I modsætning til Lumerians, som
jeg skrev om i går, så har Gentleman Jesse & His Men været med mig, siden de
debuterede i 2008. I april udsendte Jesse Smith, uden sine adjudanter og
faktisk også lidt ud af det blå, pladen, ’Leaving Atlanta’. Et album, hvor der
ikke er sket så meget musikalsk. Det er power pop og 1977-punk af allerfineste
skuffe. Nick Lowe, Paul Collins Beat og til dels Costello.
Til gengæld har teksterne fået
nyt liv, efter den finansielle krise har sat dybe, ubehagelige spor i Smiths
hjemby, Atlanta. Krak på krak har fået arbejdsløshed og kriminalitet til at
eksplodere. Hvilket Jesse Smith har følt på egen krop, da han blev overfaldet
og slået ned med et bordben, fordi han ville være en gentleman og hjælpe nogle
unge mennesker med at skifte dæk på en bil. Det kostede en måned i sygesengen. På
samme tid begyndte gode venner, alt for tidligt, at dø rundt om ham. Så der er ikke
så meget at sige til, at han fortrak til sit kælderstudie, hvor han gennem
musikken forsøgte at komme overens med livets ubelejlige tilsnigelser.
Det er vanskeligt at fremhæve enkeltstående
numre på en helt igennem homogen udgivelse. ’You Give Me Shivers,’ kramagtige
rytme og leg med glamrocken, har dog noget Jay Reatardsk over sig, mens
åbningssangen ’Eat Me Alive’, angiveligt fortæller om den modgang, som Smith
gennemlevede, da han skrev albummet: “This
city’s trying to eat me alive / It’s as good a place as any to try to survive /
But if you keep your head down, you’ll push on through.”
2 kommentarer:
Er også ret vild med hans "nye" plade (innersleevet siger, at den blev indspillet i 2009!). Min favorit efter de første par gennemlytninger er faktisk lukkeren "We Gotta Get Ouuta Here".
Jeg har i årene efter debuten også undret mig over, at der ikke kom en ny plade. Var i perioder ved at tro, at bandet var gået i opløsning. Her har vi svaret. Pladen var altså indspillet. Hvorfor den først dukker op nu ud af det blå, det må guderne vide. Men det er en fed skive.
Send en kommentar