”Collider er sgu deres egne…”.

Reportage fra Spot-festival 2018. (Fredag. 1. del)

Hauge Marple, the retro graphics dude, central drivkraft i Klub Soja, hvor han blandt meget andet står bag plakaterne, medlem af The Rayguns mv., var i Aarhus for et par uger siden. Fredagen stod på orkestre som Orcas, Hong Kong, Bisse og Collider.

”Jeg var på Spot-festival i sidste weekend, for at checke bands ud til Soja. Her er en rapport fra fredagen, jeg har ikke skrevet om lørdagen endnu. Jeg er en langsom skribent. Kulturhus-crewet, Jazz Drongo, Rune Lydmand, Jakob ’Geyser’ Speake og jeg, er taget til Spot-festival i Aarhus. Som det tynde øl i selskabet, har jeg påtaget mig rollen som kronikør, Dr. Watson-style, so here goes:

Vi står af toget på Aarhus Hovedbanegård ved middagstid. Samtidig modtager jeg en tekstbesked om at møde en mand i lobbyen på Hotel Royal. Han vil sidde med en sammenfoldet Weekendavis og være iført rustfarvede bukser. Det gør jeg og der er han. Det viser sig at være min bandkammerat Christian (fra The Rayguns, red.), der har sat sig for at hænge ud med os om fredagen. Ovre ved receptionen, bliver Rune Lydmand sat ind i, at hotellet har Nordens ældste fungerende elevator. Desværre er deres vandrør mindst ligeså gamle, hvilket resulterer i, at nogle af os må tage til takke med kummerlige små værelser efter en større vandskade. Vi bliver lovet lækre drinks som kompensation og falder straks til patten.

De første drinks, vi får fredag er dog hvide plastkrus-gin & tonic af variabel styrke, serveret af nogle storgrinende og småberusede aarhusdrenge i en vogn ved udendørsscenen, Volume. Solen bager ned på asfalten i den lille fastfood-shanty town, der er gået hen og blevet festivalens mødested og midtpunkt, nu hvor festivalen ikke længere bruger Ridehuset. Hvorfor Spot har valgt denne løsning, frem for at skabe mere liv på den smukke plads foran Musikhuset og Ridehuset, er mig en gåde? Det er åbenbart ikke kun vores værelser, der er blevet downsizede i år. Som tilbehør til drikkevarerne får vi musik i solen. Bandet er fra Kolding, navnet er Hong Kong. Det bliver præsenteret af folk fra Odense, nemlig musikkollektivet Vellness Plader. Det er et meget ungt band, fuld af peps og med en køn krøllet knøs som forsanger. Hans dansksprogede vokal er hæs og tilbagelænet, den hviler rigtig godt på et musikalsk leje af chilleren, sleazy disco-pop, kun afbrudt af nogle mindre vulkanudbrud af rå postpunk-guitar. En gamle hipster, som jeg, får straks associationer til 80’ernes skotske indie-popscene, med Altered Images, Aztec Camera og måske mest af alt Orange Juice. Selvom bandet sikkert aldrig har hørt om Edwyn Collins, så krydser de rigtig mange af mine bokse, så jeg skriver Hong Kong bag øret. Jeg glæder mig til at følge deres musikalske fremtid.

Christian foreslår, at vi tager ind på Godsbanens Åbne Scene, for at høre Katrine Stockholm & Det Vilde Band (billedet øverst, red). Da vi ankommer er de gået i gang, og vi må stå i kø for at komme ind i det mørke varme rum, der er godt pakket med piger i 20’erne, hvis øjne klæber til Katrine Stockholm. And why not? Hun ser sød ud og synger både sikkert og smukt, på en baggrund af stram musikalsk arkitektur leveret af det knap så vilde backingband, Det Vilde Band. Musikken er en noget skolet, elektronisk og syntetisk omgang. Med vokalerne er det dog noget helt andet. Katrine hopper begejstret med armene i vejret, mens hendes stemme blender englekorsagtigt med de dygtige og glædesstrålende korsangeres. Det er langt fra min stil, men kompositionerne er fine og Katrine er uden tvivl en stor begavelse. Hun får stort bifald fra publikum. Jeg må konkludere, at de gør det godt på landets konservatorier. Hvilket jeg atter får bekræftet ved vores næste stop.

Tilbage på Volume hører vi de glade, smittende jazz-/hiphop-instrumentalister Athletic Progression gå på. Jeg har i perioder hørt lidt Erykah Badu og Thundercat og vi er helt klart i den ende af min pladesamling. Solen klæder dem godt. Bassisten nikker saligt og giver publikum hell yeah-øjnene, hvorefter de leger med os, som en kat med et garnnøgle. Drilske tabte beats, understreger det uhyre præcist soulede groove som de lirer af, nummer efter nummer. Det føles somom, at vi er i de velplejede hænder på en feinschmecker-dj i luksusland. Men måske er det lidt for glat og smart. Jeg mister i hvert fald interessen, så vi smutter over til Headquarters, hvor Gutter Island giver gratis øl og Fernet Branca. Vi vælger at sidde udenfor på trappen og ævle-bævle med solslikkende branchefolk, mens Fright Eye tonser old-school-punk a la Aarhus af indenfor.

En aarhusiansk rullekebab senere står vi i Bisse-køen. Den er lang for hele festivalen vil se Bisse. Vi er ikke selv til at skyde igennem. Soja, vores lille rockklub, hostede Bisses første sologig, og se bare hvor godt det går. Den lange kø har endda fået flere af de dér små sidekøer som danskere er så glade for. Inde i Store Sal er der forventninger i luften. Opsætningen er enkelt: to trommeset dekorerede med grønne lyskæder på hver sin side af en kasse dækket af et blodsprøjtet lagen. Bandet gør deres entré, begynder at spille og så dukker Bisse op. Hans hoved viklet ind i en bandage, somom han bløder fra øret. Et kæmpe pigekor klædt i hvidt stiller sig bag ham og synger med. Han forsvinder bag lagnet, lagnet falder og han er nærmest nøgen i en kæmpe gennemsigtig kasse, af den slags en udbryderkonge bruger. Herfra synger han ’Plexiglas’-sangen. Så danser han rundt i en slåbrok, skifter tøj og tager en pink paryk og solbriller på. Pigerne i koret synger med grønne knæklys i munden. Bisse vender tilbage til boksen og der bliver sprøjtet med blod, så det løber ned af boksens sider. Han flår sit tøj af igen, og løber op igennem salen på stoleryggene. Han tæller bandet ind og bevæger sig tilbage mod scenen, mens han synger ’Sprutte’-sangen fra ’Bettinas Badekar’. Showet slutter med et storslået brag, hvorefter han forvandles én sidste gang, nu til den søde efterskolekorleder som fører pigerne frem på scenen og dirigerer deres smukke a cappella-kor. Først nu ser vi at pigernes pæne, hvide kjoler også er stænket med blod. TaDaaaah! I løbet af 45 minutter er der sket så meget, at tiden er fløjet forbi. Med nogle få virkemidler, indtog Bissen Spot 2018, med et show der kunne få Nikolaj Cederholm til at tabe underkæben - glem teaterkoncerter, giv os koncertteater.

Men aftenen ruller videre og der er mere musik lige overfor. Vi skynder os tilbage til Headquarters og møver os helt op foran til et glædeligt gensyn med Orcas. Her bliver jeg lige nødt til at indskyde, at Orcas er mit absolut number one danske liveband. Jeg har set dem mange gange og tror ikke de kan spille en dårlig koncert. Det gjorde de heller ikke her. Det var endnu en gang orcasgasm fra pigtrådsrockens sydfynske Messias. Hvis du ikke har hørt Orcas, så gør det snart! De er en nonstop gadefest/havefest/havnefest, en kontrafaktisk virkelighed, hvor Keld Heick var med i Steppenulvene, og Tom & Jess var rygraden i Burning Red Ivanhoe, men hvor Povl Dissing og Beefeaters var 100% Poul Dissing og Beefeaters.

Bagefter er vi som små Duracell-kaniner. Fuldt opladt af Orcas-begejstring, marcherer vi ned igennem Scandinavian Congress Centers discount-Dubai glasdækkede rulletrappearkade. Nede for enden møder vi den gode vinylpusher Mette fra Route 66. samt en stadig energifyldt Bisse. Han skriver autografer på pladecovers og tager sig god tid til alle, der vil snakke. Mette tror ikke, at vi kan få plads i Musikhusets store sal til Fribytterdrømme. Vi tager dog chancen og det lykkes at få tyve minutter med de danske psych-helte. Sjovt at sætte Bisse og Fribytterne til at spille back to back i samme sal, dagens emne må være CV Jørgensen hommage på flere forskellige måder. Jeg holder meget af Fribytterdrømme, men har altid syntes der var en underlig uligevægt mellem sangerens Jim Morrison-Adonis-bar mave-afghanerpels-look og bandets aktiveringsprojekt fra Ishøj-æstetik.  Men lur mig, om de ikke har jazzet det hele lidt op med en dude i jakkesæt, hat og solbriller som ligner Two Tone logoet til forveksling. Han danser energisk med tamburin og udvider bandets live Feng Shui med flere plus point. Desværre byder Fribytternes sæt på en Lizard King-Size nitte. Jeg tror den hed ’Søg Det Højeste’, og det er noget lettere anstrengt disco. Hvis det ikke havde været for den lille hoppefyr i jakkesættet, så var jeg skredet her, men heldigvis forlader de popdrømmen igen og slutter af i den gode psychede CV spiller Pink Floyd-stil.

