Musik for krop og sjæl. Thomas Mera Gartz (1944-2012)

Thomas Mera Gartz. Fælledparken, København, d. 9. maj 1971.

Af Anders Grøn, trommeslager i Spids Nøgenhat, Arons Headband m.v.

Thomas Mera Gartz var ikke den typiske musiker. Som han selv har sagt; “ I’m not a musician, I’m a drop out making a life through music”. Thomas Mera Gartz gik desværre bort d. 29. april i en alder af kun 68. I den anledning har jeg her skrevet lidt om manden og musikken, som betyder så meget for mig.

Da Arons Headband blev spurgt om vi ville åbne for Träd, Gräs och Stenar på Loppen d. 31 marts i år, var der ikke så meget andet at sige end, helt sikkert! Har været stor fan lige siden min kæreste introducerede mig for deres første plade for mange år siden. De har stået som en af grundpillerne i den svenske progg-bevægelse, siden starten i sluttresserne.

Der går en smuk rød tråd gennem musikken disse folk skabte i Pärson Sound, der blev til International Harvester, siden Harvester, for til sidst at kalde sig Träd, Gräs och Stenar. Deres musik blander på allerfineste vis svensk musiktradition med beat og avantgarde. Dette giver en masse nuancer i musikken, lige fra det sagte og poetisk vuggende til højspændt syreimprovisation. Men det som blæser mig omkuld er den nerve, der altid er til stede i deres musik. De har en ægthed og ærlighed, som rør mig dybt. Musikken flyder og bugter sig gennem landskabet og når den er bedst, løftes man op og væk. Du bliver et med musikken, bliver en del af deres univers. Et univers, som for mig er fyldt med skønhed og følelsen af, at det her bare er helt rigtigt. Musik for krop og sjæl!

Thomas Mera Gartz var en meget stor del af denne enestående musik. Han havde som trommeslager et drive og en fantastisk forståelse for den musik, han var med til at lave. En kollektiv musik, som på smukkeste vis er blottet for individuelt lir. Det drejer sig om sammen at nå op på et højere niveau. Jeg er vild med den måde han formår at spille repetitivt og trancelignede på. Samtidigt med, at han laver mange fills, uden det bryder flowet. Det er med til at gøre det hele meget levende og super-udkokset! En kæmpe inspiration for mig som trommeslager.

Udover arbejdet med ovennævnte, har Thomas Mera Gartz lavet to plader i eget navn, og spillet med en lang række svenske bands, såsom Mecki Mark Men. Hot Boys, Stenblomman, Sten Bergman, Råttan Fritzz, Arbete & Fritid, Thomas Tidholm og Bitter Funeral Bear Band.

Gartz og forfatteren til dette mindeindlæg. Loppen, Christiania, d. 31. marts 2012. Foto: Magnus  Cederlund

Jeg var meget spændt inden koncerten, da jeg aldrig havde set bandet før. Med undtagelse af Reine Fiske, var det jo nogle mænd i tresserne som skulle spille, og med mine erfaringer med diverse reunions, turde jeg ikke sætte mine forventninger alt for højt. Da vi ankom var Träd, Gräs och Stenar færdige med lydprøven, så vi havde ingen indikation om, hvordan de ville lyde, før de gik på. Men alt tvivl blev gjort til skamme. De startede med en drone, hvor Thomas Mera Gartz brugte en synth-app på sin iPhone til at lave lyde med. Manden fyldte 68 nogle dage efter koncerten, og der står han og tweeker en synth. Jeg stod med åben mund og nød den på en gang neddæmpede, men også super-intense drone, de gav os. Derefter satte mesteren sig bag tønderne og vidste sit format. Sammen med resten af det velspillende band, fik han blæst alle på Loppen helt op under taget. Det var virkeligt smukt at se ham spille. Se ham bruge hele sin krop, når han blev et med musikken. Og se, hvordan han brugte hver tromme og bækken på forskelligvis gennem koncerten. Man kunne se, at han ikke var ung længere og ikke spillede som for 35 år siden, men stadigvæk havde masser af integritet og nærvær. Fundamentet var intakt og han var hele tiden til stede i musikken. Han fyldte mig med håb om mange år mere på scenen, inden jeg skal pakke trommerne sammen for sidste gang. Musik for krop og sjæl!

Udover en fantastisk koncert, så var det en kæmpe oplevelse at møde bandet. Fik snakket en del med Thomas Mera Gartz inden koncerten. Vi talte musik og så var han meget interesseret i at høre hvordan hele situationen var med Christiania pt. Jeg oplevede en mand og et band, som var utroligt nærværende og helt igennem fokuserede på deres musik. Jeg fik også lov til at spille på hans Gretsch-trommesæt fra 1963. Et trommesæt, som er med på rigtig mange af indspilningerne. Stort!

Thomas Mera Gartz vil altid være med mig i form af al den fantastiske musik, han har været en del af. Og så vil han stå som et pejlemærke for mig som musiker. Vær et med musikken og bevar din nysgerrighed. Musik for krop og sjæl!

Tak for alt!

"’Forming’ is about breaking down the government and forming our own."

- Bobby Pyn aka Darby Crash eller Jan Paul Beahm, som der stod på dåbsattesten. Forsanger i The Germs. Udtalelsen faldt til det ledende LA-punkfanzine ’Slash’ i 1978 og omhandlede bandets debutsingle.

Ikke et ord om 1. maj. Ingen hentydninger til ’Sådan er kapitalismen’. Den er der alligevel ingen der sætter spørgsmålstegn ved længere. Den 22. september 1978, fik Darby Crash en check på den svimlende sum af $4,40 i royalties for ’Forming’ fra What Records? Den 8. december 1980, dagen før Jonh Lennon blev dræbt, begik han selvmord med en overdosis heroin.  

Howl Baby Howl i Mod Strømmen

Indspilningerne til den tredje ep i Howl Baby Howls triologi er vistnok gået i gang. Hvor Jeppe Brix Sørensen og Silas Hagemann Tinglef tager os med hen denne gang, kan jeg af gode grunde kun gisne om. På de to tidligere ep’er, ’ Kids of Chaos’ og ’ Mountain of Pounding Pop’, har duoen uden de store dikkedarer, men ganske beslutsomt, bevæget sig væk fra den hårdthammerende garagelyd, som var kendetegnende ved de første koncerter, jeg hørte med dem i anden halvdel af nullerne. Lidt fortærsket sagt, så er de gået mod en sound, der er nemmere at udføre yndefulde dansetrin til og lettere at synge med på. Ikke hermed sagt, at Howl Baby Howl er gået bag om dansen. Slet ikke. Udtrykket er bare blevet mere nuanceret. Visse vil måske kalde det et postmoderne virvar, med lån fra så mange afarter af musik, at der ikke længere er noget at holde fast i. Jeg holder af virvar.

Her playlisten fra den torsdag i september 2008, hvor Howl Baby Howl var forbi Mod Strømmen for første gang.

1. Howl Baby Howl - Help Me Entertainer (2008)

2. The Black Angels - The First Vietmanese War (2005)

3. R.L. Burnside - Going Down South (1998)

4. Freddie King - Going Down (1970)

5. Daniel Johnston - Don't Let The Sun Go Down On Your Grievance (1983)

6. The Brian Jonestown Massacre - Miss June '75 (1996)

7. Birdman Orchestra - Birdman (2004)

8. David Bowie - Fame (1975)

9. The Beatles - Please, Please Me (1963)

10. The Beatles - Tomorrow Never Knows (1966)

11. Howl Baby Howl - I Fell Deep (live i studiet) (2008)

12. Sonic Youth - Unwind (1995)

13. Shirley Ellis - The Name Game (1964)

14. Howl Baby Howl - She's Gone (live i studiet) (2008)

15. Bob Dylan - Farewell Angelina (1965)

16. Rumspringa - Sportscar (2007)

17. Serena Maneesh - Drain Cosmetics (2005)

18. Don't Go To New York - Blank Generation (2008)

19. Gillian Welsh & David Rawlings - I Want To Sing That Rock'n'Roll (live) (2002)

20. Graham Coxon - That's When I Reach For My Revolver (2000)

21. Howl Baby Howl - Carolina (2008)

Til slut en appetitvækker bestående af albummet ‘Now The World Belongs To Us’ fra 2010 og allerede omtalte ep ’Kids Of Chaos’. Lyt med torsdag, d. 3. maj, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

'Marcel Breuer og “hans” harem'

”Damernes skær af vild udsvævelse dementerer titlen på dette iscenesatte gruppeportræt. Martha Erps-Breuer, Katt Both og Ruth Hollós (set fra venstre) optræder her som lobbyister for en ny styrke hos kvinderne”

- billedetekst fra ’Bauhaus’. Udgivet af Jeannine Fielder og Peter Feierabend.

Ungarnsk-fødte Marcel Breuer mestrede om nogen den modernistiske formgivning om det så var møbler eller arkitektur, han beskæftigede sig med. Wassily-stolen (1925), UNESCOs hovedkvarter i Paris (1953-58) mv.. Hvis ikke, jeg vidste bedre, så kunne han på fotografiet herover fra 1927, lige så vel være det maskuline indslag i en popgruppe fra 1980’erne.

Verdensmusik med Peter Hvalkof. Booker Roskilde Festival og Global. Playliste 26. april 2012

1. Paul Simon - You Can Call Me Al (1986)

2. Mustafa Kandarezi - ????

3. Rubén Blades - Siembra (1978)

4. Amadou & Mariam - C’est Comme Ca (1999)

5. Terakaft - Alghalem (2011)

6. Les Freres Smith -  Afro! (feat. Tony Allen) (2011)

7. Wendo Kolosoy - Marie, Marie (195?)

8. Baloji - Le Jour D'Après / Siku Ya Baabaye (Indépendance Cha-Cha) (2011)

9. Celso Piña - Cumbia Campanera (live) (2009)

10. Systema Solar - Plaka (2009)

11. Orquesta Tipica Fernandez Fierro - Bluses De Boedo (2010)

12. The Barons Of Tang - The Sympton / St. Vitus Dance (2011)

13. The Alaev Family - Yoblohoy (2012)

14. Majovci Group - Mhjayka Ata (2011)

15. Analogik - Somali Pirates (2012)

16. Franco & le T.P. O.K - Coóperation (1981)

Verdensmusik med Peter Hvalkof by Modstroemmen on Mixcloud

21st Century Flight To Psychedelia

Gennem et stykke tid har jeg været med i Facebook-gruppen, New Millennium Psychedelia. Det er jeg ikke alene om. I skrivende stund er der omkring 500 medlemmer. I korte træk, går det ud på at poste klip fra youtube med syrerock og andre former for psykedeliske musik fra dette århundrede. Det kan jeg godt anbefale. Ikke, at jeg bidrager med mange videoer. Et par stykker er det blevet til, mest af alt fra Skandinavien. Men jeg har hørt en forfærdelig masse ny musik. Nu har bloggen ’Nothing’s Gonna Happen’, udarbejdet deres egen lille hyldest-sampler til New Millennium Psychedelia, som det er muligt at downloade.

Den rummer disse sange:

1. The Movements - Trapped On Earth

2. Dean Allen Foyd - Queen Machine

3. Sleepy Sun - Golden Artifact

4. Tame Impala - Why Won't You Make Up Your Mind?

5. Baby Woodrose - Spinning Wheels of Fire

6. The Soundcarriers - Step Outside

7. The Moles - Neptune's Beard

8. Sunray - Tomorrow

9. The Keys - Fire Inside

10. Liquid Visions - Moonspell

11. Dead Skeletons - Ask Seek Knock

12. Hills - Claras Vaggvisa

13. (The Sounds Of) Kaleidoscope - Secret Service

14. Three Dimensional Tanx - Baby Universe

15. The Dolly Rocker Movement - The Ecstasy Once Told

16. Dungen - Bortglömd

17. All In The Golden Afternoon - The Pool Of Tears

18. The Embrooks - Emilia Burrows

19. Magdalena Solis - Seven Boys And Seven Girls

’Short Haired Rock And Roll’

Efter en forrygende omgang mali-blues med Tinariwen i Lille Vega i går og før besøget af Roskilde Festivalens verdensmusikbooker Peter Hvalkof i Mod Strømmen, nu på torsdag, må det være på sin plads med en dosis ’Short Haired Rock And Roll’.

Året er 1980. Stedet er Auckland, New Zealand. Bandet hedder Terrorways. Den verdensomspændende punkrock bølge synger på allersidste vers, men hvad fanden gør det, når den stadig var i stand til at sætte fodaftryk som dette…

Verdensmusik i Mod Strømmen

Hvis reggae stadigvæk tæller som verdensmusik, så er jeg en garvet lytter. Men hvis, den er blevet skilt ud som selvstændig genre, som jeg har på fornemmelsen, så er jeg en ren novice. Ren er måske så meget sagt. Jeg har kradset lidt i overfladen når det drejer sig om Afrika. Sydamerika og Fjernøsten ved jeg intet om. Det samme gælder for arabisk, indisk og østeuropæisk musik. Det kan jeg og ligesindede få rettet op på, når verdensmusikbookeren fra Roskilde Festival og spillestedet Global på Nørre Allé, Peter Hvalkof, kommer forbi radioprogrammet Mod Strømmen på torsdag, d. 26. april.

Roskilde Festvalen har for mig i mange år været stedet, hvor jeg hører verdensmusik. Den har også hevet usædvanlig mange store navne til Danmark. I år er ingen undtagelse. Amadou & Mariam, hvis nye plade ’Folila’, storset ikke har en sang, der ikke er gæstet af en musiker fra amerikansk eller europæisk pop- og rockmusik, er efter min smag blevet alt for farveløs og vestligorienteret. Duoen står, selvom jeg har hørt den før, ikke desto mindre, som et af de orkestre, som jeg vil planlægge min festival efter. Det samme kan jeg tilføje om Staff Benda Bilili fra Congo, som jeg faktisk også har set engang.

Når jeg lader blikket glide hurtigt ned over Roskildes foreløbige program, kender jeg franske Les Freres Smith og malinesiske Terakaft.  Den iranske trommespiller, Mohammad Reza Mortazavi, som jeg ikke nåede at høre ved Waves Festival i Vordingborg sidste år, er også værd at fremhæve. Dertil kommer Boubacar Traoré, der bliver nævnt i samme åndedrag som Ali Farka Touré hjemme i Mali, og Conjunto Angola 70, hvis stil festivalen beskriver som ”deliriumsnære guitarspil”. For slet ikke at nævne den sydamerikanske cumbia-scene, der er repræsenteret i forskellige varianter med bl.a. Celso Piña og Bomba Estéreo. Der er mere end rigeligt at tage fat på.

Hvad angår spillestedet Global, som Peter Hvalkof, som nævnt, også booker til, så har jeg det efterhånden sådan, at hver gang jeg opdager en ny kunstner indenfor verdensmusikken, så viser det sig gerne, at de har været forbi Nørre Allé et års tid før.

Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid, nu på torsdag. 

C.A.P.S. Playliste 19. april 2012

1. C.A.P.S – Misery (2012)

2. Ghost Rocket – Drug Freedom (2005)

3. The Cramps – Bend Over, I’ll Drive (1991)

4. Neaera – Spearheading The Spawn (2008)

5. Black Pussy – Loverboy (2012)

6. The Untamed – Dolores (2009)

7. The Kills – Cat Claw (2003)

8. Primal Scream feat. Kate Moss – Some Velvet Morning (2002)

9. Spillsbury – Zwei Sekunden (demo) (2003)

10. C.A.P.S – Disco Queen (2012)

11. Alioscha – Burned By The Sun (2012)

12. Nick Cave & The Bad Seeds – Jack The Ripper (1992)

13. Viikate – Tie (2005)

14. John Barry – Theme From The Persuaders (1969)

15. New Order – 60 Miles An Hour (2001)

16. Ultravox – Hymn (1982)

17. Sisters Of Mercy – Vision Thing (1990)

18. L7 – Punk Broke (My Heart) (1997)

19. Skambankt – Min Eliksir (2007)

20. Chico Trujillo - Ahora Quién (2008)

21. Die Antwoord – Fatty Boom Boom (2012)

22. C.A.P.S – Tonight (2012)

  CAPS by Mod Strømmen

Levon Helm (1940-2012)

"What Do You Want Us To Play?" Flipper anno 2012

Mig og Merle Haggard. Ti jeg kan li’

10. Sidewalks Of Chicago (1971)

9. The Fugitive (1966)

8. Tonight The Bottle Let Me Down (1966)

7. A Working Man Can't Get Nowhere Today (1977)

6. Misery And Gin (1980)

5. Life In Prison (1967)

4. Drink Up And Be Somebody (1967)

3. Mama Tried (1968)

2. Workin' Man Blues (1969)

1. Sing Me Back Home (1968)

Stil spørgsmål til ”ørkenrebellerne”

"Tinariwen er på mange måder et kontroversielt band der agerer i et kunstnerisk felt, som for de fleste synes umenneskeligt. Det har selvfølgelig også betydet, at der gennem årene har været flere forskellige opsætninger mht. bandmedlemmer. På denne tour er der kommet flere gamle bandmedlemmer med og samtidig er en af de mest genkendelige medlemmer forhindret i at tournere med. Ibrahim, manden med det store krusede hår, er pga. af den tilspidsede situation i Mali nemlig ikke i stand til at forlade landet, da kampene netop foregår i hans provins. Det er vilkår som disse, som bandet ofte må forholde sig til, men som også gør liveoplevelserne med bandet til en helt speciel intens og på mange måder livsbekræftende oplevelse.”

- copy/paste fra den glimrende danske verdensmusikblog, Almonde. Her er det også muligt at stille spørgsmål til Tinariwen, før koncerterne i København og Aarhus i næste uge. Læs videre her.  

C.A.P.S. i Mod Strømmen

Københavnske C.A.P.S. har fået spalteplads på nærværende side i den seneste tid. Releasefesten for den nye plade, ’Lucified’, blev berørt. Det andet videoudspil, ’Dia De Los Muertos’, fra selvsamme skive, har det været muligt at se. Den første ’A Blow To The Head’, der er optaget under et rulleskøjtederby i den belgiske by Gent, viste vi allerede i august sidste år. Nu på torsdag, d. 19. april, kommer de minsandten og besøger radioprogrammet.

I anmeldelsen af 'Lucified' hos Lydtapet, omtaler de C.A.P.S., som ”en reinkarnation af The Gun Club anno 2012”. Den reference er gået mig forbi. Jeg vil godt give, at det er det samme fundament, der bliver bygget på. For mig er C.A.P.S. dog en opdatering af en endnu tidligere rockmusik. Det bliver interessant at høre, hvad de selv har at sige til det og hvilke inspirationer de medbringer til udsendelsen? Jeg forudser rock’n’roll af allerbedste skuffe.

Lyt med mellem kl. 18-20, på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

På lørdag, d. 21. april, spiller bandet support for det kugleskøre, amerikanske, punk-blues band, Th’ Legendary Shack Shakers, på Loppen. 

Hannah Montana synger Dylan. Og deslignende…

En hurtig opsamling af et par mindre ordudvekslinger, jeg har haft fornyeligt med nogle gode, musikgale mennesker, som jeg ved kigger forbi bloggen i ny og næ. For en lille uges tid siden, landede der i min mailbox, et klip med Miley Cyrus / Hannah Montana, hvor hun giver Dylans ’Gonna Make Me Lonesome When You Go’, der er at finde på ’Chimes of Freedom: Songs of Bob Dylan Honoring 50 Years of Amnesty International’. Uden at have forhørt mig nærmere, vil jeg tro, at mailen er en form for respons til en konversation, som jeg havde med afsenderen, om den engelske sangerinde Adele - som den britiske presse med vanlig storhedsvanvid, har døbt den nye Amy Winehouse - og hendes version af ’Make You Feel My Love’, fra den samme plade.

Det næste er nemmere at gå til. Afledt af en anbefaling af det nye Dr. John album ’Locked Down’, gik samtalen mod The Night Trippers diskografi og gode begyndelsessteder for novicer. Her ville jeg gerne have nævnt ’Babylon’ fra 1969 og især sumpede ’Black Widow Spider’, men de var pist væk.   

Afslutningsvis til en bizar snak om den mauretanske, sangerinde Malouma og hendes sang ’Yarab’ fra pladen ’Nour’ fra 2007. I dette tilfælde, kan jeg i det mindste trøste mig med, at ingen af os, kunne trække navnet og nummeret op fra kramkisten. Det holdt os dog ikke tilbage fra at lade begejstringen løbe af med os.