Fennesz på Lab

I aften er der mulighed for at få udfordret ørerne i Lab på Vesterbrogade, hvor Komponent byder op til indadvendt hjernedans. Aftenens hovednavn er østrigske Fennesz, der ved hjælp af guitar og labtop kreerer en skøn blanding af organisk støj og abstrakt pop. Derudover kan du bl.a. høre Fennesz' tidligere samarbejdspartner Peter Rehberg (Pita), der i dommedagsprojektet KTL arbejder sammen med Stephen O'Mailey fra Sunn O)).

Dørene åbner kl. 20 og arrangementet koster 150,-. Der er ikke forsalg.

Verfremdungsklezmer og fællessang.

Ordene herover indgår i pressematerialet, som Jazz Club Loco har sendt ud om programmet i Stengade 30, nu på fredag, kl. 22. Tjek selv orkestrene Siblings og Daniel Kahn & The Painted Bird. It’s just a click away.

"Taking Drugs To Make Music To Take Drugs To"

En af de største fraser indenfor rockmusik er den vanskelige toer. Den hænger fx. ikke sammen med de band, der først finder dets kendetegn på det andet album. Eksemplerne er mange, ingen nævnt, ingen glemt. Og dog, hvorfor spilde gode kræfter på dette blogindlæg, hvis der ikke var en plade, der fortjente det lidt mere end andre?

Albummet vi skal have fat på er engelske Spacemen 3´s 'The Perfect Prescription', der er blevet genudgivet i forskellige udgaver, siden det kom første gang i 1987. Spacemen 3 blev dannet i 1982 af Pete 'Sonic Boom' Kember og Jason 'J. Spaceman' Pierce, begge født 19. november 1965. I 1986 kom den punk- og garagerockklingende debut 'Sound Of Confusion'. Pladetitlen siger måske det hele. I al fald, hvis vi modstiller den med toers titel, der indikerer, at recepten var underskrevet og nu kun ventede på, at blive indløst på nærmeste apotek. Med andre ord, var stilen og stofferne på plads. De farmaceutiske pejlemærker viderebragte Jason Pierce for resten til hans senere band Spiritualised.

Spaceman 3’s nyfundne stil befinder sig et sted mellem tranceagtige guitarflader og dissolveret neo-psychedelia. Tænk nu ikke 60’er acid-rock, for det er det bestemt ikke. Musikken folder sig forbilledligt ud under et tekstunivers, der skildrer et trip fra den jublende stofindtagelsen, over op- og nedtur, til den beske afslutning. I det første nummer 'Take Me To The Other Side', fornemmer man fryden ved den forandring, som stoffet har fremkaldt. Pladens finale 'Call The Doctor', er derimod et sløret og glædesløst punktum, muligvis ligefrem et kollaps? Derimellem finder man sange, som 'Ecstasy Symphony', 'Feel So Good', 'Things'll Never Be The Same' etc., der vist ikke behøver nærmere dissekering. Titlerne taler for sig selv. Det gør denne anbefaling forhåbentlig også.

Bunny of the year?

Den 43-årige franske skønhed, skuespillerinde og mor til to, Juliette Binoche, har ladet sig fotografere til novemberudgaven af Playboy France. Se bare her.

Vi håber ikke, at der er nogen læsere, der føler sig stødt på manchetterne.

Brugsanvisning

Undertegnede fik i går stukket guiden herover i hånden, da han var på vej ind for at se 'I’m Not There'. For novicer, er den en god og nødvendig nøgle, til forståelsen af Dylans mange kontrafejer i filmen. Glæd jer.

Nu går den på Dagmar

"God, I’m glad I’m not me"

- citat Bob Dylan, efter at have læst en avisartikel om sig selv i 1965.

Denne bloggerkugle ser frem til biografmørket, efter den overvældende modtagelse af Todd Haynes film om Bob Dylan 'I’m Not There'.

Henrik Olesen i Mod Strømmen

En hurtig research på opslaget 'Vejle/kultur' viser, at forfatterne Ulrik Gräs og Karl Bjarnhof er vokset op i Vejle. Det samme er digteren Harald Kidde, præsten/historikeren Anders Sørensen Vedel og musikeren/komponisten Jacob Gade. Man skal til gengæld langt ned på listen for at finde Henning Enoksens, Allan Simonsens eller Olesen-Olesens tilknytning til byen.

Det kan være, at radioprogrammet Mod Strømmen (98.8 FM / 98.9 Hybrid), kan være med til, at lave lidt om på det, når Henrik Olesen fra Olesen-Olesen, kommer forbi vort studie torsdag 29.november, kl. 18-20. Umiddelbart er der vel ikke brug for mere præsentation. Alligevel remser vi en række band op, som Henrik Olesen har haft andel i:

1981 - 83: Guitarist, sanger & sangskriver i nyrockgruppen Sort-Hvide Landskaber

1983 - 84: Medlem af eksperimentalduoen Skizo Kids sammen med Peter H. Olesen

1983 - 87: Medlem af grupperne Morgensol, Abel & Bauer, Blok Nord og Den Berusede Båd

1984 - 96: Guitarist, korsanger og komponist i rockgruppen Greene

1994 - 2000: Guitarist og korsanger i popgruppen Lovebites

1996 - 2007: Medlem af duoen Olesen-Olesen sammen med Peter H. Olesen

Som det nok, er de fleste lyttere bekendt, har Olesen-Olesen valgt at ophøre samarbejdet. Spørgsmålet er nu "Hvad så, Henrik?" Noget af svaret finder man på Henrik Olesens ene del af Olesen-Olesen dobbetlalbummet 'Kain og Abel', der udkom 1. oktober i år. Måske kan vi blandt favoritnumre, inspirationer og egne kompositioner, som udsendelsen bliver fyldt med, komme et svar nærmere? Lyt med torsdag, kl. 18-20.

Brormand Peters aspirationer kan man følge på hans nye blog.

Dans er bevægelse til musik

"På vej hjem kom jeg forbi et sted med levende musik. Jeg stoppede op og lyttede, det var jazz og alligevel ikke jazz, rock og alligevel ikke rock. Der var fri entré. Pludselig opdagede jeg, at jeg var gået derind.
Der var næsten tomt, måske fordi det endnu var tidligt på aftenen. Der var noget ved den musik, som løsnede mig op; det blev pludselig så let at trække vejret. På et tidspunkt kom et lille selskab ind ad døren, af begge køn, og der gik ikke længe før de begyndte at danse. Den ene af pigerne og jeg havde øjenkontakt, hun dansede tæt ved mit bord, vendte nu og da ryggen til; jeg havde lyst til at tage hende på røven, men i stedet kiggede jeg så længe på den at jeg kunne den udenad. Så arkiverede jeg den til senere. Hun satte sig tilbage, jeg drak en øl mere, ville ønske jeg turde byde hende op. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, jeg følte mig modig, rejste mig og gik over til hende. Måske var det musikken. Hun sagde sgu ja! Jeg har før vandret fra den ene ende af et lokale til den anden for at byde en pige op - og så få nej. Og så vandret den lange vej tilbage, mens alle så på. Men hun sagde sgu ja! Og jeg syntes såmænd vi dansede helt udmærket, det gælder jo lidt om at glemme sig selv, lytte til musikken. Jeg plejer gerne at se på pigen og “svare” på det hun gør; når jeg først kommer i gang, er jeg slet ikke så dårlig. I hvert fald ikke når jeg danser med den rigtige, til den rigtige musik. Vi dansede to numre, og vi snakkede lidt om musikken, som vi begge var vilde med.
- Jeg elsker blues, sagde hun.
- Det gør jeg osse, sagde jeg.
Hun sagde tak for dansen og satte sig tilbage, Så vidste jeg så meget, det var det de kaldte blues; det var ikke det vi hørte mest af, hvor jeg kom fra. Fra da af vidste jeg, det var min musik."

- passage neglet fra bogen 'Ingen grund til overdramatisering' af Erling Jepsen.

Undertegnede har vistnok moret sig, når Jepsen tidligere har været godnatlæsning. Fortælleren i 'Ingen grund til overdramatisering' minder iøvrigt en del om Arturo Bandini. Ingen penge, en drøm om at skrive og et sælsomt forhold til kvinder.

Storhed i det små

"Jeg er blevet ret vild med fugle på mine gamle dage. Jeg starter fodringssæsonen allerede i november. Jeg giver dem solsikkefrø, hampefrø og en vildtfulgeblanding. De spiser for 15-20 kroner om dagen. Indimellem kan der godt slå en musvåge ned midt i haven. Så napper den en due eller solsort. Det er lidt makabert. Den sidder og piller byttet fra hinanden fra en ende af, mens det stadig er i levende live."

- citat C.V. Jørgensen.

Fra Niels Martinov’s bog "C.V. Jørgensen. En biografi om den danske rockpoet". Uden nærmere kildeangivelse. I det hele taget halter den bog, hvad angår gode fodnoter.