Vi har tabt Drongo på vejen og finder ham iklædt managementhatten nede ved Bissebandet som nu drikker øl og chiller. De er dog lidt slukørede over den mac-anmeldelse med fries, som de lige har fået af Gaffa. Noget lynskrevet, vævende brok om lydforhold og at det vil være meget bedre hvis bare, hvis bare. Vi bliver dog enige om, at lyden i Store Sal var ufølsomt sovset ind i bas og stortromme under både Bisse og Fribytterdrømme. Men det kan Bisserne tale længe om, så vi tager lige et sidespring ind i Scandinavian Congress Salen, hvor vibesene vil passe fabelagtigt til et Chippendale show (hvis de stadig eksisterer) eller en Las Vegas-sanger med rhinestones og vittigheder. I stedet får vi hele Danmarks søde Mette Lindberg og en revampet The Asteroids Galaxy Tour. Umiddelbart er det skønt at genhøre ’Around the Bend’, men så stivner vi til tonerne af den nye single, øv. Hvor de før var så stilsikre og ramte internationalt plet med deres unique sci-fi, garage og glamour, står de nu som de unge på fyrre og fisker efter the kids med lidt wannabe RnB-esque pop. Og hvad der nu ellers er populært for tiden, som de strør omkring sig som bolsjer til et supermarkedsjubilæum. Måske er det rummet, og kald mig bare en sur gammel mand, men jeg tror ikke de når langt around the bend med det her.

Vi slår vejen forbi Godsbanens Den Rå Hal og hører Altin Gün spille lækker tyrkisk folk med en psych upgrade. Bassisten er for fed, og lyder til at forstå det gamle Moby Grape mantra: “Get into the groove and then drive like a motherfucker”. Men jeg vil ikke lade mig forføre af rootsmusikken alt for længe - vi er blevet lovet ægte shoegaze-psych til dessert, det kræver bare en vandretur tværs igennem Aarhus. Som Route 66-Mette siger, ”alt i Aarhus er kun ti minutter væk”. Not.

TAPE er en dejlig lille lastens hule begravet i anden baggård halvvejs nede af Mejlgade. Det er skønt at være tilbage. Vi ankommer samtidig med at Collider (spiller til Klub Soja, nu på fredag, d. 25. maj, red.) går på og WOW JA! shoegaze min røv. Jeg har i hvert fald øjnene rettet mod scenen på et band, der tonser af sted med en stenet coolness, båret frem af uforudsigelige temposkift, forskudte vokaler, tværfløjte soloer, og guitar, guitar, guitar. Vokalerne får mig til at tænke på My Bloody Valentine, men stilen og guitar-grøden lyder til at være tappet i New York, hjemmekogt på metalstrenge af Sonic Youth, The Feelies, The Velvets og alle de andre rødder. Men Collider er sgu deres egne, og de overvinder fuldstændig publikum, med deres kantede facon og et ordentlig skud drillesyge.

Bissebandet ankommer midt i det hele. Nu er de klar til fest, ikke mindst, da de opdager en gammel road-kammerat, Clarissa Connelly (kommer på besøg i Mod Strømmen, d. 7. juni, red.), står bag baren og alkoholen kommer til at flyde, Lars Bech (Bisseband, Klimaforandringer, Svin mv. red) er helt færdig over den dér meme med “For every cigarette you smoke, God takes an hour away from your life and gives it to Keith Richards”. Natten er forholdsvis ung og TAPE har flere musikalske fristelser, men det er varmt, jeg er træt og Europas ældste fungerende elevator kalder. Jeg forlader TAPE gennem gården, hvor aftenens publikum lader op til Tettix Hexer ved at skænke Keith Richards endnu et par måneder."