I morgen udkommer Dragontears sidste album. 'Turn On Tune In Fuck Off!!' lukker den trilogi, der begyndte med '2000 Micrograms From Home' fra 2007 og som året efter blev fulgt op af 'Tambourine Freak Machine'. Hvor man på de to første, har hørt væsensforskelle fra Lorenzo Woodrose hjertebarn, Baby Woodrose, er det som om, at fire ud af den nye pladens seks tracks med småjusteringer, kunne have fundet vej til en Woodrose-plade. Om det er det, bandet har taget konsekvensen af, står for så vidt eller i hvert fald indtil næste torsdag, hen i det uvisse for denne signatur?
Ellers bliver det interessant at finde ud af, hvor mange mand orkesteret med den ubestemte størrelse stiller med, og om de er ligeså bedøvende ligeglade med at høre sig selv, som Baby Woodrose var da det besøgte Mod Strømmen?
Bad Afro gør en smule stads af 'Turn On Tune In Fuck Off!!' i morgen aften, kl. 20, på Café Svejk, Smallegade 31, Frederiksberg. På torsdag, d. 4. november, gælder det Mod Strømmen. Stil ind mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.
I et forsøg på at rydde op i den spam, der sniger sig udenom bogstavkoder og des lignende her på bloggen, dukkede et svar/forklaring op fra forfatteren Thorstein Thomsen på et indlæg, som undertegnede skrev under overskriften ’Vraggods og bitter erfaring’ om hans bog, ’Scenepas’. Undskyld slendrian og tusind tak.
”Jeg er lidt flov over, at Scenepas bliver kaldt en nøgleroman. Jeg synes heller ikke det er helt fair. Man kan ikke flytte virkeligheden over i prosaen én til én. Men der var nok noget bitterhed med i spillet dengang. Og det var måske ikke helt fair. Det hang sammen med at jeg pludselig var endt i en rolle som sideman. Vi arbejdede med Carstens sange til den anden lp, da det gik op for mig, at jeg måtte væk. Og begynde forfra. Hvis jeg ville virkeliggøre mine egne ambitioner. Det var hårdt for vi (Carsten) havde fat i en lang ende. Senere har jeg jo kunnet se og indse det rimelige i at Carsten var leader of the band. Han blev en stor sangskriver. Jeg selv blev faktisk senere en helt okay forfatter ( ... og romanskriver efter jeg var fyldt 50.) Alt faldt på plads som det skulle. Bitterheden var et egotrip fra min side. Det er ubehageligt at se i en bog man selv har skrevet.”
”Hver gang jeg hører den amerikanske sanger, sangskriver og forpinte sjæl, Elliott Smith, kommer det bag på mig, hvor tæt Smith undertiden lagde sig op ad Big Star. Som her i ’The Ballad Of Big Nothing’ fra pladen ’Either/Or’, der kom i 1997.”
Det er vist aldrig sket før, at denne blog, der håndhæver troværdighed frem for alt, viderebringer eller citerer historier fra den engelske tabloidavis The Daily Mirror, og hvad mere er fra dets Celebs-tillæg. Men i dette særtilfælde, føler vi os ganske sikre på at kunne tjekke kilden. Hvis ikke i morgen, så i det mindste juleaften, hvor den gerne må ligge under juletræet.
”He also remembers John Lennon as "a silly sod, in many ways". He says: "I don't think John ever left my house, except horizontally." He adds that he once found him lying by the toilet, murmuring: "Don't move me - these tiles are beautiful."
- Keith Richards om John Lennon i sin nye selvbiografi, der på dansk har fået titlen, ’Livet’.
Blue-eyed soul og byens, ja, hvis ikke en af landets mest kompetente og indlevende frontmænd i The Breakers. Nørlunds ferme fortolkning af ’Me Me Me’. Barfoeds irrede syrerock. Dragontears budskab om kærlighed, en andedam fuld af lort og et enkelt nummer, der vistnok falder udenfor kategori. Mod Strømmen spillede dansk i går.
Og så kan man for øvrigt høre The Breakers på Floss i aften, mens Klaus Lynggaard fejrer sit nye album ’Tålt Ophold’ i Huset i Magstræde. Lørdag spiller The Untamed horror-punk i spillestedet The Rock i Skindergade. Værsgo. Weekenden venter.
Det canadiske folk-orkester The Great Lake Swimmers, udgav i 2009 dets fjerde album. Skønt alle udgivelserne indeholder fine øjeblikke, så har bandet endnu ikke haft held til at overstråle den lille perle, som det skrev til børnepladen, ’See You on the Moon!: Songs for Kids of All Ages’, og som det kun spiller ved særlige lejligheder.
"When I grow up mabye I'll be a singer in a band and I'll drive all across the land with my friends all in the van and I'll sing into a microphone but when it's over, I'll come home while the people go 'clap, clap, clap' and the drummer goes 'tap, tap, tap' and thank you singer."
"Johnny was such a quiet, shy boy, his demeanour almost masked his emotional instabilty. It was as though he had a slow burning fuse that would ignite when something bothered him and more often than not that was school’s rules and regulations."
- Nina Antonia om Johnny Thunders i ‘The New York Dolls: Too Much Too Soon’. Johnny Boy ses yderst til venstre med sit nye dollargrin.
Den sidste torsdag i oktober, har i flere år været helliget Spil Dansk Dagen i radioprogrammet Mod Strømmen. I år bliver ikke anderledes, selvom der er et tema i temaet. Den 12. oktober, sendte New York netstationen Breakthru, nemlig en udsendelse med fokus på musik fra København. Find den her.
Det fremgår desværre ikke af programmet, hvem der har fodret DJ Lottie med plader? Trods repræsentation af personlige favoritter, som Howl Baby Howl, Mellemblond, Iceage, Rumspringa og Pinkunoizu, så virker musikken i perioder temmelig anæmisk, hvis ikke ligefrem stereotyp. Så opgaven er egentlig ganske enkel. Lav et bedre og mere varieret program med musik fra København. Lyt med torsdag d. 28. oktober, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.
Playlisten fra Breakthru:
1. Howl Baby Howl - You Know That I Would 2. The Liberty Balance - Viva (We All Sing) 3. Peder feat. Signe Marie - Daylight 4. I Got You On Tape - Waking Up The Brotherhood 5. Figurines - Every Week 6. The Late Great Fitzcarraldos - In A House 7. Bodebrixen - Clockradio 8. Oh No Ono - Helplessly Young 9. El Ray - Impala Joy Ride 10.Cours Lapin - Cache Cache 11. One Year From Home - You Stole Away 12. Pinkunoizu - Time Is Like A Melody 13. Jeremy Sparrow - The Occasional Ego 14. Northern Portrait - The Munchhausen In Me 15. Sad Lovers - Sad Love Song 16. Under Byen - Ikke Latteren Men Øjeblikket Lige Efter 17. Antenne - Something Not To Do 18. Mellemblond - Jeg Rør' Dig Ikke Mer' 19. The Migrant - The Organ Grinder 20. Murder - Milk & Honey 21. Rumspringa - 2nd Blood 22. Shout Wellington Air Force - Cherry Glands 23. Iceage - Collapse 24. The Brazierlights In The Windows - Lost Generation 25. Slaraffenland - Postcard
På Anemonevej i Nakskov står fire boligblokke fra 1972 til nedrivning. Ikke som et led i nogen ghettoplan, men simpelthen fordi, at en renovering vil blive for dyr. Alt i mens beboerne fraflytter lejlighederne, har den tyske kunstner Thomas Kilpper taget over. Han har skabt en labyrint, hvor man går ind i opgang nummer 1 og bliver ført gennem beboelsen via huller i badeværelsesvægge, etager imellem, altaner, køkkener osv., indtil man igen står på gaden udenfor nummer 4. Sidste chance for selv at finde vej gennem labyrinten er i morgen.
Under Gil Scott-Heron’s koncert i maj i Lille Vega, følte denne blogger sig en kort overgang som en forsinket participant i LCD Soundsystem’s ’Losing My Edge’. Årsagen var, at to dage efter skulle det genopståede pigepunkband The Slits spille samme sted, og som de indviede ved, så bliver The Slits nævnt lige efter Scott-Heron i LCD Soundsystem’s lange opremsning af toneangivende orkestre, steder man skulle have været og plader man skulle have købt på udgivelsesdagen.
Desværre blev det ikke til noget med The Slits og chancen byder sig ikke igen, idet sangerinden Ari Up, døde efter svær sygdom i går. Her The Slits uigenkaldelige sidste stykke arbejde, videoen til ’Lazy Slam’, der er blevet udgivet posthumt i henhold til Ari Up's ønske. Hvil i fred.
Uden overhovedet at skele til nyhedstrekanten eller andre journalistiske virkemidler, følger her et vink eller to om en kommende dobbeltudgivelse, en åbning af et nyt spillested, en prismodtager og til slut en undskyldning.
For nu at gribe fat i det første af navnene i overskriften, så åbner folkene bag Jazzclub Loco på lørdag et nyt spillested i Strandgade 14, nærmere bestemt i Den Rodske Gård, på Christianshavn. Stedet er blevet opkaldt efter den amerikanske guitarrist Link Wray, der ligger begravet længere nede ad gaden. Siden sommerens jazzfestival, har Loco ligget underdrejet, foreningen har bogstaveligt talt været ved at synke, eftersom ”samtlige koncerter på skibet Stubnitz måtte flyttes på grund af manglende godkendelser fra myndighederne. Det gav et grimt underskud og tærede på energien”, som det hedder i Politiken. God vind.
I nævnte artikel, bliver Link Wray betegnet som en nærmest ukendt og ”hemmelig rock’n’roller”. Når det står så slemt til, vil herværende side gerne være med til at udbrede kendskabet. I 1964 fortolkede Wray Dylan på denne facon:
Året før sin død i 2007, stiftede forfatteren Jytte Borberg en pris i eget navn, der skulle gå til ”en dansk forfatter som anerkendelse og opmuntring”. På næste torsdag motiverer Kirsten Thorup, der er formand for prisens bestyrelse, hvorfor det tilkommer Jan Sonnergaard at modtage pengene i år for romanen, ’Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’. Et fortjent klap på skulderen. Tillykke.
Et af leddene i Peter H. Olesens reklamefremstød for udgivelsen af langdigtet, ’Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland’, og digtsamlingen, ’Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne’, er en net-kampagne, som nu er nået til You Tube:
Til slut den undskyldning. Undertegnede blev bleg om næbbet, da han forleden skulle uploade radioprogrammet med Il Tempo Gigante til nettet. Enten er tjenesten vi linker til blevet hijacket eller også er vi blevet smidt på porten. Anyway, det er i øjeblikket ikke muligt at streame de seneste udsendelser. Vi pønser på en anden løsning. Mere om det senere.
Spørger man historikerne, så kan man spore drikkeviser tilbage til det 11. århundrede. I middelaldersamlingen Carmina Burana, der formentlig er mest kendt for opbyggelige digte og kærlighedssonetter, er der adskillige fuldemandskvad. Samtidig er der dog stor enighed om, at disciplinen selvfølgelig er langt ældre. De har bare ingen skriftlige kilder.
Så langt tilbage rækker denne signaturs iTunes-bibliotek ikke. ’Whiskey Heaven’ af Fats Domino, satte dog alligevel nogle tanker i gang, så her kommer en Top-10 over de mest afspillede sange om at drikke. Spørgsmålet er om de alle har den profil, som kendetegner en traditionel drikkevise?
1. Teenage Fanclub - Alcoholiday 2. Bessie Smith - Gimme A Pig Foot (And A Bottle Of Beer) 3. Jim Ford - Happy Songs Sell Records, Sad Songs Sell Beer 4. Kristin Hersh - Gin 5. Merle Haggard - Tonight The Bottle Let Me Down 6. Roosevelt Sykes - Devil's Island Gin Blues 7. Silver Jews - Punks In The Beerlight 8. Gil Scott-Heron & Brian Jackson - The Bottle 9. Nina Simone - Gin House Blues 10. Ray Sanders - Beer Drinkin' Music
Andre forslag bliver modtaget med kyshånd, da alkohol meget vel kan gå hen at blive et temaprogram i Mod Strømmen, når vi nærmer os den søde juletid.
