Pladeselskabet, der om nogen var grunden til, at gruppen slog igennem som de første sorte teenageidoler, der både appellerede til et sort og hvidt publikum. Bob Marley & The Wailers var så småt ved at få et internationalt hit med ’No Woman No Cry’ fra ’Natty Dread’-pladen. Før koncerten besøgte Jackson 5 Marley i hans hjem på Hope Street 56 i Kingston.

Bunny Wailer med Michael og Jackie Jackson. Til slut en bid af en anmeldelse af showet fra en lokal jamaicansk avis.

Ugens fem mest spillede numre (ifølge min last.fm)

Udover, at Stephen McBean er hovedmand i begge projekter, så må der også være en finurlig, sproglig sammenhæng mellem Black Mountain og Pink Mountaintops. Ikke, at jeg har tænkt mig at grunde mere over det. I stedet giver jeg ordet til Borderline Magazine, der for et par uger siden, anmeldte det album, hvor de seneste syv dages to mest spillede numre, stammer fra.

”Med en cast of characters længere end en Wes Anderson-film er canadiske Pink Mountaintops klar med deres fjerde fuldlængde. Frontmand Stephen McBean slår endvidere sine folder i Black Mountain, og på ‘Get Back’ hjælpes han på vej af en broget skare af musikere (J Mascis inklusiv), og resultatet er et album der stikker i mange retninger.  Grundlæggende går man dog ikke helt galt i byen, hvis man smider ‘Get Back’ i kassen med “guitar-drevet rockmusik med stor forkærlighed for små-sort engelsk ‘alternative’ fra midt-80′erne”. Igen er vi altså et pænt stykke fra moderbandet Black Mountains små-proggede, psykedeliske hits”

Pink Mountaintops spiller på Loppen, tirsdag d. 9. september 2014.

Liverpool-bandet Half Man Half Biscuit er ligeledes repræsenteret med et par kompositioner. Hilsenen til Happy Mondays ’Twenty Four Hour Garage People’ fra albummet ’Trouble Over Bridgwater’ fra 2000 og ’Tommy Walsh's Eco House’ fra ’E 90 Bisodol (Crimond)’ fra 2011. Første gang man hørte til Half Man Half Biscuit var i midten af firserne. Siden er der udkommet tolv plader, hvor de ikke har droslet ned på de spidse, sarkastiske og til tider surrealistiske kommentarer til tidens gang. Tværtimod. At kalde Half Man Half Biscuit et orkester er nok at tage munden for fuld. Der er nemlig ikke noget band. Half Man Half Biscuit er Nigel Blackwell.

Mahmoud Ahmed, som jeg skrev om i ugens løb, har også sneget sig ind med en sang fra 1975.

God weekend. Jeg smutter.

1. Pink Mountaintops – North Hollywood Microwaves

2. Pink Mountaintops – Through All The Worry

3. Half Man Half Biscuit – Tommy Walsh's Eco House

4. Mahmoud Ahmed – Erè Mèla Mèla

5. Half Man Half Biscuit – Twenty Four Hour Garage People

De Underjordiske. Playliste 8. maj 2014

1. De Underjordiske - Under Skyggernes Kniv (2014)

2. The Entrance Band - Grim Reaper Blues (2009)

3. Echo & The Bunnymen - Angels & Devils (1984)

4. The Wands - Totem (2014)

5. The Woken Trees - Orders (2013)

6. The Church - One Day (1983)

7. The Black Angels - Paladin's Last Stand (2008)

8. Devendra Banhart - Wake Up Little Sparrow (2004)

9. The Triffids - Field Of Glass (1985)

10. Get Your Gun - Sea Of Sorrow (2014)

11. Toy - You Won't Be The Same (2013)

12. The Spyrals - Evil Kind (2012)

13. Steppeulvene - Til Nashet (1967)

14. The Brian Jonestown Massacre - She's Gone (1995)

15. Neil Young - Prime Of Life (1994)

16. De Underjordiske - Trold (2014)

De Underjordiske by Modstroemmen on Mixcloud

Mahmoud Ahmed: ’Bèmen Sèbèb Letlash’

En stemning og et groovy flow, der på trods af den sproglige barriere, har fascineret mig grusomt. Det kan godt være, at den etiopiske sanger Mahmoud Ahmed har vundet internationale priser en masse gennem de senere år. Det er først nu og ganske langsomt, at jeg er blevet suget ind hans surreale verden.

Mahmoud Ahmed debuterede i begyndelsen af tresserne, men kunne ikke leve af musikken, så han måtte pudse sko og ellers gå til hånde i en natklub i hjertet af Addis Ababa. I en periode spillede han i Haile Salassies Imperial Band. Det er dog hans indspilninger fra halvfjerdserne, der har slået benene væk under mig. De gynger og vibrerer som ind i helvede. På mangel af bedre er det en fusion af traditionel etiopisk musik og jazz/soul. Men dette signalement er overhovedet ikke dækkende.

