Normalt er jeg meget visuelt orienteret. Det funger bedst, når jeg har et billede for mit indre øje af eksempelvis et band eller en bog, når talen falder på det/den eller andet. Forleden slog det mig, at jeg ikke aner, hvordan det nyere britiske orkester The Cool Greenhouse, egentlig ser ud. Jeg kender pladecoveret til deres debutplade fra sidste år. Så langt er jeg med. Det er en form for collage, måske lavet på bølgepap, der er under alle omstændigheder masser af farver, et fotografi af et drivhus + drivhusvinduer med afspejlinger, et udråbstegn og et spørgsmålstegn. Et cover, der illustrerer indholdet på pladen ganske tydeligt. Den har nemlig også et collagepræg. Eller som jeg skrev om den op mod Beat 2020:
”Som man velsagtnes kan gætte sig til, er det meget ordrige tekster,
Greenhouse skriver. Mange af dem er, hvad jeg vil kalde en indre monolog, der
bare bliver ved og ved. Den holder ikke op, om det så drejer sig om samtaler,
han har haft, magasinartikler, han har læst. Popkultur, litterære referencer og
sociale kommentarer står i kø.”
Nu er der nogle, der vil hævde, at
det må være tilfredstillende at se billedet af albumcoveret for mit indre øje,
i og med det nu levendegøre substansen af udgivelsen så godt. Og, ja, det kan
de selvfølgelig godt have ret i. Ikke desto mindre, begyndte jeg at søge på billeder
af The Cool Greenhouse. Det må være hovedmand og sangskriver Tom Greenhouse til
venstre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar