Dark Was The Night Cold Was The Ground

I den landsdel, hvor denne signatur befinder sig, har termometret vist ni minusgrader. Sneen ligger frosthård i en højde af 30-40 cm. Uglen har tudet. Der er sat fedt og frø ud til fuglene. Fasaner og råvildt dukker op i de mørke morgentimer. Selv haren, som ellers er på Danmarks Naturfredningsforenings liste over truede danske dyrearter, har været forbi. Nu kommer sneen væltende sydfra og den tydelige skellinie mellem amtets og kommunens arbejdsområder forsvinder atter.

Da undertegnede ikke har magtet at finde en stilfuld formulering, der kan bringe dette indlæg videre til en amerikansk lovsang, der kan give visse associationer til et dansk vinterlandskab, men som i bund og grund handler om Kristus’ lidelseshistorie, springer vi lige ud i det.

'Dark Was The Night Cold Was The Ground' af Blind Willie Johnson har forlæg i en gammel salme, men står i hans version som ren lyd, ren stemme. Ledsaget af spøgelsesagtig slideguitar, tager Johnson over hvor sproget snubler med ooohs og aaahs, huh, uh, støn og klage. Altså en del af det nonverbale, der er så vanskeligt at kommunikere på tryk, men som ikke desto mindre betyder så meget. Om det netop var det ordløse, der bevirkede at 'Dark Was The Night Cold Was The Ground' i 1977, blev sendt ud i himmelrummet med Voyager's Time Capsule, skal være usagt.