1. Beck -Turn Away (2014)
2. American Music Club - The Decibels And The Little Pills (2008)
3. Povl Dissing - Sov Min Lille Hundemand (1972)
4. Bob Dylan - Subterranean Homesick Blues (1965)
5. Jeppe Beldring - Vi Var Der (2014)
6. Kim Larsen - Moderne Tider (1979)
7. Grant Lee Buffalo - Truly, Truly (1998)
8. Richie Havens - Indian Rope Man (1969)
9. Radiohead - Fake Plastic Trees (1995)
10. Joy Division - Love Will Tear Us Apart (1980)
11. Depeche Mode - Never Let Me Down Again (1987)
12. Iron Maiden - Caught Somewhere In Time (1986)
13. Mads Beldring - Rendegraver (2012)
14. C.V. Jørgensen - Det Blonde Danske Smil (1980)
15. Turboweekend - Colors (2010)
16. Jeppe Beldring - Endnu En Dag I Stuen (2014)
Januar 1972. Før Lou Reed, John
Cale og Nico for alvor havde etableret sig som soloartister, befandt de sig
alle tre mere eller mindre tilfældig i Paris på samme tid. Her spillede de et
one-off akustisk show på spillestedet Le Bataclan i det 11. arrondissement.
Koncertoptagelsen cirkulerede i mange år som bootleg, før den udkom officielt i
2004. Sidste år kom ’Lou Reed, John Cale & Nico – Le Bataclan, Paris. Jan
29, ’72’ i en remastereret udgave.
Her træder vi ind, efter John
Cale har sunget ’Ghost Story’ fra ’Vintage Violence’. Han fortsætter over i et ikke
tidligere eller senere udsendt nummer med den spidse titel ’The Biggest,
Loudest, Hairiest Group Of All’, som mest af alt lyder som en af de børnesange,
som Peter, Paul & Mary kunne have haft på repertoiret. Publikum klapper sågar
med. Jeg beklager mig ikke…
For små fjorten dage siden,
spillede Jeppe Beldring, bl.a. sammen med det unge københavnerorkester De
Underjordiske, ved et arrangement i det opvarmede cirkustelt på Blågårds Plads.
Beldring er en sen debutant. 38 år gammel. Hans første udgivelse ’Natten Mellem
Mandag Og Søndag’ kom i november sidste år på det lille label, Indisciplinarian. Han har
kone og børn og et godt job som landmåler.
Sat, måske? Men det betyder så
sandelig ikke noget for det dansksprogede folkrock univers som Bedrings sange
bevæger sig rundt i. Der er både tid til refleksion og en stille resignation over
tiden, som er gået, familien, voksen- og arbejdslivet. Over ting, der ikke
står til at ændre. Fordomme, uforløste ambitioner, ungdommens idealisme og den
nok så berømte zeitgeist kommer under behandling.
Kort sagt, så har ’Natten
Mellem Mandag Og Søndag’ langt mere mellem ørerne end mellem benene. Og det er
befriende, skal jeg hilse at sige!
Jeg fik ikke hørt Songhoy Blues
fra Mali, da de gæstede Global i december. Akkurat som jeg heller ikke hørte Orlando Julius & The Heliocentrics og Konono N°1 i weekenden. Til gengæld
spillede Quiet Spring en fremragende debutkoncert i Stengade (her en anmeldelse fra Rockfreaks, der lægger sig meget tæt op af det, jeg hørte). Næsten ligesom godt var
rootsrock-orkestret Hiss Golden Messenger, som jeg spontant besluttede mig for
at høre i Ideal Bar lørdag aften.
Denne tekst er dog helliget Songhoy
Blues, som albumdebuterer i dag. Kvartetten flygtede fra deres hjem i Timbuktu
i det nordlige Mali til hovedstaden Bamako, der ligger ved bredden af
Nigerfloden i den sydvestlige del af det vestafrikanske land, da bevæbnede
jihadister i efteråret 2012 invaderede de nordlige egne og forbød musik.
’Music In Exile’, som debuten
hedder, er enormt varieret. Der er ørkenblues, som man kender den fra Terakaft
og Tinariwen, men der er også akustiske ballader og bearbejdelser af sange fra den
righoldige Songhoy-tradition. Produktionen står Nick Zinner fra The Yeah Yeah
Yeah’s og Amadou & Mariams manager Marc-Antoine Moreau for. Ja, selv Damon
Albarn dukker op på kor her og der. Sidstnævnte er måske ikke ligefrem en
overraskelse. Al den stund, at Songhoy Blues blev opdaget ved Africa Express i
2013.
Den vestlige indflydelse på Songhoy
Blues skinner klart igennem på flere tracks. Åbningsnummeret ’Soubour’ ville
ikke falde markant ud på et album med The Black Keys. Fleetwood Mac mener jeg
ligeledes at kunne fornemme rundt omkring. Tydeligst fremstår inspirationen dog
i ’Nick’, der i den grad trækker på Canned Heats ’On The Road Again’. Et band,
som Quiet Spring også har fået skudt i skoene at planke fra.
Der er stortset ikke sket en skid
på koncertfronten den seneste måned eller halvanden. Og så pludselig en weekend
med fire shows, som jeg gerne vil høre. Jeg når muligvis to.
Lad mig begynde med countryrockerne
Quiet Spring, der spiller deres debutkoncert fredag aften i Stengade. Jeg har
købt billet og var ganske tæt på bandet, da de fremførte fire akustikse numre i
Mod Strømmen i december. Den
aften var ‘Wash Me Away’, ‘A Dying Fire’, ‘Today, Down In The Street’ og ‘Spirit
Of The Hill’ på setlisten. Alle fra deres aldeles fortrinlige debutplade,
’Going Up Your Country’.
Der er anliggender, der har det
bedst med at forblive ufortalte. Jeg kan dog alligevel ikke nære mig. Selvom ‘Spirit
Of The Hill’ for mig står som uforvansket amerikansk countryrock, anno
1968-1972, med referencer til indiansk naturmagi, det naturnære eller hvad man
nu kalder det, når ens opfattelse af verden bygger på et overordnet princip om,
at hvert enkelt individ er forbundet med naturen og hele universet. Lyder det
langhåret? Så får den lige en tak til, når jeg fortæller, at sangen tog sin
begyndelse på et bakkedrag mellem Brønshøj og Vanløse. En højderyg, hvis
åndelig rødder stikker længere tilbage i tiden, end jeg anede. Og, ja, det er
Bellahøj, jeg taler om. Der hvor Karl 10. Gustav anlagde sin hovedlejr under
den svenske belejring af København i 1658-60. Bellahøj har dog en langt ældre
og mere spirituel historie med omfattende gravhøje fra bronzealderen. Og hvem
ved? Måske var det i virkeligheden én af de gravlagtes ånd, som Morten ’Aron’
Larsen uforvarent kom i kontakt med, da han skrev ‘Spirit Of The Hill’:
For at blive i det danske, så
holder Deadpan Interference samme aften releasefest for deres debutskive på
Drone, Nørrebrogade 184, mens Lower, der bliver et federe og federe liveband,
spiller i ”Simon Spies’ gamle slyngelstue”.
I dag bedre kendt under navnet Bremen Teater, Nyropsgade 39-41.
Umiddelbart ser jeg ingen grund
til at ærgre mig gul og blå over ikke at dukke frem til Deadpan eller Lower. De
skal nok spille i mit nærområde indenfor overskuelig fremtid. Derimod ser det
straks værre ud med saxofonisten, Orlando Julius, der går på scenen sammen med
engelske The Heliocentrics på Global. Den 71-årige nigerianer var med til at
definere det, som landsmanden Fela Kuti senere navngav afrobeat, ved tidligt at
blande vestafrikansk highlife med R&B, jazz og soul. Til alt held, har jeg
et par besindige og ædruelige kilder til stede på Global, fredag aften.
Er man på Global fredag aften,
skal man ikke undlade at købe en partout-billet til koncerten dagen efter med
Konono N°1. De er skæve, pågående og allerhelvedes dansable.
“Rock - The Police,
Dire Straits, Jimi Hendrix. Funk - Herbie Hancock's Mwandishi band, Miles
Davis' 'The Cellar Door Sessions', all James Brown, the Daptones (especially for
modern production of the vintage funk sound). Reggae - Burning Spear, Jacob
Miller, I-Roy and Steel Pulse. This is all stuff my band is into.”
- mauritanske Noura Mint Seymali til
The Quietus, 22. juli 2014. Om de påvirkninger fra vestlig og jamaicansk musik man måske kan
høre i hendes egen musik.
Inspirationer går ofte begge
veje. Noura Mint Seymali kommer fra en musikalsk slægt, der strækker sig mere
end ti generationer tilbage. I juni 2014 udsendte Glitterbeat Records hendes
tredje album ’Tzenni’. Seymali synger og spiller på ardine. En slags harpe med
syv eller ni strenge, som det kun er kvinder forundt at anslå indenfor den
vestafrikanske griot-tradition.
Herhjemme ville man formentlig kalde
en griot for en bard eller troubadour. Altså en form for historiefortæller, det
være sig en sanger, digter eller musiker, der er et levende arkiv af et folks
overleveringer og fortællinger om fødsler, dødsfald, vielser, krige, jagter mv.
Hændelser der ikke alene kitter stammesamfund, men nationer sammen. Ikke nok
med det. Om grioterne bliver det ligeledes fortalte, at de gennem musikken er forbundet
til noget større end sig selv. De har direkte forbindelse til åndelige, sociale
eller politiske magter, og kan derved være med til at genskabe et folks
historie og genetablere relationer, der af den ene eller anden årsag er gået
skævt. Med andre ord, kan en griot via ord eller musik bringe fred, ro,
stabilitet, harmoni mv. tilbage til stammen.
Jeg tør ikke sige, om Noura Mint
Seymali kan genkende sig selv i denne beskrivelse af en griot. Det er immervæk
ikke det, hun gør mest ud af i interviewet i The Quietus. Her drejer det sig
mere om at bekende sig til traditionen og tage sjælen, melodierne og rytmen med
sig ind i moderne afrikansk popmusik.
Selvom min amatørarkæologiske viden
om mauritansk musik, lader meget tilbage at ønske, så mener jeg, at Noura Mint
Seymali mål med hendes musik lykkes til fulde i ’Tikifite. En sang, der
kortfattet beskriver en urt, der er god for maven og leveren. Og i et større
perspektiv vistnok handler om kærlighed:
Noura Mint Seymali med band er
blandt de 54 navne, som Roskilde har offentliggjort til årets festival.
Nærværende alt for tilbageskuende
- for tiden allermest én fødselsdagsblog - er igen stødt på vraggods fra det
gode new zealandske skib, The Flying Nun. Trioen The Stones debuterede på en af
selskabet allertidligste udgivelser, The Dunedin Double, i 1982. Ét 2x12"-album,
der blev genudgivet i forbindelse med Record Store Day sidste år og som fandt
vej til Mod Strømmens udsendelse om 2014 i genudgivelser. Pladen indeholder også
mere end levedygtigt materiale fra The Chills, The Verlaines og Sneaky Feeling.
Året efter udsendte The Stones ep’en
’Another Disc Another Dollar’, hvorefter de gik hvert til sit og forsvandt ud på
glemslens store, mørke hav. Nævnte udgivelser, plus ikke tidligere udsendte livetracks, ligger nu til
grund for en compilation ved navn, ’Three Blind Mice’, som Flying Nun udgiver
til marts.
“Before 1969, my
memories were nothing but fun and excitement and shooting to the top of the
charts and loving every minute of it. The Manson murders [in the summer of
1969] ruined the L.A. music scene. That was the nail in the coffin of the
freewheeling, let's get high, everybody's welcome, come on in, sit right down.
Everyone was terrified. I carried a gun in my purse. And I never invited
anybody over to my house again.”
- Michelle Phillips
Fra midten af tresserne og nogle
år ind i halvfjerdserne bosatte en lang række af musikere, sangskrivere, bands,
producenter, kunstnere og pladeselskabsfolk sig i en eucalyptusduftende dal dybt
inde i Hollywood Hills i Los Angeles. I dag taler man om en helt særlig Laurel
Canyon-lyd, men for mange var det lige så meget en livsanskuelse, der samlede
den brogede flok. Mange mener, at det var på disse skovklædte bjergskråninger, at
hippiegenerationen tog sine første spæde skridt. Indenfor få år eroberede den alverdens hitlister.
Det var her, at Crosby, Stills,
Nash og Young for første gang afprøvede deres flerstemminge harmonier. Hendrix
og Jagger festede hos Frank Zappa i hans berygtede Log Cabin. Et kæmpe skrummel
af en bjælkehytte. Stuen var 75 m lang og 30 meter bred og havde en enorm pejs.
I kælderen var der bowlingbane og plads til at øve med The Mothers Of Invention. The Doors ’Love Street’, The Mamas & The Papas ‘12:30 (Young Girls
Are Coming To The Canyon)’ og CSNYs ‘Our House’ handler alle Laurel Canyon.
Well, hvorfor denne lange smøre,
der velsagtens er fast pensum eller i al fald burde være dét, for enhver med
den mindste interesse for rockmusik? Kort og godt fordi, man i det seneste nummer
af Vanity Fair finder ’An Oral History of Laurel Canyon, the 60s and 70s Music Mecca’.
Americana, afrobeat, congotronics, new folk, global
beats, afrojazz, indian classical, balkan punk, arabic pop & roots, turkish
folk. Hvad mere kan man snart sagt ønske sig? Nu på torsdag, d. 12.
februar, kommer booker Peter Hvalkof forbi Mod Strømmen for at præsentere
programmet for de kommende måneder på spillestedet Global, Nørre Allé 7, 2200 København N.
Faste lyttere, ved godt, hvad jeg
taler om. Nye lyttere skal stille ind kl. 18.00 på enten 98.9 FM eller via den
direkte livestream.
Hvis man ikke har hørt Konono N°1
før, så er det om at købe billet til d. 21. februar. Det er et vildt fedt liveorkester.
For et par år siden begav jeg mig,
som så mange gange før, ud på et strejftog i rockmusikkens bredtfavnende og
flimrende historie. Jeg læste om og dykkede med ildhu og stor fornøjelse ned i det new zealandske
plademærke, Flying Nun Records, store bagkatalog. Hvor den interesse udsprang fra,
er jeg ikke sikker på? Måske var det fordi, at flere af gæsterne i Mod Strømmen
omtalte og spillede numre med The Clean med stor begejstring. Det kunne også
være på bagrund af, at selskabet udsendte sampleren, ’Time To Go: The Southern
Psychedelic Moment 1981-1986’, i 2012.
Anyway. Flying Nun Records blev etableret i Christchurch
i 1981. I årtiet, der fulgt udgav det materiale med Sneaky Feelings, The Chills,
The Clean, The Bilders, The Bats, The Axemen. Ja, stort set, med alt det
mest interessant, som kunne krybe og gå i New Zealand. Genrémæssigt kommer
selskabet vidt omkring i de første år. Lige fra øvelokale lo-fi eksperimenter,
over den nærmest uundgåelige Velvet Underground inspirerede popmusik, til
minimalisme, industrial og tidlig electronica. Ofte med skæve og uventede
vinkler, samt smågroteske forløb, der nysgerrigt bevæger sig på kryds og tværs
af musikskel. Uden det på noget tidspunkt for alvor kommer ud på gyngende grund.
Med andre ord, stilater, jeg antog, jeg kendte til hudløshed. Men nej, rockens
væsen er forunderligt og stort.
Mit gravearbejde har imidlertid afledt
nye spørgsmål. Såsom, hvad sker der i øriget i dag? Jeg er ikke gået til emnet
med samme glød. Det er tilfældighedens princip, der råder. Indenfor den seneste
uge, er jeg i blinde, stødt på to helt nye bekendtskaber. Begge fra Auckland.
Surf City er aktuel med albummet ’Jekyll
Island’, vistnok deres tredje. Det er sommer-fuzz-pop med mindelser om Flying
Nun:
Sun And The Wolf bor ikke i Auckland
længere. I anden halvdel af nuller slog bandet sig ned i Berlin, hvor det så småt
er begyndt at få hul igennem. Sidste år udkom deres anden plade ’Salutations’, der
er iørefaldende psych-drone-pop med de begrænsninger det nu indebærer:
Bob Marley bliver fejret både her
og hisset. Han kunne være fyldt 70 år i dag, hvis ikke den forbandede cancer havde taget ham i 1981. Jeg har ingen erindring om, hvornår jeg hørte ham for
første gang. Men jeg kan huske at jeg lyttede med, da Danmarks Radio sendte
live fra Roskilde Festival ’78.
“Nostalgia is a form
of depression both for a society and an individual…”
- citat af Abbie Hoffman. Amerikaner,
politisk og social aktivist med en fremtrædende plads i 1960’erne, medstifter
af Yippie-bevægelsen. Blev arresteret for konspiration og tilskyndelse til
oprør for sin rolle i de politiske protester, der førte til voldelige konfrontationer
med politiet, ved Det Demokratiske Partis konvent i Chicago i 1968.
Forfatter til bøger som:
’Fuck The System’, pjece, 1967. Under pseudonymet
George Metesky.
’Revolution For The Hell Of It’, 1968. Under
pseudonymet Free. (bogen var en væsentlig grund til, at Hoffman blev
fængslet efter balladen i Chicago i 1968)
“Square? I don’t think
anybody would have been bold enough to call Frank Sinatra square. Kerouac
listened to him, along with Bird [Charlie Parker] and Dizzy [Gillespie]. But I
myself never bought any Frank Sinatra records back then, if that’s what you
mean. I never listened to Frank as an influence. All I had to go on were
records, and they were all over the place, orchestrated in one way or another.
Swing music, Count Basie, romantic ballads, jazz bands — it was hard to get a
fix on him.”
- Bob Dylan til AARP The Magazine, februar/marts nummeret 2015. Læs hele interviewet her. Det er langt og interessant og kommer
vidt omkring..
Når jeg ser forsiden af AARP The
Magazine, kan godt se, at jeg kender layouten fra lufthavnskiosker mv. Jeg har
dog aldrig købt eller læst et eksemplar, selvom det henvender sig til folk over
50 år og har omkring 35 millioner læsere.
Dylans nye plade 'Shadows In The Night' er ude i dag.
PS: kl. 20.42. Nu har jeg fundet ud af, at AARP står for American Association of Retired People
Udenlandske musikmagasiner og
toneangivende genreblogs er ikke i tvivl. The Wands heuristike tilgang til neo-psychedelia
på debutpladen, ’The Dawn’ der udkom sidste efterår, er blevet rost i skyhøje
vendinger. Albummet er et ”refreshing trip”, der kreerer ”a distinctive individual atmosphere” , skabt
af to ”wise guys who know the difference
between drone and droning on”. Herhjemme har det knebet med
overhovedet at blive anmeldt. Det er set ofte før, så den diskussion gider jeg ikke bevæge mig
dybere ind i.
Næsten på dato er det to år siden,
at Mads Bredtoft Gräs og Christian Vind Skibdal var forbi Mod Strømmen første gang. Dengang havde de lige udsendt ep’en ’Hello I Know The Blow You
Grow Is Magic’, som jeg hovedkulds forelskede mig i. Nu på torsdag, d. 5. februar, er The Wands
tilbage i vort ydmyge radiostudie. To år ældre, et album og en allerhelvedes masse
liveerfaring rigere.
Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller på den direkte stream.
Efter en hidsig weekend med
masser af sociale aktiviteter, er det tid til at komme ned. Helt ned. Og hvad
er bedre at komme ned på end en heftig omgang afrobeat med afstikkere til
psych, funk, fuzz og hård rock?
1976. Zambia i den sydlige del af
det centrale Afrika. Ngozi Family (billedet øverst) har fået fat i et eksemplar
af ’War Pigs’ med Black Sabbath.
1976. Nigeria i den centrale del af
Vestafrika. The Black Hippies
spiller fuzzy voodoo-funk
%2Breed%2C%2Bcale%2C%2Bnico.jpg)
