’Boogie In The Park’

Bluesmusikeren Joe Hill Louis var hverken en ørn på trommer, guitar eller mundharmonika. Han havde dog det forbløffende talent, at han kunne holde et vildt tempo på alle tre instrumenter på en og samme tid. Som 14-årig, i 1935, løb han hjemmefra, de næstfølgende år ernærede han sig som gademusikant, før han blev ansat i tjenerstaben hos en stenrig familie i Memphis, Tennessee.

Musikken halede dog. Op gennem 1940’erne blev han under navnet The Be-Bop Boy & His One Man Band et tilløbsstykke i Handy Park, der ligger ud mod Beale Street, downtown Memphis. I slutningen af årtiet fik han sit eget radioprogram, The Pepticon Boy, på stationen WDIA, der bestræbte sig på at give sorte musikere, som fx B.B. King og Rufus Thomas en chance, og som fik en væsentlig indflydelse på den unge Elvis Presley.

Efter et par singler for Columbia, indgik Louis i 1950 en aftale med det kortlivede plademærke Phillips, der blev drevet af Sam Phillips. Her nåede han at udgive den fremragende ’Boogie In the Park’, før Phillips året efter solgte Louis’ kontrakt videre til Modern. Sådan gik der nogle år med forskellige pladeselskaber. I 1953 var Louis tilbage hos Phillips, hvor han for hans nye label, Sun Records, indspillede ’She May Be Yours (But She Comes To See Me Sometime).

Udover ’Boogie In The Park’, ville denne bloggerkugle gerne have præsenteret ’4th & Beale’. Da det ikke er muligt, bliver det ’Hydromatic Woman’ fra 1954 i stedet. Ej heller et dårligt valg. Sagt på en pæn måde, så burde Hasil Adkins, Bob Log III og Seasick Steve nok have sat lidt til side til Joe Hill Louis, hvis han stadig havde været i live. Desværre døde han af stivkrampe i 1957.