Det er som sådan ikke nyt for
mig, at der har været et bond mellem Teenage Fanclub og Norge. Når jeg har delt
Fannies-sætlister fra København på denne side, har det sædvanligvis genereret
mange besøgende oppe nordfra. Men det var først med billedet af promo-cd-singlen
fra foråret 1998 (se op), med koncerter i Bergen, Tromsø, Trondheim og Oslo, at
jeg bestemte mig for at undersøge det lidt nærmere.
Overskriften stammer fra et
Norman Blake-interview i NME fra februar 1998. Anledningen var, at Teenage
Fanclub medvirkede på en hyldestplade til Big Star. Til slut blev Blake dog også
spurgt om, hvordan humøret var i Fannies-lejren, hvortil han replicerede, at de
var ved godt mod og at de var ved at planlægge en tour til Norge, eftersom “We’re huge there at the moment”. Som
fotoet ligeledes afslører, er det med pragtstykket ’Songs From Northern Britain’
fra 1997, der måske er et konceptalbum om hjemve, kærlighed og det skotske
højland, at bandet drog på Norgesturné.
Men hvad vil det egentlig sige at være store i Norge? Fire koncerter er en del. I Danmark ville orkestret ganske sikkert kun have spillet et show? ’Songs From Northern Britain’ er dét Fannies-album, der har ligget længst på den norske album-hitliste. Pladen fik elleve uger, hvor højeste placering var som nummer tolv. Alle andre Teenage Fanclub-plader har maks. været repræsenteret på albumlisten i en uge eller to. Noget af svaret må befinde sig dér.
Den gode forbindelse mellem
Fannies og Norge ender dog ikke dér. Eller rettere sagt, forbindelsen mellem Norman
Blake og Norge. Nu kan det selvfølgelig godt være, at min viden og netresearch
er manglefuld. At nogen vil mene, at jeg hurtigt springer et tiår over. Men i
anden halvdel af nullerne, sker der noget i Egersund i Rogaland Fylke i den
sydvestlige del af Norge, som må have haft betydning for det blivende forhold. I Was A King begyndte at røre på sig. Norman
Blake må på en eller anden måde have fået nys om, at I Was A King havde skrevet
en tribut til ham med titlen ’Norman Bleik’. Om Blake allerede var bekendt med
gruppen før, ved jeg ikke. Indie-topnavne som Sufjan Stevens, Daniel Smith fra
Danielson, Gary Olson fra The Ladybug Transistor og Emil Nikolaisen fra Serena
Maneesh og producer Nick Terry, der blandt andet kan skrive samarbejder med
Primal Scream og The Libertines på cv’et, havde nemlig været med til at lave albummet
med Egersund-gruppen.
Anyway, siden da har Blake arbejdet sammen med I Was A King adskillige gange. De har optrådt sammen og Blake har produceret for dem. Senest ’Slow Century’ fra 2019, som Blake tilmed roste i et interview med Drowned In Sound, hvor han ligeledes fremhævede Anne Lise Frøkedals fra I Was A King soloplade, ’How We Made It’, fra 2018. Og før jeg glemmer det, var der også forlydender om, at Norman Blake skulle have været med på scenen hos The No Ones, der var et af de orkestre, jeg havde sat et tydeligt kryds ud for på dette års aflyste Roskilde Festival. The No Ones består af medlemmer fra R.E.M., The Minus 5 og netop I Was A King.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar