Blogger Widget

fredag den 31. december 2010

Lige i røven på segmentet og Informations læsere

”Intet bliver mere yt end at være på. Blogging, Facebook, Twitter, ja endda smser bliver lavkultur på linje med armyshorts, pittbullterriere og lændetatoveringer. Nærvær, hedder kreativklasse-carpe-diem-segmentets nye mantra.”

Dagbladet Information har støvet krystalkuglen af og med et glimt i øjet set ind i 2011. Ovennævnte taler sit tydelige sprog. En tendens man iøvrigt kan aflæse her på siden. Da vi begyndte at udbasunere os om stort og småt, mest småt, tilbage i 2006, nåede vi det år at skrive 51 indlæg. I 2007 steg antallet til 270. 2008 toppede med hele 332 stykker. Hvorefter der skete et fald på tre til 329 i 2009. I år ender vi på 318, iberegnet netop læste.

Vi er med andre ord på rette vej. Godt nytår. 'Bop 'Til You Drop'

torsdag den 30. december 2010

onsdag den 29. december 2010

Jagger. BBC Radio 2 i dag, kl. 12.00 (GMT)

Radiointerviewet med Keith Richards fra i går aftes, kan man høre de næste syv dage via dette link. Om et par timer gælder det Jagger, der spiller den musik som The Rolling Stones var inspireret af, da det indspillede ’Exile On Main St’. Mere her.

”The ICEAGE Is Coming…”

Rygterne har svirret længe. Nu er der hold i dem. Den 10. januar slipper plademærkerne Escho og Tambourhinoceros debutalbummet, ’New Brigade’, fra det unge københavner punkband Iceage, der er indspillet i dagene efter kvartettens Roskilde-optræden i år.

Først giver vi ordet til Kristoffer Rom og Aske Zidore fra Tambourhinoceros:
”Kompositionerne er foruroligende stærke, og bandet spiller som gjaldt det livet, ikke som en kortvarig iscenesættelse af rockdrømmen, men med uendelige mængder af autentisk energi og kreativ idérigdom, der ikke lader et gran af tvivl tilbage om, at de er den ægte vare”
Escho har også noget at sige:
”Deres rocktunge rækker de ud gennem den guitar-bas-tromme-vokal-mund, der omkranser det trommehinde-store ansigt, som over 12 skæringer fordelt på knap 25 minutter blander ungdommens desperation med det ektoplasmatiske stof, voksenlivet er gjort af og bliver til en tidløs feberfremkaldende energiudladning af klæbrig No-wave spind.”
Så vidt pressematerialet. Her førstesinglen ’New Brigade’.

tirsdag den 28. december 2010

Keef. BBC Radio 2 i aften, kl. 22.00 (GMT)

Læs mere her. Tør ikke sige, hvornår programmet bliver lagt ud som podcast og om det overhovedet gør det? Om ikke andet, så har denne signatur, nu endnu et link at holde øje med i aften og dagene frem.

Chris Bell

I nat var det 32 år siden, at Chris Bell mistede herredømmet over sin lille Triumph TR-7 sportsvogn, ramte en lysmast og blev dræbt øjeblikkeligt. Begravelsen fandt sted allerede dagen efter. Han blev kun 27 år. Den 28. december 1978, var også dagen, hvor Bell's tidligere bandkammerat fra Big Star, Alex Chilton, fyldte 28 år. Chilton ville altså have haft 60 års fødselsdag i dag. Her nogle ord fra New York Times.

søndag den 26. december 2010

’Je Ne Suis Pas Très Drogue’

Et spin-off af Gainsbourg og yé-yé tilsat et skud trippy Velvet Underground. Franske The Limiñanas har ikke lavet årets album, men flere gange indenfor de seneste dage, har undertegnede overvejet, om duoen i det mindste skulle have været repræsenteret på bruttolisten.

’Je Ne Suis Pas Tres Drogue’ fremmaner med et klassisk groove, fuzzy organ og talte passager billeder af et sveddryppende dansegulv i Paris i anden halvdel af 1960’erne. ’Je Suis Une Go-Go Girl’ har gruppen kaldt et andet anbefalelsesværdigt track og det passer eksakt til, hvordan denne bloggerkugle føler sig lige nu. Måske en lidt for oppustet en af slagsen, men alligevel. Eventuelle subjektive forestillinger om dette, står helt og holdent for læserens egen regning.

lørdag den 25. december 2010

Dekonstruktion / The Better Beatles et cetera.

Det var vistnok anmelder Klaus Lynggaard, der i en radioudsendelse for en del år tilbage forfægtede, at der ikke var sket noget fundamentalt i populærmusikken siden krautrocken i begyndelsen af halvfjerdserne. Siden har det været, undskyld udtrykket, gammel vin på nye flasker. Selvom nye generationer har forsøgt at blande kortene på ny, så er den dybe tallerken opfundet. I årene efter, at punken proklamerede år 0, var der grøde i vækstlaget. Uafhængige pladeselskaber og D.I.Y udgivelser florerede. The Beatles og The Rolling Stones spøgte dog til stadighed i kulissen.

I byen Omaha i Nebraska, langt fra alfarvej, kaldte et band sig The Better Beatles. De udgav i 1980 deres første og eneste single med Beatles-sangene ’Penny Lane / I’m Down’. Posthumt har bandet fået udsendt albummet ’Mercy Beat’, hvorpå alt det Fab Four materiale, som blev indspillet ved singlesessionen er at finde. Desværre er ’I’m Down’ ikke umiddelbart tilgængelig, så i stedet kommer her ’Eleanor Rigby’, camoufleret som tysk Bierstübe. Den holder ikke samme standard som førstnævnte, men giver alligevel et hæderligt billede af The Better Beatles.


Samtidig gik No Wave-orkestret Y Pants rundt i New York. No Wave er måske så meget sagt, da Y Pants havde en barnlig charme, som man normalt ikke forbinder med den scene. Instrumenteringen bestod til dels af elektriskforstærkede legetøjstrommer, -piano og ukulele. I 1980 gik det i studiet med avantgardekomponisten og guitaristen Glenn Branca, der har haft stor betydning for bl.a. Thurston Moore og Lee Ranaldo, hvor det optog denne uimodståelige version af The Rolling Stone’s ’Off The Hook’.

fredag den 24. december 2010

torsdag den 23. december 2010

Hellige tre konger synger julen ind

”De tre tenorer synger julen ind”, var aldrig gået som overskrift. Associationen er ganske enkelt for pinefuld. ”De evige tre”, kan heller ikke komme på tale, for så begynder Tove Ditlevsens ferske recitation straks at skurre for det indre øre.

Alex Chilton er selvskreven her i mørket op mod d. 24. december. Siden hans død i marts i år, har vi forsøgt at snige ham ind, hvor der var plads i radioprogrammet Mod Strømmen. Det fortsætter vi med, indtil årsdagen for hans alt for tidlige sortie. Her ’Jesus Christ’ fra Big Star’s ’Third/Sister Lovers’, som dybest set er en soloplade fra Chilton’s hånd.



The Only Ones hører man alt for lidt på vor frekvens. Det blev kun til en enkelt gang i det henfarne år. Under temaudsendelsen ’Dage’ blev ’Lovers Of Today’ lagt på grammofonen. Ellers skal vi helt tilbage til december 2008, for at finde materiale med det gamle favoritorkester. Her tager Petet Perrett & Co sig pænt af ’Silent Night’.


Sidst, men ikke mindst, skal vi på besøg i Paul Westerberg's kælderstudie i Minneapolis, hvor han i 2009 indspillede en af de mest populære julesange i den engelsksprogede verden. I mange år var teksten til ’Away In A Manger’, krediteret den tyske reformator Martin Luther. Ny forskning har imidlertid vist, at det er det rene pladder, ligesom så meget andet i disse dage. Skål og god jul.

tirsdag den 21. december 2010

’Darkness #2’

Præcis som med ’The Witmark Demos’ af Bob Dylan fra i år, så har denne blogger ikke kunne gabe over ’The Promise’ med Bruce Springsteen. Der er simpelthen alt for meget materiale at gå i gang med. Så hellere små portioner, som det hed i barndomshjemmet. Og så er det jo, at man kan blive ellevild over, at der i vennekredsen befinder sig en beruset sjæl, der med glæde deler ud af sin entusiasme og sammensætter et bud på, hvordan ’Darkness On the Edge Of Town’ kunne have set ud. Tusind tak.

1. Because The Night
2.
Fire
3.
Rendezvous
4.
Talk To Me
5.
Candy's Boy
6. Racing in The Street (’78)
7. Bring On The Night
8.
Ain't Good Enough For You
9. Give The Girl A Kiss
10.
Come On (Let's Go Tonight)
11.
The Promise
12. Don’t Look Back

Hvis man er typen der foretrækker enkelte punktnedslag, så gør undertegnede sig gerne til talsmand for ’Come On (Let's Go Tonight)’ og ’Candy's Boy’.

mandag den 20. december 2010

Frost måne

Udenfor er temperaturen faldet til minus 13 grader og bæltet med den varskoede sne er gået i land ved Skelskør. Vi må nok vente et par timer før det rammer Sydøstsjælland. På ghettoblasteren er der indbydende selskab af Jay Kaye, der som 15-årig i 1968, under navnet JK & Co, indspillede sin eneste studieplade, pop-psych svendestykket ’Suddenly One Summer’. Næst i bunken venter ’Cut’ med The Slits. Et sted gemmer der sig også et personligt bud på en ’Darkness #2’ med sange fra Bruce Springsteen’s ’The Promise’.

Beat 2010

Sidste torsdag så radioprogrammet Mod Strømmen musikåret 2010 efter i sømmene. Skidt eller kanel? Senere på året vil medlemmerne af redaktionen hver især, forsøge at sætte flere ord på deres ti til femten udvalgte udgivelser, både de album som nåede at blive repræsenteret torsdag, plus dem - logikken sejrer - der ikke blev. Udsendelsen kan man hente her, hvor udbyderen også frister med Hot Russian Girls, hvis man skulle have den drift.
1. Gil Scott-Heron - New York Is Killing Me (I'm New Here)
2. Grinderman - Mickey Mouse And The Goodbye Man (Grinderman 2)
3. Deerhunter - Desire Lines (Halcyon Digest)
4. The Strange Boys - A Walk On The Bleach (Be Brave)
5. Phosphorescent - The Mermaid Parade (Here's To Taking It Easy)
6. Murder - Drawn In The Dirt (Gospel Of Man)
7. Howl Baby Howl - Making History Is Over (Now The World Belong To Us)
8. The Black Keys - Everlasting Light (Brothers)
9. Ariel Pink’s Haunted Graffiti - Round And Round (Before Today)
10. Masshysteri - Välkommen Till Verkligenheten (Masshysteri)
11. Paul Weller - Fast Car / Slow Traffic (Wake Up The Nation)
13. Twin Shadow - Castles In The Snow (Forget)
14. Teenage Fanclub - Baby Lee (Shadows)
15. Edwyn Collins (ft. Alex Kapranos and Nick McCarthy) - Do It Again (Losing Sleep)
16. Spoon - Written In Reverse (Transference)
17. Niels Skousen - Vi Drømmer Verden (Lyt Til Din Coach)
18. Neil Young - Love And War (Le Noise)
19. Sufjan Stevens - I Walked (The Age Of Adz)
20. Roky Erickson With Okkervil River - Think Of As One (True Love Cast Out All Evil)
21. Jenny And Johnny - Straight Edge Of The Blade (I'm Having Fun Now)
22. Flying Lotus - ...And The World Laughs With You (Cosmogramma)
23. Dragontears - No Salvation (Turn On Tune In Fuck Off!)
Samtidig skal vi undskylde, at timerne i selskab med Strangers On A Train fra 9. december, endnu ikke er at høre over nettet. Det beror på et koordineringsproblem.

søndag den 19. december 2010

’Sex Noll Två’

Musikhistorien er uudgrundelig. Spørg bare sangskriveren og trommeslageren Johan Johansson fra det svenske punkrockorkester KSMB. I dag godter han sig måske, men da gruppen i 1981 udsendte lp’en ’Rika Barn Leka Bäst’, var der ikke nogen der skraldgrinede. Albummet blev sablet ned. Okay, de havde forladt 1977-punken og hvad så? Ja, det kan man blandt andet høre på ’Sex Noll Två’, der til trods for en længde på over seks minutter og med guitarsolo og hele molevitten, i dag bliver fremhævet som en stand-out i svensksproget punkrock.



Teksten til ’Sex Noll Två’ har også været gennem vridemaskinen. Den er blevet gennemanalyseret og tolket fra isse til skridt. Forhører man sig atter hos Johan Johansson, så er der intet at komme efter:
”Som så mycket annat med KSMB är den mest av allt ett skämt och en pastisch på dåtidens pretentiösa depprockares samtida material. Målet var att den skulle kunna tolkas till vad som helst, och om ni bara visste hur skojigt vi i orkestern haft åt diverse lyssnares och recensenters analyser av detta epos!”

lørdag den 18. december 2010

Don Van Vliet (1941-2010)

Mindeord skal Don Van Vliet alias Captain Beefheart nok få fra både nær og fjern de kommende dage. Her vil vi blot lægge et godt ord ind for hans plader og malerier og Lars Movins fine lille bog ’Captain Beefheart’, der bygger på et oversøisk telefoninterview, som Movin lavede i midten af halvfemserne, og som siden viste sig at være det sidste som ’Bøfhjertet’ gav, før han isolerede sig fuldstændig et sted i det nordlige Californien. Hvil i fred.