Riffelsyndikatet i Mod Strømmen

Bloggen her har i den lange tid, hvor radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.9 Hybrid) ikke har sendt, forsøgt at holde gryden i kog. Om det er lykkedes er uklart. Nu er vi imidlertid i luften igen. Og torsdag 22. november, kl. 18-20, kan vi præsentere Riffelsyndikatet, der skulle have været forbi i begyndelsen af oktober. Læs her, hvad vi skrev om bandet på det tidspunkt.

Lyt med torsdag d. 22. november, kl.18-20.

Gimme Indie Rock II

Endnu et bud på de bedste indie-plader nogensinde, finder man hos Motel De Moka. Her er de opført kronologisk. Begyndende med Thelonious Monk’s 'Misterioso' fra 1958, derfra går det med rasende fart frem mod i dag. Undertegnede skal være den første til, at imødekomme enhver anke, der skulle indløbe foranlediget af at kalde Monk indie. På den anden side, er det selvfølgelig også et spørgsmål om, at definere begrebet.

The Voice

Uden omsvøb indrømmer denne bloggerkugle, at han vil forsøge, at påvirke og forsøde læsernes valg af musik i denne weekend. I dag ville Gene Clark være fyldt 63 år. Nu faldt det desværre således ud, at Clark forlod denne verden på Bob Dylan’s 50 års fødselsdag, 24. maj 1991. Hvis du ikke har noget af Gene Clark’s solomateriale i din samling, er der store muligheder for at høre det på nettet.

Meget af det finder man på MySpace: Gene Clark, Dillard & Clark, Gene & Cover (coverversioner), Allison’s Seeburg Elektra (flere coverversioner + rarities) og ikke at forglemme denne mindeside, hvor bl.a. Clarks yngste søn Kai, fortæller om sin far.

Gimme Indie Rock

Apropos causeriet herunder, tjek så lige musikbladet Blender’s guide til de 100 bedste indie-rock plader.

Smøger og møder

Der er emner, navne, genstande etc., der beskæftiger denne blog mere end andet. Det forekommer, at disses, lad os kalde dem kæpheste, afveje krydser hinanden. Det skete bl.a. i denne uge, hvor Bob Dylan’s Theme Time Radio Hour, havde temaet ‘Smoking’, og Dylan ved den lejlighed spillede The Replacements ‘More Cigarettes’ fra albummet ‘Sorry Ma, Forgot To Take Out The Trash’.

Her en anekdote om første gang Dylan og The Replacements mødtes.

"Don't look back, Paul Westerberg thought to himself the first time he crossed paths with Bob Dylan. It was early 1990, and the Replacements were wrapping up a long, boozy session at Hollywood's Ocean Way studios. Having learned that Dylan was ensconced in another part of the building, they were cutting a shambolic version of "Like a Rolling Stone" called "Like a Rolling Pin."As a hoarse Westerberg, his back to the control room window, brought the whole mess to a crashing halt, he still hadn't noticed the visitor who'd dropped in to check out the strangely familiar racket: Dylan himself, in proto-Unabomber hood and sunglasses, head cocked quizzically. But the other Mats had, and their jaws dropped. Westerberg finally turned around. For a moment they stood face-to-face, the two storied Minnesota songwriters, each hailed in his heyday as rock's preeminent poet, separated by only a pane of glass."

Hvis ovenstående er dig en smule for højstemt, så lad være med at læse resten af artiklen.

Mod Strømmen i æteren igen

Ganske kort, Mod Strømmen er tilbage i æteren. Vi lagde fra land med Simon Gylden.

Her er hvad, der blev spillet:

1. Simon Gylden - Pro-Am Superstar (The Money Making Boogie) (2007)
2. Uncle Dave Macon - Way Down Old Plank Road (1924)
3. Woody Guthrie - Oregon Trail (1941)
4. Beck - Together We Found Misery (demo) (1988)
5. The Strangeloves - I Want Candy (1965)
6. The Carter Family - Chewing Gum (1927)
7. Melanie - Brand New Key (1972)
8. All Girl Summer Fun Band - Video Game Heart (2003)
9. Takako Minekawa - Fantastic Cat (1996)
10. Simon Gylden - Girlfriend's Last Bikini (You Eat The Clay On Your Feet) (2007)
11. Malcolm McLaren - Buffalo Gals (1983)
12. The Flying Lizards - Money (That's What I Want) (1979)
13. Tony Basil - Micky (1982)
14. Clyde Mcphatter - Lover Please (1962)
15. Rudy Vallee - Stein Song (1930)
16. Daniel Johnston - Casper The Friendly Ghost (1983)
17. Simon Gylden - Passed Around (Anna Ravn) (2007)

Næste uge kommer Riffelsyndikatet.