De Forenede Stater i Mod Strømmen

Velvidende om, at redaktionen Mod Strømmen på Christianshavns Kanal kan blive anklaget for, at efterabe Sufjan Stevens livsprojekt, om at lave et album om enhver af de 50 stater i U.S.A, vover vi alligevel pelsen.

De næste par gange vi går i luften, helt præcis d. 7. december og 14. december, og måske d. 4. januar 2007, alt efter om vi er nået temaet igennem, spiller vi numre, hvor alle stater bliver repræsenteret med en sang, hvor navnet på staten indgår i titlen. Researcharbejdet har været kolossalt, men nu skulle vi være på plads. For at lette det en smule for os selv, gør vi det alfabetisk. Alabama bliver altså den stat som får det først ord, og hvis alt går vel slutter vi af med Wyoming om nogle uger.

Vi har fundet i spandevis af sange om Californien, Louisiana, Kentucky, Georgia mv., men hvor mange finder man egentlig om Wisconsin, for ikke at nævne Connecticut eller Missouri? Vi er samtidig bevidste om, at enhver pligttro texaner vil elske, at høre en version af ”Beautiful, Beautiful Texas”, men sådan spiller klaveret ikke, vi har så vidt muligt undgået for meget hjemstavnsromantik.

Lyt med til første program i rækken torsdag d. 7. december, kl. 18-20 på Mod Strømmen (98.8 FM eller 98.8 Hybrid). God fornøjelse.

Archie Bronson Outfit: Derdang, Derdang

Det er ved at være den tid på året, hvor vi gør status. Har 2006 været et godt år? Plademæssigt har det i hvert fald. Ikke fordi denne blogskribent har tænkt sig, at gennemgå årets signifikate udgivelser én efter én, det gider han nemlig ingenlunde. Alt efter om tiden er til det frem mod det nye år, vil der dog alligevel dukke nogle artikler op om nogle af de album, som ikke er blevet overhypet.

I marts udkom den britiske psykedeliske/blues/rock trio Archie Bronson Outfit's andet album 'Derdang, Derdang'. Det er indspillet i Nashville og produceret af Jacquire King, som tidligere har arbejdet for bl.a. Tom Waits og Kings Of Leon. Gruppen debuterede på Domino Records med indspilningen 'Fur' i 2003.

Selv om 'Derdang, Derdang' umiddelbart har rødder i blues og garagerock fra 1960'erne, formår Archie Bronson Outfit at undgå de fælder, som slige inspirationer kunne have sat for bandet. Det evner ganske enkelt, ved hjælp af bas, guitar og trommer, at bygge noget nyt op omkring det gamle kildemateriale. Albummet besidder ingen centrale numre med hitmulighed. Sange, som den stille pulserende, nærmest Mo Tucker lignende opbyggede 'Cuckoo' og 'Dead Funny', som den efterhånden allestedsnærværende Four Tet også har haft fingerne i ved et senere remix, bør man dog fremdrage blandt mange, der alt i alt gør 'Derdang, Derdang' til et sjældent formfuldendt værk.

Alan McGee Speaks

På den engelske avis The Guardians hjemmeside, er det muligt at oprette sin egen blog. Sådan en har Alan McGee, stifter af Creation Records, et af 1980- og 1990’ernes uundvigelige indielabels. Det er morsom læsning. I dag får Robbie Williams prygl!

Watch That Man

Blandt adskillige musikelskere er der ingen tvivl om, at David Bowie er en original, stilskabende og især selviscenesættende kunstner. Hvis man læser sig en smule ind i den store rockhistorie, skal man ikke bladre mange sider frem, før værker, som ”Hunky Dory” fra november 1971 og ”The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars” fra juni 1972, bliver hævet til skyerne. Langt hen af vejen er de to album fornemme eksempler på glitterrocken, måske endog nogle af de bedste indenfor kategorien. Alligevel kan man godt sætte spørgsmålstegn ved det stilbrydende.

Det er nu ikke det kompleks, som bliver taget op til behandling i dette blogindlæg. Nej, vi skal beskæftige os lidt med det billede, som medierne før i tiden tegnede af David Bowie, og som stadigvæk kan poppe op når talen falder på denne mand, nærmere bestemt som opportunisten, kamæleonen eller The Man Who Fell To Earth.

Bowie har aldrig lagt skjul på, at han nærede en anselig beundring for, hvad der skete i New York, især det som fandt sted i og omkring Andy Warhols værksted The Factory. På ”Honky Dory” finder man nummeret "Andy Warhol", og for efterhånden seks år siden, da albummet ”Bowie At The Beep: The Best Of The BBC Radio Sessions 1968-72” udkom, fik man mulighed for at høre nogle fremragende fortolkninger af The Velvet Undergrounds sange ”Waiting For The Man” og ”White Light/White Heat”. For ikke at glemme, at David Bowie også havde en stor andel i, at Lou Reed kom i rotation igen, efter han havde forladt The Velvet Underground. Bowie producerede, som det nok er de fleste bekendt, Transformer-pladen.

Før Bowie begyndte at betale af på gælden til New York, havde han imidlertid søgt anden inspiration i den store by. En del af hans påklædning og sceneshow kom ikke ud af ingenting. Det er der nu sjældent noget der gør, men hvis man skal tro alskens, især britiske, biografier om Bowie, så var han på dette tidspunkt af sin karriere én enegæner i showbiz. Det kan denne bloggrifler ikke sidde overhørigt, især ikke når det band som biograferne lader gå i glemmebogen, er The New York Dolls.

The New Dolls var fem store drengerøve, der mest af alt ville ligne en pigepopgruppe fra midten af 1960'erne. Det var især bandets look, som den professionelle kamæleon og tidligere mimiker David Bowie, tog til sig. Ikke hermed sagt, at New York Dolls, fik Bowie til at eksperimentere med de feminine sider, det gjorde han allerede, snarere at han efter at have mødt New York Dolls begyndte at bruge en del mere make-up. Sylvain Sylvain, guitarist i bandet, husker fra en koncert i The Mercer Arts Center i New York i begyndelsen af 1972, hvordan Bowie var kommet op til dem efter de havde spillet, og havde spurgt om, hvordan de fik deres hår til at sidde sådan og om hvor de havde købt deres damestiletter mv.

Ligeså interessant er det, at Bowie, efter at have været på en tur sammen med David Jo aka. David Johansen, sanger i New York Dolls, downtown Manhattan, gik hjem og forskansede sig i sin rumkapsel og skrev sangen "Watch That Man" om oplevelsen.

Ifølge Nina Antonias biografi "Too Much Too Soon" om The New York Dolls gik det nogenlunde sådan for sig:

"Being genial host, the Dolls thought Bowie might want to take an evening stroll. David Jo: "We were on Third Street and The Bowery, it was a pretty rough spot, and David Bowie does not want to be there. Then a big truck stopped at the light and the driver leans out and says to me 'Hej baby, I want to eat your cunt' and I'm going 'Well, you're just going to have to suck my dick, motherfucker.' Well Bowies knees are going, and he's like 'David, don't, please don't provoke him, David, please' and I'm yelling at the truck driver ' C'mon, get out of that truck you motherfucker!"

Og hvad er det så Bowie synger i "Watch That Man"? "Yeah, I was shaking like a leaf / For I couldn't understand the conversation."

Mørke

Når selv en af de mange metrologer på en af vor nationale TV-stationer, begynder at fremsige Henrik Nordbrandts kvad "Året har 16 måneder: November" fra digtsamlingen "Håndens Skælven i November" fra 1986, er der ikke andet at gøre end, at råbe ud i stuen, køkkenet, soveværelset, børneværelset eller hvor man har valgt at se vejrudsigten; "Hej, det er trængt ind!"

Ikke et ondt ord om Henrik Nordbrandt. Det skulle da lige være, at denne blogskribent savner en opfølger til hans politiske thriller fra 1983 "Finckelsteins Blodige Bazar".

I stedet for at gå den velmenende metrolog i bedene, kommer her en mindre sentens fra Søren Ulrik Thomsen, som i dette tilfælde rækker langt ud over november.

Han kan ikke se
en hånd for sig
men han kan
mærke den
i mørket.

Tjek iøvrigt Janus Kodals underholdende billedeserie side A Paradise Of Poets, hvor fotografiet af Søren Ulrik Thomsen er nappet fra.

Sha La Las i Mod Strømmen

Torsdag d. 30. november får redaktionen Mod Strømmen på Christianshavns Kanal besøg. Denne gang gælder det garage-pop outfittet Sha La Las, der snart er aktuel med ep’en ”I Want To Sha Sha In Your La La”. Inspirationen finder bandet i den klassiske popmusik. Hvordan ville Sha La Las verden have set ud, hvis de ikke havde haft Elvis Presley, Brian Wilson, John Lennon, Paul McCartney og Phil Spector? Det og meget andet får vi måske svar på torsdag. Lyt med fra kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid).

Punkrock

Nu på lørdag d. 25. november er der punkrock i Ungdomshuset, Jagtvej 69, 2200 København N. Det kan hænde, at det bliver sidste gang at vi oplever det gamle hus i topform. Entréen er sølle 40 kr. Og hvad får man så for pengene? Fra Pittsburgh, Pennsylvania kommer Caustic Christ, fra Småland/Skåne kommer Sista Sekunden, fra Argentina/Berlin kommer Riots Not Diets og fra indre Nørrebro Gorilla Angreb. Det hele begynder kl. 21.00.

For god ordens skyld, er det Gorilla Angreb, vi ser foran Det Hvide Hus i Washington, DC.

The Train Is Coming....

Siden verdens første offentlige jernbanestrækning åbnede mellem Stockton og Darlington i nordøst England i 1825, er toget blevet et af mange billeder på den industrielle revolution, der fandt sted i 1800-tallet. Måske er toget ligefrem symbolet på den nye tids fart og tempo. Vi kender alle Jules Vernes ”Jorden Rundt På Firs Dage”, hvor en del af den hæsblæsende handling udspiller sig i et tog. Teknikfetichisten Johannes V. Jensen skriver i essayet ”Folkekarakteren” fra 1907 om, at ”Den moderne verden er ved sine jernbaner og dampskibe, ved hele sit tekniske fællesskab, blevet et stort rige, en civiliseret steppe, hvor alle folkeslag rører sig frit imellem hverandre". Og sådan kan man blive ved med at finde eksempler indenfor bøger, film og musik.

Ikke mindst i USA, hvor toget vel nærmest er et symbol på frihed. Sagt på en anden måde, så var det toget de sorte rejste med, når de forlod Syden og bomuldsmarkerne, til fordel for livet i en nordøstlig industriby, hvor gaderne, ifølge overleveringen, flød med guld. For mange af dem, blev det vejen til både himlen og helvedet. Toget er også en allegori på hvilke muligheder, som fattige emigranter og arbejdssøgende, havde for at komme rundt i det store land, især under depressionen i 1930'erne. Dertil kommer, at toget frem for alt er en sexuel metafor.

Her i oktober udkom albummet "Black Diamond Express To Hell", hvorpå Ozit - Morpheus Records har samlet en lang række blues-, jazz-, hillbilly-, R'n'B- og Rock'n'Roll sange, hvor toget er i centrum. Det er et interessant udvalg:

1. Rev. A.W. Nix - Intro: Black Diamond Express To Hell
2. Frank Hutchinson - Hell Bound Train
3. Washboard Sam - Flying Crow Blues
4. The Dixon Brothers - Beyond Black Smoke
5. Norfolk Jubilee Quartet - When The Train Comes Along
6. Pee Wee King - Railroad Boogie
7. Vernon Dalhart - Wreck Of The Old 97
8. Cousin Joe Pleasant - Pullman Porter
9. Ma Rainey - Traveling Blues
10. Drifting Cowboys - Orange Blossom Special
11. Grayson & Whitter - Train 45
12. Bobby Crown & The Kapers - One Way Ticket
13. Jesse James - Southern Casey Jones
14. Duke Ellington - Daybreak Express
15. Pink Anderson & Simmie Dooley - C. C. And O. Blues
16. Jimmy Forrest - Night Train
17. Darby & Tarlton - Lonesome Frisco Line
18. Al White - Johnny B Goode
19. King Solomon Hill - Gone Dead Train
20. Carter Family - Engine 143
21. Sammy Price - Box Car Shorty And Peter Blue
22. The Blue Sky Boys - Life's Railway To Heaven
23. Sonny Thompsom - Late Freight
24. Carver Boys - Brave Engineer
25. 'Billiken' Johnson And Fred Adams - Sun Beam Blues
26. Cousin Leroy - Waiting At The Station
27. Nora Lee King - Cannonball
28. Eugene Fox - Sinner's Dream
29. Rev. A.W. Nix - Outro: Black Diamond Express To Hell

Idéen med sange som handler om tog, har vi også leget med på radioprogrammet Mod Strømmen. I maj 2006 sendte vi udsendelsen "Play A Train Song". Som det kan ses af nedenstående playliste, var der ingen sammenfald med "Black Diamond Express Way To Hell"

1. Ike & Tina Turner - The Loco-Motion (1969)
2. Tiny Bradshaw - Train Kept A Rollin' (The) (1953)
3. Little Junior's Blue Flames - Mystery Train (1953)
4. James Brown & The Famous Flames - Night Train (1961)
5. The Pyramids - Train Tour To Rainbow City (1967)
6. The Monkees - Last Train To Clarksville (1967)
7. Dillard & Clark - Train Leaves Here This Morning (1968)
8. The Doobie Brothers - Long Train Runnin' (1973)
9. Joe Ely - Boxcars (1978)
10. The Clash - Train In Vain (1979)
11. Robert Johnson - Love In Vain (1937)
12. The Rolling Stones - Silver Train (1973)
13. The Velvet Underground - Train Round The Bend (1970)
14. Jerry Garcia & Merl Saunders - It Takes A Lot To Laugh, It Takes A Train To Cry (live) (1973)
15. Bob Dylan - Slow Train Coming (1979)
16. Ryan Adams & The Cardinals - Trains (2005)
17. Todd Snider - Play A Train Song (2004)
18. Gladys Knight & The Pips - Midnight Train To Georgia (1973)
19. Solomon Burke - Fast Train (2002)
20. Meade "Lux" Lewis - Honky Tonk Train Blues (1927)
21. The Delmore Brothers - Dis Train Am Bound For Glory (1954)
22. Johnny Cash - Train Of Love (1958)
23. Crosby, Stills & Nash - Marrakesh Express (1969)
24. Neil Young - Train Of Love (1994)
25. Gun Club - Black Train (1981)
26. The Ethiopians - Train To Skaville (1967)
27. Little Eva - The Loco-Motion (1962)

Sådan Keef!

Caufield i Mod Strømmen

Her hvor vi snart skriver 2007, ser det endelig ud som om, at der er ved at ske noget for danske Caufield. Ifølge sekstetten, er der en ny single på vej i januar og et album i marts næste år. 2005 var et virkeligt godt år for bandet. Nummeret "The Best" lå etter på Det Elektriske Barometer, Ep'en "Production Is Your Downfall" blev kåret til Månedens Demo i musikbladet Gaffa og senere blev Caufield, af samme blad, udvalgt til at spille ved årets Starfighter-finale på Skanderborg Festivalen. Hvad det så end er?

Det kan vi måske få svar på, når Caufield gæster Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) torsdag 23. november kl. 18.00 - 20.00. Hvad kan vi så forvente os af musik i udsendelsen? Bandet er ikke blege for at udpege den engelske postpunk, som en af dets vigtigste inspirationskilder. Mon ikke mørkemændene fra Joy Divsion dukker op, for ikke at nævne The Cure og det mere dansable New Order. Lyt med torsdag 23. november fra kl.18.00.

“Poor Little Rich Girl”

Natten mellem 15. - 16. november 1971 forlod Edie Sedgwick denne verden. Von hørensagen vil vide, at The Velvet Undergrounds ”Femme Fatale”, plus Bob Dylan numrene ”Just Like A Woman”, ”Leopard Skin Pill-Box Hat” og "Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again”, skulle være inspireret af Edie Sedgwick. Samtidig er der rygter om, at Dylan har undladt, at meddele Sedgwick, at han var gift med Sara Lownds, da hun i begyndelsen af 1966 lagde kraftig an på ham. Hun blev edderrasende. Om de nåede at fuldbyrde forholdet, melder historien intet om. En ting er der imidlertid ingen tvivl om, Edie Sedgwick er at finde på indercoveret til Blond On Blonde pladen, der kom i 1966.

Sedgwick stammede fra en rig, hvid, amerikansk familie. I familietræet finder man indflydelsesrige politikere, rækkende helt tilbage til George Washingtons præsidentdage i slutningen af det 18. århundrede. Edie Sedgwick var født og opvokset i Californien. Denne fortælling tager dog først sin begyndelse, da hun dukker op i miljøet omkring popkunstikonet og tidligere reklametegner Andy Warhol´s værksted ”The Factory”. I 1965 og til dels 1966 var den velformulerende og fagre model Sedgwick og den åbenlyse bøsse Warhol, så at sige, ”the talk of the town” i de glamourøse kunstcirkler i New York. Sedgwick deltog ligeledes i en række af Warhol´s første kunstfilm. Der var dog et aber dabei, ved al denne minglen ved fester og galleriåbninger, der var utroligt mange stoffer i omløb og Sedgwick holdt sig ikke tilbage. Nærmest tværtimod!

I løbet af 1966 begyndte Sedgwick´s stjerne at dale hos Warhol eller var det omvendt? Gætterierne om, hvad der egentlig skete mellem de to har været mange. Nogle mener, at Sedgwick ikke var tilfreds med det parti som Warhol, havde udtænkt til hende i multimedieshowet The Exploding Plastic Inevitable. Muligvis fordi Warhol i gådefulde Nico havde fundet en omsættelig erstatning for Sedgwick. Andre finder, at det var af økonomiske årsager, at de gik hver sin vej.

I tiden efter bruddet med Warhol forsøgte Sedgwick sig i modelverdenen igen, ligesom hun drømte om en karriere i Hollywood. Stopklodsen blev junk. Flere, der i denne periode var tæt på Sedgwick, fortæller at et typisk morgenmåltid for hende var en pølse fyldt op med speed! Hun havde forhold til forskellige mænd, hvor det, der bandt dem sammen var kærlighed til stoffer, ikke til hinanden. Fra slutningen af 1966 begyndte hendes ophold på afvænningsklinikker, psykiatriskeafdelinger og alskens behandling. Familien havde jo penge. I 1971 døde hun kun 28 år gammel. På dødsattesten stod der, at det var en akut sovemiddelforgiftning, som tog livet af hende. Hvil i fred.


Hvis alt går efter planen, er der snart premiere på filmen Factory Girl, som handler om Sedgwick´s år med Warhol.

Post-Roskilde 2006

Når radioprogrammet Mod Strømmen går i luften torsdag 16. november kl. 18-20 (98.8 FM/98.9 Hybrid) på Christianshavns Kanal, kommer det til at handle om årets Roskilde Festival.

Vejret var med os alle i år og det var musikken så sandelig også. Der er vist ingen tvivl om, at udbuddet var et af de bedste i mange år. Fra danske The Unit på Pavilion Junior scenen til amerikanske The Raconteurs. Fra svenske Jenny Wilson til lamsebenet Jenny Lewis. Fra Thåström til Dylan og alle de andre udøvende, der gav os noget at tage hjem på. Hvordan oplevede redaktionen på Mod Strømmen festivalen, lyt med torsdag kl. 18.00

Let’s Have A Soul Vacation!

Der er godt nyt i dag fra Berlin. Lukas Scherfig, hovedmanden i The Movement, der for øjeblikket er bosiddende i den tyske metropol, er så småt begyndt at lave en soloplade. Efter sigende bliver det et soulalbum. Hør et par numre her.

Primal Scream på svensk P3.

Tidligere i år markerede Primal Scream dets 20 års jubilæum med pladen Riot City Blues. Et album som efter mange gennemspilninger henover sommeren og ind i efteråret, har taget karakter af en sjælden godbid. En af årsagerne kan være, at Riot City Blues egentlig også er en slags hyldest til bandets inspirationskilder. En del af disse orkestre står ligeledes i zenit her på siden. Nævnt i flæng er det The Stooges, MC5, New York Dolls og ikke mindst The Rolling Stones, som det lød i slutningen af 1960’erne.

I forbindelse med udgivelsen af Riot City Blues turnerede Primal Scream flittigt i sommer. Lørdag d. 1. juli spillede bandet, mens England blev slået ud af Portugal ved fodbold-VM, en af Roskilde Festivalens allerbedste koncerter, som det fredag d. 10. november er muligt at høre på Svensk P3, kl. 21.03.

Barliv med Jan Sonnergaard. Mod Strømmen torsdag d. 9. november 2006.

Den 21. oktober havde skuespillet L.O.D.P.C.O.F. (Liv Og Død På Café Olfert Fischer) premiere på Mammutteatret. Stykket er skrevet af Jan Sonnergaard, som torsdag d. 9. november kommer forbi Mod Strømmens studie fra kl. 18.00 – 20.00 (98.9 FM / 98.8 Hybrid) på Christianshavns Kanal.

Teamet for udsendelsen er ”Barliv”, med hvad det indebærer af druk, liderlighed, råddenskab og måske skyld og skam. Udsagn som også er ledemotiver i L.O.D.P.C.O.F. ”Stykket er fra min side tænkt som en parodi på de rollespil, forskellige klasser og professioner foretager i det eneste tilbageværende offentlige rum i Danmark: Baren” har Jan Sonnergaard selv sagt om forestillingen. Undervejs i programmet vil samtalen blive krydret med musik, der på den ene eller anden måde har referencer til Barlivet.

Hvis der er nogen, som kunne tænke sig at vide, hvor fotografiet af Jan Sonnergaard er fundet. Så gå ind på digteren Janus Kodals side A Paradise Of Poets. Her kan du finde hele billedekavalkader af danske forfattere og digtere på druk. Dog ingen af vores gæst, lyt med på torsdag 9. november.