Jeg ved ikke om måbende er det
rigtige ord. Men vi kiggede en ekstra gang, da den slovenske trio Širom ankom
til dette års Fanø Free Folk Festival. Vi sad udenfor og fulgte med tiltagende
interesse med i, hvordan de bare blev ved med at slæbe eksotiske og for os
ukendte instrumenter ud af tourbussen. Senere fandt vi ud af, at flere af dem
var hjemmelavede, mens andre var hjembragt fra rejser i Indien, Marokko, Mali,
Grækenland med videre. Jeg havde ikke læst op på bandet i forvejen. Men vidste
instinktivt, at dem ville jeg høre.
Det blev en intens musikalsk
oplevelse, der vekslede mellem det meditative med lange forløb, over improviseret,
instrumental progression, der steg og steg i intensitet, for at ende med, at de
løsnede strenge på de hjemmestrikkede instrumenter og holdt dem ud i strakt arm
og slog på dem med forskellige redskaber. På det tidspunkt, prikkede jeg diskret
støjviolinisten Nils Gröndahl, der stod foran mig og lyttede opmærksomt, på
skulderen og spurgte om, hvad pokker de havde gang? Han smilede og forklarede mig
et eller andet, som jeg har glemt, men som i det eksakte øjeblik, gav mig en større
forståelse af Široms virkemidler og approach til musik. Jeg ved intet om
slovensk folkemusik, men denne cocktail med en snert post-minimalisme, atmosfæriske
lydlandskaber og en form for freeform gentagelser, var alt, hvad jeg havde
behov for dén lørdag aften i Sønderho Forsamlingshus.
Tidligere på måneden udsendte Širom,
deres tredje album, ‘I Can Be A Clay Snapper’, på Glitterbeat Records. Ifølge
pressematerialet, har den væsentligst inspiration til udgivelsen været barndomslandet.
Ikke bogstavligt talt, men gennem erindringen om noget, der var engang. You
know….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar