’Ain’t No End…’

Det alternative countryrockband The Jayhawks er ét af de orkestre, som jeg med ujævne mellemrum er stået af og på. På er muligvis et forkert ordvalg, men mere om det senere. Gruppen blev dannet i Minneapolis i midten af firserne af de centrale sangskrivere Mark Olson og Gary Louris. Gennem årene har de trukket i hver sin retning. Louris har søgt et radiovenligt udtryk, mens Olson har stået for det mere traditionsbestemte. I et interview i 1995, fortalte sidstnævnte:

"I was inspired by the local bands playing around Minneapolis, like the Replacements and I come from a folky background, Dave Van Ronk, Bob Dylan, Neil Young. Then a friend turned me on to the Flying Burrito Brothers, and when I started playing and harmonizing with Gary, something worked right away...to me, our music has a soulful feeling, put together with traditional melodies and I think there will always be people out there who like that."

Da The Jayhawks var på Europa-tour med gennembrudspladen ’Hollywood Town Hall’ i 1993, var der rundregnet 30 mennesker, der så dem i Pumpehuset. Albummet var ellers blevet karakteriseret som Roger McGuinn møder The Jesus & The Mary Chain. Det var måske at tage munden for fuld. Set på afstand er der dog ingen tvivl om, at bandets genreblanding blev skoledannende. Der var mødt en del flere op, da The Jayhawks i 1995 gæstede København igen. Denne gang havde de ’Tomorrow The Green Grass’ med sig, som var en kende mere tilbagelænet og countrypræget end ’Hollywood Town Hall’.

Overraskelsen var da også til at tage at føle på, da Olson senere samme år meget uventet forlod bandet. Stilen på ’Tomorrow The Green Grass’ var helt klart mere over i hans metier end i Louris. Olson forklarede bruddet vagt med, at han sammen med sin daværende kone Victoria Williams, ville gå i en rootsorienterede retning. Louris var tydeligere klar i mælet, da han sagde, at hvis Olson ikke var skredet, så var han. Der var ganske enkelt en sangskriver for meget i gruppen.

Det var også omkring samme tidspunkt, at jeg stod af. De efterfølgende The Jayhawks plader er med forlov dødkedelige. For en kort bemærkning returnerede jeg ikke desto mindre til bandet, da det udsendte ’Rainy Day Music’ i 2003. Det forehavende, har jeg svært ved at se meningen med i dag. På den anden side, så var jeg i denne periode en stor fortaler for Mark Olsons og Victoria Williams projekt, The Original Harmony Ridge Creekdippers. Hvis svanesang og politiske manifest over George W. Bushs første regeringsperiode, der uden krumspring og andre falbelader lyder navnet, ’Political Manifest’, stadig står som en milepæl, i en ellers kvalitetsmæssig noget svingende pladeproduktion.

Sidenhen har jeg, uden at gøre yderligere ved det, registreret, at Olson og Louis i vinteren 2005-06 turnerede sammen under navnet, 'From The Jayhawks: An Evening With Mark Olson og Gary Louris'. Ligesom at parret i 2008, udsendte det mestendels akustiske album, ’Ready For The Flood’. Det var dog ikke før i går, at det gik op for mig, at The Jayhawks skal spille i Amager Bio i morgen aften og at det til september udsender en ny plade. Eller som bandet synger på denne optagelse fra hjemmebanen på spillestedet First Avenue i Minneapolis; ”There Ain’t No End”.