“…derimod er der fra min side tale om en selvkritik, en fortrydelse over min egen generations forvaltning af den frihed, vi fik forærende af ‘68, og jeg kan blive rent ud fortvivlet, når jeg tænker på mange af de mennesker, jeg har mødt på min vej gennem folkeskolen, gymnasiet, klubværelserne, universitetet og firsernes neonblå kunstnermiljøer. Mennesker, som i de fleste tilfælde bare var almindeligt begavede, men alligevel følte sig for fine til at tage imod de muligheder, der blev givet dem, og som nu i halvtredsårsalderen må tage til takke med, hvad de kan få.”
Lidt længere fremme i teksten, bliver frustrationerne uddybet:
“…bliver jeg omvendt inderligt forstemt, når jeg tænker på, hvor mange af min generation der aldrig fandt det værd at lytte til de voksne, lære noget om verden eller at dygtiggøre sig i et af de utallige uddannelsestilbud, som samfundet tryglede dem om at tage imod, men drev af sted på tidsånden og holdt sig oppe på en ideologisk smalkost af selvovervurdering og foragt for hr. Hansen inde ved siden, mens de ødslede deres bedste år bort og stivede sig af med sange som “Ballad Of A Thin Man” og “I en blågrå kupé”.
- Søren Ulrik Thomsen i det nyskrevne essay, ’Balladen om den tynde mand‘, der er at finde i samlingen ’Repremiere i mit indre mørke’, som Vindrose udsendte sidste år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar