Blogger Widget

lørdag den 17. oktober 2020

0%, Yahowa og Fright Eye direkte live fra Aarhus i aften.


I går aftes optrådte ovennævnte orkestrer i Mayhem. Arrangementet var ikke annonceret på de sociale medier, men jeg fik en privat invitation. Sådan kan man også tage hånd om, at der ikke kommer for mange i en tid med restriktioner. Desværre var jeg forhindret i at deltage. Så meget desto mere glæder jeg mig til i aften, hvor Hul, det hedder den aarhusianske koncertarrangør, livestreamer 0%s, Yahowas og Fright Eyes koncerter fra HeadQuarters i Aarhus. Hul har sat sig for at vise, ”at rocken stadig er i live som genre, og at den bliver ved med at udvikle sig – at rocken ikke blot er et levn fra forrige århundrede”.

Det statement tilslutter jeg mig, uden den mindste form for indsigelse. 0%, Yahowa og Fright Eye har alle været på besøg i Mod Strømmen. Et par af orkestrene mere end én gang. Men andre ord, så er de er blandt mine absolutte favoritter på den danske rock- og punkscene.

I stedet for mine egne beskrivelserne af de tre bands, som gemmer sig et-eller-andet sted på herværende blog, kommer her et ekstrakt af, hvordan de skildrer sig selv.

Først 0%: ”0% går direkte til vaflerne med deres øjeblikkelige intuitive sange, så hele salen føles som et frådende mosh pit…De ka’ deres shit, de herrer, så glæd dig til et voldsomt møde med dansk punks stormestre.”

Yahowa: ”Yahowa er et støjende punkrock band, med en veludviklet melodisk tæft, uden det bliver klammo…Classic rock with a classic twist.”

Fright Eyes beskrivelse stammer fra en koncertanmeldelse i Devolution: “Fright Eye fyrede skarpe garagepunkskæringer af med kølig attitude og ditto seriøsitet. Bandet var veloplagt, velspillende og lød vedkommende. Derudover fik de det til at se let ud, som de stod der og drak bajere mellem numrene og trak venligt på skuldrene, inden de startede det ene og det andet gode nummer efter hinanden.”

Og hvad skal man så gøre for at se livestreamen? Det er ganske ligetil. Gå ind på Facebook. Find arrangementet. Vis interesse. Så får man en notifikation, når livestreamen begynder. Det er kl. 20.00. Se mere herunder.

Ingen kommentarer: