'Dance The Go-Go'

Den 8. februar 2007 fortalte vi her på siden, at danske The Breakers album ’Here For A Laugh’ ville blive udgivet i USA. Det er nu sket. I tilgift har bandets første US-single ‘Dance The Go-Go’ været The Coolest Song på Little Stevens Underground Garage Radioshow. Tillykke.

I marts 2006 havde Mod Strømmen fornøjelsen af at have gæstebesøg af The Breakers . Redaktionen har stor agtelse for bandets inspirationskilder. Rock’n’Roll!!!

1. The Breakers - Here For A Laugh (2006)

2. The Rolling Stones - Around And Around (1964)

3. The Jam - Town Called Malice (1982)

4. Roy Orbison - You Got It (1989)

5. The Roosters - No Good (Pain In My Heart) (1995)

6. The Solution - I Have To Quit You (2004)

7. Dexys Midnight Runners - Seven Days Too Long (1980)

8. Sniff'n'Tears - Driver's Seat (1978)

9. Sort Sol - Shaheeba Bay (1993)

10. The Breakers - Want I Want (2004)

11. Rod Stewart - True Blue (1972)

12. The Faces - You Can Make Me Dance, Sing Or Anything (Even Take The Dog For A Walk, Mend A Fuse, Fold Away The Ironing Board, Or Any Other Domestic Short Comings) (1974)

13. Atomic Swing - Stone Me Into The Groove (1993)

14. The Sandmen - House In The Country (1988)

15. The Magic Bullet Theory - The Truth Is A White Lie (2004)

16. The Hellacopters - On Time (2002)

17. The Breakers - Ups And Downs (2006)

18. The Rolling Stones - Sway (1971)

19. Gasolin - Det Bedste Til Mig Og Min Venner (1977)

20. AC/DC - Rock'n'Roll Damnation (1978)

21. Elvis Presley - The Wonder Of You (1970)

Politik er som narkotika

Denne blogforfatter fører sig frem i flere forskellige musikfællesskaber. Et af dem er Mod Strømmen på Christianshavns Kanal, et andet er en såkaldt Musikklub, som er ja, en musikklub. Det vil sige, at vi er fem personer der mødes jævnligt for at spille musik for hinanden, men ikke kun det, de numre vi har med befinder sig indenfor en bestemt kategori, det være sig ‘Havet‘, ‘Strygere‘, ‘Verdensmusik‘, ‘Navne I Titler’ m.v. Når aftenen er forbi samler vi sammen og brænder en cd med de sange, som vi hver især fandt repræsentative for temaet. Vi har efterhånden nået et antal af musikklubsamlinger, der nærmer sig 15-16 stykker.

For et par år tilbage var temaet ‘Aktuel Politisk Kommentar‘, det emne siger vel sig selv. Hvis ikke, så tjek nedenstående indhold på den cd, vi fik med hjem den aften:

1. Morrissey - America Is Not The World (Per)
2. Tim Hardin - Don’t Make Promises (Ole)
3. The Association - Along Comes Mary (HH)
4. The The - Heartland (Per)
5. Wire - Reuters (Ole)
6. Ebba Grøn - Staten & Kapitalet (HH)
7. Bob Hund - En Som Stretar Emot (Per)
8. Talking Heads - Don’t Worry About The Goverment (Ole)
9. Billy Bragg - The Internationale (HH)
10. The Clash - Straight To Hell (Per)
11. Radiohead - Idioteque (Ole)
12. The Mountain Goats - Letter From Belgium (HH)
13. Daft Punk - Television Rules The Nation (Per)
14. Spacemen 3 - Revolution (Ole)
15. Fountains Of Wayne - Peace & Love (HH)

Grundet afbud var vi kun tre medvirkende. Når det er sagt, skal denne skribent (HH) undskylde overfor musikkammeraterne. To af de numre, jeg havde medbragt, handler nemlig ikke om politik, de handler om stoffer. Ifølge en artikel om Drug Songs på Wikipedia er råstoffet i The Associations ‘Along Comes Mary’ marihuana. Omdrejningspunktet er ikke kronprinsesse Mary og hendes korte vej til dansk statsborgerskab. Hvordan skulle jeg dog nogensinde have troet det? Mary er selvfølgelig synonym for den fede! Det andet nummer er ‘Letter From Belgium’ med The Mountain Goats, hvor essensen er en rygemulig form for amfetamin ved navn Crystal Meth. Ikke regulativer fra EU. Undskyld!

Mavis i Glassalen

Glædelige nyheder. Den 13. juli spiller Mavis Staples i Glassalen i Tivoli i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival.

For et par uger siden drømte denne bloggerkugle ellers om, at være i Manchester, Tennessee, hvor Bonnaroo Festivalen finder sted i dagene 14. - 17. juni. Her skal Mavis Staples optræde, derudover er bl.a. The White Stripes, Wilco, Ween, The Decemberists, Kings of Leon, Gillian Welch & David Rawlings, The Hold Steady, Fountains Of Wayne, Ralph Stanley & the Clinch Mountain Boys, Junior Brown, Charlie Louvin, Ornette Coleman m.fl. på plakaten. Af sidstnævnte navne spiller Wilco og vistnok The Hold Steady på årets Roskilde.

Ærgrelsen over ikke at kunne være i Tennessee, har nu lagt sig. Efterkommende præsentation af Mavis Staples er klippet fra Jazzfestivalens program: ”Soul- og gospellegenden Mavis Staples er i gang med et nærmest kultagtig comeback, som i disse måneder kulminerer med de mange rosende anmeldelser af det Ry Cooder-producerede album ”We’ll Never Turn Back”. Den 66-årige sangerinde blev verdenskendt som den velsyngende teenagepige i familieorkestret The Staple Singers. Senerehen kom hun ofte til at stå i skyggen af Aretha Franklin, men heldigvis har folk som Prince, Bob Dylan, John Scofield, og altså senest Ry Cooder, været med til at skubbe Mavis tilbage i rampelyset, hvor hun i den grad hører til. Gå ikke glip af denne store gospellegendes koncert i Glassalen fredag d. 13. juli.”

Speaker Bite Me i Mod Strømmen

”I sidste ende bliver det jo så endnu et trodsigt opgør med originalitetstanken - at man skal være fucking unik og autentisk, hvor det så bliver en glad leg med nogle konventioner, og den virkelighed vi befinder os i.” Martin Ilja Ryum (Undertoner 23.04.07)”

Nu har Speaker Bite Me jo lige lavet en plade som er så mægtig og blandt andet fyldt med referencer og henvisninger til andre folks kunst og musik. Så selvom jeg prøver at dreje min hjerne ind imod fantastiske og latterlige Speaker Bite Me oplevelser jeg kan dele med jer, bliver to digtsamlinger ved med at popse op i pandelappen. Hvis I aldrig har læst Bukowski-digtet 'Det værste og det bedste', eller Søren Ulrik Thomsens vidunderlige egen-udgave af samme” Signe Høirup Wille-Jørgensen (Soundvenue 19.03.07)

Torsdag d. 31. maj, kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid), gæster støjrockerne Speaker Bite Me Mod Strømmen på Christianhavns Kanal. I marts kom Speaker Bite Me udspillet ’Action Painting’ til fine anmeldelser. Sidst vi hørte fra gruppen var tilbage i 2001, hvor den udsendte ’Four Days In September’. Som ovenanførte citater fra hovedskikkelserne i Speaker Bite Me gerne skulle fortælle, er det nye album inspireret af mangt og meget. En retningspil kan være de billeder gruppen har lagt ind som et slide-show på deres MySpace-profil. Her finder man bl.a. idealisten Crazy Horse, Laurie Anderson, John Lennon, Elvis Presley, Alanis Morissette, Peter A.G., Prince, Talking Heads, Cher, Adam & The Ants, samt stillfotos fra filmene ’Abernes Planet’ og ’Casablanca’. Flere af disse navne forbinder de flest sandsynligvis ikke med Speaker Bite Me, og når man samtidig finder en version af Pete Seegers antikrigssang ’Where Have All The Flowers Gone’ på ’Action Painting’, falder det nemt at spørge, ”Hvad sker der, lige her?”

Det og meget andet vil vi på Mod Strømmen prøve at finde ud af, når Speaker Bite kommer forbi torsdag d. 31. maj, kl. 18-20. Stil ind.

Speaker Bite Me spiller både Spot 07 og Roskilde Festival.

Dylan 66

Bob Dylan fylder 66 år i dag. Det bliver fejret på følgende facon på bloggen Roundheadedboy. Tillykke.

1. The words! The words! Those “spinning reels of rhyme.”

2. That attitude.

3. That frizzy halo of hair.

4. Those black shades.

5. The music. Always short-shrifted in favor of the lyrics, Dylan’s music is much more inventive and melodious than he’s ever been given proper credit for.

6. The crack of the snare drum heard ‘round the world: Like A Rolling Stone.

7. Going electric.

8. The humor. Dylan’s sly.

9. The Basement Tapes.

10. The Jesus period, because it gave us Slow Train, one of his best songs, and albums.

11. “In the dime stores and bus stations/People talk of situations/Read books, repeat quotations/Draw conclusions on the wall/Some speak of the future/My love she speaks softly/She knows there's no success like failure/And that failure's no success at all.” (Love Minus Zero/No Limit)

11. Chronicles, Vol. 1.

12. The concerts. It is there, not on the albums, where you get the most undiluted shot of Dylan — thorny, unpredictable, blindingly brilliant.

13. The Rolling Thunder tour.

14. His harmonica playing.

15. “Oh God said to Abraham, "Kill me a son"/Abe says, "Man, you must be puttin' me on"/God say, "No." Abe say, "What?"/God say, "You can do what you want Abe, but/The next time you see me comin' you better run"/Well Abe says, "Where do you want this killin' done?"/God says, "Out on Highway 61." (Highway 61 Revisited.)

16. Dylan the movie star. Sure, he’s awful, but would you really not want him to be in Pat Garrett and Billy The Kid reading those labels: “Beans...succotash...beans...”? Or Slim Pickens dying to the strains of Knocking On Heaven’s Door?

17. Bob and Joanie.

18. Bob and Sara, “radiant jewel/mystical wife.”

19. Blowin’ In The Wind.

20. Beating up Weberman.

21. The great Jim Marshall photo of him rolling a tire down a Greenwich Village street.

22. “Ah get born, keep warm/Short pants, romance, learn to dance/Get dressed, get blessed/Try to be a success/Please her, please him, buy gifts/Don't steal, don't lift/Twenty years of schoolin’ and they put you on the day shift.” (Subterranean Homesick Blues)

23. Don’t Look Back.

24. The Traveling Wilburys and Bob’s great Springsteen-esque goof, Tweeter and the Monkey Man.

25. Hurricane.

26. Lay, Lady Lay.

27. I Threw It All Away.

28. “Let me ask you one question/Is your money that good/Will it buy you forgiveness/Do you think that it could/I think you will find/When your death takes its toll/All the money you made/Will never buy back your soul” (Masters of War)

29. Blood on the Tracks.

30. The interviews: combative, restless, insightful, the second best way to get a glimpse of Dylan’s unique way of thinking.

31. Springsteen’s line on Dylan at the Hall of Fame: “If Elvis freed your body, Bob freed your mind.”

32. That reedy voice. Love it or hate it, a Dylan song needs that Dylan voice.

33. Things Have Changed, which made him "Oscar winner Bob Dylan."

34. "Have you heard the news?" he said with a grin/"The Vice President's gone mad"/"Where?"/"Downtown."/When?”/"Last night"/"Hmm, say, that's too bad" (Clothes Line Saga)

35. Blind Willie McTell.

36. Every Grain of Sand.

37. Queen Jane Approximately.

38. “And your long-time curse hurts/But what's worse is this pain in here/I can't stay in here/Ain't it clear that…I just can't fit/Yes, I believe it's time for us to quit/When we meet again/Introduced as friends/Please don't let on that you knew me when/I was hungry and it was your world.” (Just Like A Woman)

39. Dylan’s mystery life: How many times has he been married? How many children does he really have?

40. Dylan wearing the false beard at Newport. Why?

41. Dylan appearing on Dharma and Greg. Why?

42. Dylan performing for The Pope. Why?

43. Dylan's radio show!

44. Without Dylan, would the Byrds have ever had a career? Or Peter, Paul and Mary?

45. The famous concert in England: “Judas!” Dylan’s response: “I don’t believe you…you’re a liar.”

46. Dylan at The Last Waltz.

47. Scorsese’s No Direction Home.

48. “Don’t follow leaders. Watch your parking meters. (SHB)

49. “You don’t need a weatherman to know which way the wind blows. (SHB)

50. Maggie’s Farm.

51. John Wesley Harding.

52. “Money doesn’t talk, it swears.” (It’s Alright Ma)

53. All Along The Watchtower.

54. “If my thought-dreams could be seen/They'd probably put my head in a guillotine.” (It’s Alright Ma)

55. If Not For You.

56. Elliot Landy’s photo of Bob on the cover of Nashville Skyline.

57. The living room cover of Bringing It All Back Home.

58. “Lights flicker from the opposite loft/In this room the heat pipes just cough/The country music station plays soft/But there's nothing, really nothing to turn off/Just Louise and her lover so entwined/And these visions of Johanna that conquer my mind.” (Visions of Johanna).

59. “Early one mornin' the sun was shinin'/I was layin' in bed/Wond'rin' if she'd changed at all/If her hair was still red.” (Tangled Up In Blue).

60. Don’t Think Twice It’s Alright.

61. Dylan’s heart scare: “I thought I was gonna meet Elvis.”

62. Without Dylan, we wouldn’t have had the movies How High and American Pie: The Wedding, directed by Bob’s son, Jesse.

63. Boots of Spanish Leather.

64. Stuck Inside of Mobile With The Memphis Blues Again.

65. “You better start swimming or sink like a stone, cause the times they are a-changing.” (The Times They Are-A-Changin')

66. “Ah, I was so much older then, I’m younger than that now.” (My Back Pages)

Postkort fra Månen

Hergé ville være fyldt 100 år i dag.

’En Un Momento Dado’

Barcelona er hovedstaden i den spanske region Catalonien. Byen ligger klemt inde som et amfiteater ned mod Middelhavet mellem bjergene Malgrat og Garraf. Klimaet er mildt, himlen næsten altid blå. Den 22. august 1973 landede KLM’s eftermiddagsflight 254 med ombord var Hendrik Johannes Cruyff. Et par dage forinden havde FC Barcelona betalt seks millioner hollandske gylden for en af verdens bedste fodboldspillere.

Nogenlunde således begynder dokumentarfilmen ’En Un Momento Dado’ af instruktøren Ramón Gieling. Filmen skildrer gennem bartenderen, køkkenchefen, guitaristen, pensionisten, husmoderen, journalisten og forfatteren deres individuelle Cruyff ‘en un momento dado’ (øjeblik eller på et givent tidspunkt), både som spiller og træner. Titlen er rent ud sagt noget vrøvl på spansk. Ikke desto mindre, har catalonierne taget Cruyff-sentensen til sig og den bliver nu brugt i dagligdagssproget. Når det er sagt, er der selvfølgelig også masser af fodbold fra dengang i filmen. Hermed anbefalet.

Sly i fyrre år

Det psykedelisk og hallucinogene soul/funk band Sly & The Family Stone gør stads af , at have været fyrre år i musikbranchen. Det sker ved at udsende bandets syv første udgivelser i et bokssæt.

Rose Stone, søster til Sly Stone og Freddie Stone, hende med den hvide paryk, fortæller her, sammen med bassisten Larry Graham, der før han kom med i familieskabet spillede med, blandt mange, John Lee Hooker, Jackie Wilson, Jimmy Reed og The Drifters, om hvilken betydning Sly & The Family Stone har haft for populær musikken.
Det genopståede Sly & The Family spiller iøvrigt i Europa denne sommer. Hvis der sidder nogen derude, der har tænkt sig at planlægge sommerferien efter det, følger her tourprogrammet:

12. juli: Stone Umbria Jazz - Umbria, Perugia, Italy
13. juli: Montreux Jazz Festival - Montreux, Switzerland
14. juli: Blue Note Festival - Gent, Belgium
15. juli: North Sea Jazz Festival - Rotterdam, Holland
19. juli: Nice Jazz - Nice, France
20. juli: Pori Jazz festival - Pori, Finland
23. juli: Olympia Hall - Paris, France
27. juli: Jazzaldia - San Sebastian, Spain
28. juli: Opera House, Bournemouth Opera House

80’erne var slemme

Ifølge nedenstående liste over de ti værste plader nogensinde, havde mange af de store navne en del tilpasningsvanskeligheder i 1980’erne.

1. Bob Dylan - Down In the Groove

2. Rolling Stones - Dirty Work

3. David Bowie - Tonight

4. Van Morrison - Beautiful Vision

5. The Clash - Cut the Crap

6. Neil Young - Old Ways

7. Van Halen - Diver Down

8. The Who - Face Dances

9. Elvis Costello - Mighty Like A Rose

10. Red Hot Chili Peppers - One Hot Minute

Listen bygger på en online afstemning foretaget af magasinet Rolling Stone.

I aften i New York

J.K.A & The Band i Mod Strømmen

Kom ikke her og sig, at radioudsendelsen Mod Strømmen ikke spreder sig mellem mange forskellige kunstneriske udtryk. Torsdag d. 24. maj, kl. 18-20 (98.9 FM /98.8 Hybrid) gælder det moderne jazz. Vi får besøg af J.K.A & The Band, der i november sidste år udsendte debuten ’Dylan Meets Cassius Clay‘ med undertitlen ‘An Eclectic Jazz Experience’.

Inspirationskilderne er mange. Her et fåtal, Thelonius Monk, John Coltrane, Wayne Shorter, Ornette Coleman, Charles Mingus, Charlie Haden, Dave Holland og Bob Dylan.

Mandskabet er: Jakob Dinesen - tenor sax, Morten Bruun Petersen- tenor, alto sax og klarinet, Anders Holst-Jensen - guitar, Espen Laub von Lillienskjold - trommer og Jens Kristian Andersen - double-bass.

jeppebrixvold.dk

Her er et tip, hvis litteratur fængsler dig. Forfatteren Jeppe Brixvold, aktuel med ’Forbrydelse og Fremgang’, har åbnet egen hjemmeside, hvor der i øjeblikket er gang i en spændende diskussion om den moderne roman, dens præmisser, genredefinition m.v.

Brixvold var i 2004, sammen med Nikolaj Stochholm og Jan Sonnergaard, med i et program på Mod Strømmen med temaet ’Beruselse’. Den udsendelse, har efterhånden, med alt det der kan lægges til og trækkes fra, opnået legendarisk Mod Strømmen status.

Her er udvalget af sange, som de tre forfattere havde medbragt til at belyse emnet:

1. Motörhead - Ace Of Spades (CNN Remix) (2001)
2. Black Sabbath - Sweet Leaf (1971)
3. Steppeulvene - Til Nashet (1967)
4. Young Flowers - Oppe I Træet (1968)
5. Devendra Banhart - The Charles C. Leary (2003)
6. 16 Horsepower - Day Of The Lords (live) (1998)
7. Loretta Lynn - Don't Come Home A' Drinkin' (With Lovin' On Your Mind) (1966)
8. The Mentors - Rock' Em, Suck' Em (1986)
9. The Rolling Stones - Hand Of Fate (1976)
10. Joy Division - Heart And Soul (1980)
11. Harry Nilsson - Without You (1971)
12. R.L. Burnside - Miss Maybelle (2001)
13. The Gun Club - For The Love Of Ivy (1981)
14. Imperiet - ...Når Vodkan Gjort Os Vackra (1988)
15. Bob Dylan And The Band - Million Dollar Bash (1975)
16. Ulla Henningsen - Lukketid (2004)

Holly Golightly & The Brokeoffs

I april udsendte blues/folk/country sideprojektet Holly Golightly & The Brokeoffs albummet ’You Can’t Buy A Gun When You’re Crying”. På søndag d. 20. maj, kl. 21.00, står Miss Golightly og Lawyer Dave på scenen på Loppen på Christiania.

Pladen har været på trapperne en del år. Det er indspillet på lige dele af bourbon og andre styrkende stimulanser, vrangvillighed, Leadbelly, Howlin’ Wolf og den rå lydgengivelse fra en Victrola-grammofon.

Parret spiller iøvrigt også på årets Roskilde Festival.

David, Marat, Corday & Baudelaire

Dette maleri har piffet forsiden på mangen en bog om den franske revolution op. Det er malet af den franske nyklassicist Jacques-Louis David (1748-1825) i 1793, og forestiller liget af den franske revolutionspolitiker og bladudgiver Jean-Paul Marat (1743-1793), kort tid efter at Charlotte Corday havde dolket ham ihjel.

Hvem var denne kvinde, der på så brutal facon begik et mord, og hvad drev hende? “Folk Jeg Skal Kende. Håndbog for ungdommen” fra 1950 ved besked.

“Corday (kor’dæ), Charlotte (1769-1793), ung pige der for at redde Frankrig dræbte revolutionsmanden Marat.

C var datter af en fattig adelsmand og blev opdraget i et kloster. Hun interesserede sig tidligt for historisk læsning og nærede en glødende begejstring for alt, hvad der var ædelt og stort.

Da den franske revolution brød ud i 1789, gjorde den derfor stort indtryk på hendes varme hjerte; men den voldte hende stor smerte, at en del af frihedens mænd optrådte med så stor råhed og blodtørst.

Hun besluttede da for fædrelandets skyld at dræbe en af de værste tyranner. Hun valgte til sit offer Marat, der havde skrevet i sit blad, at endnu 200.000 franskmænd skulle dræbes.

Under et påskud rejste hun hjemmefra. Hun opsøgte Marat en aften, han var i bad; hun fik imidlertid foretræde for ham, og da han bekræftede, hvor mange han ville dræbe, stødte hun en kniv i hans bryst. Det var i 1793. Hun blev straks pågrebet; med ro og fasthed gik hun fire dage efter i døden.”

Biografien her har dog et appendiks. Mordet på Marat afbrød ikke revolutionens rædselsregimente. Tværtimod, blev Marat martyr. Under stor højtidelighed blev han gravlagt i Panthéon, efterfølgende blev der rundt omkring i Frankrig sat buster op af ham i stedet for krucifikser og religiøse statuer. Stemningen vendte dog hurtigt. I 1794 faldt Robespirres regime og allerede året efter blev Marats lig fjernet fra Panthéon. Eftertiden har siden hædret Corday, fordi hun gav sit liv for at befri sit land for et uhyre.

Maleriets eftermæle tog det imidlertid omkring 50 år at få rettet op på. Da Robespirre blev stødt fra magten, fik David det tilbage , og først efter hans død i 1845 blev det hentet frem igen. Romantismens malere anså det for kold nyklassicisme. I 1846 skrev poeten Charles Baudelaire, der af litteraturhistorien er blevet revet i næsen at han var romantiker, imidlertid en større tekst om billedet, hvormed han var med til at så spiren til maleriets plads i kunsthistorien:

"The drama is here, vivid in its pitiful horror. This painting is David's masterpiece and one of the great curiosities of modern art because, by a strange feat, it has nothing trivial or vile. What is most surprising in this very unusual visual poem is that it was painted very quickly. When one thinks of the beauty of the lines, this quickness is bewildering. This is food for the strong, the triumph of spiritualism. This painting is as cruel as nature but it has the fragrance of ideals. Where is the ugliness that hallowed Death erased so quickly with the tip of his wing? Now Marat can challenge Apollo. He has been kissed by the loving lips of Death and he rests in the peace of his metamorphosis. This work contains something both poignant and tender; a soul is flying in the cold air of this room, on these cold walls, around this cold funerary tub."

Bernt & Matthews i Mod Strømmen

Kristi Himmelfartsdag aflægger forfatterparret Jesper Bernt og Jeff Matthews besøg i Mod Strømmen, kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid), på Christianshavns Kanal. I marts udkom deres første roman i fællesskab, heimatkrimien ’Westend’, med tydelig adresse til gaden på Vesterbro af samme navn. Mens det er Bernts debut som forfatter, har Matthews efterhånden et par romaner bag sig, begyndende med ’Halality’ fra 2001.

Med ’Westend’ skriver de sig ind i en tradition af skildringer af bydelen. Berlingske Tidende mener, at bogen er ”Et hæsblæsende nutidsportræt af København V”. Jyllands-Posten følger trop "Den egentlige hovedperson er jo Vesterbro, så kulørt, råt og hårdt autentisk". Her på redaktionen husker vi tidligere beskrivelser af København, hvor Vesterbro er beskrevet, som et diabolsk skyggerige af åndsfattige ting og menneskelig bluff. Et sted hvor dag og nat går i et i et forlorent neonrum. I Henrik Pontoppidans ”De Dødes Rige” (1913-16) er byen, ja, De Dødes Rige:

”Men dette travle Mylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der suste af sted som hele Jernbanetog med svovlblaa Gnister under Hjulene, denne Sværm af Køremaskiner, der fløj snurrende ud og ind mellem hinanden som rødøjede Kæmpebiller, denne Larm af Tudehorn og Klemten af Klokker som paa en Markedsplads - var det virkelig København? Alle Husene var illuminerede. Over Taget af en bygning paa den anden Side af Gaden stod der med luende Bogstaver: ”Whisky er den bedste Drik” Og se dér! Endnu højere oppe blev der som af en usynlig Haand skrevet henover Himlen med Ildskrift: ”Søholms Kaffe er den billigste”. ”Dette er jo Helvede”.

Vesterbro og København er hos andre forfattere begejstring for fulde gardiner. I Emil Bønnelyckes digtsamling ”Asfaltens Sange” (1918) giver han dette skilderi af Rådhuspladsen, der hvad angår postregistrering også er København V:

”Jeg lovpriser i ekstatisk Vanvid dette Centrum for København, Raadhuspladsen, en Højsommerdag i Juli, hvor Hotellernes Markiser råber festligt hvide i Solen, hvor den kære Asfalt er blank af Trafik, Luften ceylonblaa, og Pigerne hvide fra Sko til Skærmhatten. Elskelige, elskelige. Raadhustaarnet glimter gyldent, Sporvognene vaager overfyldte over Trafikkens Skønhed, Travlhedens Helligdom. Cyklerne, o Cyklerne synger, ringer, melodisk, yndefuldt og fint. Dagen kimer sin Larm sødt ind i mit Øre, Sommerdagen, Farverne Livet.”’Westend’ placerer sig ventelig mest op ad Bønnelycke, men som byfortællinger flest må man, som en af romanfigurerne, den oplevelsessyge og Vesterbro-berusede tilflytter fra en mellemstor købstad, bide i det sure æble. Sine steder er Bernt og Matthews Vesterbro tæt på det bybillede, som Sven Holm symbolsk opruller i ’Min Elskede” (1968), hvor København er lig at regne med Kødbyen og dens svin. En lokalitet, hvor der kun er utopiske muligheder for at udvikle sig i mere altruistisk retning. Andre steder i romanen emmer Vesterbro af provins som hos Turéll.

Nu når alt det er sagt, er ’Westend’ med en gammeldags genrebetegnelse en kollektivroman. I dag kalder man det med reference til film ”en Robert Altman lignende stil” eller ”ligesom Pulp Fiction”. Med andre ord, har bogen tre hovedpersoner, narkostrisseren Konstantin, tilflytteren David og let it loose gambleren Knüt. Hver enkelt af disses røverhistorie og fortælling bliver så flettet sammen i og omkring gaden Westend. Vi skal ikke blotte mere her.

Hvad kan lytterne forvente musikalsk? Kapiteloverskrifterne er en blanding af sang- bog- og filmtitler, strofer, tekststeder, omskrivninger af samme, plus meget andet. Ikke at det sporenstregs peger på, hvilken musik de to forfattere vil spille i programmet, men her kommer alligevel et udvalg af titlerne; ”Kun For Forrykte”, ”If You Want To Ride, Ride The White Pony”, ”Rejse Til Nattens Ende”, ”Fodboldenglen”, ”Femme Fatale”, ”Ensomhedens Gade Nr. 9”, ”En Nat Bliver Det Sommer”, ”I Am Sailing”, ”In Cold Blood”, ”Trainspotting” etc. Hertil kommer et utal af andre henvisninger, som denne skribent ikke er bekendt med.

Til slut blot en opfordring til at lytte med torsdag d. 17. maj kl. 18.00. Velbekomme!