’Papirsklip’ af Kim Larsen, der blev omtalt i det forrige indlæg, er decideret filmmusik. Det er ellers ikke en genre, som denne bloggerkugle, på nogen måde har dyrket. Ikke hermed sagt, at der ikke er læssevis af film, hvor musik og billeder spiller særdeles godt sammen. Uden at dykke dybt i hukommelsen, så står brugen af Mott The Hoople’s ’All The Way From Memphis’ i en af de første scener i ’Alice Doesn't Live Here Anymore’ af Martin Scorsese, forbavsende klart. Ligesom introen i ’This Is England’ af Shane Meadows, der anvender Toots & The Maytals, ’54-46, That's My Number’, som baggrund for en række ubehagelige tv-billeder, også dukker op. Fælles for disse er dog, at de ikke er såkaldte ’original music scores’, men er taget ud af en anden kontekst.
Indenfor den seneste uges tid, har Fats Domino i tide og utide markeret sig i undertegnedes vågne timer. Vi kender det alle, når musikstykker og tekstlinjer kommer til os ud af det blå. I denne sammenhæng, har det tilmed vist sig at være et filmscore i ordets egentlige forstand, og så tilmed fra en slapstick-komedie, hvor Clint Eastwood spiller overfor en abe. På dansk fik den titlen ’Seje Bøffer og Hårde Bananer’ og var en opfølger til ’Bankekød Til Slemme Drenge’. Det er vist ikke værker, der bliver nævnt som de første, når talen falder på Eastwood. Nevermind. Hvorom dette handler, så optræder Fats Domino som Fat Domino med countrysangen ’Whiskey Heaven’.
”You know the sun never shines in Whiskey Heaven It rains Jack Daniels all the time There's a price you pay, hangovers everyday Flyin' high with honkey tonk angels in Whiskey Heaven”
Ingen unødige opgaver i dag. Hovedet og papiret er tomt. Prøv alligevel at lytte til ’Linda Let Me Be The One’, der er et outtake fra Bruce Springsteen’s ’Born To Run’ fra 1975. Og hvis det ikke er et alt for højt krav at stille, så tænk samtidig på Kim Larsens ’Papirsklip’
The Iveys var de første non-Beatles, der indspillede for Apple Records. Singlen ’Maybe Tomorrow’ udkom sidst på året 1968. Selvom nummeret fik rimelig succes, var det som om, at bandnavnet ikke rigtig fængede. Man kunne forveksle det med The Ivy League og det var sandsynligvis også en kende for banalt til datidens musikscene.
John Lennon havde flere forslag; 'The Glass Onion', 'The Prix' og 'The Cagneys', mens Paul McCartney, mente de skulle hedde 'Home'. Efter temmelig megen diskussion, nåede de frem til, at orkesteret skulle opkalde sig efter en tidlig arbejdstitel af 'With A Little Help From My Friends', der var blevet kaldt 'Bad Finger Boogie', fordi Lennon havde komponeret det på klaver med kun en finger, efter at have beskadiget sin hånd. Og det var så historien om, hvordan elefanten fik sin lange snabel eller i det mindste, hvorfra Badfinger fik sit navn.
I morgen udkommer Dragontears sidste album. 'Turn On Tune In Fuck Off!!' lukker den trilogi, der begyndte med '2000 Micrograms From Home' fra 2007 og som året efter blev fulgt op af 'Tambourine Freak Machine'. Hvor man på de to første, har hørt væsensforskelle fra Lorenzo Woodrose hjertebarn, Baby Woodrose, er det som om, at fire ud af den nye pladens seks tracks med småjusteringer, kunne have fundet vej til en Woodrose-plade. Om det er det, bandet har taget konsekvensen af, står for så vidt eller i hvert fald indtil næste torsdag, hen i det uvisse for denne signatur?