Tag eksempelvis ’ Bèmen Sèbèb Letlash’, der kom på pladen ’Ere Mela Mela’ i 1975. Fortæl mig lige, hvad det nummer går ud på? Jeg er med et godt gammelt dansk ord bjergtaget:

De Underjordiske i Mod Strømmen

B.S. Ingemann eller Jack Kerouac? En historisk fortælling fra Bornholm på Valdemar Atterdags tid, hvor de underjordiske hjælper to unge elskende med at få hinanden eller en halvfiktiv roman om et kærlighedsforhold til en sort kvinde? Ingen af delene. Vi skal tværtimod have fat i en børnebog fra 1981. Hvem kender ikke Ronja, Birk og røverkongen Mattis? For slet ikke at tale om rumpenisser og grusomme skovhekse? Eller Helvedesgabet for den sags skyld? Ja, vi er i Mattisskoven, hvor Birk redder Ronja fra de underjordiske, som bliver ved med at lokke og kalde på hende.

Der er også noget sjældent hypnotiserende og forførende over den fabulerende, dansksprogede rockmusik, som De Underjordiske spiller. Bandet blev dannet i København i sommeren 2012 og debuterede live ved Aarhus Psych Fest i efteråret 2013. Siden er det blevet til en del job. Senest ved Copenhagen Psych Fest, hvor de gav en forrygende koncert fredag aften.

Nu på torsdag, d. 8. maj, kommer De Underjordiske forbi Mod Strømmen. Hvad er det de finder i folketroens forestillinger om fx kærlighed, magi, varsler, rigdom og kontakt med de døde? Jeg fornemmer ligeledes en generel tendens til at beskæftige sig med naturmystik og andet der ligger udenfor vor rækkevidde? Er der noget om det? Stil ind mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte herfra.

‘Under Skyggernes Kniv’ er B-siden til De Underjordiskes debutsingle, ’Trold’, på Levitation Records. Orkestret fejrer udgivelsen sammen en række labelmates, tirsdag d. 13. maj, på Drone Bar på Nørrebrogade.

Femten minutter, der ændrede verden (for nogen). The Rolling Stones i The T.A.M.I. Show

Jeg har det ambivalent med koncertfilm. Dette kvarter med The Rolling Stones for fuld udblæsning i Santa Monica Civic Auditorium, d. 29. oktober 1964, gør det dog op for al det meningsløse vås, jeg har set gennem årene. Brian Jones styrer skuden. Jagger prøver nye dansetrin af. Måske inspireret af James Brown, som bandet gik på efter.

Hvis ikke du kan afse femten minutter, så lov mig bare at høre The Chuckers ’Around And Around’, som Stones åbner deres del af The T.A.M.I.-Show med:

Ugens fem mest spillede numre (ifølge min last.fm)

Syv dage, der næsten gav sig selv. Nick Lowe og John Doe topper listen. Nu har jeg tilmed hørt vort interview med John Doe. Det er godt.

Til gengæld ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med Damon Albarns debutplade i eget navn, ’Everyday Robots’. På den ene side er den en smuk, vemodig og skinbarlig dissekering af hans opvækstår. Og på den anden er den lang i spyttet. Fungerer dét nummer for alvor? Eller er det bare mig, der desperat forsøger at få det til at virke? Jeg har set udtrykket slow burner brugt om ’Everyday Robots’. Kanske jeg skal give albummet en chance til?

1. Nick Lowe – Cracking Up

2. John Doe – Never Enough

3. John Doe – Giant Step Backward

4. Damon Albarn – Hostiles

5. Damon Albarn – Lonely Press Play

Atomfax. Playliste 1. maj 2014

1. Atomfax - Oliven (2014)

2. Cheap Trick - Mandocello (1977)

3. Paul Williams - Faust (1974)

4. The Doors - The Crystal Ship (1967)

5. Faust - Giggy Smile (1975)

6. Roxy Music - Editions Of You (1973)

7. Beck - Unforgiven (2014)

8. Prince & The Revolution - Under The Cherry Moon (1986)

9. Synd & Skam - Kategori (2013)

10. Beth Gibbons & Rustin Man - Sand River (2002)

11. Atomfax - Jeg Glemmer Tit At Jeg Har En Krop (2014)

12. Primal Scream - The Lord Is My Shotgun (2002)

13. Ted Lucas - I’ll Find A Way (To Carry It All) (1975)

14. John Coltrane - Bittersweet (1952)

15. Captain Beefheart & His Magic Band - Abba Zaba (1967)

16. Ray Lynch - The Oh Of Pleasure (1984)

17. Blonde Redhead – Messenger (2004)

18. Atomfax – Bryster, Bryster (2014)

19. Atomfax – Ro Til At Ro (2014)

ATOMFAX by Modstroemmen on Mixcloud

Snapshots: John Doe, Amager Bio

Borderline Magazine og Mod Strømmen havde i går en længere samtale med John Doe. Radiointerviewet bliver presset ind, så snart der er plads. Det samme kan jeg, uden at vide det eksakt, sige om det på skrift på Borderline-bloggen. Jeg røber heller ikke for meget ved at fortælle, at Doe arbejder på en bog om L.A-punkscenen fra slutningen af halvfjerdserne og et stykke ind i firserne.