’Navnet’

”Jeg bliver søvnig under bilturen og kører ind under træerne i vejsiden. Ruller mig sammen på bagsædet og sover. Hvor længe? Timer. Mørket nåede at falde på.

Pludselig er jeg vågen og ved ikke hvor eller hvem jeg er. Lysvågen, men det hjælper ikke. Hvor er jeg? HVEM er jeg? Jeg er noget der vågner på et bagsæde, drejer sig rundt i panik som en kat i en sæk. Hvem?

Endelig kommer mit liv tilbage. Mit navn kommer som en engel. Uden for murene lyder et trompetsignal (som i Leonora-ouverturen) og de frelsende skridt kommer hurtigt ned ad den alt for lange trappe. Det er mig! Det er mig!

Men umuligt at glemme de femten sekunders kamp i glemslens helvede, nogle meter fra den store vej hvor trafikken glider forbi med tændte lygter”

- ’Navnet’ fra Tomas Tranströmers digtsamling ’Mørkesyn’ (på svensk ’Mörkerseende’) fra 1970. Her gengivet fra ’Samlede Tranströmer’ fra 2011.  Oversat af Peter Nielsen.